ytringsfrihed

Ytringsfriheden skal stadig rumme både den onde Loke og den gode Thor

i Politik & Samfund/Debat af
YTRINGSFRIHED // DEBAT – Trump er sat af de vigtigste sociale medier. Mediegiganterne er blevet hyldet for at lukke munden på ham, fordi hans meninger var “forkerte”, og fordi hans ytringer opildnede til vold. Det er klart, at voldsopfordringer systematisk skal bortcensureres, men Trump og alle andre har ret til at ytre sig, også selvom ytringerne er helt ude i hampen. I vores demokratiske samfund er der bestemmelser og rammer for lovligt og ulovligt medieindhold, debat og ytringsfrihed. Og det er demokratiet og domstolene, der skal afgøre, hvornår censur skal udøves, ikke mediegiganter. Debatten om ytringsfrihed og “forkerte” meninger havde vi i Danmark tilbage i efterkrigstiden – om nazisters ret til at udtrykke sig. Konklusionen fra dengang bør forblive den samme i dag: Demokratiske lande har fuld ytringsfrihed og ingen censur af “forkerte” meninger, skriver historiker og idehistoriker Søren Nielsen-Man.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Også herhjemme var der mange røster, der ivrigt hyldede udelukkelsen af Trumps og ligesindedes ytringer fra de i dag helt vitale sociale medier. Og ja, Trump var en skidt leder.

Men der er et større billede: Det er stærkt problematisk at lade private og demokratisk uregulerede, monopollignende medier (hvis ejere endog kan have en særlig politisk agenda) styre opinionsdannelsen. Bestemme hvilke politiske ytringer, der kan tillades, og hvilke der ikke tillades. Bestemme hvilke personer, der må udtrykke sig, og hvem, der ikke må. Bestemme hvilke værdier og dagsordner, der skal boykottes, og hvilke der er i orden.

Censuren er i sig selv udemokratisk og principielt forkert. I USA, i Europa, overalt. Og er man fortaler for en sådan censur, må man betænke faren for glidebane og “hvad bliver det næste”. Hvad når det er en “Trump”, der ejer og styrer Twitter, Facebook eller nye lignende dominerende sociale medier? Præcedens er så skabt for at lukke munden på dem, “vi andre” godt kan lide.

Hvad med ytringsfrihed, når samfundsstabiliteten er på spil?

Men er det da ikke i orden at lukke munden på en magtfuld politiker, hvis opflammende retorik og hårdnakkede benægtelser af valgresultaters validitet alvorligt rokker ved samfundets stabilitet og sammenhængskraft?

Jo, reelle opfordringer til vold skal naturligvis bortcensureres – samt racisme, injurier og alt andet, som det demokratiske samfund – ikke vilkårlige techgiganter – vedtager at bandlyse. Og det både på sociale og i traditionelle medier. Men ellers skal bestemte ytringer endsige personer ikke bortcensureres. Også politiske ”benægtelser” må være tilladelige, herunder fx ytringsmæssige benægtelser af valgresultaters retfærdige korrekthed. I Ukraine, i Venezuela, i Polen og naturligvis også i USA. Uanset om påstandene synes plausible eller helt ude i hampen.

Afgørelsen ligger hos domstolene

Påstandene kan så i retsstater forelægges domstole, hvilket skete med flere af Trumps valgfuskpåstande. Og domstolene afviste sagerne grundet mangel på bevis. Godt. Men også efter at en domstol har talt, skal en politiker (eller hvilken som helst anden borger) have mulighed for i medierne at fastholde sin benægtelse og udtrykke uenighed med domstolens afgørelse.

Herhjemme vil en person som Inger Støjberg jo muligvis også fortsat fastholde sin opfattelse, hvis hun under den kommende rigsretssag dømmes skyldig. Sådanne stædige ”benægtelser” skal medierne naturligvis ikke afvise at bringe. Heller ikke selvom benægtelsen kan tænkes at opildne højreradikale og at splitte samfundet.

Han forkastede Grundtvigs klassiske slagord: Frihed for Loke såvel som for Thor

I øvrigt havde USA’s demokrater selv ingen afgørende betænkeligheder ved for fire år siden og fremefter, i alskens medier at benægte retfærdigheden i Trumps valgsejr, dvs. promovere den opfattelse, at hans valgsejr var helt og aldeles unfair, skabt via løgnagtigheder, dubiøs udnyttelse af medier, udenlandsk indblanding, Putins manipulation med marionetdukken Trump, osv. Og man forsøgte reelt at eliminere præsidentvalgets resultat gennem høringer, undersøgelser og rigsretsproces. Alt sammen var tilladeligt, og alle påstande og anklager fik stor plads i medierne – og alt sammen skal naturligvis være tilladeligt og skal kunne udtrykkes i medierne.

Efter præsidentvalget tilbage i 2004 (hvor Georg W. Bush sejrede), var der såmænd også demokrater, herunder kendte kongresmedlemmer, der satte alvorlige spørgsmålstegn ved valgprocessen, stemmeoptællingen og valgets integritet. En kritisk skepsis, der dengang kunne fremsættes uhindret og også i dag skal kunne fremsættes uhindret, uanset polariserende effekt.

Rammer for ytringsfrihed, men ingen “forkerte” holdninger

Den aktuelle censur forsvares ofte med henvisning til, at Trump og hans kompagnoner var og er farlige og fascistoide løgnere. Og at Trump før og under sin præsidenttid hyppigt forholdt sig særdeles frit og alternativt til fakta og realiteter er klart. Om han rettelig kan beskrives med begrebet ”fascisme” er dog diskutabelt. Men selv hvis man anser Trump for ”fascist”, er det ikke dermed en selvfølge, at han og ligesindede skal udelukkes fra de sociale debat-platforme.

Kun konkrete ytringer, der falder uden for ytringsfrihedens demokratisk vedtagne rammer, såsom voldsopfordringer, bør systematisk bortcensureres. Men ikke “forkerte” holdninger og ytringer, som ”vi andre” synes er politisk vederstyggelige eller rent hjernespind.

Sidst vi danskere diskuterede ytringsfrihed

I dag, hvor også danskere – som reaktion på kongresstormen i USA – nu støtter censurudøvelse over for angiveligt idiotiske og farlige ytringer og personer, kan det være relevant at kaste et blik på den store lidenskabelige samfundsdiskussion om demokratiets grænser, vi havde herhjemme lige efter besættelsen. Altså lige efter en verdensomspændende krise og katastrofe, som trods alt må siges at være af en ganske anden og værre karakter end begivenhederne og krisen i dagens USA.

Samfundets borgere kunne ikke gives ubetinget handlefrihed, men i et demokrati måtte der være ubetinget ytringsfrihed – endog også for nazister

Diskussionen løb fra 1945 til -46 og var i høj grad centreret om spørgsmålet, om vi skulle fratage øjensynlige anti-demokrater ytringsmuligheden. Og mange gode mennesker mente, slet ikke uforståeligt i kølvandet på nazismen, at sådanne farligt forkerte personer skulle forhindres i at ytre sig offentligt, ja måske i det hele taget skulle fratages deres demokratiske rettigheder.

Debatten indledtes i juli 1945 af filosofiprofessor Jørgen Jørgensen (der fra samme år og ovenpå DKP’s store indsats i modstandskampen betegnede sig som kommunist). Under overskriften Demokratiet har ret til at forsvare sig henviste professoren i en lang artikel i det tidligere modstandsblad Frit Danmark til den nære fortids ødelæggende totalitære tænke- og handlemåder.

Hvordan forsvarer vi demokratiet mod “falskspillere”?

Jørgen Jørgensen plæderede på den baggrund for, at ”hvor hensynet til sikring af demokratiet kræver det, må det ud fra et demokratisk synspunkt være berettiget at begrænse friheden.” Når demokratiets tilhængere skulle afgøre deres uenigheder, måtte der ene og alene benyttes demokratiske midler. Men over for demokratiets ”falskspillere” behøvede man ikke at ”overholde spillereglerne”.

I et opfølgende indlæg præciserede Jørgensen, at det fx var urimeligt at give ret til ”med ikke-voldelige midler at modarbejde demokratiet”. Og han forkastede Grundtvigs klassiske slagord frihed for Loke såvel som for Thor. Dette var en ”farlig sentens”, som ikke kunne være rettesnor for et demokratisk samfund, men ”højst for et anarkistisk samfund”.

Nu udspandt sig en lang, skarp men saglig debat med mange toneangivende deltagere om demokratiets beskyttelse. Ikke så få fremtrædende personligheder var enige med Jørgen Jørgensen. Og undervejs i debatten anslog arkitekt og samfundsdebattør Poul Henningsen (PH), at størstedelen af befolkningen nok delte Jørgensens hovedsynspunkt.

PH: Vi skal skelne mellem ord og handling

Andre var dog bestemt ikke enige. Godt nok var alle naturligvis enige om nazismens modbydelighed. Og der var også almindelig enighed om, at nazister og andre antidemokrater måtte bekæmpes med magt, hvis de voldeligt rettede anslag mod demokratiet. Men herefter deltes vandene. Jørgen Jørgensen ville ikke give frihed til, at man med ikke-voldelige midler kunne modarbejde demokratiet. Ikke mindst PH mente derimod, at man måtte skelne klart mellem ord og handling: Samfundets borgere kunne ikke gives ubetinget handlefrihed, men i et demokrati måtte der være ubetinget ytringsfrihed – endog også for nazister.

Men hvem skulle tildeles retten til at udpege de ”gale meninger”?

Jørgen Jørgensen replicerede hertil, at det var misbrug af frihedsidealet sådan at afvise et forbud mod ”antidemokratisk virksomhed i ord eller handling (som jo glider jævnt over i hinanden i det politiske Liv)”.

Også folketingets senere ombudsmand, juraprofessor Stephan Hurwitz, angreb den opfattelse, at friheden ikke måtte begrænses, når blot ”den antidemokratiske opposition holder sig til ordet og ikke griber til sværdet”. En sådan skarp sondring mellem “håndens og åndens gerninger” var livsfjern og uholdbar, mente Hurwitz.

Kritikerne af Jørgen Jørgensens og meningsfællers standpunkt var dog stadig ikke overbevist. Og en af kritikerne var kirkehistorikeren Hal Koch, der satte sig til skrivemaskinen og skrev et vægtigt indlæg med titlen Loke og Thor, som bragtes i tidsskriftet Frie Ord i april 1946.

Hal Koch bakker op om fuld ytringsfrihed

Hal Koch vendte sig mod de mange, der mente, at den demokratiske frihed nu måtte ”rationeres”, så at den fulde frihed kun skulle tildeles dem med ”de rigtige meninger. For tænk, hvilke ulykker folk med gale meninger kan afstedkomme”. Men hvem skulle tildeles retten til at udpege de ”gale meninger”? Og de, der så tildeltes den ret, ville de ikke i truende krisesituationer være tilbøjelige til at stemple netop deres egne politiske modstandere som galt tænkende og ”farlige udemokratiske oprørere”?

Samfundsdebatten og ytringsfriheden skal rumme både den ”gode” Thor og den ”onde” Loke

Desuden: Hvis man ved tvang og censur forsøgte at eliminere den farligt forkerte tankegang, så ville folk med farlige tanker stadig arbejde politisk – men nu hemmeligt og ”under jorden”. Og var det så ikke bedre og sikrere, at de var fremme i lyset, så man vidste, ”hvor de var”, hvor stærke de var, og hvad de pønsede på?

Heller ikke Hal Koch mente, at friheden til at handle, som man ville, kunne være absolut. Men ordet måtte være frit. Og den umiddelbart besnærende vej, som Jørgen Jørgensen og meningsfæller pegede på, ville føre frem til en nedbrydelse af det frie ord og til de rigtige meningers dogmatiske ”kirkestat”. I stedet måtte og skulle der, modsat Jørgensens opfattelse, netop være ”frihed for Loke såvel som for Thor”, fastslog Koch.

Debattens heldige konklusion: Fuld ytringsfrihed for demokratiets skyld

Demokratidebatten efter besættelsen var skarptskåret, og mange debattører trådte måske lidt rigeligt op på den helt store ideelle klinge. Så meget at Politikens teaterkritiker Harald Engberg udvidede sin kritikervirksomhed og kaldte PH for en ”humanistisk principrytter” og Hal Koch for en ”kristen demokrat”, der troede så meget på ånd, at han ikke ville sætte magt ind, selvom “demokratiet altid er i fare”. Alligevel må man vel sige, at det danske samfund og demokrati dengang endte med at lægge vægt på at skelne mellem ord og handling, når det gjaldt demokratiets og frihedens grænser. Heldigvis.

Og jeg tror, vi gør meget klogt i, også i dag hvor magtfulde digitale medier og platforme så stærkt kan præge opinionsdannelsen, fortsat at hælde mindst til Jørgen Jørgensens og mest til PH’s og Hal Kochs opfattelse: At samfundsdebatten og ytringsfriheden skal rumme både den ”gode” Thor og den ”onde” Loke. Og dette princip skal også de nordamerikanske sociale mediegiganter tvinges til at overholde. Ligesom de i det hele taget bør tvinges til effektivt at følge de demokratiske samfunds bestemmelser, normer og rammer for lovligt og ulovligt medieindhold, debat og ytringsfrihed.


LÆS MERE I POV OM YTRINGSFRIHED HER


Topillustration: Dr StClaire, Pixabay

Note: Et illustrativt udvalg af indlæggene i den store danske demokratidebat efter besættelsen er optrykt i bogen Strid om demokratiet. Artikler fra en dansk debat 1945-46. Redigeret af Niels Kayser Nielsen og Søren Hein Rasmussen. Aarhus Universitetsforlag, Aarhus, 2003.

 

 

 

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Søren Nielsen-Man er historiker og idehistoriker, mv.
Han har bl.a. skrevet den forskningsbaserede bog "Kurs mod demokrati? Kommunismens demokratigrundlag og DKP’s demokratiopfattelse 1919-1947". Uddrag, anmeldelser, diskussion mv. ses på www.kurs-mod-demokrati.dk

Seneste artikler om Politik & Samfund