KONCERT // ANMELDELSE – Det er simpelthen så befriende at stå her blandt voksne, velopdragne festivalgæster og så få en lektion af en rebel, en kvinde som i årtier har gjort præcis, hvad fanden hun har lyst til. Smukke, adrætte og særdeles teatralske Grace Jones satte feststemningen dér, hvor sådan en bør være en lørdag aften i juni.
Fotograf: Eddie Michel.
Det er ikke ofte, man kan blive underholdt af et stilikon på en finere udgave af Lars Tyndskids mark ved Egeskov Slot. Et stilikon med 50 års status som en ledende figur indenfor soul, reggae, funkmusik, men også genkendelig i spillefilm, reklamer, plakater og covers.
Det skete lørdag aften på Heartland, hvor den 76-årige Grace Jones gjorde sin pompøse entré. Højt hævet over hendes disciple stod hun der pludselig med en total tight udgave af ‘Nightclubbing’.
Hvis nogen stadig tror, at 76 år skal betyde slumretæppe og Barnaby, skulle de nok have været der. Den smukke, adrætte og særdeles teatralske sangerinde kom for at sætte feststemningen dér, hvor den bør være en lørdag aften i juni.
Efter at have konstateret, at hun lige var landet fra fødelandet Jamaica og det var dejligt at være tilbage, rullede Grace og hendes funky, velspillende entourage videre på en ny nærmest discoagtig sang, hvor hun har genfundet the key to the funk! Og så fik den ellers én over nakken med bl.a. ‘Private Life’, ‘Love Is The Drug’ og ‘My Jamaican Guy’.
“I want a lot of men in my hotel room later” – der blev flirtet med publikum og lavet bevægelser og fagter, som i disse MeToo-tider ikke var blevet tilladt af ret mange andre
Mellem numrene underholdt midtpunktet alt og alle, inklusiv bandet, som virkede en smule uforberedte på, hvad arbejdsgiveren måtte ønske. Inklusiv da hun i slutningen ville præsentere hver enkelt musiker og ikke helt havde styr på navnene på de dygtige musikere (Heartland var den første koncert på turnéen): “It’s been a long time”, som hun sagde med reference til, at det er længe siden, hun har været på tur og lige var fløjet ind fra hjemlandet, Jamaica.
Der blev flirtet med publikum, “I want a lot of men in my hotel room later”, og lavet bevægelser og fagter, som i disse MeToo-tider ikke var blevet tilladt af ret mange andre – man var vel for årtier siden jo trods alt ikke ‘Queen Of Gay Disco’ uden en vis … aura.
Men den høje, stadig ranke sangerinde diskuterer ikke ret meget. Hvis hun skal have meterhøje hatte, fjerkreationer eller store rober på, så skal hun det. Også selvom det kræver komplicerede tøj-, hatte- og sceneskift … mens hun er på scenen, hvor alle kunne se det.
Talks, paneldebatter og det at se eftertænksom ud, lader hun andre om på luksusfestivalen, hvor kloge ord, ny dansk musik og stærke etablerede udenlandske navne udgjorde årets repertoire.
Grace Jones er fra en anden verden. En helt anden verden, langt fra en verden på Fyn, langt fra et provinsdiskotek eller Diskotek Daddy’s i 80’ernes København.
Født på Jamaica i 1948, opdraget fuldstændigt vanvittigt med vold, disciplin og den sædvanlige religiøse undskyldning. Albumdebuterede i 1977 med Portfolio, hvor den høje, slanke, muskuløse, androgyne skønhed fortolkede store musicalsange og en clubversion af Edith Piafs monumentale ‘La Vie En Rose’.
Men det er hendes fuldstændigt fabelagtige match med rytmetroldmændene Sly and Robbie, som i de tidlige firsere sikrede hende klassikere som ‘Pull Up To The Bumper’, ‘My Jamaican Guy’ og ‘Nightclubbing’. Det hele nedtonet, stramt og med et groove, som kan fortsætte i en evighed og med Graces myndige og kælne vokal, der messer.
Men tag ikke fejl, synge kan hun sørme også. Denne lørdag aften får vi alle sider af den 76-åriges repertoire; pisk, ordrer og benspark, men også pjat, frække kommentarer og rullen rundt på scenen. “I haven’t worn these in a long time … they are killing me”, sagde den 1.73 centimeter høje sangerinde, som refererede til de meget højhælede, smukke sko, hun insisterede på at bære på en scene med udfordringer og trapper, der ikke var specielt oplyst.
Jo fyyyyhaa, tænk engang, der ryges ‘weed‘ på slotsmarkerne på Fyn! Næh nu beder jeg dem fru Heilbunth!
Når en diva, en furie, en legende ønsker at stige ned fra scenen for at trykke hænder og hilse på sit publikum, os undersåtter, sker det naturligvis siddende på skuldrene af en bredskuldret kvinde, der langsomt bærer hende rundt langs afspærringen foran scenen!
Og her gør hun i øvrigt et hyggeligt pitstop ved en yngre mand, der tilbyder et par puf på en ‘jamaicansk cigaret’, som hun siger ja tak til … Jo fyyyyhaaa, tænk engang, der ryges weed på slotsmarkerne på Fyn! Næh nu beder jeg dem fru Heilbunth!
Mange ville ønske, at det ikke kunne resultere i bøder, udsmidning, hvis ikke ligefrem fængsel, hvis vi andre tillod os den slags! Det vil kvinden, som dansede med Andy Warhol og Mick Jagger, blev fotograferet til ikoniske reklamer af bl.a. Helmut Newton og Jean-Paul Goude, ærligt skrupskide på!
Det er simpelthen så befriende at stå her blandt voksne, velopdragne festivalgæster, og så få en lektion af en rebel, en kvinde som i årtier har gjort præcis, hvad fanden hun har lyst til.
Ikke uden kamp, hvilket ‘Williams’ Blood’ fra 2008, første udgivelse i næsten 20 år, fortæller:
Why don’t you be a Jones like your sister and your brother Noel.
When are you gonna be a Jones you’re just like your dad
God bless his soul.
Men det blev ‘Amazing Grace’ så aldrig. Der er alt for meget liv, som skal leves, ting, der skal smages, prøves og ja … knaldes. Grace Jones er en kvinde, som i årevis har sat ord, krop og handling på, hvad HUN vil. Ikke hvad en tilfældig pladeselskabsdirektør eller den seneste moderedaktør dikterer, men hvad Grace vil.
Man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når hun fremfører den fabelagtige ‘Private Life’, som midt i vores “pussenusse, ikke støde nogen, altid være sød og føle-tid” fremstår decideret provokerende:
Your sentimental gestures only bore me to death
You’ve made a desperate appeal now save your breath
Attachment to obligation through guilt and regret
Shit that’s so wet
And your sex life complications are not my fascinations
Your private life drama baby leave me out.
Åhhh så befriende, og denne lune sommeraften – hvor det endelig er blevet tørt efter det har stået ned i stænger til omkring 15-tiden – står dens budskab og attitude stærkere end nogensinde.
Tiden har ikke tabt Grace Jones – Grace Jones har aldrig tabt tiden, tråden eller temperamentet. Som en smuk, dramatisk påfugl, dragende, dedikeret og altså, hvis du ikke skulle have fanget den, kold i røven.
Grace og band, et band som forstår gråzonen mellem leg, spræl og så afsindigt tight rytmeunderlag, slutter med en overlegen version af ‘Slave To The Rhythm’, hvor vores 76-årige hovedperson jo så lige fremfører en ca. otte minutters version, mens hun hele vejen igennem nummeret står og swinger med en hulahop-ring, fordi hun kan!
Grace Jones har nemlig langt fra kun været en stjerne med et sæt arbejdspartnere. Hun er Miss Grace Jones. Og det glemmer os mudrede, halvstive danskere i vores praktiske fodtøj ikke lige med det samme. Ladies and gentlemen: Miss Grace Jones …
SÆTLISTE
1. Nightclubbing (Iggy Pop cover)
2. The Key
3. Private Life (Pretenders cover)
4. Demolition Man (The Police cover)
5. My Jamaican Guy
6. I’ve Seen That Face Before (Libertango)
7. Williams’ Blood
8. Love Is the Drug (Roxy Music cover)
9. Pull Up to the Bumper
10. Slave to the Rhythm
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
