LITTERATUR – Mette Holm og jeg havde bl.a. Kinas fremmeste krønikeskriver, Mo Yan, på dagsordenen, da vi forleden lavede POV talk om os selv og især om Murakami og Mo Yan. Sidstnævnte nyder slet ikke bevågenhed i Danmark som fortjent. Derfor denne lille tekst om en forfatter, jeg sætter umådeligt højt.
Da min navnesøster Mette Holm og jeg forleden skulle lave podcast, som i høj grad handler om den kinesiske forfatter Mo Yan, fik jeg genopfrisket ham og min begejstring for ham.
Mo Yan er efter min mening en af vor tids største forfattere, og han er en ægte indfødt og politisk korrekt kineser, som tilmed er en af flere næstformænd i Kinas Forfatterforening. Og så er han blandt mange priser for sit forfatterskab hædret med Nobels litteraturpris, som han blev tildelt i 2012.
Herhjemme er han ikke særlig kendt, desværre – formentlig bl.a. fordi kun tre af hans værker er oversat til dansk.
Det stod ingen steder skrevet, at den snakkesalige bondeknold Mo Yan skulle blive stor forfatter, blandt sit lands største
Når jeg er så begejstret for Mo Yan, er det, fordi han er fuldstændig nådesløs i sin galgenhumoristiske sociale mikroskopi af Kina, historisk såvel som i nutiden.
Han blev født i 1956 (eller 1955) Ping’an Landsbys produktionsbrigade i Heya Folkekommune, i Nordøstlige Gaomi Kommune, Paradis Amt i Shandong.
Hans rigtige navn er Guan Moye. Han blev kaldt Mo Yan – der betyder ’hold bøtte’ eller ’ti stille’ – fordi han snakkede uafbrudt som dreng: med sig selv, med kvæget, som han passede; til træerne, ja, til alle, hvilket ifølge ham selv ofte bragte ham i uføre.
Sulten og ensomheden hans muser
Da han hørte om en forfatter inde i byen, der spiste jaozi – kinesisk ravioli – tre gange dagligt, besluttede han, at han også ville være forfatter. Han blev ganske enkelt forfatter, fordi han var sulten – han kalder sulten og ensomheden for sine muser.
De fleste af hans fortællinger udspiller sig i Gaomis univers. Drabelige beretninger, hvor man formeligen mærker det klæge blod sile. Man kan lugte det, de åbne latriner og krudtet i træfningerne med japanerne og mellem kommunister og nationalister. Man oplever solopgangens og solnedgangens gløder. Døden er sprød og tør. Et vilkår.
Det er ikke hallucinationer. Men hvor skulle svenskerne vide det fra?
Da han fik Nobels Litteraturpris, skrev juryen i sin begrundelse bl.a., at han fik den for sin ’hallucinatoriske realisme, blandet med folkelige fortællinger, historien og samtidens udvikling’. Det er ikke hallucinationer. Men hvor skulle svenskerne vide det fra?
Man kan også kalde Mo Yans stil brutal realisme. Social mikroskopi. Måske noget af dét, juryen opfattede som hallucinatorisk hos Mo Yan, er virkelighed i Kina? Grundstoffet i hans fortællinger er i hvert fald kinesernes uhyrlige hverdag i det 20. og det 21. årh.
Kinesisk fortælling har en sanselighed, som ikke kun er skær og pur, fin og måske erotisk. Den udfolder faktiske sansninger: stanken, den fysiske smerte, sulten, afmagten i forhold til myndighedernes altid overvældende overmagt.
Det er nøgterne og detaljerige beskrivelser af, hvad folk gør, og hvad der bliver gjort mod dem – ikke hvad de måske tænker, eller hvorfor de agerer, som de gør.
De røde marker
Det stod ingen steder skrevet, at den snakkesalige bondeknold Mo Yan skulle blive stor forfatter, blandt sit lands største.
Da Kinas unge byboer blev sendt på landet i kulturrevolutionen fra 1966 til 1976, mødte han i marken en intellektuel, der havde studeret kinesisk litteratur. Den unge mand var stemplet højreorienteret og sendt på markarbejde.
”Han hældte al mulig litterær viden på mig, og det grundlagde min drøm om at skrive,” har Mo Yan fortalt. ”Nordøstlige Gaomi blev mit litterære kongerige; barndomsminder fra min hjemby blev min fiktions grundstof.”
Men inden nåede han at være fabriksarbejder, gøre tjeneste i Folkets Befrielseshær, og han studerede litteratur på Hærens Kulturakademi, hvor han siden også underviste. Han skrev noveller og føljetoner til tidsskrifter og aviser.
Enhver, der har læst Mo Yans bøger, ved, at systemets mand, det er han ikke. Hvis han er nogens, er det noget i Kina så gammeldags som Folkets
Hans gennembrud blev den storslåede 红高粱家族/Hóng gāoliang jiāzú, på dansk kaldet De røde marker, der indledningsvis udkom som føljeton.
De røde marker er slægtshistorien om en familie gennem tre generationer i tiden 1923-1976.
Fortælleren beretter om sin families genvordigheder, først som indehavere af et destilleri, der fremstiller sorghumvin, derpå som modstandsfolk i den anden japansk-kinesiske krig. Vi hører også om stridigheder mellem kinesiske bander og politiske grupperinger.
Det Nordøstlige Gaomi dyrker først og fremmest kornsorten rød sorghum, der giver bogen titel og landsbyboerne arbejde, husly, vin og liv – gennem brydsomme årtier med død og blodsudgydelser.
Et andet af Mo Yans hovedværker, Hvidløgsballaderne, handler om den politiske galskab, da myndighederne gennemtvinger, at bønderne i Gaomi skal erstatte deres livgivende røde sorghum med hvidløg, som slet ikke egner sig til at blive dyrket i Gaomi og ligger og rådner på markerne.
De røde marker udkom som roman i 1987 og blev filmatiseret af Kinas fremmeste filminstruktør, Zhang Yimou, det følgende år. Filmen var Zhangs debut, og han modtog et væld af priser for den, blandt dem Guldbjørnen. Den blev også – til de kinesiske myndigheders udelte utilfredshed – indstillet til en Oscar.
Systemets mand eller Folkets?
Mo Yan har været viceformand i Kinas Forfatterforbund siden 2011, hvilket får mange vestlige anmeldere m.fl. til at se ham som systemets mand og fordømme hans forfatterskab.
Da han blev tildelt Nobels litteraturpris, sagde en dansk én af slagsen, at hun ganske vist aldrig havde læst ham, men at hans rolle i Forfatterforbundet gjorde, at han ikke fortjente prisen.
At sætte spørgsmålstegn ved hans forfatterskab uden at have læst ham, er bizart.
Hvad angår hans rolle i Forfatterforbundet, er jeg helt tryg (også ved kollegaen Liu Hengs).
Og enhver, der har læst Mo Yans bøger, ved, at systemets mand, det er han ikke. Hvis han er nogens, er det noget i Kina så gammeldags som Folkets.
Holdninger i litteraturen
Kinas sørgelige sandhed er, at magthaverne ikke tåler samfundskritik. Flere af landets skarpeste penne fængsles eller fordrives fra deres fædreland, som fx Gao Xinjiang (modtager af Nobels litteraturpris i 2000) og Dai Sijie, der begge skriver fremragende om Kina fra deres nuværende hjemland, Frankrig.
Kan man klandre et menneske, at han udfolder sig inden for de givne rammer og tilmed bidrager til deres udvidelse? Bliver kunst ringere af, at kunstneren forstår at udfolde sig under censurens radar og sno sig gennem dens nåleøje med sit udtryk intakt? Har man som kunstner pligt til at udfordre magthavere? Eller er pligten snarere at udfolde sit talent videst muligt, så det svæver højt hævet over dumme og nidkære censorers snævre horisont – og dog er tilgængeligt for alle?
Selv sagde Mo Yan sådan her på bogmessen i Frankfurt i 2009:
En forfatter bør kritisere og udtrykke indignation over samfundets mørke sider og menneskets hæslige natur. Nogle har lyst til at råbe i gaderne, men vi bør tolerere dem, der gemmer sig på deres værelse og bruger litteraturen til at udtrykke deres holdninger.
Og videre:
En forfatter skriver, hvad han ved, på måder, som falder ham naturligt. I min opvækst var jeg sulten og ensom, jeg var vidne til menneskelig lidelse og uretfærdighed; mit sind er fyldt med sympati for menneskeheden generelt og raseri over et samfund, der strutter af ulighed. Det handler mine fortællinger om. De kan ikke handle om andet.
Jeg adskiller mig fra andre kinesiske forfattere i, at jeg hverken kopierer udenlandske forfatteres fortælleteknik eller efterligner deres handlinger eller plot. Til gengæld udforsker jeg kernen i deres værker tæt for at forstå deres observationer af tilværelsen og begribe, hvordan de opfatter den verden, vi lever i.
Som jeg ser det, indgår en forfatter en dialog, når han læser andres arbejde, eller måske ligefrem en romance, som – hvis sindene mødes – bliver roden til et livslangt venskab. Og hvis ikke sindene mødes … er en venskabelig gåen hver til sit også i orden.
Med til den historie hører, at Mo Yan og den japanske forfatter Kenzaburo Oe, der døde i foråret, plejede et årelangt nært venskab, som bl.a. kom til udtryk i brevveksling.
Håb, værdighed og kraft
Mo Yan har ikke udgivet større romaner eller fortællinger siden Frø i 2009, kun noveller og essays.
Han har tidligere sagt: De fleste af mine romaner slutter tragisk, men der er stadig håb, værdighed og kraft.
Sin første roman, De røde marker, indledte han med denne dedikation:
Med denne bog påkalder jeg de heltemodige, forpinte sjæle, der vandrer i min hjemstavns uendelige, skære, røde sorghummarker. Som jeres troløse søn er jeg indstillet på at skære mit hjerte ud, marinere det i soyasovs, få det hakket og anbragt i tre skåle, serveret som offergave i en sorghummark. Til jeres helse, spis med!
Måske har Mo Yan sagt alt, hvad han har på hjerte.
Han sluttede sin takketale til Nobelkomitéen i 2012 sådan her:
Hvis livet er en flod, er jeg nu nået til flodens nedre, lavvandede del.
Jeg kommer ikke til at brøle mere, og jeg bryder mig ikke længere om bølger.
Jeg er i stand til at tåle snavs og søle.
Jeg gemmer min styrke et dybt sted.
Jeg er historiefortæller, jeg fortæller historier om mennesker. Jeg holder af at se skuespil, jeg skriver skuespil, men jeg optræder ikke i dem.
Mo Yans vigtigste romaner
- De røde marker, 1986, Batzer & Co. (2016)
- Hvidløgsballaderne, 1988 (udkom på dansk i 2013 på Batzer & Co.)
- 蛙 Wā (Frø), 2009 (ikke udgivet på dansk, men fransk, engelsk og svensk bl.a.). Her står Kinas skrappe familiepolitik for skud.
Titlen henviser bl.a. til Nü Wā, gudinden, der skabte menneskeheden. Fortællingen handler om Haletudse, der kommer i hæren, og vakler mellem ønsket om at tilpasse sig og trangen til at følge sin samvittighed (ikke ulig Mo Yan selv).
Omdrejningspunkt er Mo Yans tante, der er gynækolog og brutal udøver af Kinas familiepolitik – med eller mod sin vilje og af loyalitet over for Kinas Kommunistparti.
Ovennævnte er blot de allerbedste af Mo Yans mange romaner.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
