KRIGEN I UKRAINE // MODSVAR – Mens vi tager afstand fra Ruslands invasion af Ukraine, bør vi samtidig erkende Vestens rolle i krigen. Vi bør undgå yderligere eskalering og lytte til dem, der taler freden op. Vi har brug for ledere, der besinder sig. Ledere, der er på omgangshøjde med det flertal af verdens befolkninger, som ikke ønsker denne krig, skriver Susanne Possing fra organisationen ‘Nej til Oprustning – JA til Bæredygtig Sikkerhedspolitik’ i sit svar til Marek Treiman.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er faldet Marek Treiman for brystet i artiklen “Nej til at give efter for truslen mod vores demokratiske verdensorden“, at jeg i artiklen “Nej til en politik bygget på angst” advarer mod den i Danmark og Vesten igangværende, men unødvendige og farlige oprustning og militarisering.
Og at jeg plæderer for at rykke perspektivet over til de største trusler mod den globale sikkerhed: klimakrisen, den voksende ulighed og verdens millioner af flygtninge. Heroverfor kalder Treiman i sin kommentar til forsvar ”for vores demokrati med alle midler, herunder militære”.
Lad mig til en start befri Treiman for en misforståelse. Han finder det forstemmende, at jeg tillader mig at stille spørgsmålstegn ved det ensidige, sort-hvide billede af Os i Vesten mod Rusland, som dominerer blandt politikere og i den offentlige samtale. Han henviser til de månedlange ødelæggelser, mord, terror og deportationer af civile, som Ukraine og dets befolkning har været udsat for. Som jeg angiveligt ikke tager hensyn til. Putins uhyrligheder kalder, ifølge Treiman, på én ting: militært modsvar.
USA og Nato har deres del af æren for krigen, om vi kan lide det eller ej
Rusland har gjort sig skyldig i frygtelige krigsforbrydelser, ja. Putins invasion har haft grusomme konsekvenser for befolkningen i Ukraine – og i resten af verden. Der har på intet tidspunkt hersket tvivl om, at jeg og organisationen Nej til Oprustning – JA til Bæredygtig Sikkerhedspolitik på det skarpeste tager afstand fra den brutale angrebskrig, som Rusland har ført i Ukraine siden februar 2022.
Putin har invaderet Ukraine, truer med atomvåben, og hans hær begår overgreb på uskyldige voksne og børn. Og han prøver at annektere fire regioner i det østlige Ukraine. Intet af dette er acceptabelt, og det bliver fordømt i hele den vestlige verden. Med rette. Det er også mit udgangspunkt. Det, jeg advarer imod, er alene den ensidige reaktion: øget oprustning og militarisering som politisk svar.
De leger med verdensfreden
Men Treiman kan ikke lide, hvad jeg skriver, og tyer nu til fri fantasi: ”Jeg går ud fra, at man forestiller sig, at Biden bare skulle tvinge Zelinsky til at “bøje af”, acceptere alt ovennævnte, plus tabet af ukrainsk jord – og hermed også et tab af fremtidens levedygtige økonomi – til Ruslands annekterede områder?”
Ren stråmand. Nej, det forestiller jeg mig ikke. Jeg kritiserer de ansvarlige ledere (tæl gerne Putin med) for at lege med verdensfreden, for at risikere at eskalere konflikten og for – godt hjulpet af medierne – at piske en krigsstemning op, der forhindrer en fredelig løsning, også i forhold til de to andre alvorlige kriser, verden kæmper med, klimakrisen og den voksende globale ulighed.
I Treimans optik er det ”ensretning”, når jeg gør opmærksom på den rolle, som USA og Nato har spillet i optakten til krigen. ”Nato er skurken” bliver det til. Nej, Nato er ikke skurken, det er alene Putin, der bærer ansvaret for invasionen.
Men USA og Nato har deres del af æren for krigen, om vi kan lide det eller ej. Som historikeren Poul Villaume påpeger i tidsskriftet Ræson, ”var det Putins Rusland, der d. 24. februar med post-imperialt overmod valgte at antænde den geopolitiske bombe, Ukraine var kommet til at udgøre i Europa; men USA, Nato og EU-landene har, sejrsberuste efter Den Kolde Krig, i høj grad været med til at montere og anbringe bomben, trods utallige tungtvejende advarsler gennem 25 år fra vestlige aktører og eksperter.”
Uagtet Putins storhedsvanvid og ulovlige aggression i Ukraine – verden har brug for ledere, der besinder sig
Villaume minder os bl.a. om tiden lige efter Berlinmurens fald, hvor ”de 16 Nato-lande og de 35 CSCE-lande (dvs. samtlige vest- og østeuropæiske lande inklusive Sovjetunionen og USA) énstemmigt vedtog visionære erklæringer om, at man ville arbejde for nye mekanismer og institutioner, som skulle sikre en ny sikkerhedsarkitektur for et helet og helt Europa efter Den Kolde Krig.”
Det var på den tid, hvor ”stort set alle vestlige topaktører, herunder James Baker, Helmut Kohl, Francois Mitterand, Margaret Thatcher, John Major og Nato-generalsekretær Manfred Wörner, mundtligt forsikrede Moskva om, at Natos militære jurisdiktion ikke ville blive flyttet mod øst.”
Men mens udenrigsminister James Baker støttede dialog-linjen over for Moskva, betragtede ”Pentagon under ledelse af neo-konservative aktører som Dick Cheney og Paul Wolfowitz (…) det atombevæbnede Rusland som USA’s hovedmodstander, som det gjaldt om at svække mest muligt permanent. Præsident Bush hældede til Pentagon.”
Villaume fortæller også, hvordan et lækket internt Pentagondokument så tidligt som i 1992 afslørede at USA’s post-koldkrigsstrategi skulle være ”at fastholde mekanismerne til at afskrække potentielle konkurrenter fra selv at stræbe efter en større regional eller global rolle. Indtil Bill Clinton tiltrådte som præsident i 1993, var State Departments samarbejdslinje over for Rusland dog den officielle.
Clintons politiske hovedrådgivere var imidlertid stærke tilhængere af en udvidelse af Natos medlemskreds mod øst. Det indgik i overvejelserne, at med den styrkede europæiske integration efter omdannelsen af EF til EU ville USA’s fortsatte geopolitiske indflydelse i Europa primært kunne sikres gennem et udvidet Nato.”
USA havde altså ingen planer om at slække på sin rolle som verdens supermagt nummer et. Men der var ikke enighed. ”Den nye politiske ledelse i Pentagon (…) var dog stærkt i tvivl, og det samme var USA’s Nato-øverstkommanderende i Europa. (…) I oktober 1993 advarede Ruslands præsident Boris Jeltsin – som ellers var Vestens ’yndlings-russer’ i 1990’erne – i et fortroligt brev til præsident Clinton om, at Nato-udvidelse ville vække ”uro” i brede, også moderate politiske kredse i Rusland, som ”utvivlsomt [vil] opfatte Nato-udvidelse som en slags ny-isolation af vores land”. I stedet anbefalede Jeltsin stærkt ”et pan-europæisk sikkerhedssystem”.
Alligevel erklærede Clinton offentligt i januar 1994, at det nu ikke længere var et spørgsmål om, men kun hvornår og hvordan Nato ville optage nye medlemslande i øst. Den amerikanske koldkrigshistoriker John Lewis Gaddis advarede i 1998 mod ”at den forestående Nato-udvidelse brød med alle de vigtigste internationale strategiske principper, herunder at behandle tidligere fjender storsindet, ikke unødigt at skabe nye fjender, samt at være villig til at anerkende (egne) fejl.”
Men Clinton fik sin vilje. Og det trods advarsler fra både diplomater, officerer, politikere og historikere som frygtede, at Nato-sikringen mod en mulig fremtidig trussel fra Rusland kunne blive en selvopfyldende profeti. Historien ser ud til at give dem ret.
Verden har brug for ledere, der besinder sig
Treiman afviser, at ”Ukraines eventuelle medlemskab i Nato” kan have spillet en rolle for Putins angreb; han henviser til, at ”de indledende manøvrer” ikke engang er begyndt. Dét emne har jeg ikke udtalt mig om. Jeg skriver om Natos træning af den ukrainske hær og om USA’s militære bistand til Ukraine siden 2014. Og om Angela Merkel, der advarer.
Men da emnet åbenbart optager Treiman, vil det måske interessere ham at vide, hvordan USA så sent som i september 2021 med Charter for Strategic Partnership ”praktisk talt (udstedte) den Nato Membership Action Plan for Ukraine, som Tyskland og Frankrig længe havde nægtet at tildele landet inden for de formelle Nato-rammer.” Se artikel her.
Angela Merkel frygtede, at Putin ville opfatte et sådant skridt som ”en krigserklæring”. Ikke desto mindre lød det fra USA og Nato igen og igen: ”Vi vil accelerere den militære integration med henblik på ukrainsk medlemskab.”
Treiman henviser endelig til inspirationen fra Ivan Ilyin og til nyere russisk udenrigspolitik, herunder Putins nu berygtede essay fra september 2021. Alt sammen kendt stof. Treiman advarer – i tråd med det forenklede ’Os i Vesten mod Rusland’, som mit indlæg søger at moderere – mod den ”trussel mod vores demokrati og levevis”, som ”Ruslands nationalistisk-fascistiske ideologi” og ideen om at ophæve den ukrainske stat udgør.
Alt dette skulle angiveligt begrunde, hvorfor vi ikke må ”give efter” og, som jeg foreslår, via diplomati og forhandling arbejde frem mod en ordning, som også Rusland kan leve med.
Ja, vi bør alle sætte os ind i de interesser og den ideologi, som Putin styrer efter. Verden har oplevet nok konflikter, hvor en stormagt, uden først at besinde sig på landets egen historie og kultur, har ment sig berettiget til at invadere andre lande i demokratiets navn. Hvor godt gik det i Irak?
Derfor: Uagtet Putins storhedsvanvid og ulovlige aggression i Ukraine – verden har brug for ledere, der besinder sig. Ledere, der er på omgangshøjde med det flertal af verdens befolkninger, som ikke ønsker denne krig.
Indtil for nylig har det set ud, som om der kun fandtes den militære løsning: Vesten, der forsyner Ukraine med det nødvendige, så Ukraine kan vinde over Rusland. Først da kan man tale om forhandlinger, hedder det. Men der begynder at lyde andre og nye toner.
FN’s Generalsekretær António Guterres taler for afskaffelsen af atomvåben. Ellers ”kan der ikke være tillid, og der kan ikke blive nogen bæredygtig fremtid.” Hans rådgiver, Zia Mian fra Princeton University, taler for øjeblikkelig våbenhvile i Ukraine og peger på, hvordan mange lande i det globale syd sætter spørgsmålstegn ved det, der foregår.
Indiens premierminister Modi siger, at ”krig ikke hører hjemme i vor tid”, og Kina, at krigen skal løses gennem forhandlinger.
Det samme lyder fra Sydafrika.
Også i USA ønsker stadig flere som fx forsvarschefen, Mark Milley, nu at lægge pres på Zelenskyj til at tænke i forhandlingsbaner. Det gælder også Joe Biden.
Vi bør lytte til flertallets stemmer. Ukraine – og Europa – fortjener fred. Det samme gør resten af verden.
Læs mere om Ukraine-krigen i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
