RACISME I USA // ESSAY – Drabet på George Floyd har sat fokus på racisme og politibrutalitet. For Bibs Carlsen fremkalder George Floyds skæbne klare minder om, hvordan brutalitet og vrede var en del af livet for hendes sorte ex-kæreste i USA. “Ofte kunne jeg ikke forudse, hvad der ville antænde ham. Jeg behøvede ikke at provokere ham – hvilket jeg selvfølgelig gjorde undertiden; vi havde et forhold – men han blev ikke vred, han var vred. Det var hans habituelle humørstatus. Det var, som om han altid var på udkig efter en parkeringsplads for sin harme. Når jeg spurgte, var hans standardsvar, at han havde meget at være vred over”. Bibs Carlsen, der bor og arbejder i New York, var sammen med kæresten i 15 år, og med ham bevidnede hun på førstehånd, hvordan racisme og diskriminering fortsat gennemsyrer USA.
NEW YORK – Telefonen ringede midt om natten. Det var J.
“Jeg er blevet arresteret”.
Åh, nej, ikke igen! –var min reaktion.
At få at vide at ens ikke-kriminelle kæreste er i fængsel, er ikke noget, man burde blive vant til. Det blev jeg heller ikke. Men det skete tre gange, mens vi var sammen. J blev heller ikke vant til det. Men han lærte i et vist omfang at resignere. Eller i det mindste at lade som om, det ikke rørte ham.
Han var den første sorte person i New York, som var villig til at dele sine meninger med mig om sorte menneskers forhold i USA. Han flyttede ind hos mig en måned senere
Den første konfrontation, J havde med politiet, indtraf, da han var 15. Han gik hjem en aften efter at have arbejdet i en sportsarena. En politibil standsede ud for ham, en betjent steg ud, slog J i hovedet med sin pistol og sagde: Run, Nigger, so I can shoot you!
J løb ikke, så betjenten arresterede ham. Hans forfærdede og fortvivlede mor måtte hente ham på stationen.
Sådan startede et liv, hvor J navigerede sin tilværelse som et bevægeligt mål. Jeg har aldrig mødt en person med en så veludviklet evne til skanne en situation og hurtigt vurdere stemning, demografi og potential risiko. Han havde ørneblik og reflekser som en kat.
Jeg mødte J på gaden i New Yorks East Village. Han vendte om og fulgte efter mig og spurgte, om han måtte tale med mig. Han fortalte, han var musiker og for nylig var flyttet til New York for at forfølge sin karriere i The Big Apple.
J’s oldemor var resultatet af en slavevoldtægt, så han var delvis hvid. Hans farmor var kvart Biloxi-Tunica amerikansk indianer
Han spurgte, om vi kunne mødes senere og sagde, han kendte en sjov bar på 9th Avenue. Af alle barer i New York, han kunne have valgt, nævnte han min stambar, Rudy’s.
Vi mødtes et par dage senere. Han gav mig en CD, som hans band havde udgivet. Vi diskuterede politik. Han var den første sorte person i New York, som var villig til at dele sine meninger med mig om sorte menneskers forhold i USA. Han flyttede ind hos mig en måned senere.
J blev født i sydstaten Louisiana. Huset, han voksede op i, havde intet toilet, men et “udhus”, og J og hans søskende måtte holde øje med klapperslanger i græsset, når de besøgte det. Nogle gange var der alligatorer i baghaven.
J’s oldemor var resultatet af en slavevoldtægt, så han var delvis hvid. Hans farmor var kvart Biloxi-Tunica amerikansk indianer. J’s far måtte gå ud af gymnasiet for at hjælpe med at forsørge familien, fordi hans far fik brækket ryggen af en hunbjørn med unger, han stødte ind i, da han var ude at fiske.
Det foregik under Jim Crow-æraen i de raceadskilte sydstater. J’s far måtte en gang skære en af sine venner ned fra et træ, da han var blevet lynchet, og bære ham hjem til forældrene.
New York
Første gang J blev arresteret, efter jeg mødte ham, var fordi han havde et skænderi med et par musikere, han arbejdede med. En af dem stak J en lussing, politiet blev tilkaldt, og i stedet for at afvikle situationen eller arrestere ham, der havde slået, arresterede politiet dem alle tre og tilbageholdt dem i 24 timer.
Den anden gang blev han tvunget ind til siden, mens han kørte i downtown Manhattan. De tjekkede hans nummerplader i systemet og arresterede ham med den begrundelse, at han ikke havde betalt børnepenge.
Det skyldtes en fejl i deres system, eftersom sagen var overflyttet til Minneapolis, hvortil betalingerne var foregået. Ikke desto mindre tilbageholdt de ham i 36 timer. Han gik glip af sit fly til Holland, men fik aldrig nogen erstatning.
Politiet havde en bødekvota, de skulle indfri. J blev flere gange stoppet i bilen og fik en bøde for at tale i telefon. Når han gav betjenten telefonen, så han selv kunne se, at det ikke passede, vendte betjenten ryggen og sagde: “Sig det til dommeren”
Den tredje gang var han ude at løbe om natten og tissede op ad et træ på en gade, der var mennesketom – på nær politibetjentene. Politien anbragte ham i en celle, der var beregnet til 30 personer, men J talte omkring 80, overvejende sorte og latinos.
Det var derfra, han ringede til mig.
“Vi sidder oven i hinanden, og der er kun et toilet, her i cellen”.
Så manden, der var arresteret for “uanstændig eksponering”, måtte blotte sig foran et rum fuld af mennesker for at forrette sin nødtørft.
Upper East Side
Efter J flyttede ind hos mig på Manhattans Upper East Side, begyndte han hurtigt at hade kvarteret. Det var et overvejende hvidt kvarter, og når han var i forretninger, fulgte butiksdetektiverne efter ham på en åbenlys provokerende måde. I den periode var kvarteret hærget af en voldtægtsforbryder, der gik under navnet The Upper East Side Rapist.
Det var efterlysningsplakater overalt. Den mistænkte mand var skaldet. J havde en manke af dreadlocks, men det til trods blev J ustandselig stoppet af politiet og bedt om at tømme sin rygsæk, som om han gik og bar rundt på offer-trofæer.
Kunne jeg med mine “vanilje”-opvækst i en stationsby i Jylland, hvor det eneste ikke-hvide barn, jeg nogensinde så, var min tysklærers indiske adoptivdatter, sige mig fri for at gå rundt med indbyggede, ubevidst racehygiejniske observanser?
Senere, da vi havde købt et hus i Brooklyn, introducerede politiet den såkaldt kriminalpræventive strategi kaldet stop and frisk, som i uforholdsmæssig grad blev rettet imod sorte, og J var et oplagt mål for chikanen.
Politiet havde en bødekvota, de skulle indfri. J blev flere gange stoppet i bilen og fik en bøde for at tale i telefon. Når han gav betjenten telefonen, så han selv kunne se, at det ikke passede, vendte betjenten ryggen og sagde: “Sig det til dommeren”.
Og ligesom i dag var der en stadig strøm af nyheder om sorte mænd, der blev dræbt eller forulempet af politiet – Abner Louima, Amadou Diallo, Sean Bell for at nævne nogle bare i New York. De var alle ubevæbnede. Hver gang følte J, det lige så godt kunne have været ham.
“De vil bare have, vi forsvinder”, sagde han. “De ønsker os døde”.
J sagde altid, at de værste racister, er dem, der ikke ved, at de er det. Han sagde, at mange sorte fortrækker at leve i sydstaterne, fordi folk der er mere åbenlyst racistiske, så de sorte ved, hvad de har at forholde sig til. I modsætning til nordstaterne, hvor folk er politisk korrekte, men ofte grundlæggende har den samme indstilling.
Vi holdt op med at komme på et af vores stamværtshuse, fordi mænd, der fik for meget at drikke, droppede deres PC-facade og begyndte at genere J. Hvilket som regel endte med, at J blev smidt ud.
Jeg måtte igennem megen selvransagelse med hensyn til mit eget syn på sorte mennesker. Kunne jeg med mine “vanilje”-opvækst i en stationsby i Jylland, hvor det eneste ikke-hvide barn, jeg nogensinde så, var min tysklærers indiske adoptivdatter, sige mig fri for at gå rundt med indbyggede, ubevidst racehygiejniske observanser?
Problemet med at være non-racist er, at det er en tilkendegivelse af neutralitet. Men der er intet neutralt i racekampen. Det modsatte af racist er ikke non-racist. Det er anti-racist
Havde det at læse børnebøger som Lille Sorte Sambo haft en indflydelse?
Eller kunne jeg vaske mine hvide hænder, fordi jeg som 14-årig hængte et billede af aktivisten Angela Davis med teksten “Sort, smuk og politisk fange” op på væggen og tilbragte et halvt år i Caribien?
I bogen How to be an anti-racist (Hvordan man bliver anti-racist), som jeg købte for et år siden, før begrebet blev moderne, skriver Ibram X. Kendi: “Fornægtelse er racismens hjerteslag, og det slår på tværs af ideologier, racer og nationer.”
Problemet med at være non-racist er, at det er en tilkendegivelse af neutralitet. Men der er intet neutralt i racekampen. Det modsatte af racist er ikke non-racist, det er anti-racist. Enten tillader man som racist bibeholdelsen racebestemte uligheder, eller man konfronterer dem som anti-racist, forklarer han.
Raseri
J var vred. Nogle gange blev vreden selvfølgelig udløst af noget, der skete. Der var rigelig anledning.
Men andre gange exploderede han uden nogen påviselig årsag. Vi skændtes meget.
Ofte kunne jeg ikke forudse, hvad der ville antænde ham. Jeg behøvede ikke at provokere ham – hvilket jeg selvfølgelig gjorde undertiden; vi havde et forhold – men han blev ikke vred, han var vred. Det var hans habituelle humørstatus. Det var, som om han altid var på udkig efter en parkeringsplads for sin harme.
“Jeg har meget at være vred over”, var hans standardsvar, når jeg spurgte.
Han var uforudsigelig. Det var ikke kun vrede. Det var et permanent ulmende raseri, der fyldte ham til randen, en manifestation af et konglomerat af følelser: frustration, desperation, ydmygelse, angst, depression og, ja, vrede.
Den indre fjende – the inside job
Diskrimination synes at penetrere alt.
J blev også udsat for fænomenet i sit egen miljø. Hans familie opererede med sit eget farvekort. Han plejede at fortælle mig, at hans fastre, som i lighed med hans far var lyshudede, så ned på hans mor, som var mørkhudet. J havde arvet sin mors hudfarve, og nogle af hans familiemedlemmer kaldte ham “tjæreunge”.
“Jeg troede, jeg var tudegrim”, sagde han.
Den første person, der nogensinde fortalte J, at han var tiltrækkende, var en hvid pige. J havde haft adskillige hvide kærester, før han mødte mig, og hans familie bebrejdede ham tit for det.
Mig
De fleste mennesker besidder en eller anden form for xenofobi. Jeg er nok nærmere xenofil. Jeg har altid været tiltrukket af det fremmede, det anderledes. Det har måske noget at gøre med, at jeg altid har været lidt af en outsider.
Jeg blev mobbet temmelig konsekvent i skolen. Jeg var sent udviklet og mere nørdet end cool.
Så jeg kunne til en hvis grad forholde mig til J’s problemer, selv om jeg aldrig har været tilnærmelsesvist så truet som ham. J mindede mig ofte om, hvor priviligeret jeg var: “Du er hvid, og du har muligheder”, sagde han.
Jeg var aldrig helt klar over, om den kendsgerning, at jeg ikke var vokset op i USA, var en fordel eller en ulempe i vores forhold. Men J’s forhold til mig var præget af hans indre konflikt. Han kunne ikke altid adskille sit personlige forhold til mig fra det, jeg repræsenterede qua min race.
Optrapning
Jeg mødte J, da han var 29. Han var den mest sexede, attraktive mand, jeg havde været sammen med. Og dertil den sjoveste. Jeg vred mig af grin. Han kunne imitere enhver tænkelig amerikansk accent fra sydstaterne til Staten Island og kunne lyde nøjagtig ligesom Bob Dylan og Don Beck, hans på et tidspunkt kinesiske udlejer.
Han startede allerede som teenager sin musikkarriere som organist i den lokale baptistkirke i Wisconsin. Han var flyttet til New York fra Minneapolis, hvor han senere havde lært at producere musik i Paisley Park, da han spillede i et band med kontrakt i Prince’s pladeselskab. Han var et af de der irriterende mennesker, der samler et instrument op og kan spille det et par uger senere.
Som tiden gik, og akkumulationen af politiets racial profiling og chikane voksede, blev J’s raseri også større. En aften vi var i byen, kort tid efter vi mødtes, begyndte en mand, der i lighed med mange andre blev provokeret af tilstedeværelsen af et blandet par, at håne J og skubbe til ham.
J bad ham om at stoppe og sagde, at “det var en dårlig ide”.
J’s bror havde været stofmisbruger i 20 år. Han har fætre, der i årevis har været inde og ude af fængsel, og en fætter, der ved et uheld havde dræbt et barn under en banderelateret skududveksling, var på listen over Amerikas mest eftersøgte
Fyren var fuld og klam og blev ved, og på et tidspunkt fik J nok. Han havde det sorte bælte i karate (han sagde ofte, at hans muslimske karatetræner havde reddet hans liv ved få ham væk fra gadelivet og banderne samt lært ham disciplin) og med en hurtig bevægelse, der forekom at tage et sekund, manøvrerede han manden ned på fortovet og anbragte en fod på hans arm.
“Skal jeg træde på din arm, eller er vi færdige her?” – spurgte J.
Manden var helt uskadt, men omtåget og besejret og havde ingen intentioner om at forværre situationen. Han kom på benene og forføjede sig hastigt. Men et par år senere kom J hjem i et sort humør og fortalte, at han muligvis havde brækket næsen på en mand, der gentagne gange var kommet med nedsættende bemærkninger om J og tilsidst kaldt ham nigger.
En anden gang gik vi ned ad gaden, da en fremmed fyr rørte ved mit hår. J mistede besindelsen. Han var parat til at forfølge manden og brække hans knæskal, og kun fordi jeg tryglede ham, lod han være.
Hans mål var eskaleret fra afvæbning til lemlæstelse.
Det blev ikke bedre af, at han som musiker ikke bekendte sig til en specifik genre, hvilket gjorde ham svær at markedsføre. Han mixede rock, funk, blues, soul, jazz og reggae. “Musikindustrien accepterer kun en person med min hudfarve, hvis jeg spiller gangsta rap”, beklagede han sig.
Depression
Det blev tiltagende mere åbenlyst, at J var deprimeret. Nogle gange gemte han sig i studiet, og jeg hørte ikke fra ham i dagevis. Han voksede op i fattigdom, og da familien flyttede til Wisconsin, var der istapper i hans værelse om vinteren.
Han blev tvunget til at have fodboldstøvler på i skole, fordi der ikke var penge til sko, og hans klassekammerater mobbede ham nådesløst. Han følte sig truet i en grad, der fik ham til en dag at tage en machete med i skole. Den blev konfiskeret, og J blev straffet som den eneste. Kort tid efter gik han ud foran en bil og blev indlagt som selvmordstruet.
Jeg havde nogle gange på fornemmelsen, at han var ligeglad med, om han var død eller levende
Hans forældre blev skilt, da J var teenager, og hans mor tog tilbage til Louisiana i en periode for at passe hans syge mormor.
J boede hos sin mors veninde, som han holdt meget af, men han vidste ikke, hvor hans far var, før hans skolekammerater begyndte at drille ham med, at hans far var flyttet ind hos en anden kvinde. Han tilgav aldrig helt sin far for, hvad det gjorde ved hans mor.
Uden at gå i detaljer antydede J, at hans far i perioder, hvor han var arbejdsløs, havde været involveret i forretninger, der ikke var helt legale.
J’s bror havde været stofmisbruger i 20 år. Han har fætre, der i årevis har været inde og ude af fængsel, og en fætter, der ved et uheld havde dræbt et barn under en banderelateret skududveksling, var på listen over Amerikas mest eftersøgte, og som nu afsoner en livstidsdom i det berygtede statsfængsel Angola i Louisiana.
J fik ofte tilbud om at deltage i handel med stoffer.
Jeg sagde engang til J: “Det er okay at græde. Du har grund til det, det er ikke noget at skamme sig over”.
Han var tavs et stykke tid og blev meget fjern i blikket, før han svarede: “Hvis jeg først begynder at græde, holder jeg aldrig op”.
Troen på et anderledes liv
I lang tid foretrak jeg at tro, at han var den, der slap væk. Ham, der via talent, indsigt og beslutsomhed formåede at lægge distance til sin komplicerede fortid og skabe et anderledes liv for sig selv.
Men jeg undervurderede det greb, hans fortid havde om ham. Du kan tage manden ud af ghettoen, men du kan måske ikke tage ghettoen ud af manden. Og i hans miljø var vrede formentlig den eneste følelse, han mente, det var legitimt at give udtryk for. Og som traumerne ophobede sig i ham, blev han tiltagende mere skeptisk og mistroisk.
Langt senere blev jeg klar over, at mange af hans konflikter var selvskabte. Han fortolkede situationer subjektivt for at beskytte sig selv. Hvis folk ignorerede ham, tog han det personligt og som et tegn på racisme, og reagerede på samme måde, hvis folk lagde mærke til ham.
“Måske de synes, du er attraktiv”, sagde jeg ofte til ham, når folk stirrede på ham.
Jeg er ret sikker på, at han havde udviklet en mekanisme, hvorved han sørgede for at afvise folk, før de kunne nå at afvise ham. Jeg tror, hans evne til at stole på andre mennesker var ødelagt, længe før jeg mødte ham
Han var smuk, i god form og klædte sig excentrisk. Men han var meget defensiv. Jeg er ret sikker på, at han havde udviklet en mekanisme, hvorved han sørgede for at afvise folk, før de kunne nå at afvise ham. Jeg tror, hans evne til at stole på andre mennesker var ødelagt, længe før jeg mødte ham.
Han sad fast i et hængedynd af følelser, og det forekom mig, at han mente – hvilket ikke er unormalt – at hans mentalitet var normen. Hvis det var sådan, han havde det, så havde andre det formentlig lige sådan. Hans følelsesmæssige dybdeperspektiv, når det handlede om andre, var ikke-eksisterende. Alt var projicering.
Jeg plejede at sige, at hvis man gerne ville vide, hvad J dybest set mente om sig selv, skulle man bare lytte til, hvad han havde at udsætte på andre.
Uanset hvem, han troede, han talte om, var det altid sig selv, han beskrev. Bagved charmen og den nærmest elektriske sceneudstråling, var han selvkritisk, grænsende til selvhadende.
Han havde en udmærket sygeforsikring, og jeg foreslog ofte terapi, men han var ikke interesseret. Jeg tror ikke, han følte, det var maskulint. Men mest af alt tror jeg, at han følte, hans liv var en Pandoras æske af smerte og nederlag, som han blot ville få det værre af at åbne.
Vold
Vold havde altid været en del af J’s liv. Korporlig afstraffelse var normen i familien. Han fik bank i skolen og var udsat for politivold. Og hans far og forfædre havde været udsat for tilsvarende og givetvis værre overgreb.
Alt taget i betragtning, er det prisværdigt, at han ikke selv blev en mere voldelig person. Han slog ikke sine børn og var aldrig fysisk brutal overfor mig.
Men vold er en substantiel komponent i livet i Amerika. Som europæer har jeg altid været overvældet over, hvor allestedsnærværende og gennemtrængende vold er i det samfund, jeg lever i.
Her er en bemærkelsesværdig tolerance for vold i alle aspekter af hverdagen – rangerende fra apati til glorificering.
Hypermilitariseringen af politiet er unikt i forhold til andre vestlige lande. I 2011 udtalte New Yorks daværende borgmester Bloomberg stolt: “Jeg har min egen hær i New Yorks politistyrke, som er den syvende største hær i verden”. New Yorks politi består af 36.000 ansatte.
J kunne være bemærkelsesværdig stoisk, når han blev truet. Tre gange, mens vi var sammen, blev han truet med en pistol. Han fortalte mig om det i et meget afslappet omend fornærmet tonefald
I underholdningsbranchen synes vold at blive tildelt en selvstændig æstetisk værdi. I action– og thrillerfilm dvæles der i endeløse grafiske detaljer akkompagneret af et øredøvende lydbillede. Gangsta-rap-tekster beskriver stoltheden ved at myrde opponerende bandemedlemmer. De ville formentlig ikke være så omsættelige, hvis de omhandlede hvide mennesker, der eliminerede hinanden.
J og jeg havde mange absurde samtaler om, hvilke film vi skulle se. Han elskede action- og splatterfilm.
“Jeg er operationssygeplejerske”, protesterede jeg. “Jeg ser blod hver dag. Det har ingen rekreativ værdi for mig. Jeg er i den smerte-reducerende branche. Hvorfor har du så megen fornøjelse ud af at se folk blive forulempet?”
Vi så en film en gang, hvor en kvinde efter at være blevet massevoldtaget, hævnede sig på sine overfaldsmænd ved at tortere og dræbe dem. Jeg blev dårlig og lukkede øjnene. Jeg skulle bare være gået.
“Men hun tog hævn!” sagde J.
“Ja, og hun blev alt det, hun afskyede!” sagde jeg.
Men J fik en slags sekundær tilfredsstillelse ud af det.
Cool
J kunne være bemærkelsesværdig stoisk, når han blev truet. Tre gange, mens vi var kærester, blev han truet med en pistol. Han fortalte mig om det i et meget afslappet omend fornærmet tonefald.
En dag ringede han til mig på arbejde, da han var på vej ud at spille en koncert.
“Det har været en interessant morgen”, sagde han. “Da jeg var nede for at leje en trailer, blev UHaul udsat for røveri. De beordrede os ned på gulvet og truede os med automatvåben”.
Så døde hans telefon. Jeg måtte bare konkludere, at han var kommet derfra uskadt, eftersom han ringede fra bilen og var på vej til koncert, som om intet var hændt. Han forklarede senere, at det var lykkedes ham at snige sit kreditkort ind under bukselinningen, så røverne kun fik hans kontanter. Et imponerende udslag af sang-froid, som jeg formoder skyldes en livslang tilpasning til trusler.
Deroute og sammenbrud
Der var aldrig fred. Selvom vi forsøgte at bibeholde en form for harmoni, blandede omverdenen sig med ting, der ikke kunne ignoreres. Vi havde ild i huset, hvor alle J’s instrumenter brændte. Vi havde oversvømmelse og væggelus. En pensionist, som lejede et værelse, viste sig at være crack dealer. J’s kusine blev myrdet.
Drabsmanden viste sig at være en psykotisk hvid mand, som ikke havde taget sin medicin. Hans far var dommer, og så kan man tænke sig til, hvilken dom der faldt i sagen.
Jo mere deprimeret og desillusioneret J blev, jo mere frivol og uforsigtig blev hans opførsel.
Det virkede, som om han nærmest bevidst anbragte sig selv i farefulde situationer, der bekræftede hans status som diskrimineret og offer. Det ville i reglen udløse en eller form for redningsaktion fra min side, der så i det mindste gav ham en følelse af at være værdsat.
Men han var foruroligende seismisk og fatalistisk. Jeg havde nogle gange på fornemmelsen, at han var ligeglad med, om han var død eller levende.
Det tog mig flere år, to slags antidepressiv medicin, adskillige advokater og intensiv terapi at få afviklet forholdet. J har siden været hjemløs. Han bor og arbejder i Minneapolis. George Floyd’s skæbne kunne have været hans
Da jeg mødte ham, var han “letvægter” med hensyn til alkohol og havde aldrig prøvet at ryge pot. Men som tiden gik blev han mere og mere tiltrukket af begge dele. I slutningen af vores forhold, hvor vi ikke så meget til hinanden, er jeg ret sikker på, han tog hårde stoffer.
Han ramte bunden, da hans mor døde. Hun var grundpillen i hans tilværelse, og da hun var væk, er jeg overbevist om, at han følte et ekko af sin tidligere opfattelse af at blive svigtet og forladt. Så vidt jeg ved, var det omkring den tid, at sex blev en af hans flugtruter. Sex var et nemt valg. Fra at være den grimme ælling var han nu frontguitarist i et band. Så når groupies efterlod trusserne derhjemme og bestak udsmideren i en klub for at lade dem gå backstage, eller når kvinder i Østeuropa ville have ham til at skrive sin autograf på deres bryster, var fristelsen for stor.
Fra det tidspunkt og til vi afsluttede vores forhold efter 15 år sammen, er det mit indtryk, at han cruisede fra den ene desperate, eskapistiske eufori til den anden, rasende og nihilistisk som aldrig før.
Den vedholdende fornemmelse af, at hans liv kunne være forbi når som helst kombineret med kampen for at holde de indre dæmoner stangen, kastede ham ud i en selvdestruktiv odyssé, hvor jeg blev collateral damage.
Det tog mig flere år, to slags antidepressiv medicin, adskillige advokater og intensiv terapi at få afviklet forholdet.
J har siden været hjemløs. Han bor og arbejder i Minneapolis. George Floyds skæbne kunne have været hans.
LÆS MERE I POV AF BIBS (BIRGITTE) CARLSEN HER
Alle billeder: Skribenten, Bibs Carlsen ©.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her