FODBOLD // KOMMENTAR – Selvom dagens redegørelse fra DBU overrasker positivt, ændrer den ikke på den grundlæggende negative indstilling til indsatsen mod diskrimination i dansk fodbold, hvis den ender med at stå alene, skriver Katrine Blom. Det kræver en vedholdende indsats og den skal også komme fra klubber, medier og fans, hvis kulturen skal ændres.
Artiklens tema behøver vel næppe nogen introduktion. Siden søndag har man debatteret diskriminerende fodboldkultur og klubberne har haft travlt med at lægge afstand. I dag er der så faldet dom i de konkrete sager om homofobiske tilråb, som Fodboldens Disciplinærinstans har taget op. Både Brøndby IF og OB er blevet idømt bøder på 25.000 kr.
Herudover har DBU offentliggjort den redegørelse man har udarbejdet på foranledning af kulturminister Mette Bock (LA). Redegørelsen indeholder flere konkrete tiltag, herunder en opdatering af dommerinstrukser og afholdelsen af en høring. Ligeledes melder DBU at man ønsker at ”kortlægge diversitet i dansk fodbold og nedsætte [et] diversitetsudvalg”.
Da jeg begyndte denne artikel for et par dage siden var mit primære formål at belyse det åbenlyse fravær af konkrete og konstruktive initiativer, der kendetegner debatten om diskrimination i fodbold. Den debat har som regel meget svære vilkår og et meget lille vindue. For politik og fodbold hører ikke sammen, siges det. Og så fortsætter man som man plejer.
Diskrimination er et kulturproblem, der eksisterer i alle dele af fodbold og har gjort det, så længe folk kan huske
Men der er faktisk masser af muligheder for (og ikke mindst grund til) at handle i praksis, og jeg synes de muligheder fortjener plads. Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan affeje debatten om diskrimination som et holdningsspørgsmål og hvor man bliver nødt til at kende sit handlerum. For verden er på vej videre.
Derfor havde jeg også oprindeligt opstillet fem forslag til tiltag. Både en kortlægning af problemet og et forslag om en mangfoldighedskommission figurerede på min liste, men det er kun godt at man for en gangs skyld kan blive overhalet indenom af fodboldverdenen hvad angår antidiskrimination. Det sker alt for sjældent.
Giv homofobien sparket!
Homofobiske tilråb hører ingen steder hjemme – hverken på eller uden for banen. Vigtigt at Viktor Fischer og @FCKobenhavn handler på tilråb og @Odense_Boldklub tager ansvar 🌈 #fodboldforalle pic.twitter.com/JJM6IpyIMh— DBU – En Del Af Noget Større (@DBUfodbold) April 8, 2019
Og selvom dagens udmeldinger fra DBU overrasker positivt, ændrer de ikke på den grundlæggende negative indstilling til problemstillingen, hvis de ender med at stå alene. Man kan ikke quickfixe et problem af denne størrelsesorden eller gennemtvinge holdninger og forståelse. Det fremgår tydeligt af reaktionerne på de sociale medier, der stadig vælter over af frustration.
Så selvom det første officielle standpunkt muligvis er taget, er der stadig lang vej endnu. Og det vil kræve en indsats fra alle parter at nå i mål med at skabe reel anerkendelse, ikke bare DBU. Så her kommer mine resterende forslag til resten af fodbold-Danmark.
1. Kræv større repræsentation i klubber og selskaber
Det er vigtigt at slå fast at diskrimination på tværs af køn, etnicitet, religion, seksualitet osv. ikke er et problem, der begrænser sig til den enkelte klub. Det er heller ikke et problem, der begrænser sig til tribunen, til tilråb eller til fans. Det er et kulturproblem, der eksisterer i alle dele af fodbold og har gjort det, så længe folk kan huske. Og det er noget, der af samme grund bliver opretholdt. Enten fordi man ligefrem mener, det er med til at definere fodbolden som ’frirum’ eller fordi man ganske enkelt er lykkedes så godt med at lukke sig om sig selv, at man ikke konfronteres med sine mangler.
Det kunne også være at Danske Fodbold Fans (DFF) havde lyst til at understøtte en organisering af minoriteter på tribunen – det være alle former for mindretalsfans
Også derfor er der brug for en større repræsentation af flere virkeligheder. Med undtagelse af et enkelt kvindeligt bestyrelsesmedlem hos både AC Horsens og OB, så sidder der 0 kvinder i Superligaklubbernes A/S-bestyrelser. Helt så grelt ser det ikke ud når det kommer til ansatte i klubberne, men mønstret går igen. Og det har selvfølgelig konsekvenser.
Hvis man gerne vil undgå at facilitere en diskriminerende og ekskluderende kultur, bevidst eller ubevidst, så skal flere høres. Det har man efterhånden taget til sig så mange andre steder i erhvervslivet, med gode erfaringer, og det er endda en af DBUs egen kvindekommissions erklærede hensigter.
2. Understøt en officiel anerkendelse
Og apropos DBU kan vi jo kigge lidt nærmere på det varslede diversitetsudvalg. I DBUs redegørelse står at udvalget nedsættes af DBUs bestyrelse, træder i kraft 1. juni 2019 og skal arbejde for at fremme diversitet i dansk fodbold. Det fremgår ikke hvordan medlemmer vil blive udpeget, men DBUs etablerede netværk af interesseorganisationer nævnes i forlængelse af præsentationen. Indtil videre er fans ikke repræsenteret i det samarbejde.
Det kunne derfor være et forslag at fx Danske Fodbold Fans (DFF) understøttede en organisering af minoriteter på tribunen – det være alle former for mindretalsfans: kvinder, queers, etniske/religiøse/seksuelle minoriteter og alt derimellem – på tværs af klubber. Vores stemme har været larmende fraværende i ugens debat, og det er en del af problemet. Det giver flertallet et forkert indtryk af, at vi ikke findes og undergraver påstanden om at diskriminerende kultur rammer nogen. Der er brug for et fælles talerør.
Derfor er det vigtigt at sikre, at dit frirum og dit fællesskab ikke begrænser andres. Alt andet er at sætte sig selv over klubben og over fællesskabet generelt
Jeg ved der er mange, jeg selv inklusive, der ikke føler sig som et offer i denne her sammenhæng. Jeg har aldrig fravalgt en kamp, fordi jeg følte mig udsat. Men det ændrer ikke på, at jeg er det. Jeg slukker bare for den del af mig, der normalt ville protestere og spiller spillet i stedet. Jeg respekterer, at jeg er en del af en kultur, der dybest set ikke er defineret af eller for mig. Men faktum er det samme uanset: Jeg bliver stadig systematisk udelukket, objektiviseret og talt ned til. Jeg skal stadig høre på en hel del sange om kællinger og ludere.
Pointen er, at det nye ikke er at folk oplever krænkelser. Det nye er, at nogen måske siger fra. Og jeg kan da godt forstå man føler sig blindsided, hvis man har gået og troet, at alt var fint. Eller at man bliver irriteret, fordi man tror, man nu skal til at tage hensyn til folk, der ikke findes i fodbold. Også derfor er jeg overbevist om, at det ville forbedre mulighederne for dialog i fremtiden, hvis mindretallet var synliggjort, anerkendt og organiseret.
3. Hav hinandens ryg på tribunen
Det leder os passende videre til næste – og måske vigtigste – forslag. Jeg ved, at idéen om at tage hensyn og passe på den enkelte bliver opfattet som en ren omgang circle jerk. Jeg ved, at den forfærdelige feminisme ikke skal have lov til at erobre den sidste bastion som stadion er, og jeg ved, at fans ikke gør noget, når de får at vide de skal.
Men jeg ved også, at fællesskab er fankulturens primære kapital. Og det betyder, at det her ikke er en indsats, der kun skal løftes for omverdenens skyld. For selvom der stadig står minoriteter på tribunerne, så står mange af dem der på trods af diskrimination og ikke fordi de nyder godt af friheden til at diskriminere. Endnu flere har for længst besluttet at blive væk af samme grund.
Det er ikke et pudsigt tilfælde, at du næsten ikke kan finde fx homoseksuelle mænd i fodboldens verden. Det er ikke sådan, at de deltager i alle andre dele af samfundet, og bare tilfældigvis vælger at undgå fodbold. At kunne diskriminere uden sanktioner er noget rigtig mange nyder godt af i fodbold, men på bekostning af de få.
De gange jeg har bedt folk om at råbe noget andet end ’neger’ eller ’svans’ er det blevet modtaget OK, men jeg har aldrig følt mig sikker, og jeg har altid følt mig i undertal
Derfor er det vigtigt at sikre, at dit frirum og dit fællesskab ikke begrænser andres. Alt andet er at sætte sig selv over klubben og over fællesskabet generelt – for begge mister værdi, hver gang nogen udelukkes af de forkerte årsager. Det er et argument, der er hørt før; det bliver bare alt for ofte reduceret til enten/eller, ”mig” eller ”dem”. Men selvfølgelig er det menneskeligt muligt at skabe et fælleskab, der sikrer plads og en følelse af frihed til alle. Det er ikke et nulsumsspil og det behøver ikke kræve en kæmpe omstilling.
Hver gang jeg tager på stadion, tager jeg hensyn, bare den anden vej rundt. Jeg har fællesskabets ryg – selv når det kræver at jeg går på kompromis med mig selv – og mit simple forslag er, at flertallet begynder at give mindretallet det samme tilbage. Hav mindretallets ryg. Bak op om dem, der siger fra – også selvom du ikke forstår hvorfor. Som tingene er nu er det en kæmpe tabersag at påpege diskrimination, så du kan godt regne med, at ingen siger noget, med mindre de virkelig føler sig pressede.
De gange jeg har bedt folk om at råbe noget andet end ’neger’ eller ’svans’ er det blevet modtaget OK, men jeg har aldrig følt mig sikker, og jeg har altid følt mig i undertal. Stemplet som hende, der ødelagde “den gode stemning”. Det ville gøre en forskel, hvis jeg følte jeg kunne regne med at dem omkring mig hjalp til. Og det ville være endnu bedre, hvis det ikke nødvendigvis var de få, der skulle gøre arbejdet selv. Det er ikke kun dem, der diskriminerer aktivt, der er problemet. Det er også alle dem, der forbliver passive bystandere.
4. Gør viden tilgængelig
Hvis man skal have folk til at sige fra i fælles flok, kræver det selvfølgelig en basal forståelse for, hvornår noget er diskriminerende og hvorfor det er et problem. Det en aktuelle debat har understreget at begge dele mangler. Og det er frustrerende, men selvfølgelig helt fair. Så starter vi bare der. Med at samle alle bekymringerne ind, med at tage de kritiske spørgsmål som ”hvor går grænsen?” eller ”må man så slet ikke noget mere?” og forholde os ærligt til dem.
For det her går ikke væk ved at klubberne skriver et passende statement i ny og næ. Det går heller ikke væk ved, at omverdenen reducerer fodboldfans til idioter og sukker over, at de insisterer på ikke at følge med tiden. Det her vil blive ved med at poppe op og skabe problemer, indtil det bliver håndteret. Og det skal håndteres med hensyn til den kontekst, vi har med at gøre. For det er en særlig kontekst og folk føler sig ægte truet på noget, der er definerende for deres identitet – uanset om man ikke kan relatere til kulturen som udenforstående.
Så selvom det første officielle standpunkt muligvis er taget, er der stadig lang vej endnu. Og det vil kræve en indsats fra alle parter at nå i mål med at skabe reel anerkendelse, ikke bare DBU
Så der er brug for viden, for guides, eksempler og pædagogik. Og det ville kun klæde klubberne at forpligte sig til et oplysende site, der fx kunne formidle et fælles standpunkt, hjælpe folk videre til mere viden eller give mulighed for rapportering af diskriminerende episoder. Herudover har de færreste klubber i dag mangfoldighedspolitikker, etiske kodeks eller værdigrundlag, der er til at prale af. Det kunne også være et indsatsområde og et afsæt for bred kvalificering, hvis forskellige aktører inddrages.
Faktisk står der allerede, i DBUs håndbog for fankoordinatorer, at forebyggelse er et nøgleord og at dette indebærer ”[…] at der skal udvises respekt og tolerance over for andre fans og minoriteter, der overværer en fodboldkamp. At tilskynde fansene til at udarbejde og skrive under på et sæt etiske regler er en måde at håndtere denne opgave på.”
5. Tag medieansvar
Sidst men ikke mindst skal lyde en opfordring til, at medier også løfter deres del af ansvaret. Umiddelbart efter Viktor Fischers kommentarer til OBs fans i søndags kunne man fx høre kommentator Stig Tøfting negligere hele episoden på åben skærm i TV-programmet Onside. Faktisk gik han så vidt som til at påstå at Viktor Fischer løj: “man hører måske hvad man vil høre”. Det er selvfølgelig bare ét eksempel ud af mange og opfordringen gælder derfor også alt fra sportsjournalistik til sponsorreklamer og hvad der måtte ligge derimellem af offentlig kommunikation.
Uanset hvor stort ens publikum er, har man, som platform for meningsdannelse, minimum et ansvar for at gøre en aktiv indsats for ikke at reproducere negative diskurser, der kun gør det sværere for folk at sige fra ude i virkeligheden.
Vil man gøre det endnu bedre kan man bidrage til en positiv udvikling og nuancering: arbejd med fakta i stedet for fordomme. Gør folk klogere. Faciliter snakken om, hvad en sund fodboldkultur også kan være – og hav modet til snakke lidt mere om hvorfor fodbold har brug for diskrimination og lidt mindre om at dem, der påpeger det, er problemet.
Topfoto: Brøndby Stadion.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
