MEDIEKRIGEN I UKRAINE // KRONIK – Hele den vestlige verden hyldede Marina Ovsyannikova, redaktør ved den russiske tv-station kanal 1, der i sidste uge afbrød en live udsendelse med en protestplakat mod Putins invasion af Ukraine. Men i Ukraine selv var modtagelsen mere skeptisk, fortæller Christian Heebøll-Nielsen, der giver et bud på, hvorfor. Svaret findes kort sagt i den moderne krig om informationer. For også i Ukraine er kampen om historien en vigtig del af hybrid krigsførelse.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I sidste uge skete der noget fantastisk. En redaktør på den russiske tv-station Kanal 1 fik med ét hele verdens opmærksomhed. Marina Ovsyannikova afbrød en live udsendelse, da hun løb ind i studiet og stillede sig bag speakeren med et skilt, hvorpå der stod:
”No War. Stop krigen. Tro ikke på propaganda. Her lyver de for dig. Russere mod krig.”
Meget modigt, når man tænker på de hårde straffe, der normalt uddeles for meget mindre i Rusland. Tænk bare på Alexander Navalny, der nu sidder i fangelejr, efter Putin havde forsøgt at slå ham ihjel med nervegiften Novichok.
I Ukraine blev aktionen mødt noget anderledes. Her lød det straks fra flere sider, at det var aftalt spil: Et mediestunt orkestreret af Putin med et helt andet formål
Og hele verden stillede sig naturligvis straks bag hende.
Eller det vil sige næsten hele verden.
For i Ukraine blev aktionen mødt noget anderledes. Her lød det straks fra flere sider, at det var aftalt spil: Et mediestunt orkestreret af Putin med et helt andet formål. Og sandt at sige blev deres mistanke ikke mindre, da Marina Ovsyannikova modtog sin straf – ikke de 15 års fængsel, som de fleste ellers straks havde spået med henvisning til en ny russisk lov om ulovlig og statsundergravende propaganda.
I stedet fik hun en bøde på 30.000 rubler eller ca. 1900 danske kroner – uden at det dog står klart endnu, om hun vil blive mødt med yderligere anklager senere.
Marina Ovsyannikova har da heller ingen planer om at skulle forlade Rusland. Frankrigs præsident Macron tilbød hende asyl, og hun afslog høfligt. Når vi i Vesten i øvrigt hylder Marina Ovsyannikova, har det ydermere den konsekvens, at russerne tager afstand. Og dermed afmonteres hendes protest til en vis grad. I Kreml nærmest trak en talsmand verbalt på skuldrene og kaldte aktionen for “hooliganisme”.
Marina Ovsyannikova havde også optaget en video hvor hun forklarer baggrunden for sin handling. Hun er født i Odessa i Ukraine med en ukrainsk far og en russisk mor.
I videoen kalder hun krigen for en forbrydelse, og fortæller, at hun ikke længere kan forsvare at deltage i Ruslands løgne. Desuden skammer hun sig over at have været stille siden 2014.
Og det kan da også undre, at hun med den baggrund blot er fortsat sit virke på kanalen. Det var trods alt i 2014, at Rusland annekterede Krim og gik ind i Donbas.
Ukrainsk skepsis mod russisk propaganda
Så hvad går det ud på?
Hvorfor møder mange ukrainere en sådan historie med så stor skepsis (det skal siges, at præsident Zelenski selv var ude og rose den modige kvinde).
Først og fremmest må man forstå, at ukrainere har mange, mange års erfaring med russisk/sovjetisk propaganda. Og de kender deres lus på gangen.
Men hvad skulle russerne dog opnå med et sådant stunt, indvender en dansk læser måske.
Som en bonus fik vi nu også et andet billede af en russer – en med et hjerte, og en, der ikke er underlagt hård kontrol fra Kreml. Kremls styre er slet ikke så hårdt, som vi får fortalt, må man forstå
Jo, siger fortalerne for teorien: Det, der faktisk også blev resultatet, var, at vi i Vesten for en kort stund stoppede snakken om de civile, der er spærret inde i byen Mariupol, om de store russiske tab, og om hvordan russerne bomber civile mål. Og som en bonus fik vi nu også et andet billede af en russer – en med et hjerte, og en, der ikke er underlagt hård kontrol fra Kreml. Kremls styre er slet ikke så hårdt, som vi får fortalt, må man forstå.
Ovenstående teori blev bl.a. luftet af den ukrainske akademiker Anton Shekhovstov, som i årevis har beskæftiget sig med især Ruslands forbindelser til det yderste højre i Europa og med Moskvas brug af fake news. Der var også en del rasende ukrainere på sociale medier, der ikke gav meget for Marina Ovsyannikovas skyldfølelser, mens “bomberne regner ned over vores hjem”, som en af dem skrev i en tråd på Facebook.
Shekhostov blev straks mødt med forventelig kritik på de sociale medier – hvad bildte han sig ind at ødelægge vores heltehistorie?
BBC har interviewet Marina om baggrunden for hendes handling. Her fortæller hun selv, at hun er bevidst om forskellige konspirationsteorier om hende, og at grunden til at halvdelen af teksten var på engelsk var, at hun ville nå et internationalt publikum
Hybrid krigsførelse: en russisk drejebog
Lad os lige træde et skridt tilbage for et øjeblik.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at en del af krigen udspiller sig som en informationskrig. Kampen om historien er en vigtig del af hybrid krigsførelse. Og vi bombarderes dagligt med historier, hvis rigtighed vi ingen chancer har for at verificere.
Heldigvis er russerne så venlig at levere en hel drejebog for, hvordan de synes, historien skal fortælles. Forleden udsendte det russiske udenrigsministerium en pressemeddelelse, der kan læses som en hel drejebog for landets propaganda.
Nedenfor skal jeg gennemgå elementerne.
- Baggrunden for krigen er, må man forstå, at befolkningen i separatist-kontrollerede Donbas igennem 8 år har været udsat for et folkemord med de mest barbariske metoder.
- Imens har Kyiv-regimet ikke bare modarbejdet fredsarbejdet som aftalt i Minsk-aftalerne men decideret saboteret det.
- Desuden har Ukraine aktivt arbejdet for at tilslutte sig NATO. Og ikke bare vil de tilslutte sig NATO. De vil også udvikle deres egne nukleare våben.
- Som om det ikke skulle være nok, har de også samarbejdet med USA og haft forskellige såkaldte biolabs, som har til formål at udvikle biologiske og kemiske våben, der skulle bruges mod både Donbas og russerne – en eksistentiel trussel mod hele den russiske verden.
- Rusland har længe advaret mod dette, men advarslerne er blevet pure afvist af både Ukraine og USA. Dermed er alle diplomatiske muligheder for at undgå krigen udtømt. Og det er alene Ukraines og USA/NATOs skyld. Det gør det ikke bedre, at Ukraine havde planlagt et blodigt indtog i både Donbas og på Krim med det formål at bedrive etnisk udrensning af russerne.
- Man må også forstå, at tilstedeværelsen af russiske tropper nær Kyiv og andre store byer ikke skyldes et russisk ønske om at besætte landet. Russerne har ikke et sådant mål, som også Putin selv udtrykkeligt forklarede d. 24. februar, da krigen startede.
- Desuden gør russerne alt, der står i deres magt for at beskytte krigens ofre, og i modsætning til russerne benytter ukrainerne kynisk missiler mod den civile befolkning, som vi så i angrebet på Donetsk, hvor et missil blev skudt ned og dog dræbte mange civile.
- En handling, der, må man forstå, minder om nazisternes desperation i slutningen af anden verdens krig, hvor man tog mange uskyldige med i graven uden at erkende nederlaget.
Interessant nok bruges der i øvrigt ikke meget krudt på den nok så kendte historie om, at Ukraine og især Ukraines hær er infiltreret af nazister, som er de virkelige magthavere. Det er ellers en historie, vi har hørt mange gange de sidste tre uger.
Så her har vi på kort formel ovenfor drejebogen for den russiske propaganda.
Her den russiske satiriske tegner Sergey Ekins illustration:
Russernes drejebog i den danske debat
Du tror måske, du er immun, men så heldig er du nok ikke helt. For de forskellige elementer i drejebogen får på forskellig vis vind i sejlene også her i Danmark. Den er mest udtalt i debatten om, hvem der er skyld i krigen. Det er ikke et sjældent synspunkt, heller ikke hos os, at høre, at det skam er NATOs ekspansion i Østeuropa, der er den egentlige årsag.
Fortalere for dette synspunkt henviser ofte til den amerikanske politolog og berømte neorealist John Mearsheimer, som de siger allerede i 2014 forudså krigen.
Hertil kan man bemærke, at krigen sådan set allerede startede i 2014. På Krim og i Donbas. Vi ser også synspunktet anvendt fra så forskellig side som Marie Krarup og den misforståede fredsforsker Jan Øberg – to mennesker, der nok ellers turde være på hver sin side af det politiske spektrum.
Samme billede ser vi i USA, hvor gamle trumpister støtter lignende synspunkter. Altså netop det, den gode Shekhovstov har forsket i.
For Rusland anklages jo for også at have været involveret i brugen af kemiske våben i Syrien, ligesom vi har set flere anvendelser af nervegiften Novichok mod systemkritikere. Og frygten er da også, at historien skal fungere som undskyldning for en senere russisk brug af sådanne våben
Historien om den ukrainske brutalitet i Donbas har også en del vind i sejlene og gengives ofte på sociale medier. At man med et enkelt Wikipedia-opslag kan konstatere, at ofrene har været stort set lige store på begge sider, skal ikke forstyrre billedet.
Den del af historien er dog nok primært tiltænkt et andet publikum – nemlig det russiske. For russisk propaganda er aldrig kun rettet mod vesten. Den spiller en mindst lige så stor rolle i forhold til at retfærdiggøre krigen internt i Rusland. Og her har historier om dræbte russere altså et noget større impact, end det har her i vesten.
Biolabs-historien er mere speget. Den er på en gang offensiv i sine anklager mod Ukraine, men er på den samme tid defensiv.
For Rusland anklages jo for også at have været involveret i brugen af kemiske våben i Syrien, ligesom vi har set flere anvendelser af nervegiften Novichok mod systemkritikere. Og frygten er da også, at historien skal fungere som undskyldning for en senere russisk brug af sådanne våben i konflikten. Den har også fundet sit publikum og deles flittigt på sociale medier, dog primært i de samme kanaler, som også optrådte kritiske overfor coronaindsatsen og i det hele taget er mere lydhøre overfor alverdens konspirationsteorier.
Igen er en vigtig målgruppe for historien den russiske. For trusler om brug af biologiske våben må naturligvis imødegås.
Det centrale står klart: Rusland har startet en angrebskrig
Man skal ikke være blind for, at informationskrigen foregår to veje. Du vil således også blive udsat for propaganda den anden vej. Og desværre har du næsten ingen chancer for at vide, hvad du skal tro på.
Men heldigvis behøver vi imidlertid ikke diskutere det centrale: At Rusland har iværksat en angrebskrig overfor Ukraine, og at en sådan krig kommer med betydelige civile ofre. Russerne har i øvrigt være så venlige at udgive en film, hvor de søger at afmontere vestlig propaganda.
Vi må ikke miste fokus på det vigtigste, nemlig de store lidelser, det ukrainske folk for tiden gennemgår
Tilbage til den gode Marina, som vi startede med. Var hun en modig helt eller en brik i et russisk spil? Sandheden er, at vi ikke aner det, og der er ingen måde at få det afgjort på.
Hun har i øvrigt selv svaret på spørgsmål herom i et interview med BBC, der kan ses her (russerne har intet set til hende, og hun optræder fortsat i medier, der sender udenfor Rusland) her:
Men der er grund til at lytte til ukrainerne, som dog har længere erfaring med den slags propaganda end nogen andre. Vi kunne gøre os selv en stor tjeneste, hvis vi fokuserede mere på budskabet og mindre på personen.
For Marias budskab om, at krigen skal stoppes, og at de russiske medier er fulde af løgn, er jo rigtigt. Og det kan vi gentage. Men vi må ikke miste fokus på det vigtigste, nemlig de store lidelser, det ukrainske folk for tiden gennemgår.
Lyt til Samuel Rachlin i den seneste POVcast om krigen her:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og