“Mor, vi er ved at arbejde på un nuovo progetto a scuola sulla discrimination towards homosexuals”.
Det lyder normalt i mine ører. For jeg forstår hvad hun siger, min 12-årige datter, der ivrigt fortæller om et nyt skoleprojekt. Det sker, at hun bruger sproget, som det lige falder hende ind.
Hun er, som sine to storebrødre, vokset op med fire sprog. Mit modersmål dansk, min mands modersmål Italiensk, hverdagssproget fransk i Belgien hvor hun er født og har boet størstedelen af sit liv – og endelig engelsk, som er hovedsproget på skolen i Beijing (hvor hun i øvrigt også har timer i kinesisk hver dag). Der er vel ikke noget at sige til, at pigebarnet kan blive lidt forvirret.
Rent sprogligt udspiller hverdagen sig nogenlunde sådan her i vores familie:
Mor: Taler dansk til børnene og italiensk til far.
Far: Taler italiensk til børnene og til mor.
Børnene: Taler italiensk (spædet op med fransk og engelsk) sammen. Svarer helst mor på italiensk, når hun taler dansk til dem. Taler glimrende dansk med familien i Danmark.
Familien: Taler mest italiensk omkring middagsbordet.
Vi er vant til, at folk spidser ører, når vi tropper op sammen. Og det kan jeg godt forstå. For det at observere en familie, der taler forskellige sprog sammen, genererer en naturlig nysgerrighed. Også for mi
Vi er vant til, at folk spidser ører, når vi tropper op sammen. Og det kan jeg godt forstå. For det at observere en familie, der taler forskellige sprog sammen, genererer en naturlig nysgerrighed. Også for mig. Og folk er som regel rigtig gode til at sidde og lade som om de ikke lytter, mens de tænker så det knager.
Senest oplevede jeg det i Kastrup lufthavn i torsdags. Vedkommende forsøgte helt tydeligt at stykke historien sammen. Ord der flyver gennem luften. Ping pong – lidt dansk, lidt italiensk. Teenage-tidsfordriv med franske YouTube fænomener på laptoppen, en kinesisk lærerbog der hives frem.
Og endelig moderen i familien der sidder og guffer det nyeste Alt for damerne og en pose matadormix i sig. En delvis konklusion kommer først da man opdager at Aha – de har danske pas. Så bor de nok i Danmark. Jeg kigger lige ned på mine krydsord igen.
Men nej. Faktisk har hverken mine børn eller min mand nogensinde boet i Danmark. Og derfor er det jo naturligt at børnene ikke skriver dansk eller taler det helt flydende. Eller er det?
Så tal dog dansk, Mor!
Jeg indrømmer blankt, at jeg har mange veninder (bosiddende i udlandet) der har været bedre end mig til at klø på med det danske overfor deres børn. Min egen indsats var måske lidt slap.
Der var masser af skønne ferier i Danmark. Den fik ikke for lidt med pakkekalender fra mormor og morgensang til fødselsdage. Og Gud fri mig vel hvor har vi set meget ”Bamse og Kylling” og ”Sigurds bjørnetime”. Så man kan vel sige, at kulturen var dækket ind.
For mig kneb det med at være konsekvent. For når ungerne sad der og kiggede undrende på mig og sagde non capisco – ja så var det bare nemmere og hurtigere at slå over i italiensk
Men rent sprogligt, kunne jeg godt have gjort mere. For ifølge Multilingual Children’s Association, er det vigtigt, at forældrene er konsekvente og kun taler deres eget modersmål til barnet. Se der var den igen.
For mig kneb det med at være konsekvent. For når ungerne sad der og kiggede undrende på mig og sagde non capisco – ja så var det bare nemmere og hurtigere at slå over i italiensk.
I bagklogskabens klare lys kan jeg sagtens se, at det var dumt. Men jeg har senere trøstet mig med at det måske ikke er så vigtigt, at ordstillingen på dansk er perfekt og at brugen af en og et bare sidder i skabet. ”Mor vil du ta’ en billede af mig” og ”hvad er problemen?” lyder da charmerende, ikke sandt?.
Jeg retter som regel mine børn, når de laver fejl på dansk. Men hvis de kan kommunikere med deres bedsteforældre og den øvrige familie (og det kan de) – ja så er jeg rigtig godt tilfreds.
Vi har, gennem årene, haft rig mulighed for at spæde til med tilbud om undervisning i dansk som andetsprog. Vi benyttede os af det i Bruxelles et par år. Ganske god sprogklasse der kulminerede i en glimrende optræden af Klodshans for forældrene.
I Beijing har vi Den Danske Skole der blandt andet forbereder børn til 9. og 10. klasses afgangseksamen. Vi har takket nej til dette fantastiske tilbud. Men vi takkede til gengæld ja til muligheden for et år på efterskole i Danmark for vores ældste søn.
Her fik han sin 10. klasse afgangseksamen. Og bestod endda skriftlig dansk eksamen trods det at han aldrig har boet i Danmark eller gået i dansk skole. Se sådan noget må man gerne prale lidt af.
Alene i danskheden – men pyt
I vores ”blandede” familie er der imidlertid noget, jeg har, som de andre ikke har. Og det er det at være 100 procent dansk. Min mand elskede ”Forbrydelsen” og ”Borgen” og har tappert siddet og set samtlige seks sæsoner af ”Klovn” sammen med mig.
Men der er interne jokes, ordsprog og ordspil kun jeg forstår – og det er ligesom om, min familie ikke helt fanger den når jeg pludselig udbryder ”Jadak, jadak oooog Jadak”. Ind imellem kan jeg godt savne at citere noget dansk folkekultur. Morten Korch film for eksempel. Den er mægtig du gamle. Eller at vi sammen kunne skråle med på et helt TV2 album. Men sådan er det bare. Det er en pris jeg er mere end villig til at betale for at have en multisproget familie.
For det er en gave. Det at lære adskillige sprog fra barnsben. En uvurderlig gave som jeg er lykkelig over at kunne give mine børn.
Min mellemste søn sagde forleden ”jeg vil hellere kunne 80 procent på flere sprog end 100 procent på et sprog
Jeg føler mig dybt privilegeret når jeg læser hvad de kloge hoveder har at sige, om det at vokse om som flersproget. Udover et naturligt forspring i skolen når der undervises i fremmedsprog, har flersprogede børn, igen ifølge Multilingual Children’s Association, ofte bedre analytiske og sociale færdigheder end etsprogede børn. Desuden har de gerne en naturlig fleksibilitet og tilpasningsevne. Og udsigt til flerdobling af karrieremuligheder længere henne i livet er da heller ikke at kimse af.
Min mellemste søn sagde forleden ”jeg vil hellere kunne 80 procent på flere sprog end 100 procent på et sprog”.
Den udmelding gjorde en korrespondent og sprogentusiast som mig ganske glad. Som familie bestående af forældre af to forskellige nationaliteter og børn der er vokset op i et helt tredje (og fjerde) land, er vi bevidste om risikoen for at sprog kan glide i baggrunden. Og at specielt det skriftlige kan lide under skoleskift med et nyt undervisningssprog.
Men som et kinesisk ordsprog lyder: ”At lære et sprog er at have et til vindue hvorfra man kan se verden”. Og skulle det vindue kun være 80 procent åbent, kan man sagtens se alligevel.
Kilder: multilingualchildren.com, lingholic.com
Topillustration: Et lille udsnit fra vores families wechat gruppe. Dansk og italiensk i skøn harmoni. Privatfoto, Lise Floris.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
