FLORIDA – ”Republikanerne i Kongressen har arbejdet direkte imod Amerika og det amerikanske folk. De vil ikke have en Demokrat i det Hvide Hus og slet ikke en sort Demokrat”. Sådan lyder det fra Walter Sermon, som er passioneret frivillig i Hillary Clinton kampagnen. Han er sammen med Dorothy Honeygan på vej ud for at indsamle vælgerregistreringer.
Florida har, på grund af orkanen Matthew, udskudt deadline en lille uge for vælgerregistrering. To millioner mennesker på Floridas østkyst blev evakueret op til stormen. Nogle valgte at tage til Golfkysten, hvor man ikke mærkede noget til den ellers temmeligt voldsomme storm. Alt i alt har denne udsættelse af datoen for vælgerregistrering betydet, at både Demokraternes og Republikanernes kampagnekontorer har haft travlt med at mobilisere endnu flere frivillige. Som så mange gange før, er ”voter turnout” (valgdeltagelse) meget vigtigt.
Blandt Demokraterne er der en udbredt og statistisk velunderbygget fornemmelse af, at jo flere der stemmer, jo større er chancen for at få valgt deres foretrukne kandidat. Walter Sermon fortsætter: ”Vi er nødt til at få folk til at stemme igen. Man kan ikke gøre America Great Again, hvis man i virkeligheden får dem til at ”Hate Again”. Som afrikanskamerikaner er jeg selvfølgelig Demokrat. Bill Clinton gjorde livet lettere for os. Økonomisk fik den lavere del af middelklassen det bedre undre hans administration. Ronald Reagans ”trickle down” økonomi virkede ikke for andre end de velhavende”, siger han og pointerer, at jeg skal citere ham for det.
Dorothy er mere afdæmpet og siger roligt: ”Jeg har været Hillary-fan i 30 år. Hun er dygtig og alt dét med de dér e-mails, er jo blevet tjekket for længst. Det er ikke vigtigt. Men vi har travlt, så vi bliver nødt til at smutte”.
Walter og Dorothy aftaler at mødes ude foran Walmart på Cortez Road. Det er her man finder amerikanerne. Det store indkøbscenter, som får Føtex og Bilka til virke som en gammeldags købmandsbutik har kunder 24 timer i døgnet. Der er altid et mylder af mennesker og derfor møder man også ofte politiske kampagnefolk foran indgangen.
Lukkede og hemmelighedsfulde kampagnekontorer
Vi står alle tre ude foran Demokraternes kampagnekontor i Bradenton, Florida. Jeg går ind for at tale med nogle af koordinatorerne og møder en sød ældre dame, som byder mig velkommen. Hun hedder Mary Bass og har altid været Demokrat. ”Kvinder styrer alt andet i samfundet. Nu er det på tide, at vi også får en kvinde til at styre det Hvide Hus”, siger hun og smiler. Mary er medlem af the Democratic Womens Club her i byen. Ligesom de frivillige uden for, bider hun heller ikke på mit kritiske spørgsmål om e-mail-sagen. Hun slår ud med armene og siger: ”Pjat. Og ja, jeg støtter hende. Vi kan ikke have den idiot (Trump), som præsident. End of story”.
Mary siger, at jeg skal tale med Brian, hvad angår det organisatoriske. Han er en ung mand i midten af tyverne. Han er iført sneakers, jeans og en blå ”I’m With Her” T-shirt. Han viser mig ind i et lille snusket kontor blot for at informere mig om, at han ikke må udtale sig om noget. ”Alt skal igennem kampagneledelsen. Vi må ikke sige noget ”.
”Så du debatten i går?”, prøver jeg uden held. ”Jep, men mere siger jeg ikke. Du kan skrive en mail til Brittany, som er vores Manatee County leder”, lyder svaret.
Jeg spørger Brian om jeg må tage et billede af ham her på kontoret. ”Bestemt ikke”, svarer han tørt og rejser sig. ”Din lukkethed minder meget om den lukkethed jeg mødte hos Trump-folkene i Orlando”, siger jeg med et glimt i øjet. Han bider stadig ikke på og jeg går ud til skranken igen og snakker lidt videre med Mary, indtil Brian kommer ud og giver hende en utvetydig ordre inden han drejer om på sneakers hælene: ”Du kan ikke tale med medie-folk”.
Bare fordi du samler store folkemængder, betyder det ikke, at du vinder valg. Hvis alt, hvad du behøvede, var store folkemængder, ville den næste præsident være IKEA om lørdagen – Seth Meyers, The Late Night show på NBC
Mary beklager og ønsker mig held og lykke. Tilbage i min Baby Blue Mommy mobile, bliver jeg ringet op af kampagnekoret, som spørger, om jeg ikke har lyst til at være frivillig. Jeg meddeler dem, at jeg skam lige har besøgt dem, men at jeg hellere vil interviewe og filme dem, fremfor at arbejde for dem. Den er de stadig ikke helt med på. Jeg skriver til Brittany, som melder tilbage, at de vil give mig 20 minutter med en anden koordinator og en enkelt frivillig en anden dag.
Politiske kampagnekontorer lader til at have en anden opfattelse af kommunikation og strategi end jeg. Burde de ikke lige netop være interesserede i, at række ud og reklamere? Ville det ikke have været nærliggende at bringe de politiske budskaber ud på en positiv og inspirerende facon? Eller er de politiske kampagner blevet til moderne udgaver af hemmelighedsfulde efterretningstjenester, hvis fornemmeste opgave er at opstøve smuds og slibrigheder om hinanden? Noget i denne valgkamp tyder på det sidste.
Der er en lang og hæderkronet tradition for smædekampagner i amerikansk politik, men denne valgkamp slår alle rekorder. Når man taler med folk på gaden, giver de fleste udtryk for, at de gerne ville have hørt mere om kandidaternes politiske programmer, og at personsagerne er mindre vigtige.
Trump og Hillary kampagnerne er med andre ord særdeles hemmelighedsfulde i betragtning af deres funktionsbeskrivelse. Flere af de halvtidsprofessionelle kommunikationsmedarbejdere har fået en stor fed mundkurv på og frygter i den grad pressen, også når denne kommer fra Danmark og skriver på dansk til et dansk publikum.
Trumps vælgere ser rødt
Efter to lidt skuffende oplevelser hos partiorganisationerne, drager jeg på landevejen igen. Og hvis der er noget der kan løfte humøret, eller i hvert fald få tankerne andre steder hen, er det et Trump rally.
Trump rallies er som at træde ind i et politisk cirkus med flere maneger. Hovedmanegen er på mange måder den mindst interessante. Selvom Trump taler uden manuskript, har hans lange landsdækkende turné dog alligevel gjort ham konform i en vis forstand. Det er de samme anklager om ”Crooked Hillary”, efterfulgt af publikums Lock her up, der lyder igen og igen. Der er ikke den store forskel på, om mødet foregår i Ohio, Florida, Pennsylvania eller andetsteds. Budskaberne er de samme og stilen, attituden og leveringen umiskendelig.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Michael Tesler fra University of California i Irvine er raceaspektet helt afgørende for tilslutningen til Trump.
Trump er dog efter afsløringerne af de vulgære seksuelle udtalelser, der ramte samtlige verdens medier forrige fredag blevet tvunget til at forholde sig det faktum, at han er i defensiven og i visse meningsmålinger meget langt fra at nå målet. I kølvandet på sexudtalelserne har flere kvinder anklaget The Donald for seksuelle krænkelser, hvilket præger hans valgkamp i udpræget grad.
Jeg er taget til Ocala i det centrale Florida, hvor Trump ifølge tidsplanen er sat til at skulle tale klokken 12.00.
Jeg ankommer kl. 10.30 og møder et kaos af dimensioner. Det overgår scenen i Fort Myers med mange banelængder. Der er tilhængere, biler, politi, demonstranter, medier, gøglere og sælgere over det hele. Selv Hare Krishna har fundet vej til Trump-festen. De synger: ” hare hare hare hare Krishna” alt i mens en kø på over en kilometer møver sig langsomt frem.
Da jeg spørger, hvorfor de har valgt at deltage i et Trump rally og hvem de støtter politisk, svarer den lille spinkle kvinde med det indiske udseende, at de ”skam støtter alle mennesker”. Ved siden af står en cowboy med hvid skjorte, jeans, kraftigt bæltespænde og hat. Han har tydeligvis et andet religiøst udgangspunkt. Han råber så højt han kan, at ”Hillary er en kriminel som skulle fængsles og at Gud nok skal sørge for, at hun får som fortjent”. Solen banker ned og det er for længst blevet mere end 30 grader. Sælgerne lyder som dem vi kendte fra Grønttorvet i gamle dage. Der sælges ”Adorable Deplorable” T-shirts og alskens Trump og Hillary merchandise.
Flere udtrykker deres begejstring for, at jeg filmer og interviewer folk uden for arenaen. ”Ingen fra the mainstream media interesserer sig for os”, råber en mand til mig. Jeg trækker på skuldrene og smiler venligt til ham – vil jo helst ikke have min egen stemme med på optagelserne. I det hele taget udtrykker mange af de tilstedeværende glæde ved, at der endelig er én, der interesserer sig for dem og for hvor mange, der er kommet langvejs fra, for at være en del af ”the movement”.
En dansk reporter alene i verden
Folk (og Trump) har ret i dag. Jeg er den eneste, der dokumenterer dette cirkus udefra. Inde på selve pladsen, som normalt bruges som kvægauktions-arena, er den samlede presse til stede. De har, som de har for vane, linet up på et podie bagest i arenaen og venter på hovedtaleren Trump, men glimrer ved deres fravær blandt hans tilhængere. I hvert fald her i Ocala.
Areanen fyldes hurtigt op og inden klokken 11 står det klart, at mange tusinde mennesker er gået forgæves. De lokale myndigheder anslår, at der er omkring 15.000 mennesker. Så mange er der ikke plads til i den ellers temmeligt store arena, men folk bliver alligevel. Nogle har taget guitar med og synger gamle amerikanske folkesange. Andre bruger tiden på at købe hatte, sodavand og diskutere med de omkring 100 anti-Trump demonstranter, der er dukket op i dag.
Jennifer er en lokal ph.d. studerende fra University of Florida, der sammen med sin mand er mødt op for at demonstrere mod Trumps kvindesyn, som ifølge hende, er ”vederstyggeligt” og en ”skændsel”. Hun bærer et skilt, som udtrykker holdningen utvetydigt. Mange af Trump-tilhængerne er imidlertid ikke begejstrede for den unge kvindes holdninger. Mange af mændene reagerer med slet skjulte sjofle bemærkninger, mens de kvindelige Trump-supportere synes fyldt op med vrede og forargelse. Nogle råber: Go home you stupid bitch. I det hele taget mener mange, at den unge kvinde er gået forkert, og at hun burde vise ”noget respekt”. En afrikanskamerikansk demonstrant kommer hende til undsætning og råber til folk, at de skal huske på The First Amendment (Det første forfatningstillæg, der sikrer amerikanerne ytringsfrihed).
En mand i halvtresserne kommer hen til mig. Han er iført spejlsolbriller, som gør det vanskeligt for mig at tale med ham, fordi jeg hele tiden kan se mit eget ansigt i brilleglassene. Han er dog ret insisterende og vil gerne fortælle mig, at han som konservativ ikke har andre steder at gå hen, og at han stemmer på Trump den 8. november, selvom han langtfra er begejstret for manden.
Han er ikke meget for at opgive sit navn, da han som tidligere efterretningsagent for den føderale regering ikke vil sættes i miskredit. Med lidt tøven siger han dog, at han hedder Curt with a C, men at han ikke kan fortælle mig sit efternavn. Jeg må heller ikke tage billeder af ham. Han fortæller, at sagen om Hillarys e-mails har været absolut afgørende for hans valg, men at han nok ikke ville have stemt på hende alligevel. ”E-mail sagen er helt absurd. Ingen sager kører normalt på den måde – og tro mig, jeg har arbejdet med efterretningssager i mere end 30 år. Hun (Hillary) skulle have vidnet under ed, hvilket hun ikke gjorde. Afhøringerne blev heller ikke optaget elektronisk, hvilket er helt uhørt”.
IKEA-præsident Trump
Det er svært at vurdere, hvorfor de fleste nyhedsmedier ikke længere har den store interesse i de store folkemængder, der samler sig om fænomenet Trump som de havde i starten af valgkampagnen, men som satirevært Seth Meyers udtrykte det i The Late Night show på NBC forleden: ”Bare fordi du samler store folkemængder, betyder det ikke, at du vinder valg. Hvis alt, hvad du behøvede, var store folkemængder, ville den næste præsident være IKEA om lørdagen”.
Kommentaren er direkte henvendt til Trumps nylige anklager om, at det kommende valg vil være manipuleret. Som i så mange andre sager, står The Donald temmelig alene. Ingen har kunnet påvise, at de amerikanske valgprocedurer skulle være bare tilnærmelsesvis manipulerede.
Én ting kan jeg fortælle dig; når min kone har sine veninder på besøg, så er snakken altså værre end Trumps ”locker room talk”. Jeg har endda prøvet at fortælle hende, at væggene er papirtynde, og at jeg kan høre alt. Sådan er mennesker jo bare. Vi har alle en beskidt mund – Sam, Trump-tilhænger.
Det står imidlertid hævet over enhver tvivl, at de mange trofaste supportere af mangemilliardæren fra New York, tager ordene for gode varer. Mistilliden til de etablerede medier og politikere er det brændstof, hvormed den efterhånden noget forpjuskede Trump-kampagne, tøffer videre på. Selv de slibrige ”sextapes” tages ikke for gode varer.
En ældre mand, som kalder sig Sam, kommer hen og spørger om jeg er gift. ”Hmm?” svarer jeg ”Én ting kan jeg fortælle dig; når min kone har sine veninder på besøg, så er snakken altså værre end Trumps ”locker room talk”. Jeg har endda prøvet at fortælle hende, at væggene er papirtynde og at jeg kan høre alt. Sådan er mennesker jo bare. Vi har alle en beskidt mund”, slutter han med en skævt og næsten tandløst smil. ”I øvrigt er lydfilerne garanteret sammensat af medierne, så det lige passer sammen”.
Jeg indskyder, at The Donald jo selv har været ude med op til flere undskyldninger. Det lader ikke til at påvirke Sam, der vinker med tommelfingeren, inden han bevæger sig videre ud i menneskehavet. Et menneskehav af vælgere, som af de fleste misforstås som værende tilhørende en økonomisk marginaliseret gruppe af stakler. Iflg. Nate Silver, som er stifter og redaktør af det politiske nyhedsmedie fivethirtyeight.com, har gruppen af Trump-tilhængere nemlig en medianindkomst på 72.000 dollar (ca. 487.000 kr. om året), hvilket er 11.000 dollar mere end medianindkomsten for hhv. en Hillary Clinton og en Bernie Sanders tilhænger. Det er derfor ifølge Nate Silver noget af en myte, når man italesætter en Trump-tilhænger som en globaliseringsramt og økonomisk marginaliseret stakkel.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Michael Tesler fra University of California i Irvine er raceaspektet imidlertid helt afgørende for tilslutningen til Trump.
Trump-tilhængerne er ifølge undersøgelsen væsentligt mere kritiske overfor især muslimsk og mexicansk indvandring end tidligere Republikanske kandidaters tilhængere. Så hvis man vil forstå motivationen og bekymringernes hos denne vælgerskare, er det på tide, at tage bladet fra munden og tage bekymringen for indvandring alvorligt. Selv i en nation skabt af immigration.
Walter Sermon fra Bradenton har derfor muligvis ret i, at de vælgere han kalder Republikanere, men som i virkeligheden er ”Trumpister”, har racistiske motiver og at denne racisme har vokset sig stærkere under Obamas præsidentperiode.
Men om ”racisme” er den rette betegnelse for folk med bange anelser om en nær fremtid, hvor hvide i USA (ifølge nogle fremskrivninger), vil udgøre under halvdelen af befolkningen, er vel lidt af en smagssag. Danskere og europæere kender i hvert fald til problematikken, så måske er det politiske klima i USA bare blevet ”europæificeret”.
Topfoto: Jessie-Leigh Seago, Ph.D, Ocala, Florida demonstrerer mod Trump – foto: Troels Gaihede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
