KONCERT // ANMELDELSE – Dina Ögon er helt deres egne. De laver deres popjazzede skandi-lounge univers, der klart hiver tydelige undertoner fra så forskellige bands som amerikanske Khruangbin og britisk-amerikanske Fleetwood Mac. Og så er Anna Ahnlunds vokal ofte lavmælt og næsten hviskende, men netop den tilbageholdte intensitet er blevet et af Dina Ögons stærkeste kunstneriske kendetegn, skriver Kasper Simonsen.
Fotos: Eddie Michel
Når musik anmeldes, forventer læseren, at man kan rubricere det. At det kan forklares og sættes i en bås, der kan afkodes.
Velkommen til en anmeldelse, hvor det kommer til at fyge frem og tilbage med sammenligninger i alt fra jazz, acidrock, drømmepop, drømmesoul, folk og sågar loungemusik. For Dina Ögon fra Stockholm er lidt af det hele. Og det er et hastigt voksende dansk publikum ved at opdage.
Vi skruer lige tiden tilbage til fredag aften i Store Vega på Vesterbro.
Publikum strømmede til den oprindeligt annoncerede koncert med de fire supermusikere, som jeg nok hver især skal vende tilbage til. Dagen før var en ekstrakoncert blevet søsat som et bevis på, at bandet ikke kun appellerer til herboende svenskere.
Men lad os lige begynde med guitaristen og forsangeren Anna Ahnlund, der nok har den smukkeste stemme på den skandinaviske scene i øjeblikket. Udover at hendes stemme er smuk, er den også kraftfuld. Hendes bløde og glødende jazzsoulede stemme ligger tit som en varm og afdæmpet dyne, der på afslappet og tilbagelænet vis binder instrumenteringen sammen.
Det har hun gjort så smukt på bandets første tre plader, og det indledte hun også med i “Du ska va kvar”, der er fra deres helt nye anmelderroste fjerde album Människobarn, som jeg personligt ikke synes er det stærkeste.
Publikum var lige et par numre om at komme i gang til den udsolgte koncert. Måske på grund af den overraskelse, det var, at trommeslageren Christopher Cantillo i begyndelsen af koncerten annoncerede, at bandet primært ville spille hele det spritnye album. Det skulle lige synke ind.
Og det må jeg sige var en modig beslutning. Man kunne også kalde den en smule arrogant.
Helt berettiget skovler Dina Ögon i disse år nye fans ind, og for disse nye fans var det måske en smule nedslående, at koncerten primært bestod af sange fra Människobarn. Det var i al fald med til at få mine forventninger til at briste lidt i begyndelsen. Men som koncerten skred frem, voksede mit humør.
Anna Ahnlunds smukke vokal forførte os langsomt, men sikkert med sine beundringsværdige og inderlige fraseringer.
Hun bruger stemmen som et instrument i deres bløde, retro 70’er-refererende, jazzede, sfæriske skandipop, der sjovt nok også har små elementer af både syrerock og verdensmusik. Og derigennem bliver hun samlingspunktet og bannerføreren, som tager publikum i hånden og fører dem ind i Dina Ögons lækre loungede univers.
Der er sekvenser, hvor man hører gnister fra den legendariske sangerinde Elizabeth Fraser, der i 80’erne omfavnede os med sin melankolske vokal i bandet Cocteau Twins. Det er ment som et kæmpe kompliment.
Anna Ahnlunds kæreste, guitaristen Daniel Ögren, lod sine varme, jazzinspirerede akkorder danse hele aftenen blødt rundt og binde sangene sammen.
Han stod tit stoisk, ret stille og cool i sin smukke pastelfarvede habit og briller med gult glas, mens han så ud til at nyde bandets tydelige evne til at omfavne Store Vega i varm musikhonning.
Han er også en kontrast til især den meget levende bassist Love Örsan, der med sin bevægelige gestik sørgede for at tiltrække sig fortjent opmærksomhed.
Hans groovede basgange lagde sig som et kandiseret edderkoppenet over alle sangene, og man fik lyst til at blive hans bedste ven lige efter koncerten.
Og mens vi er ved det, så skal trommeslageren Christopher Cantillo virkelig også have et kæmpe shoutout for sit levende og superenergiske trommespil, der især i den første del af koncerten legede med drum’n’bass. Hans stil var meget tydelig i numrene “Juvel”, “Grå Labyrint” og “Varandra”.
Som læseren nok fornemmer, er det stockholmske band helt sit eget. De var alle fire dygtige studiemusikere, der dengang i 2020 fandt sammen. Jeg læste i et interview for nylig, at det var vigtigt for dem alle, at de hver især fik lov til at udfylde deres plads i musikken. Og at det var deres signatur.
På den baggrund forstår man så også deres legende tilgang til numrene.
Dina Ögon er nemlig helt deres egne. De laver deres popjazzede skandi-loungeunivers, der klart henter tydelige undertoner fra så forskellige bands som det amerikanske Khruangbin og det britisk-amerikanske Fleetwood Mac.
Nu har jeg jo blidt harceleret over, at de valgte at indvie fansene i en lytteaften med den nyeste udgivelse, men det skal i al retfærdighed nævnes, at deres største hits “Tombola 94” og “Mormor” kom til blandt flere ‘ældre’ ekstranumre til sidst.
Det føltes rart for Deres udsendte, hvorfor mine øjne endte med at se ret positivt på, og ind i, Dina Ögon.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og