Europæisk selvforsvar – del 1

i Politik & Samfund/Forsvars- og sikkerhedspolitik af

FORSVARSPOLITIK // KRONIKSERIE – Den amerikanske præsident har brutalt og uden omsvøb gjort det klart for europæerne, at de ikke bare skal bidrage mere til NATO, men burde være i stand til at forsvare sig selv. For så kan USA koncentrere sig om sin egen sikkerhed og om – på selvvalgte tider og steder – at dominere verden. Trumps udmelding har fremkaldt en ny bølge af ufokuserede reaktioner i flere EU-lande herunder i den afgørende stat, Forbundsrepublikken Tyskland, siger POV’s forsvarspolitiske kommentator Michael Clemmesen på dagen for NATO’s 70 års fødselsdagstopmøde den 3.-4. december i London i en dobbeltkronik. Dette er første del.

NATO fejrer sig selv tirsdag i denne uge. 70 år er det blevet til og den amerikanske præsident, Donald Trump ankom i London tirsdag.

Men det ikke bare fest og farver. Det er i den grad nye tider i den transatlantiske alliance.

Den amerikanske præsident har igen og igen understreget, at Europa ikke bidrager nok til NATO-samarbejdet, og han har også gjort det klart, at Europa burde kunne stå på egne ben militært. Her et eksempel fra tidligere i år:

Det er imidlertid væsentligt at fastslå, at udviklingen ikke forudsætter et europæisk-amerikansk modsætningsforhold, blot at europæerne er blevet tvunget til at tage konsekvensen af, at man forsvarsmæssigt skal stå på egne ben.

Det problem, som kunne opstå, ville minde om det, NATO bevidnede i 1966, da Frankrig trak sig ud af NATO’s militære struktur i protest mod amerikansk dominans. Landet vendte først tilbage i 2009.

At USA eventuelt forlader NATOs kommandostruktur og ophører med at have militære styrker stationeret i Europa er ikke ensbetydende med, at USA trækker sig fra alle sine forpligtelser i Atlantpagten, men svarer i princippet til, hvad Charles De Gaulle gjorde i 1966

Det at USA eventuelt forlader NATOs kommandostruktur og ophører med at have militære styrker stationeret i Europa, er med andre ord ikke ensbetydende med, at USA trækker sig fra alle sine forpligtelser i Atlantpagten, men svarer i princippet til, hvad Charles De Gaulle gjorde i 1966, da Frankrig trak sig ud af den militære organisation men forblev medlem af alliancen.

En konsekvens ville dog være, at det transatlantiske forhold herefter kun vil være et ad hoc-etableret alliancesamarbejde for klokkeklare såkaldte Artikel V-situationer (som tilfældet sandsynligvis ville have været post 1949, efter den militære besættelse af Tyskland og Østrig var afsluttet, hvis modsætningsforholdet til Sovjetunionen ikke var blevet drastisk forværret og militariseret som følge af Vestens læsning af invasionen af Sydkorea).

Trumps motiv om maksimal national markering ligner også den daværende franske præsidents. Den primære forskel er den dramatisk anderledes virkning af USAs exit fra organisationen i forhold til Frankrigs.

De eneste skridt, der altid diskuteres, når et fælles europæisk forsvar er på dagsordenen, er muligheden af en samordning af EU-landenes materielindkøb, opbygning af europæiske stabsstrukturer og samarbejde om fælles operationer uden for vores ende af det euroasiatiske kontinent. Det er områder, som EU’s ikke-militære embedsmænd er trygge ved.

Problemet er, at langt hoveddelen af det, der skaber evnen til robust, territoriedækkende og varig militær indsats og beredskab – og derigennem også troværdig afskrækkelse af aggression – hermed lades ubehandlet. Det bliver militært set som diskussionen af Kejserens nye klær.

Organisationen må europæiseres

Dette lille indlæg vil bevidst kalde spaderne ved deres navne, og med et professionelt militærfagligt fundament beskrive, hvad der skulle ske, hvis Den Europæiske Union reelt skulle vise enighed, viljestyrke og evne til bl.a. at konvertere NATOs europæiske søjle og sit eget forsvarssamarbejde til en troværdig forsvarsevne, der bl.a. med rimelig stor sikkerhed kunne afskrække Rusland fra små eller større eventyr selv efter USAs udtræden af organisationen.

Da USA må forventes herefter specielt at udvikle sine maritime styrker, vil det praktiske ad hoc-samarbejde naturligvis først og fremmest ske på havet

Indlægget vil ikke systematisk forholde sig til politisk realisme eller den altid og allestedsnærværende organisatoriske selvinteresse og inerti, men skitsere de nødvendige skridt kort på fem områder:

For det første de overordnede politisk-økonomiske strukturer.

For det andet det territoriale selvforsvar af EU-landene, specielt de østlige grænselande, mod Rusland.

For det tredje den fælles nukleare afskrækkelse.

For det fjerde den maritime og eventuelt arktiske dimension og endelig

For det femte militær stabiliseringsindsats i nærområdet i Afrika og Mellemøsten.

Glem Storbritannien – USA dominerer fortsat havet

Storbritannien betragtes ikke som en del af løsningen, og intet bygges på de nuværende britiske styrker, dels fordi de er blevet dramatisk udhulet og svækket igennem de sidste ti år, dels fordi Skotlands fortsættelse i Unionen er usikker.

Derimod indgår Den Irske Republik som en del af det landområde, der skal sikres og kan udnyttes.

Det forhold, som det enkelte NATO-medlem havde til alliancen, overføres til afløserorganisationen. For ikke-NATO-medlemmer som Irland, Østrig, Sverige og Finland indgår de som EU-medlemmer uden forbehold. Neutralitet i forhold til det europæiske fælles forsvarsbehov forudsættes udelukket.

Da USA må forventes herefter specielt at udvikle sine maritime styrker, vil det praktiske ad hoc-samarbejde naturligvis først og fremmest ske på havet.

Hvordan?

Til EU’s ledelse vælges herefter af rådet og parlamentet en minister for koordination af det fælles forsvar. Denne afløser NATOs Generalsekretær, hvis stilling jo er nedlagt, og vedkommende støttes af en tilpasset udgave af generalsekretærens stab.

Det Nordatlantiske Råd slås sammen med EUs Ministerråd, hvor ex-NATO-medlemmer som Norge, der ikke er EU-medlemmer, deltager, når forsvarsemner behandles.

Det er indlysende for mig, at et fælles EU-forsvar fortsat må hvile på anvendelse af engelsk som det fælles hovedsprog og på brugen og videreudvikling af de standarder og procedurer, som er udviklet i NATO.

Den overordnede militærfaglige rådgivning påhviler en europæisk forsvarschef, der vælges blandt flere kandidater efter en fokuseret afprøvning af hans militærfaglige bredde og dybde. Dette betragtes som nødvendigt for at stillingen gennem faglig respekt bevarer den legitimitet, som tidligere kunne bygges på USAs dominerende militære magt. Han virker samtidig som formand for den europæiske militærkomité og støttes af den herefter ”europæiserede” Internationale Militære Stab.

NATO’s operative stab fra SHAPE (the Supreme Headquarters Allied Powers Europe) og nedefter overtages af europæerne, og strukturen tilpasses det nye behov. Den afbureaukratiseres samtidig, og fra besættelse af chefstillinger på forskellige niveauer efter aftale eller rotation sker det herefter ved uafhængig faglig afprøvning af tilbudte, kvalificerede kandidater fra medlemslandene.

Det er indlysende for mig, at et fælles EU-forsvar fortsat må hvile på anvendelse af engelsk som det fælles hovedsprog og på brugen og videreudvikling af de standarder og procedurer, som er udviklet i NATO.

Fælles strategisk kultur

NATO Defense College, nu European Defence College, må udvides og konverteres til at uddanne tre typer elever på sine nu tre hovedkurser. Formålet er networking på kurser og ved andre aktiviteter samt bedømmelse af egnethed. Præstationspresset på kurset skal sikre grundlag for det sidste.

For det første etableres kurser for de få officerer på oberst/kommandørniveau, der er fundet egnede til de øverste nationale militære stillinger, samt de generaler/admiraler, landene ønsker at tilbyde til stillingerne i de fælles stabe på højeste niveauer eller som chefer for fælles operationer.

For det andet (ved konvertering af NDCs nuværende primære kursus) gennemføres et kursus, der skal forberede eleverne til stillinger i de fælles stabe.

For det tredje skabes et kursus for de nationale og fælles chefer samt de ledere fra industrien, der skal sikre fælles og standardiserede materielindkøb. En effektiv harmonisering af materieludvikling og -indkøb kan kun sikres gennem en fælles godkendelse fra en fælles EU-materielorganisation, der har agenter placeret i alle medlemslandenes forsvarsministerier. For at sikre bevarelse af habilitet roterer agenterne hurtigt mellem landene.

I øvrigt er det afgørende for omkostningseffektiv udvikling af fremtidige våben og andet materiel, at man altid sikrer åben konkurrence mellem mindst to uafhængige producenter, og at projekterne styres gennem operative og andre krav, ikke gennem fælles projektforvaltning (der erfaringsmæssigt forsinker og fordyrer udviklingen dramatisk).

Man kunne hente inspiration fra både Finlands forsvarsmodel og NATOs militære assistanceprogram fra 1950’erne. Her donerede Vestmagterne materiel, udrustning og ammunition til frontlinjestater, og den nødvendige forsvarsinfrastruktur blev fællesfinansieret

Centraliseringen af den begrænsede våbenproduktion efter Den Kolde Krig gør dette til en vanskelig udfordring, som næppe kan løses uden subsidier, der sikrer overlevelse eller retablering af konkurrenter.

Territorialt selvforsvar mod Rusland

Man kunne hente inspiration fra både Finlands forsvarsmodel og NATOs militære assistanceprogram fra 1950’erne. Her donerede Vestmagterne materiel, udrustning og ammunition til frontlinjestater, og den nødvendige forsvarsinfrastruktur blev fællesfinansieret

Europas lange østgrænse til Rusland (og Hviderusland) fra Barentshavet til Sortehavet kan kun gives en sådan tæthed af styrker, at man afskrækker konventionelle angreb gennem tilstedeværelse og evnen til nogle ugers forsvar for det første.

Derudover er det nødvendigt at motivere frontlinjestaternes befolkninger og uddanne dem som værnepligtige, så de kan mobiliseres i forsvarsenheder på forskelligt kvalitetsniveau og beredskab.

At det er muligt illustreres af den tidligere nordiske og nu specielt finske forsvarsmodel, og anfægtes kun af de akademikere og militære, der ikke fra egen erfaring ved, at en enheds kampværdi i en veldefineret opgave som tilfældet er ved territorialforsvar (eller guerilla) afhænger af kvaliteten af førings- og specialistkadrer samt af mandskabets motivation – og ikke af de meniges generelle rutine.

Der er dog forhold, der i fremtiden kunne nødvendiggøre, at den finske model suppleres med kvindelig værnepligt.

Med våbenhjælpsprogrammet i 1950’erne demonstrerede NATO sin viden om, at det ikke var muligt for frontlinjestaterne både at stille det nødvendige antal enheder og levere materiellet samt øvelsesammunitionen til både hærene, flystyrkerne og flåderne alene

For det første den meget store del af de østeuropæiske landes unge, der arbejder i udlandet, For det andet den generelle fedmeepidemi også blandt yngre mænd, der gør dem uegnede i forsvarsopgaver.

Med våbenhjælpsprogrammet i 1950’erne demonstrerede NATO sin viden om, at det ikke var muligt for frontlinjestaterne både at stille det nødvendige antal enheder og levere materiellet samt øvelsesammunitionen til både hærene, flystyrkerne og flåderne alene.

Så ud over at have styrker, der kunne deltage i frontlinjestaternes forsvar eller forstærke dette efter nogle dage eller uger, udrustede og støttede man frontlinjestaterne med fly, skibe og hærmateriel, og hjalp med nyere materiel efter nogle år.


Læs anden del af kronikken om fremtidens europæiske selvforsvar onsdag den 4. december.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV WeekendDet er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her


Topillustration: Clemme’s blog for critical insight.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Michael Hesselholt Clemmesen er pensioneret brigadegeneral og historiker. Han er født 12. december 1944 i Københav. Clemmesen gik ind i Forsvaret i 1964, var på Hærens Officersskole 1965-68 og har været linjeofficer i Hærens kamptropper siden 1968, fra 1979 som generalstabsofficer. Han gik på pension som brigadegeneral i 2004. Michael H. Clemmesen er tillige uddannet historiker fra Københavns Universitet i 1981.
I de sidste ti år af sin tjeneste arbejdede han som udsendt med dansk og international forsvarsstøtte til Baltikum og deltog i opbyggelsen og stod senere for ledelsen af det baltiske forsvarsakademi. I 2005 blev han ansat i Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie, hvor han har forsket i og nyskrevet dansk militærhistorie. Han stoppede som seniorforsker i 2016. Michael H. Clemmesen var medlem af Forsvarskommissionen af 1988 og deltager ofte i den offentlige debat om udenrigs- og sikkerhedspolitik samt om forsvaret og i den bredere danske samfundsdebat. I marts 2010 udgav han bogen 'Den lange vej mod 9. april' om dansk forsvarspolitik i mellemkrigstiden. I 1999 blev han Kommandør af Dannebrog. Han bærer også Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren, Trestjerneordenen samt en lang række udenlandske medaljer og hædersbevisninger.