
TV – Matador er et af danskernes helt store samlingspunkter, og serien er fyldt til randen med et fantastisk persongalleri, gode historier, intriger og uafklarede spørgsmål. En stor del af historien udspiller sig mellem byens førende damer, og deres interne forhold.
“Vi må passe på vore mænd. Det er vores kald.”
Konsulinde Holm er en af Korsbæks førende damer via sit ægteskab med konsulen. Hun er samtidig en af det bedre borgerskabs meget få kvindelige ildsjæle, der som formand for husmoderforeningen arrangerer basarer og skriver breve til bl.a. regeringen og rigsdagen for at få tvungen huslig værnepligt.
Konsulinden er nærmest den eneste af byens førende damer, der har en snert af initiativ, kappestrid og virkelyst, mens eksempelvis Maude og Musse Skjold Hansen ikke tager initiativ til noget som helst, før omverden tvinger dem til det.
Det interne hierarki
“Ja, hvis bare vi kunne nøjes med det.” svarer Maude ved middagsbordet i Den rejsende, efter Vicky Arnesen har fortalt, at Albert skal til at betale hele seks procent i skat af det, han tjener. Et lille smilende svar, der sætter hierarkiet på plads. Varnæs skal betale mere i skat, fordi han tjener flere penge. Byens førende dame har bekræftet sin position.
Gennem det meste af Matador udspiller der sig en kamp damerne imellem om, hvem der er den førende, og hvem der må holdes fra fadet. Vi ser, at Ingeborg træder ind i det øverste lag, da hun ankommer til fernisering i samme pels som Maude, og vi hører, at konsulinden forhindrer Ingeborg i at holde komitémøde, så det i stedet kan blive Maude.
Under de øverste pladser finder vi damer som Musse Skjold Hansen, fru Murermester Jessen samt en samling mere eller mindre ansigtsløse fruer såsom fru Apoteker Strøm.
Derudover må man også medregner damerne Møghe, Ingeborg og Iben, naturligvis den mest førende af dem alle, Baronesse von Rydtger. Sidstnævnte er højt hævet over visitdamernes interne fnidder, selvom hun ifølge Jørgen Varnæs ligner et herregårdsspøgelse.
Interessant er det dog, at baronessen hurtigt bliver gode venner med Skjerns og ses privat med dem, mens den anden fløj med Maude og Konsulinden holdes udenfor serien igennem. Et eksempel på, at den ægte klasse, som baronessen repræsenterer, viser sig ved, at det enkelte mennesker vægtes højere end titler og position.
Virkelige damer
Blandt de mest slående ting ved hierarkiet i Korsbæk er, at anciennitet og etikette er nogle af de mest afgørende aspekter af, om man er fin eller ikke fin. Som Laura forklarer Agnes, så bliver man f.eks. fin, hvis familien har boet i byen i tilstrækkelig mange generationer.
Her finder vi også en af grundene til, at opkomlinge som Skjold Hansens aldrig rigtig kommer op på toppen af kransekagen. De har først og fremmest bygget deres position på flid og dygtighed, ikke på nedarvede penge og privilegier. Musse er datter af en pantelåner og ejendomsspekulant fra Valby, mens det er mere uklart, hvor Viggo egentlig har sit ophav.
De er begge mere rapkæftede og ligefremme end resten af borgerskabet. Musse taler med mad i munden. Hun blev i sin tid gravid som 19-årig ved et uheld, og hun ryger som en skorsten. Da hun gør sit indtog i serien, er Musse en elefant i en glasbutik, som man hele tiden fornemmer, kan komme til at sige noget oprigtigt og ikke følge den uskrevne etikette. Selve symbolet på at de nye tider har overtaget i stedet for de gamle. Skjold Hansens er det nærmeste vi i Matador kommer på gullaschbaroner.
Samtidig symboliserer Musse middelvejen mellem de stridende parter. Hun får det hurtigt fint med Ibens ægteskab med Kristen, og hun lægger generelt ikke bånd på sig selv for at tækkes den verden, hun er endt i. Mens Maude og konsulinden aldrig kunne drømme om at vise deres nye Spirella til hele familien, må de erkende, at Musses position blandt de førende damer er kommet for at blive. Tiderne lader sig ikke ændre.
Den anden side af gaden
“Jeg vil skide på fruen!” Efterhånden som det går op for Agnes, at hun har evner for forretningslivet og kan klare sig selv, begynder hendes ærefrygt og idealisering af borgerskabet også at falme. Hun vasker og opmasker deres gamle strømper og får efterhånden for travlt med sit eget til at slæbe fade for overklassen.
Ikke desto mindre er det først i de sidste episoder, man for alvor kan påstå, at Agnes selv bliver en af byens førende. Fra hun flytter ud af sit værelse i Varnæs’ køkken, er hun først og fremmest en opkomling.
Den slags kender Ingeborg noget til. Hun og Mads har set forretningen blomstre og forgrene sig ud i stadig flere retninger. Ingeborg stiger op af den sociale rangstige, mens hun forbliver tro mod sig selv serien igennem – i hvert fald i sit eget syn på sig selv.
Der er et interessant billede serien igennem, som er Ingeborgs ulyst og foragt for at blive som byens andre damer, hvilket Mads ellers gerne ser. I hendes egen optik er Ingeborg nemlig en ganske anden type. Og det er hun også i starten, hvor hun står i butikken, køber ind hos de rejsende og tager på messer ude i landet.
Men langsomt indhenter virkeligheden hende, og hun sidder som en anden Maude og keder sig i sit store hus med al sin tid og alle de penge, hun ikke ved, hvad hun skal bruge til. Stik modsat konsulinden, der trods alt har lidt ihærdighed og et formandskab at passe, synker Ingeborg hen i afmagt og mangel på initiativ. Det er svært at få alle dage til at gå med at læse Racine og arrangere blomster.
Anderledes initiativrigt går det for sig hos Iben, omend hendes iver og oprør mod kedsomheden har en mere problematisk karakter. Hun rider med Jenny, flirter med Poul Christensen, og drikker sig i hegnet med en samling af Korsbæks mere tvivlsomme karakterer. Hun bliver, som fru Violet siger om Agnete, “aldrig en dame.”
I den ellevte time
Til trods for Korsbæks damers til tider indholdsløse og kedsommelige liv så oplever vi også her udbrud af initiativ, når den ene mere skvattede mand efter den anden ikke magter opgaven.
Maude må køre hr. Stein i sikkerhed i Larsens grisebil, da hverken Stein eller Daniel kan køre bil, hvilket Maude af ukendte grunde kan. Et par år inden da har hun, uden held, besluttet sig for en aften i Ernst Nyborgs seng, men må se sig slået på målstregen af Gitte Graa.
Ingeborg vågner også endelig op fra sin døs, forlader Mads og rejser til Paris, men kaster efter lidt tid håndklædet i ringen og rejser hjem til isenkræmmer-chateauet. I samme ombæring må Musse pludselig klare ærterne derhjemme, efter at Viggo er blevet helt fra snøvsen af sit slagtilfælde.
Interessant nok er det konsulinden, der efter sin mands død trækker sig tilbage, og endda ønsker at overlade formandskabet af husmoderforeningen til Ingeborg, der har afløst hende som konsulinde. Ringen er sluttet.
Foto: DR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.