
JUL // PRÆDIKEN – At kærligheden er størst af alt, er en kliché, men hvad er alternativet? spørger præst Kirsten Jørgensen i denne prædiken.
Det er kærligheden, der er det vigtigste. Kærligheden er størst af alt.
Det lyder som den største julekliché, der kan gå på to ben ud over prædikestolens kant juleaftensdag. Og ja, det kan lyde som et banalt udtryk; en forslidt talemåde; ord, der har mistet deres oprindelige friskhed. En floskel, en frase, en trivialitet.
Men hvad er alternativet? Har vi lyst til at holde os til en anden grundsætning i vores liv, end at kærligheden er størst af alt? Hvad kunne vi i dag indsætte på kærlighedens plads, som ville give mening, og som ville holde til livets tryk?
Vi ved godt, at kærligheden ofte kommer i selskab med andre begreber og erfaringer. Ofte er den i selskab med sorg – sorg over dem, vi har mistet til døden i året, der er gået. Sorg over det, der ikke blev, som vi havde håbet.
Det håb, vi taler om og deles om juleaften, er et håb, der ikke vender sig væk fra verden, men tværtimod tager fat på den
Kærligheden kan komme i selskab med skuffelse, smerte eller afmagt. Men både sorg, smerte, skuffelse og afmagt springer ud af kærligheden. Det er kærligheden, der er årsag og oprindelse, og som en digter har sagt det: Hvis du aldrig vil have smerte, så må du aldrig elske.
Kærligheden har på trods af tvivl og stort besvær vores hjerter. Der er intet større. Det ved vi ved juletid, og det er vi enige om at insistere på juleaften. Det er i sig selv et lille under, når man tænker nærmere over det.
Håbet
Kærligheden kommer også i selskab med håbet. Hvor mange gange er jeg dog ikke her i december stødt ind i mennesker, der siger, at vi har så meget brug for håb i en arret og stadigt blødende verden. Og det er så sandt. Vi må håbe på, at den kærlighed, der er størst af alt, får plads og magt i verden, den lille og den store. Uden håb er der ikke liv, og det er også en kliché, men én af de sande og uundværlige.
Her i december var der en Deadline på DR 2, hvor præsten Sørine Gotfredsen og journalisten Iben Marie Zeuthen diskuterede håbet. Eller mere præcist: De diskuterede, hvilket sprog vi skal bruge i forhold til verdens klimaudfordringer. Sørine Gotfredsen mener, at vi med en kristen grundforståelse altid skal se på verden med håbet som udgangspunkt. Iben Maria Zeuthen frygter, at kirkens tale om håb sminker virkeligheden og forsinker den konkrete handling, som er nødvendig.

De har begge både ret og uret. For det handler om, hvad håb i grunden er. Hvis vi mener, at håb er at sætte sig i et bekvemt kirke-hjørne og vente på, at Gud kommer og redder os, så er håbstalen en hån. Eller mindre karikeret: Hvis kirken plastrer alle sår til med en omkostningsfri og abstrakt tale om håbet, så har Iben Maria Zeuthen ret.
Så bliver talen om håbet et forræderi. Men håb kommer altid i selskab med handling. Det håb, vi taler om og deles om juleaften, er et håb, der ikke vender sig væk fra verden, men tværtimod tager fat på den.
Tro er ikke en følelse. Troen er viljen og modet til at have tillid til, at kærligheden er størst af alt
I det ganske små, som vi hver især kan overkomme og har mulighed for, og i det store, når vi forventer, at vores politikere og magthavere tager deres ansvar på sig og handler, både i forhold til klima, krig og mange andre udfordringer, som en såret verden har brug for. Håb kommer i selskab med kærlighed, og kærlighed er ikke blot en følelse, men i høj grad en handling. Håb er at lytte til menneskers smerte og så gøre noget, hjælpe.
Tro
Tro er ikke en følelse. Troen er viljen og modet til at have tillid til, at kærligheden er størst af alt, og at håbet vil føre til konkrete resultater, så verden bliver bedre. Tro er tillid til, at der lige netop i aften sker noget, der er fuldstændig afgørende for verden. Gud lader sig føde som det lille barn Jesus i en krybbe, i en stald.
Fortællingen, der begynder med ”Og det skete i de dage” og fortsætter ”I dag er der født jer en frelser”, er måske verdens bedst kendte fortælling. Måske den meste elskede fortælling i verden. Og jeg er overbevist om, at det er den vigtigste fortælling i verden. Hvorfor? Det er den, fordi fortællingen om Jesus’ fødsel er fortællingen om, hvordan verden pludselig, ”i dag”, får et nyt centrum. Det er magten, der omdefineres. Nu er den ikke længere der, hvor vi forventer, den er. Den er ikke længere der, hvor pengene og våbnene og de store mænd er. Den er ikke længere i kapitalen, i præsidentpaladserne, i våbenindustrien.
Den er i et lillebitte sårbart barn i en stald. Gud lod sig føde i skikkelse af et lille barn, og det er dér, verdens frelse er. Dét er Juleevangeliets påstand, og det er reelt totalt revolutionerende.
Det er håbet, der binder tro og kærlighed sammen og som en hellig treenighed af verdensforandrende kraft baner en vej for os ind i det nye år
Juleevangeliet er gentaget så mange gange, at det kan forekomme at være slidt ned til en banal og sød fortælling, og måske kan vi næsten ikke længere høre, hvor voldsom en forandrende kraft den fortælling engang satte ind i verdenshistorien og stadig gør det. Men den dag, i dag, er det tidspunkt, hvor tiden vender og bliver ny. Juleevangeliet er i verden, og det kan ikke ”ikke være” i verden.
Derfor er vores gentagelse af det hver juleaften, hvert år, over hele verden en påmindelse til os om det, vi dybest set godt ved, at det er kærligheden, der er størst af alt. At det er kærligheden, der i al sin tilsyneladende afmagt dog har magten, også når det ikke ser sådan ud.
At der ikke er andet i verden, der er værd at håbe på og kæmpe for, end at kærligheden sætter sig igennem i dit lille liv derhjemme og i verdens regeringskontorer, hvor viljen til vold må korrigeres af den kraft, der udgår fra et lille barn i en stald, og hvor fantasiløshed og brutale, kortsigtede politiske løsninger må ændres til ansvarlig handling, så mennesker kan leve sammen på kloden i tryghed og fred.
Tro, håb og kærlighed, disse tre. Det er håbet, der binder tro og kærlighed sammen og som en hellig treenighed af verdensforandrende kraft baner en vej for os ind i det nye år. Det er en kæmpe juleglæde, at fortællingen om barnet i krybben hvert år samler os, fordi vi ved, at den fortælling rummer den vigtigste, smukkeste og mest kraftfulde sandhed i verden. Fordi vi ved, at netop den fortælling kan give os en ny begyndelse, hver gang den høres. Glædelig jul!
Læs også Karsten Skjalms essay om maleriet Glade jul her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.