Andreas Kaas som Armand i John Neumeiers Kameliadamen. Foto: Costin Radu.

Andreas Kaas: Jeg tror, jeg vil beskrive mig selv som lyrisk og impulsiv

i Kultur/Scenekunst af
SOLODANSER PÅ BÆNKEN #7 // INTERVIEW – Tre dage før premieren på John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni lukkede Det kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig?

Andreas Kaas, hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemmet?

Det med at holde sig selv i form derhjemme er noget, jeg er rimelig trænet i efterhånden. Efter at have været igennem en fodskade i hele 2019, har jeg været igennem mange “stadier”, hvor en af dem har været at selvmotivere og holde mig selv i gang og bygge min form op igen fra bunden.

Jeg har nogle øvelser og serier (og der mener jeg ikke Netflix, selvom at der også bruges en del tid på det i den her underlige tid), som jeg i fællesskab har sat sammen med vores team af fysioterapeuter og ikke mindst min genoptrænings- og Pilates-lærer Claire Radcliff, som i den grad har været inde over mig i hele min proces.

Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?

Måden, jeg opdagede ballet på, var helt “tilfældig”, vil jeg sige. Min farmor, som altid har været rigtig kulturel, tog min tvillingebror Phillip og mig under armen en dag i år 2000 og slog vores øjne op for Gamle Scene på Det Kongelige Teater for allerførste gang.

Jeg var overvældet fra det øjeblik, vi stod foran den store, flotte bygning på Kongens Nytorv, og da vi efterfølgende trådte ind af de tunge døre til foyeren. Det gjorde et kæmpe indtryk. Men det største indtryk, og det jeg husker allermest klart, er, da vi sad i de røde plyssæder, lyset går ned, tæppet går op, musikken går i gang, og de hopper og springer på scenen. Børn! På min egen alder – deroppe på scenen!

Der vidste jeg bare, at jeg ville være en del af det – her ville jeg passe perfekt ind. Så længe jeg kan huske, har jeg altid været lykkelig over at kunne få lov til at klæde mig ud, få min bror til at styre musik og bare danse derudaf – selvfølgelig med mine forældre som publikum.

Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?

Jeg tror, jeg vil beskrive mig selv som lyrisk og impulsiv. Jeg sætter virkelig pris på musikken og alle dens forskellige dybder og facetter.

Hvis mange hører det første lag af musikken til en bestemt ballet, hører jeg ofte også en del af de andre lag, da det typisk er det, der fanger min opmærksomhed. Det bruger jeg meget i min dans, og den måde jeg tolker en solo, en pas de deux eller en hel forestilling på.

I forhold til at jeg er impulsiv, så “ping-ponger” jeg meget med alle dem, der står på scenen med mig.

Der er ikke et show, der er ligesom det i går. Vi har en anden følelse i kroppen, i sindet og mine meddansere på scenen kan have taget nogle andre beslutninger, man kan spille fra/af. Det er virkelig noget, jeg holder af. For jo mere levende det kan være og ægte for mig, jo mere ægte tror jeg også, at publikum vil føle det.

Andreas Kaas i Oliver Starpovs Beginning and Ending. Foto: Henrik Stenberg.
Andreas Kaas i Oliver Starpovs Beginning and Ending. Foto: Henrik Stenberg.

Er du ambitiøs? Hvordan?

Jeg tror, at jeg vil dirigere min ambitiøsitet til vores morgentræning. Det er nok der, jeg føler mig allermest ambitiøs og nysgerrig. Jeg har altid været supernørdet med teknikken bag det hele. Det der med at perfektionere alle positioner, stillinger, bevægelser og udtryk. Jeg prøver altid at forbedre de store ting, men de vigtigste er nok de små. Alle vores første trin i begyndelsen af timen er det fundament, som resten af timen er lagt på.

Min fantastiske lærerinde og veninde, Linda Hindberg, som er tidligere solodanserinde på teatret, har et godt udtryk, som jeg ofte tænker på: “Det er som at viske tavlen ren hver morgen.”

Man visker alle de “urenheder”, ømheder og følelser, som man havde i kroppen i går, ud, for så derefter at skrive det hele ind rent på tavlen i dag – eller i hvert fald prøve på det!

Hvad er dit yndlingstrin? Hvilket trin synes du mindst om?

En af mine yndlingsting ved at danse ballet er Pas de Deux (partnerarbejde). Det er noget, jeg altid har syntes er noget af det sjoveste. At skulle arbejde med en partner på både alt det tekniske og alt det emotionelle. Det er så fedt at gå igennem en rejse med en anden. Hvad enten det er en kort Pas de Deux eller en helaftensballet.

Jeg tror at mit yndlingstrin, og det trin, som jeg også synes er mest udfordrende, er spring. Jeg elsker at springe! Det er den mest befriende følelse at glide over gulvet og virkelig kunne bevæge sig og bruge næsten hver en fiber i kroppen.

Det er også det, jeg savner allermest, da jeg ikke har sprunget siden Christopher Wheeldons ‘Alice i Eventyrland’ i december 2018.

Det udfordrende ved spring for mig er at dreje rundt om mig selv oppe i luften. Det kan føles så godt og trygt, når jeg har fødderne på jorden, men lige så snart jeg ingen kontakt med gulvet har mere, er det som om, at jeg godt kan miste selvtilliden, når jeg skal spinde rundt om mig selv. Men jeg glæder mig til at få lov til at tackle det videre, når jeg engang kan komme tilbage i studiet efter de her coronatider.

Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft?

Der er to roller, der springer op i mit hoved. Den første er, da jeg skulle debutere i rollen Armand Duval i John Neumeiers ‘Kameliadamen’. Jeg kan huske, at det var noget af en mundfuld. Det var min første helaftensballet, og det var måske også en af de mest udfordrende, man kunne blive kastet ud i.

Det er en af mine absolut yndlingsballetter og en af dem, der har gjort størst indtryk på mig igennem tiden. Det er en teknisk udfordrende, lang og emotionel ballet, samtidig med at der er 10+ kæmpekjoler, man skal igennem for at kunne partner Marguerite.

Så der er mange forskellige faktorer, der gør, at den har været en af de mest udfordrende roller, jeg har haft, men til gengæld også en af de smukkeste i min karriere! Og så i en alder af 21, uden meget “erfaring på bagen”.

Den anden rolle er Otto/Jean de Brienne i ‘Raymonda’. Det har været en udfordrende rolle på en helt anden måde. Otto er ikke ufatteligt meget på scenen i forhold til Raymonda, men hver gang han skal ind på scenen, skal han levere teknisk svære soli, som har været en god blanding af alt det, som ikke falder naturligt for mig som danser.

Det har været en god læringsproces for mig at få lov til at blive kastet ud i sådan en rolle, jeg ikke normalt ville se mig selv brillere i. Men det har klart skubbet mig og har også formået at give mig selvtilliden i de trin og have nogle fantastiske instruktører til at hjælpe mig med at “knække koderne”.

Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde?

Den mest betydningsfulde rolle for mig har uden tvivl været Hermann i Liam Scarletts ‘Spar Dame’. Det har været en helt unik og inspirerende proces at være en del af. Det at have haft muligheden for at blive kreeret på, har klart været noget af det mest betydningsfulde i min karriere indtil videre.

Hermann er en rolle, hvor jeg også har kunne få lov til at springe ud af min “prinseboks”. Jeg har ventet på at få lov til at udfordre mig selv på nogle andre parametre og få blusset op for nogle lidt andre sider end den klassiske, kærlighedslængtende prins, og det må man sige, at der blev mulighed for i ‘Spar Dame’!

Det var også den ballet, jeg blev udnævnt til solodanser i. At have gået igennem den ballet, som også er lidt af et maraton for Hermann, og stå der og stadig være helt smadret og fyldt med adrenalin, da Nikolaj træder ind på scenen, der kulminerede det hele og var en stor lykkefølelse. Det er klart en aften, jeg aldrig vil glemme!

Nævn et af de smukkeste øjeblikke i ballet, der har gjort de største indtryk på dig. Kan du beskrive det?

Et af de smukkeste øjeblikke, der lige popper op, er sidste gang, jeg dansede ‘Svanesøen’ med en af mine bedste veninder og gode kollega, Caroline Baldwin.

Vores gode veninde, coach og mentor igennem mange år, Ingrid Glindemann, som havde været igennem et længere sygdomsforløb, havde samlet nogle af sine sidste kræfter til at bevæge sig ind i kulissen ude på Operaen for at overraske os begge.

Jeg kan huske, at jeg fik øje på hende i midten af min første solo i balletten, som har noget af den smukkeste musik, der er skrevet, og som er meget melankolsk. En solo, hun har coachet mig i en del. Det er den solo, vi kalder ”Erik-Bruhn-soloen”, kreeret af en af hendes bedste venner, Erik Bruhn.

Jeg så hende sidde der på en stol, afkræftet, men med øjne, der var lyst op, ikke lang tid inden hun desværre gik bort. Det er en af de smukkeste og stadig mest bevægende øjeblikke i ballet, som jeg har haft til dato.

Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?

Jeg ville sige, at jeg har et super forhold med Bournonville. Det er min skole, min uddannelse, min baggrund. Det er noget, jeg er så glad for at have haft mulighed for at vokse op med og i. Jeg vil sige at det nok også afspejler meget min dans i dag.

Det, jeg elsker ved Bournonville, er, at det er så menneskeligt. Der er meget menneskelige og naturlige følelser på spil, imens man danser supersvære, hurtige og meget musikalske trin. Det er så energisk og passer utroligt godt til mit temperament, som er så let og hoppende.

Jeg havde virkelig glædet mig til at komme i gang med prøver til Augusts ‘Et Folkesagn’.

Jeg skulle have debuteret som Junker Ove og skulle have været tilbage på scenen i min første helaftensballet siden min skade. Det er noget, jeg er virkelig ærgerlig over, specielt fordi, det var en af de første balletter, jeg selv var med i, som lille troldebarn, da jeg lige var blevet optaget på balletskolen. Det må forhåbentligt blive en dag i fremtiden, når den kommer igen!


BENCHED PRINCIPALS #7 // INTERVIEW – Three days before the opening night of John Neumeier’s Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis, and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation? What drives them? Meet the principal dancers of the Royal Danish Ballet.

Andreas Kaas, how do you keep in shape when you’re homebound?

Staying in shape at home is something I’m pretty used to by now. After having been out with a foot injury in all of 2019, I’ve been through many stages, including how to self-motivate and keep going, rebuilding my shape from scratch.

I have some exercises and series (and I don’t mean Netflix, although I do spend a quite a lot of time on those during these unusual times) that I’ve put together with our team of physio therapists and not least with my Pilates teacher, Claire Radcliff, who’s been very much part of the process with me.

Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?

I discovered ballet by chance. My grandmother, who has always had a real interest in the arts, took my twin brother Philip and I one day in 2000 and opened our eyes to Gamle Scene and The Royal Theatre for the first time.

I was overwhelmed from the moment we were in front of the large, handsome building at Kongens Nytorv, and as we stepped through the heavy doors to the foyer. It made an enormous impression on me.

What I remember most clearly, what impressed me the most, was sitting in the red theatre seats, the lights going down, the curtain going up and the jumping and bouncing on stage. Kids! My own age, on stage!

I knew in that moment that I wanted to be part of it, this was where I would fit in perfectly. For as long as I can remember, I’ve always been happy when I’ve had the opportunity to dress up, get my brother to manage the music and just dance away – with my parents as the audience, of course.

How would you describe yourself as a dancer?

I think I would describe myself as lyrical and impulsive. I truly appreciate music and its different depths and facets.

When most people hear the first layer of the score for a given ballet, I quite often also hear deeper layers, and that’s typically what catches my attention. I use that in my dancing, the way I interpret a solo, a pas de deux or a full performance. 

Being impulsive, I ping-pong a lot with everyone on stage with me. There’s never a show that’s the same as the one the day before. We come with a different feeling in our bodies, in our minds and the other dancers on stage might make different choices, that you can play off. This is something I really enjoy. The more it feels alive and real to me, the more real it must be for the audience.

Are you ambitious? How does that manifest itself?

I think my ambition is channeled in the morning class. That’s probably where I feel the most ambitious and curious. I’ve always been very nerdy about the technique behind it all. Perfecting positions, poses, movements and expression. I always try to prepare for the big stuff, but the most important is probably found in the detail. The steps we do at the beginning of the class are the foundation for the rest.

My amazing friend and teacher, Linda Hindberg, a former principal dancer at the theatre, has a good expression for it which I often think of: “It’s like wiping the board clean every morning”. 

You wash away all the “impurities”, the soreness and feelings you had in your body yesterday before writing it all again, purely – or at least trying to.

Andreas Kaas og Ida Praetorius i Liam Scarletts Spar Dame. Foto: Henrik Stenberg.
Andreas Kaas og Ida Praetorius i Liam Scarletts Spar Dame. Foto: Henrik Stenberg.

What’s your favourite step? Which one do you like the least?

One of my favourite things about ballet is pas de deux work, partnering. I’ve always found that enjoyable, working with a partner on both all the technical stuff but on the emotional aswell. It’s awesome to go on this journey with another person, whether it’s for a pas de deux or a full evening.

I think my favourite steps, and the steps I find the most challenging, are jumps. I love jumping! It’s the most liberating feeling to be able to glide across the floor, really moving using every fibre of your body.

That’s also what I’ve missed the most, since I haven’t been doing any jumps since Christopher Wheeldon’s ‘Alice in Wonderland’ in December 2018.

For me, the challenging part of jumps are the turns in the air. I can feel good and safe with my feet on the ground, but as soon as I lose touch with it, I can sometimes lose my confidence as I turn around my own axis. But I look forward to continue tackling it, when I get back to the studio again, after corona has passed.

What is the most challenging role you’ve had?

There are two roles that spring to mind. The first is my debut as Armand Duval in John Neumeier’s Lady of the Camelias. I remember it was a bit of a mouthful. It was my first full-length ballet, and probably one of the most challenging to be thrown into.

It is one of my favourite ballets and one of the ones that has impressed me the most over the years. It’s a technically demanding, very long and emotional ballet, and at the same time you have to work your way through 10+ enormous robes to partner Marguerite.

There are many reasons why it’s been one of the most challenging roles, I’ve had, but also one of the most beautiful in my career! I got it at the age of 21, without having had a lot of experience to draw on.

The other role is Otto/Jean de Brienne in ‘Raymonda’. Challenging in a different way. Otto is not as much on stage as Raymonda is, but every time he is, he has to deliver solos that are technically very hard and a good mix of all the things that don’t come naturally to me as a dancer.

It’s been a good learning process for me to be thrown into such a role, something I wouldn’t have seen myself excel in. It definitely pushed me, and having some amazing coaches help me “crack the codes” gave me confidence to take it on. 

Stephanie Sahlgren, Andreas Kaas, Alexander Bozinoff og Gregory Dean i Short Time Together. Foto: Costin Radu.
Stephanie Sahlgren, Andreas Kaas, Alexander Bozinoff og Gregory Dean i Short Time Together. Foto: Costin Radu.

Which role has fulfilled you the most?

Without a doubt, the role of Hermann in Liam Scarlett’s ‘Queen of Spades’. It was uniquely inspiring to be part of the process, to have the possibility to be part of a new creation is one of the most significant things in my career so far.

Hermann is also a role that let me get out of my “prince box”. I had been waiting for an opportunity to challenge myself on other parameters and turn up the heat on other sides of myself than the classical, lovelorn prince – and I definitely got that in ‘Queen of Spades’.

This was also the work I was promoted to principal dancer with. To have come through the ballet, which is a bit of a marathon for Hermann, standing there, completely smashed, full of adrenalin, and have Nikolaj come on stage, at that moment everything culminated as a feeling of great happiness. It’s obviously a night I will never forget.

Can you mention a moment in ballet that has made a particular impression on you?

One of the most beautiful moments, I can think of, is the last time I did ‘Swan Lake’ with one of my best friends, my good colleague, Caroline Baldwin.

Our dear friend, coach and mentor over many years, Ingrid Glindemann, who had been ill for some time, had found the strength to come to the Opera as a surprise.

I remember I noticed seeing her in the wings halfway through my first solo, a very melancholic part to some of the most beautiful music ever written. She had coached me quite a bit in the solo, which we call the Erik Bruhn Solo, created by one of her best friends, Erik Bruhn.

I saw her sitting there, on a chair, weak, but her eyes were alight. This was not long before she passed away. It’s still one of the most beautiful and poignant moments I’ve had.

Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?

I would say I have a great relationship with Bournonville. He’s my, my training, my background. I’m so happy I had the opportunity to grow up with him, and I think it’s reflecting in much of my dancing today.

What I love about Bournonville is his humanity. The feelings at stake, while you’re dancing these super hard, fast and musical steps, are very human, very natural.

It’s so energetic and fits my personality, which is very light and bouncy, very well.

I had really been looking forward to starting rehearsals for August’s ‘A Folk Tale’. I was supposed to making my debut as Junker Ove, it would have been my return to the stage in a full-length ballet. I really regret that it won’t happen, especially because this is one of the first ballets I was in, as a troll child, when I had first been accepted into the Royal Danish Ballet School. Hopefully it will happen in the future, when it comes back in repertory.


LÆS ALLE ALEXANDER MEINERTZ’ ARTIKLER PÅ POV HER.


Top photo: Andreas Kaas som Armand i John Neumeiers Kameliadamen. Foto: Costin Radu.

Intersubjektivitet – Alt, hvad du bør vide om Intersubjektivitet betydning

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.