Den fagre nye verden og singulariteten – hvor bliver de menneskelige relationer af?

af i Politik & Samfund/Viden

TEKNOLOGI // KOMMENTAR – I 1932 skrev den britiske forfatter Aldous Huxley fremtidsromanen Fagre nye verden. Huxley advarer os om, hvad der sker, når en buldrende teknologiudvikling viser sine grimme, gule hjørnetænder og tager magten over menneskeheden. I romanen er det især menneskenes forplantning og sygdomsbehandlingen, der er blevet teknologificeret. Bogen stiller spørgsmålet: hvor bliver de menneskelige relationer af?

Aldous Huxley, ‘Brave New World’, 1932. Wikimedia Commons.

Singularity University, det private ”universitet” kommer fra Silicon Valley og har i et par år haft en aflægger i Danmark. Herhjemme hedder det Singularity U, fordi universitet er en beskyttet titel. Nye vilde tanker om den kunstige intelligens har gjort det populært i regeringen og i mange virksomheder og organisationer, men samtidig har der også været kritisk omtale i fx Weekendavisen, hvor mirakelmedicinen er blevet kaldt heksedoktorens ”slangegift” fra Californien.

Bag tænketanken/lobbyvirksomheden/markedsføringsmaskinen står iværksætteren Ray Kurzweil, og bagved ham og en masse Silicon Valley tech-virksomheder, der støtter det. Han har lånt begrebet singularity fra naturvidenskaben. Det betegner den tilstand, hvor naturlovene ophæves. I Singularity U’s forståelse betegner det den tilstand, hvor kunstig intelligens overtager magten ved at være klogere end menneskene. Det vil ifølge Kurzweil ske i år 2029.

Hvad laver Singularity U egentlig, er der tale om forskning eller evangelium? Om åndfuldhed og teknologiindsigt eller om kommercielle interesser og bragesnak? Vil de næste par årtier som postuleret medføre, at nye teknologier ændrer måden vi producerer og arbejder på?

Det tager tid at afkode teknologiens potentialer og bruge dem klogt. Kun ved at anvende de nye teknikker får vi øje på deres muligheder. Derfor ser man ofte effektiviseringsgevinster i den første implementeringsbølge, mens produkt- og kundeinnovationer kommer til senere

Centralt for singularitytilhængernes tænkning er eksponentielle teknologier. Med eksponentiel menes den matematiske sammenhæng, at noget udvikler sig med en konstant acceleration. Man kan forklare det med Moores lov fra 1965 om at transistorerne i et integreret kredsløb fordobles hver 18. måned, en regel der stadig i dag gælder for computernes regnekraft.

Eller man kan forestille sig Galileo Galilei, der kaster en metalkugle fra toppen af Det Skæve Tårn i Pisa. Kuglen accelererer på grund af tyngdekraften og rammer muligvis den nysgerrige tilskuer nedenfor et stykke tid før, han troede det muligt og erkendte faren. Af samme grund møder man vandet med overraskende 60 kilometer i timen, hvis man vover et spring fra 10 metervippen.

Eksemplerne handler om en væsentlig antagelse i singularitytænkningen, nemlig at vi ikke magter at forestille os, hvor hurtigt udviklingen i virkeligheden går.

Man kunne nu nikke bifaldende og ihukomme Søren Kierkegaard, der som bekendt har sagt at vi lever livet forlæns, men forstår det baglæns. Sagerne er dog mere komplicerede end som så. Lad os derfor se på, hvad vi fra forskningen og konsulenthusenes praktiske erfaringer ved om den hidtidige teknologiudvikling, og se på det i et hamsterperspektiv snarere end fra en kredsende satellit. Vores spørgsmål er, om det kommer til at gå så hurtigt, som de nye singularister forestiller sig?

Vi går analytisk til værks:

For det første bør vi skelne mellem teknik og teknologi. Teknikken kan fx være en maskine eller et softwareprogram. Teknologien rummer derudover den viden og de processer der knytter sig til at få teknikken til at fungere, implementeringsbistand, leverandørkurser, støtte i form af hotline services, driftskompetencer og meget mere. Den forskel har mange organisationer gjort sig bitre erfaringer med, og det vil vedblivende være tilfældet.

På udvalgte områder vil vi givetvis se en række nedslag af nye teknologier, som er rimeligt veludviklede fra start og rammer meget brede virksomhedslag på én gang. Det gælder fx robotisering af kundehenvendelser i den finansielle sektor med massefyringer til følge

Pointen? Når teknikken er færdigudviklet, er der ofte et godt stykke vej til, at teknologien er modnet tilsvarende.

For det andet, så tager det tid at afkode teknologiens potentialer og bruge dem klogt. Kun ved at anvende de nye teknikker får vi øje på deres muligheder. Derfor ser man ofte effektiviseringsgevinster i den første implementeringsbølge, mens produkt- og kundeinnovationer kommer til senere. Der er med andre ord et tidsvindue, hvor innovationspotentialet ikke høstes. Det gælder eksempelvis for it-investeringer blandt flere af Dansk Industris medlemmer, hvis man tager deres egne ord for pålydende. De store gavnlige effekter af teknologien kommer således sjældent så hurtigt, som vi forventer.

Anlægger man et kompetenceperspektiv på teknologiens implementeringsfase gør en række interessante faktorer sig gældende. Medarbejdergrupper, som skal anvende teknologien, fx industriteknikere og administrative HKere er krumtappen i forhold til at få fuldt udbytte.

To forhold gør sig gældende:

For det første afhænger læringspotentialet hos den enkelte medarbejder i høj grad af det almene uddannelsesniveau. Helt centrale er læse-skrive-regne kompetencer. For det andet sker der en uhyre høj grad af læring i arbejdet, sidemandsoplæring, læring af praktiske erfaringer, eksperimenteren og kollegial udveksling af viden. Derfor har erfaringsbestemt læring, mesterlære og læring i praksisfælleskaberhaft megen opmærksomhed siden 1990’erne. Potentialet i teknologien er således afhængigt af en lang række faktorer, som virksomhederne kun delvis har indflydelse på.

Derudover kan vi betragte implementering af ny teknologi ud fra en mikroøkonomisk produktlivscyklusteori. Herved bliver det klart, at i teknologiens første år er der fravær af formaliseret offentlig uddannelse, som først kommer til siden, når teknologien er modnet, standardiseret og har gjort sit indtog i de brede virksomhedslag. I teknologiens barneår må organisationer altså forlade sig på leverandørkurser, egne erfaringer ogon the job learning.

Pointen er, at ny teknologi som regel skaber store ændringer, men at de kommer gradvis over tid gennem tilpasning af arbejdsprocesser og –metoder, sagsbehandlingsprocedurer og –rutiner, omfattende individuelle og organisatoriske udviklingsprocesser og modning af en lang række støttefunktioner inklusive det offentlige efteruddannelsessystem.

Til Kierkegaards ord om at ”livet leves forlæns, men forstås baglæns” kan man tilføje følgende. Mennesker udkaster visioner for deres fremtid, og vi kan foretage værdibaserede valg i stedet for at lade os tyrannisere og ensrette af nødvendighedens økonomiske love. Vi må derfor ikke falde i den fælde, at vi anser teknologiens udviklingsdynamikker for naturlove

Erfaringen viser, at i takt med at teknologispredningen sker i brancher og man bliver bedre til gennem dygtigere medarbejdere at udnytte den, følger lønudviklingen en opadgående kurve. Det er i al fald, hvad den amerikanske forsker James Bessen påpeger i sin Learning by Doing: The Real Connection between Innovation, Wages, and Wealth fra 2015.

De hidtidige erfaringer rejser en række spørgsmål, som det bliver spændende at høre svar på fra Singularity-tilhængerne. Taler de om eksponentiel udvikling i teknikken, lig udviklingen i computernes regnekraft – eller i teknologien, som er en langt mere kompliceret størrelse? Eller om hastigheden, hvormed virksomheder kan tage den nye teknologi i brug?

På udvalgte områder vil vi givetvis se en række nedslag af nye teknologier, som er rimeligt veludviklede fra start og rammer meget brede virksomhedslag på én gang. Det gælder fx robotisering af kundehenvendelser i den finansielle sektor med massefyringer til følge. Her er udviklingen muliggjort af et i forvejen højt standardiseringsniveau af finansielle ydelser og kundeservices. Et andet eksempel er robotisering af rutinearbejde som fx kassedamens tastefunktion i supermarkedet. Men hvad med andre områder? Her blæser svaret stadig i vinden.

Til Kierkegaards ord om at ”livet leves forlæns, men forstås baglæns” kan man tilføje følgende. Mennesker udkaster visioner for deres fremtid, og vi kan foretage værdibaserede valg i stedet for at lade os tyrannisere og ensrette af nødvendighedens økonomiske love. Vi må derfor ikke falde i den fælde, at vi anser teknologiens udviklingsdynamikker for naturlove.

Lad os i stedet spørge os selv, hvad teknologien kan gøre for os i de kommende årtier, snarere end hvad vi kan gøre for teknologien.


Foto: Franck VUnsplash

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har bibeholdt sin interesse for økonomisk geografi og geopolitiske problemstillinger.

Privat har han en forkærlighed for bluegrass, idræt, skak, litteratur og vandringer i de høje bjerge. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK/Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på kulturhistoriske og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger.

Du kan støtte Claus’ fortællervirksomhed ved at indsætte et beløb på mobile pay 40459528.

Seneste artikler om Politik & Samfund