TEATER // ANMELDELSE – Terkel i Knibe, Amadeus, Pelle Erobreren, Dancer In The Dark, Mød mig på Cassiopeia, The Rocky Horror Show, Shakespeare In Love, Fucking Åmål, Jeg Er Sgu Min Egen. Det ligner en teater-tendens på de danske scener i øjeblikket. Teatercheferne finder et gammelt stykke celluloid og sætter det op som scenekunst. Kendte og sikre titler skal lokke publikum ind på stolerækkerne.
Torsdag var det Nørrebro Teater, der kastede sig ud i ”adaptationen” fra film til teater med Jeg Er Sgu Min Egen. En bearbejdning af filmen fra 1967 med manuskript af Klaus Rifbjerg, musik af Bent Fabricius-Bjerre og iscenesat af Erik Balling.
På teatret har Jeanette Munzert omskrevet den over 50-år gamle tekst og Niclas Bendixen, snart fast hus-instruktør på Nørrebro Teater, har iscenesat.
Jeg Sætter Min Hat Som Jeg Vil
Det er ikke nemt at sku være sig selv
men det ka jo gøres med lidt lykke og held.
Først så blir man født, og så blir man døbt,
nogen de blir solgt, de allerfleste købt,
men vi er dog no’en, som ikke er til salg.
Jeg sætter min hat som jeg vil
og sætter den gerne på spil,
jeg bærer min byrde med smil,
for alt er et spørgsmål om stil,
men af og til så kniber det, det er de andres fejl,
eller også er det bare mig der er så pokkers stejl!
Jeg sætter min hat som jeg vil
og sætter den gerne på spil,
jeg tar mine klø som en mand,
man skal bare bru’ sin forstand,
men af og til så kniber det, det er mest min egen fejl,
fordi jeg helst vil rutsche ned, når bakken er stejl.
Jeg sætter min hat over styr
og selvom lektien blir dyr
sir jeg Annie, for fa ‘n, ta’ og smil,
det’ nemlig et spørgsmål, det’ nemlig et spørgsmål,
et spørgsmål om stil!
- Klaus Rifbjerg
Sæt din hat som du vil
Rammehistorien er den samme som i filmen. Den unge kvinde, Annie Jensen, kan hverken leve op til de regler, som samfundet stiller til borgerne, eller til de forventninger, der findes hos de mennesker, hun møder på sin vej. Mens omgivelserne er beregnende, grådige og bestemmende, så leder Annie efter passion, lidenskab og ærlighed. Samfundets tåbeligheder udstilles, hvor Annie er oprøret mod autoriteter og stereotype kønsroller. Annie kæmper og når frem til den noget banale konklusion: “Jeg er Sgu Min Egen.”
I 1967 har Rifbjergs tekst formentlig virket provokerende og fremadskuende, men i 2019 virker teksten modsat: gammeldags og bagudskuende. Idag, hvor New Public Management er den styrende samfundsmodel, hvor kønsdebatten handler om flydende seksualitet, #MeToo og flere kvinder i topstillinger, hvor integrationsproblemer og terrortrusler er hverdag, og hvor fake news, Trump, Gule Veste og nationalisme fylder nyhedsbilledet, så virker stykket om at turde være sig selv og turde sætte sin hat som man vil lidt for banalt.
Selv Rifbjergs satiriske tone virker usynkron set med 2019-briller.
Duerne Flyver
Duerne flyver af og til op
ingen ved rigtigt hvorfor.
Duerne flyver af og til bort
ingen ved rigtigt hvorhen.
Der står du på pladsen
er pludselig alene
og hører dem klapre afsted
Duerne flyver hen over by´n
duerne flyver i flok.
Så mærker du hjertet,
der også vil lette
og drejer dig, stirrer mod
tårnet og solen og se
ud af skiven, den glimtende blinde
er to hvide duer på vej.
Duerne flyver henover by´n
Flyver de hen til dig?
Til dig?
- Klaus Rifbjerg
Fremtidens stjerne
I filmen spiller Daimi den altdominerende hovedrolle som Annie Jensen. Rollen skulle på Nørrebro Teater have været spillet af Lise Baastrup, hun er gravid, så rollen er overtaget af Mathilde Passer – barnebarn af Dirch Passer. Mathilde Passer er uddannet som skuespiller på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus sidste år.
Det er godt set af teaterchef Mette Wolf at hente unge Passer til hovedrollen. Hun har en uimponeret tilgang, som passer perfekt som en ung, utilpasset samfundsrevser. Hun har samtidig en lethed og elegance, der virker overbevisende. Hendes mimik er enestående. Desværre er hun så ikke lige verdens bedste sanger, hvilket spænder lidt ben for rollen som Annie, der har ganske mange solosange. Faktisk er der flere gange, hvor det lyder pivfalsk. På trods af det, er man faktisk overbevist om, at Mathilde Passer med sin smittende charme er en kommende stjerne på de danske teaterscener.
Mathilde Passer spiller op mod fem skuespillere: Marie Askehave, Anne Sofie Espersen, Tom Jensen, Morten Hemmingsen og Nicolaj Jandorf, der har flere roller. Jeg savner en strammere instruktion af de forskellige roller. Det virker i perioder, som om skuespillerne ikke helt ved, hvordan de skal aflevere deres tekster. Er det komik, satire eller eftertænksomme replikker?
Ligeglad
Kan man være ligeglad?
Jeg er faktisk ligeglad
Med alting.
Hvis man er lidt glad til venstre og en smule glad til højre,
Hva’ der så tilbage midt i?
Ingenting.
Midt herinde er der ingenting.
Jeg kan smile med det ene øje, luk det i og smile med det andet.
Men når jeg så prøver med dem begge
to på samme tid, så gør de bare sådan.
Ligeglad.
Dybest set, så er jeg bare ligeglad.
Hvis jeg havde haft en mor,
så havde hun sikkert været klog og sagt,
at den der kun er ligeglad, er aldrig glad.
Det passer ikke, jeg kan huske dengang jeg var rigtig glad.
Det’ faktisk ik’ så længe siden.
Og jeg ku’ smile både med det højre og det venstre – og på én gang.
Men nu sidder jeg vist lige mellem de berømte stole. (Fløjten)
Og er ligeglad.
- Klaus Rifbjerg
Flot, men bremsende scenografi
Ved første øjekast er scenografien og kostumerne farverige og flotte.
Pangfarver – se topfotoet – der får tankerne hen på Verner Panton. Scenografien er kasser og huller, trapper og et hamsterhjul i midten. I begyndelsen fungerer Designbureauet Torden og Lynilds (scenografen Sigrid Bennike og designer Sebastian David Tingkær) idé perfekt. Vi forstår samfundets monotone opbygning. Men der er ingen udvikling i scenografien.
Man savner, at kasserne og hullerne begynder at spille med historien, men der sker ingenting. Der løbes, synges, spilles og tales på de samme trapper og fra de samme huller i scenografien under hele forestillingen. Det ender med, at scenografien bliver en dramaturgisk bremse. Det havde været flot, hvis scenografien i takt med, at Annie vælger samfundets firkantede normer og regler fra, havde vist vejen med nye formationer.
Gå-Gå
Jeg har hørt, at digtere taler om frihed
Og det synes jeg ikke er svært at forstå
Hvis de selv har prøvet at sidde i buret
Ved de man drømmer om kun at få lov til at gå.
Gå, gå
Bare ud og gå Gå,
gå Ud på må og få
Tygge på et græsstrå,
sparke til en sten
Lytte til en solsort,
gynge på en gren
Gå, gå Bare ud og gå en tur
Der er nogen, der synes, at de skal bestemme
Om hvad du og jeg skal mene og tro
Men en gang i mellem, så slipper de taget
Så ka’ de nemlig få lov at bli’ hjemme og glo
Jajaja
Gå, gå
Ud og stræk en tå
Gå, gå
Helt ud i det blå
Syng hvad du har lyst til,
skrål dig alt ihjel
Tag en lille pause –
nu er du dig selv
Jajaja
Gå, gå
Bare ud og gå en tur
- Klaus Rifbjerg
Stående bifald til Bent Fabricius-Bjerre
Mens jeg ikke rigtigt har fidus til hverken tekst eller scenografi, så har Bent Fabricius-Bjerre lavet et lydspor der stadig holder. Jeg Sætter Min Har Som Jeg vil, Stilleleg For Voksne, Duerne Flyver, Gå-Gå er for længst optaget i den danske sangskat. Den gode melodi kan ingen tage fra forestillingen, og musikerne Søren Graversen, Anders Birk, Stephan Grabowski og Rene Damsbak leverer lyden samtidig med, at de fungerer som statister.
Sangene til Jeg Er Sgu Min Egen ligger i samme kategori, som Bent Fabricius-Bjerres musik til film som Poeten og Lillemor, Forelsket i København, Bjergkøping Grand Prix, Olsenbanden og Matador. Og hans måske mest berømte nummer Alley Cat.
Bent Fabricius-Bjerre, der efterhånden er 94 år, har lavet mange lydspor til danskernes liv. Det var helt naturligt og fortjent, at han blev hyldet med stående ovationer, da han kom på scenen efter premieren.
Mere aktualitet
Hvorfor kan alting ikke være sådan, som dengang det var før, synger Annie i nummeret En Sæk Af Gode Øjeblikke.
Jeg ville så gerne have, at Jeg Er Sgu Min Egen var en stor sæk fyldt med gode øjeblikke. Det virker, som om instruktøren Niclas Bendixen har kæmpet en brav kamp for at få Rifbjergs tekst til at passe ind i en 2019-kontekst, men desværre hænger forestillingen ikke rigtig sammen.
Jeg sidder tilbage og kan ikke finde ud af, om jeg har set et stykke politisk satire, noget morskabsteater, en musical eller et stykke historieskrivning fra 1967. Jeg savner, at der var blevet taget nogle klare valg i iscenesættelsen. Det var ikke rigtig 2019-relevant på indhold, det var ikke rigtig morsomt, det var mest af alt samfundsrelevant og provokerende anno-1967-agtigt, og ingen af musiknumrene fik for alvor salen til at synge og gynge med.
Jeg savner måske mest noget teater, der tør lidt mere end at lave teater af gamle filmtitler. Lige nu diskuteres regeringens Scenekunstudspil. Dilemmaerne i scenekunsten er til at få øje på. Politikerne kræver publikum til forestillingerne samtidig med, at scenekunsten skal være relevant.
I den forløbne uge har jeg, udover at se Jeg Er Sgu Min Egen, set urpremieren på det politiske stykke Dannebrog på BaggårdTeatret i Svendborg og en helt ny danseforestilling, Caldera, på Corpus på Det Kongelige Teater. De to forestillinger vil noget nyt, de vil undersøge tiden, samfundet og menneskerne. Det er i min optik vedkommende, nødvendig og vigtig scenekunst.
Jeg Er Sgu Min Egen er mere i kategorien hyggelig, nostalgisk og underholdende – gående mod ligegyldig. Og ligegyldig er måske det værste kunst og kultur kan være i en tid med så mange tilbud.
Topfoto: Büro Jantzen, Nørrebros Teater.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her