MIN TRUMP-VEN // ESSAY – Efter et kursus på Harvard, hvor humanitære idealister og amerikanske soldater mødtes, har jeg og Jake – en stædig Trump-tilhænger fra Louisiana – skabt et venskab, der har overlevet utallige ideologiske slag. Jeg har indset, hvad der virkelig driver Trumps tilhængere, og hvordan det er muligt at holde kontakten, selv når verden omkring os synes at bryde sammen.
For ni år siden var jeg på et kursus i humanitært arbejde. Det var på Harvard University, hvilket alle vi kursusdeltagere havde det ret vildt over. Men på forskellige måder; omkring 30 af de cirka 40 deltagere var humanitære hippietyper som mig selv: en doktor fra Cameroun, en projektmanager fra Libanon, en krisepsykolog fra Belgien.
De resterende ti var sendt afsted af deres arbejdsgiver: det amerikanske militær. Når de stillede eller svarede på et spørgsmål, markerede de det med en muskuløs arm i vejret, og deres spørgsmål og svar faldt prompte uden unødige omveje, deres stemmer var dybe og determinerede. For dem var Harvard indbegrebet af den kystelitisme, der rynkede på næsen af deres hverv og måske i virkeligheden af selve deres eksistens.
Næste dag på kontoret — jeg arbejdede for FN-organisationen UN Women — var halvdelen af mine kolleger ikke mødt op, og de, der var der, sad og talte sagte i små klynger, mange græd
Det var tidligt i 2016, og den amerikanske valgkamp var i fuld gang. Du ved, det valg Clinton skulle have vundet inden det der med hendes e-mails. Hvor stor den kulturelle kløft mellem os var, blev første gang rigtig tydeligt, da en af forelæserne lod en joke falde om Donald Trump, og alle vi tree-huggers lo højt. Nede bagerst, dér hvor soldaterne sad, var der utilfredse miner og sarkastiske kommentarer.
Min Trump-ven, Jake
Efter forelæsningen faldt jeg i snak med én af soldaterne. Jake, kalder jeg ham. Jeg havde aldrig før mødt en Trump-supporter og troede på en eller anden måde ikke helt på, at de rent faktisk eksisterede.
Jeg havde i hvert fald ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at støde på én på Harvard. Jake havde en tætklippet crew cut-frisure og et par Oakland-solbriller hængende i åbningen på sin polo T-shirt. Han var veltrænet og høflig. Meget interesseret i Danmark. Alt det er han stadig.
I foråret 2016 var et af de store samtaleemner i amerikansk politik kønnede toiletter, og hvem der måtte gå ind ad hvilken dør, og få øjeblikke inde i vores samtale sagde Jake noget, der ville have fået ham ekskluderet fra de fleste dinner parties i en hvilken som helst amerikansk kystby: ”Vi kan jo ikke tillade mænd at bruge kvindernes badeværelser!”
Det, han mente, var naturligvis, at transkvinder i virkeligheden er mænd, og det, han i virkeligheden virkelig mente — og som han nu har brugt de efterfølgende ni år på at forsøge at dunke ind i mit tykke, progressive hoved — var, at den vestlige civilisations fortsatte eksistens afhænger af, at vi ikke dekonstruerer og massakrerer alt, hvad der er godt og sandt her i verden, og det gælder især vores opfattelse af og forventninger til køn.
Kollaps eller på vej mod ny storhed?
Under det tre uger lange kursus havde vi en række øvelser, der skulle forberede os på at stå i penible situationer i felten. For eksempel at blive kidnappet. En hollandsk tidligere specialstyrkesoldat, der nu arbejdede som gidselforhandler, underviste os i, hvordan vi skulle forholde os, når nogen stak en kalashnikov i panden på os og beordrede os til at holde kæft.
Under min session forsøgte jeg at skabe en form for forbindelse til gidseltagerne ved at holde øjenkontakt, fortælle dem mit navn. Da det blev Jake og hans kollegers tur, planlagde de — stik imod alt, hvad vi havde lært — en udbrydermanøvre, der involverede at kapre gidseltagerens våben og lægge ham i en form for benlås.
Jake og jeg spiste crawfish på en fiskerestaurant i Boston og diskuterede politik i pauserne mellem forelæsninger og øvelser. Hen imod kursets slutning blev vi venner på Facebook, og det har vi været lige siden. Vi skriver hovedsageligt beskeder på Messenger og Instagram, hvor vi tæt på dagligt diskuterer, hvorvidt verden er ved at kollapse eller på vej mod en ny storhed.
Det er ikke min oplevelse, at nogen af os har rykket ved den andens grundlæggende værdier eller verdenssyn. Men Jake har både givet mig indblik i, hvordan folk på hans side af volden tænker
De første måneder efter kurset på Harvard var vores kommunikation sporadisk. Han tog tilbage til Louisiana og rejste til fjerne destinationer med søværnskolleger, jeg rejste til NYC, hvor jeg boede, og til alle mulige humanitære kriser, og vi skrev hilsener til hinanden på tværs af rigtig mange tidszoner. Vores korrespondance tog til i hyppighed op imod valget i november.
På selve valgaftenen var mit chok en del af det kollektive chok, der gik igennem byen og store dele af resten af landet og af verden. Jeg kunne simpelthen ikke tro mine egne sanser. På Jakes Facebook-væg jublede og triumferede venner og familiemedlemmer. Til én af dem skrev jeg, at det var ufatteligt, at han stavede dårligere end mig på sit eget sprog, og at det sagde en hel del om, hvordan Trump kunne blive valgt til præsident for det her moralsk konkursramte stykke land. Han LOL’ede bare, og jeg var hurtig til at indse, men dog ikke indrømme, at det var mig, der havde spillet fallit, når jeg tyede til grammatik-klassisme.
Mange græd på kontoret efter Trumps sejr
Det tog mig længere tid at forstå, i hvor høj grad netop den form for arrogance var medvirkende til, at valget af Trump blev ikke bare muligt, men nærmest uundgåeligt og faktisk ret forudsigeligt, hvis man havde været opmærksom på de rigtige tegn. Næste dag på kontoret — jeg arbejdede for FN-organisationen UN Women — var halvdelen af mine kolleger ikke mødt op, og de, der var der, sad og talte sagte i små klynger, mange græd.
Ni år, en Biden og et Trump-genvalg senere, er Jake et af de mennesker, jeg har mest kontakt med. Det mener jeg ikke som en overdrivelse: Forleden, da jeg for 117. gang fortalte min kæreste om min Trump-ven, ville jeg vise hende noget af vores korrespondance, og jeg måtte scrolle kilometervis i min Insta-indbakke for at komme bare en uge tilbage.
Mange af vores udvekslinger er links til artikler eller videoer uden yderligere kommentarer, men et par gange om ugen har vi længere diskussioner om alt fra makroøkonomi til, hvorvidt bøsser og kvinder bør være en del af et effektivt militær. Han har sendt mig billeder af sit våbenskab: revolvere, semi-automatics og en AK47. Jeg sendte ham et billede af min førstefødte søn, umiddelbart efter han blev født.
En tabt kamp, et godt venskab
Alt for ofte, alt, alt for ofte, ender jeg med at forsøge at overbevise Jake om noget, som hundrede års uafbrudt velunderbygget argumenteren ikke ville kunne overbevise ham om. Det er et fjols’ ærinde, som de ville sige i Amerika, og jeg ved det. Som når jeg forsøger at få ham til at indse, hvor fantastiske præsidenter Bernie Sanders eller AOC ville være, eller da han den 7. januar 2021, dagen efter voldsparate demonstranter stormede kongressen i Washington, D.C., skrev til mig, at de få voldelige folk blandt demonstranterne i virkeligheden var ANTIFA-sympatisører. ”Det er rent hykleri!” skrev han.
Men andre gange — når jeg er mindre oprevet over USA’s og verdens tilstand og formår at skrive uden affekt — er min relation til Jake et uvurderligt blik ind i en anden verden.
I kølvandet på Trumps to sejre er der kommet en strøm af forskning, der viser, at politisk splittelse er en af de hyppigste årsager til, at relationer — romantiske, venskabelige, familiære, kollegiale —bliver brudt. Set i det lys er jeg glad for, at Jake og jeg har holdt vores venskab kørende i så lang tid.
To gange har jeg afbrudt kontakten — skrevet til Jake, at jeg ikke oplever, at nogen af os får noget ud af samtalerne, at det føles som at skyde tanker og ord ned i stort et sort hul. Det var for eksempel efter han, i 2019, i al alvor spurgte mig, hvad godt homoseksualitet gør for vores samfund: ”De er selviske og tænker mere på deres udseende end på at være naturlige mænd.”
Jeg sagde til ham, at jeg tror, han ville have svært ved at holde fast i den holdning, hvis han rent faktisk havde en ven, der var homoseksuel, hvortil han svarede: ”Jeg kendte nogle fyre, der var bøsser, men vi er ikke længere venner. Jeg har intet tilfælles med dem.”
Begge gange har vi alligevel stille og roligt fundet tilbage til samtalen. På en eller anden facon har jeg stillet mig tilfreds med karakteren af vores relation. Jake har ikke overbevist mig om det fantastiske ved trickle-down economics eller Guds himmerige, og jeg har ikke overbevist ham om glæderne ved flydende kønsroller eller socialisme. Og det kommer vi heller aldrig til.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Jake begejstret har refereret til Trump som ”stærk”, ”beslutsom”, ”no-nonsense”, at han er ligeglad med følelser og europæiske pussies
Det er ikke min oplevelse, at nogen af os har rykket ved den andens grundlæggende værdier eller verdenssyn. Men Jake har både givet mig indblik i, hvordan folk på hans side af volden tænker, og hvilken form for nyheder og medier deres algoritmer eksponerer dem for. Og han har igen og igen tvunget mig til at tænke kritisk over de sandheder, jeg tager for givet. Eller som Jake formulerede det en sen aften i september 2020: ”You keep me on my toes, my friend!!! And always challenge me.” Hvortil jeg svarede: ”Likewise.” Og han afsluttede samtalen med et ”Talk soon, Homie!”.
Jeg har læst og lyttet til rigtig, rigtig mange analyser af, hvad Trumps appel er; hvordan han kunne vinde første gang, og hvorfor han vandt anden gang. Jeg har læst om korrelationer med økonomiske konjunkturer, Kamalas falske grin, venstrefløjens henholdsvis over- eller under-drevne fokus på social retfærdighed eller såkaldt identitetspolitik, inflationsraten og hundrede andre faktorer.
De samme dynamikker, der styrker autoritære kræfter på hele kloden
Men i denne tid, hvor Trump tilsyneladende er ved at afmontere det amerikanske demokrati i real time, og hvor den ene uhyrlige udmelding følger den anden i en tsunami, der gør det umuligt at fokusere, er der brug for at forstå, hvad det er, der driver folk til at stemme på Trump og til at bakke op om politik og diskurser, som havde syntes utænkelige for bare få år siden.
Ikke mindst fordi alt tyder på, at det er mange af de samme dynamikker, der driver opbakning til autoritære kræfter på tværs af kloden. Fra Argentina til Ungarn til Rwanda til Tyrkiet til Rusland til El Salvador til Georgien til Israel til Indonesien sidder der mænd i landets øverste embeder, som mere end noget andet har bygget deres brand op på at være stærke, hårde, ubarmhjertige over for fjender og på et løfte om at gøre op med eliternes bedrevidenhed og blødsødenhed.
To forklaringer på dette fænomen står ud som de mest meningsfulde for mig; de er begge bakket op af forskning, og de er begge i perfekt tråd med alt, hvad jeg har lært af mit venskab med Jake.
Den første forklaring peger på, at en af de allerstærkeste indikatorer for, om en person udtrykker sympati for Trump, er personens holdning til begrebet ”en stærk leder”. Det vigtigste er ikke, hvad dén leder helt præcist siger. Det vigtige er, at Trump tør kalde Zelenskyj for en middelmådig komiker, at han er alpha for alle betaerne, at han får Hamas og republikanere i Kongressen og Colombias præsident til at ryste i bukserne og makke ret.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Jake begejstret har refereret til Trump som ”stærk”, ”beslutsom”, ”no-nonsense”, at han er ligeglad med følelser og europæiske pussies, han vil bare se resultater, bruge amerikansk råstyrke.
Den anden forklaring er sværere at påvise, men endnu mere overbevisende, synes jeg, og også endnu mere åbenlys, hvis blot man bruger en million timer på at tale med et menneske, der støtter Trump. Man ville ikke gå galt i byen, hvis man rubricerede den forklaring under identitetspolitik, hvilket selvfølgelig er ironisk, eftersom det nok er den værste betegnelse, du kan behæfte en konservativ amerikaner med.
Trump taler til folk, så de føler sig værdsat
Ifølge denne forklaring er den altovervejende grund til Trumps opbakning, at han får helt almindelige mennesker til at have det godt med, hvem de er. Det er såre simpelt, og det er stærkere end selv det mest bombastiske politiske forslag. Der er millioner af amerikanere, der i årtier har følt, at de er blevet talt ned til, set ned på, sparket nedad af levebrødspolitikere og filmstjerner og journalister og talkshow-værter og andre medlemmer af kysteliterne. Ikke alene taler Trump ikke ned til Jake; han siger meget eksplicit, at han respekterer — at han elsker! — folk som ham.
Så snart vores ansigter tonede frem på skærmen, forsvandt den til tider spidse tone, der kan være i vores skrevne beskeder
Under et valgevent i North Carolina sagde Trump for eksempel: ”Mens min modstander synes, I er uforbederlige tabere, så kalder jeg jer for hårdtarbejdende amerikanske patrioter.” Jeg ved, at for Jake vægter de ord tungere end selv den mest detaljerede plan for præcis, hvilke lovreformer eller executive orders Trump vil gennemføre. Og det forstår jeg sådan set godt. Jeg tror ikke, der findes et menneske, der ikke dybt nede har brug for at blive taget alvorligt, respekteret, elsket. Og naturligvis krystalliserer det behov sig, når man bliver udsat for det eksakt modsatte.
Trump har, i ord og handlinger, gjort det klart, at Jake ikke alene ikke er et dårligt menneske, fordi han ikke kan lide ”trannies” eller ”illegale migranter”, men at hans værdier og politiske holdninger faktisk er lige præcis dét, der gør ham til en rigtig stand-up guy. Jeg tror ikke, det adskiller sig synderligt fra den måde, jeg finder moralsk validering i pressemeddelelser fra Amnesty International eller et spansk parlamentsmedlem, der følelsesladet indklager Israel for krigsforbrydelser.
Det er for øvrigt den samme grundlæggende dynamik, der gør, at Jake og jeg har holdt kontakten i alle disse år. Midt i de allermest ophedede debatter kan han finde på at sige: ”Husk, at Gud elsker dig, man. Hvis du nogensinde har spørgsmål, er jeg her for dig.” Og endda: ”Det kan godt være, vi er uenige, men fordi han elsker dig, gør jeg det også.”
Da vi mødtes online, blev vores snakke anderledes
Det var først, da jeg begyndte at bladre igennem de sidste ni års samtale med Jake, at det virkelig gik op for mig, hvor hyppig og intens vores korrespondance har været. Da jeg fortalte Jake om idéen til artiklen her, var han i begyndelsen tøvende; han har oplevet, at hans politiske holdninger har fået ham i problemer før, og han ønsker ikke at blive sat i forbindelse med politik. Han var dog med på idéen, så længe jeg ændrede hans navn, hvilket jeg altså har gjort.
Artiklen ledte også til, at vi talte sammen på et videokald. Det var første gang, jeg så ham ”live” i ni år. Vi havde begge mindre hår, end da vi mødtes på Harvard. Så snart vores ansigter tonede frem på skærmen, forsvandt den til tider spidse tone, der kan være i vores skrevne beskeder. ”You know man, I could be chopped off by DOGE, too,” sagde han, med reference til Elon Musks rasering af den offentlige sektor.
Vi brugte tid på at tale om parforhold og drømme for fremtiden, som vi ellers sjældent berører på skrift. Det var fedt at høre hans southern drawl og se hans ansigt i real time. For så vidt at kloden består på den anden side af Trump 2.0, så tror jeg også, vores venskab gør det. Uanset om Grønland i mellemtiden er kommet på amerikanske hænder, eller Putin annekterer det halve Ukraine. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg en dag var i problemer, ville han stå der som et søm med sin kalashnikov.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
