Annegrethe Rasmussen: Det magtfulde køn

af i Danmark/Featured/Kultur/Politik & Samfund

FEMINISME I DAG – Begge køn er magtfulde i Danmark. Men ikke på samme måde. Og vi feminister må turde se kritisk på både mænd og kvinder. Vi skal også have så højt til loftet, at vi ikke kritiserer de kvinders valg vi ikke forstår eller deler, fordi vi er bange for at komme i seng med de forkerte, skriver Annegrethe Rasmussen.

Jeg er feminist. Jeg er taknemlig for de kvinder og mænd, der gik forrest og kæmpede de nødvendige kampe både i og uden for parlamentet for over 100 år siden. Det er umuligt at forestille sig et Danmark, hvor de to køn ikke er stillet lige for loven, har samme ret til at stemme og lige megen ret til at beklæde et hvilket som helst erhverv, inklusive det som politiker.

Fyordet

At være feminist er imidlertid i vide kredse en omdiskuteret betegnelse. Så kontroversiel, at mange unge mennesker af begge køn i årevis har vægret sig ved at anvende termen om sig selv. Så ugleset, at flere mænd, jeg kender, og som ellers er tilhænger af lige rettigheder og hvis egen praksis både privat og på arbejde er præget af ligestilling, alligevel siger ”nej tak” med eftertryk, når jeg driller dem med at de da er feminister.

Grundene kan være mange, men fælles for dem er en følelse af, at feminisme betyder, at man ønsker at rage fordele til sig – til eget køn. At man vil erstatte patriarkatet med matriarkatet. At vi der er feminister på en eller anden måde nok mener, at kvinder simpelt hen er bedre mennesker end mænd. Mere bløde og søde. Mere storsindede eller rummelige. Bedre til børn. Mere fredelige og lighedsorienterede.

Og vist findes disse forestillinger blandt feminister – og i øvrigt også i resten af samfundet som sådan og paradoksalt nok er det jo netop blandt andet disse forestillinger, der historisk er blevet brugt til at undertrykke kvinderne med.

Vi kan kun le tænderskærende af den slags nonsens, men i virkeligheden er dette argument blot bagsiden af den medalje, hvis forside prædiker historierne om, at vi kvinder skulle være født som en anden type – bedre – mennesker

For hvis der findes sådanne biologiske forskelle mellem kønnene, ligger det lige for også at mene, at der nok er jobs, der ikke passer sig for kvinder. F.eks. dem, hvor der udøves megen magt og skal træffes hurtige og hårde beslutninger.

Ja, man kunne gå endnu videre og konkludere, som man eksempelvis gør i Saudi Arabien, at det er en dårlig ide at kvinder kører bil alene, fordi kvinders særlige natur gør, at der skal en mand til at passe på dem. ”Når kvinder ikke må køre bil alene, er det jo fordi vi sætter kvinderne så højt – modsat i mange andre lande, hvor man er ligeglade med dem” – som jeg så en saudisk politiker argumentere på arabisk TV sidste år. Han mente i ramme alvor, at det var at ære kvinderne, når man krævede med loven i hånden, at disse skulle værnes om, så de f.eks. ikke var alene og kunne overfaldes, hvis de kørte galt i ørkenen og havde brug for at gå til fods efter hjælp.

Vi kan kun le tænderskærende af den slags nonsens, men i virkeligheden er dette argument blot bagsiden af den medalje, hvis forside prædiker historierne om, at vi kvinder skulle være født som en anden type – bedre – mennesker.

Kvinder er ikke bedre mennesker

Lad mig blot slå fast: det er vi ikke. Enhver der har opholdt sig 10 minutter på rene kvindearbejdspladser ved, at bagtalelse, magtkampe og gruppedannelser ikke er udraderede men såre menneskelige egenskaber, der i øvrigt også kan iagttages i enhver skolegård.

Kønnet kan simpelt hen ikke bruges som målestok for menneskelighed. Der findes søde, generøse, hjælpsomme og kærlige mænd og kvinder. Jeg har i hvert fald mødt begge slags. Og såvel kvindelige som mandlige røvhuller

Selv vil jeg efter 50 år på denne jord tillade mig at konkludere, at jeg har mødt tilstrækkeligt med mennesker af begge køn til at konkludere, at kønnet simpelt hen ikke kan bruges som målestok for menneskelighed. Der findes søde, generøse, hjælpsomme og kærlige mænd og kvinder. Jeg har i hvert fald mødt begge slags. Og såvel kvindelige som mandlige røvhuller.

Så er det sagt.

Kønnet er nok definerende for en hulens masse ting. Der er kultur, traditioner og forventninger, roller, normer og personlige levede liv, der gør at vi har en masse til fælles med vores eget køn. Og når det gælder forældreskabet er der bestemt også biologi, hormoner og krop på spil. Men ikke nogen, der retfærdiggør, at et køn skulle være bedre til at passe børn end det andet. Og det at vi har fælles erfaringer som kvinder med hinanden gør os ikke til bedre mennesker. Men det gør, at vi kan tale sammen på en anden måde. Lige som mænd, der taler med mænd, kan danne kønnede fællesskaber, hvor de har det sjovt og dyrker deres maskulinitet, kan vi gøre det samme som kvinder. Og det skal begge køn have lov til at gøre i fred.

Så langt så godt. Alligevel er der en del ting, der både frustrerer og irriterer mig ved den danske ligestillingsdebat.

Den danske andedam fylder det hele

For det første synes jeg, at der er for lidt fokus på international solidaritet. På trods af rædselsvækkende kår for kvinder og piger i en lang række af verdens lande.

Efter at have boet i USA i syv år, må jeg blot konstatere, at på trods af at amerikanske kvinder har langt mere at slås for på hjemmebanen i et land, der f.eks. ikke har så meget som en uges barselsorlov, hvor 80 procent af politikerne i Kongressen er mænd, og hvor en rigtig middelklassemor fortsat kører børn rundt til sportsaktiviteter døgnet rundt, mens hun hænger på rengøring og madlavning som en selvfølgelighed, er det alligevel sådan i USA, at store dele af det amerikanske kvindepolitiske miljø er dybt involveret i aktiviteter til fordel for kvinder i Asien, Afrika og Afghanistan.

Det kan man selvfølgelig også finde i Danmark, og jeg ser ingen modsætninger i at kæmpe kampe både ude og hjemme.

Jeg ærgrer mig i stigende grad over, at man på de indre linjer i det ligestillingsorienterede miljø har så svære kvaler med at vise mere åbenhed, når det gælder kritiske analyser af kvinders egen magtudøvelse

Jeg kender flere brave feminister, der er involveret i kampe, som jeg i min ungdom ville have kaldt ”international solidaritet” men ikke desto mindre har hovedparten af kønsdiskussioner i Danmark det med at ende i banale skyttegravskrige mellem os og ”dem.” Mændene altså. Og især de kvinder, der ikke er enige med os.

Hvor er kritikken af kvinders magt?

For det andet ærgrer jeg mig i stigende grad over, at man på de indre linjer i det ligestillingsorienterede miljø har så svære kvaler med at vise mere åbenhed, når det gælder kritiske analyser af kvinders egen magtudøvelse.

Det ærgrer mig ikke, fordi jeg synes diskussionen er færdig, fordi vi f.eks. ”har ligestilling i Danmark”; eller fordi der ikke findes sexisme eller overgreb mod kvinder. Det gør der. Og det skal vi kæmpe mod. Nej, jeg ærgrer mig mest, fordi jeg tror vi feminister ville stå stærkere, hvis vi var mere åbne over for kritik og ikke altid havde paraderne oppe fra starten.

Og fordi jeg dertil heller ikke mener, at den klassiske positionering af os kvinder som svage eller som ofre – der ofte artikuleres af de danske ligestillingsfortalere uanset om det handler om vold i hjemmet, hverdagssexisme eller den skæve fordeling af magtfulde jobs – som sagt er gavnlig for vort køn.

Af nogenlunde samme grund fatter jeg i øvrigt heller ikke den danske debat om barsel. For mig er problemstillingen uhyre simpel: seks måneder til hvert køn. Total ligestilling og ikke noget med at kvinden partout skal sidde på det hele. Og ikke noget med særlig kønnede kvoter. Mor tager sin del, far tager sin. Eftersom barnet åbenlyst betaler prisen, hvis en af forældrene ikke vil være med, skal de fleste forældre, der elsker deres små guldklumper, nok meget hurtigt selv finde ud af den sag.

Tilbage til det med magten. En af hovedårsagerne til, at vi feminister ikke ser ud til at have den store appetit på diskussionen om, hvor kvinder udøver magt – hvilket vi gør i dagens Danmark uanset om vi taler om familiesammenhænge, på arbejdspladser, i uddannelsessystemet eller i politik – er angsten for at havne “i seng med de forkerte” og dermed give ammunition til fjenden, de misogyne røster.

Det er ikke en ubegrundet frygt, men historisk er det en taber-strategi. Der giver klare minder om (velfærds)statskritikken i starten af 1970’erne og 80’erne, som venstrefløjen tabte på gulvet og uantastet overlod til de borgerlige, selv om hele decentraliserings- og selvforvaltningstanken stod stærkt i både VS (Venstresocialisterne, hvor jeg selv var medlem fra 1983-86) og SF.  Bevares, der fandtes godt nok en lille klike kapitallogikere, der i lukkede universitetsmiljøer formulerede skarpe analyser af den på mange måder tunge og klientskabende, socialdemokratiske formynderstat.

Og således endte venstrefløjen på trods af ønsket fra den anti-autoritære fløj om det modsatte med at stå med aben. Mens højrefløjen gratis hyldede det frie individ – og friheden som begreb i det hele taget, uanset at forestillingen om en stærk og myndig borger lige så godt kunne være kommet fra venstrefløjen

Men i den praktiske politik kunne vælgerne ikke finde venstrefløjens statskritik nogen steder; tværtom så det ud som om den bløde parlamentariske venstrefløj ikke kunne få nok af bureaukrati og deraf følgende umyndiggørelse af det stærke og selvberoende individ, der ellers historisk havde spillet en betydelig rolle for både SF’ere og Socialdemokrater.

At det i øvrigt også gjaldt Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), hvor man af indlysende grunde ikke så noget dårligt i ideen om en magtfuld stat, var klart. Nej venstrefløjen ville trods alt altid hellere have socialdemokraterne end de borgerlige ved magten, så man holdt sin kæft med kritikken af den voksende velfærdsstats klientskabende sider.

Og således endte venstrefløjen på trods af ønsket fra den anti-autoritære fløj om det modsatte med at stå med aben. Mens højrefløjen gratis hyldede det frie individ – og friheden som begreb i det hele taget, uanset at forestillingen om en stærk og myndig borger lige så godt kunne være kommet fra venstrefløjen.

En arv fra 1970’erne og 1980’erne, som vi i dag ser forvaltet i form af det oprør, der er iscenesat i miljøet rundt omkring Liberal Alliance. Og som fortsat i dag er en af de klare forhindringer for at genvinde regeringsmagten ved det kommende valg. Det er ikke tilfældigt, at LA står relativt stærkt blandt de unge vælgere.

Berøringsangsten hos feministerne minder mig også om det gamle indvandrings-tabu. Der som bekendt er totalt forsvundet og i dag er fortærsket og forsvundet i den danske debat og i den grad afløst af det modsatte, men som ikke desto mindre forbliver et historisk prima eksempel på, at en gruppe – i dette tilfælde venstrefløjen og stort set hele det intellektuelle Danmark – i alt for lang nægtede at diskutere et problem fordi der var et ønske om ikke at bistå en gryende populistisk og ikke stueren højrefløj.

Kampen mod islamismen burde være en af den venstreorienterede feminismes mærkesager. Parallellen til ligestillingsdebatten er for mig at se klar: Hvis man nægter at se en del af virkeligheden i øjnene, taber man diskussionen

Hvorefter vi som bekendt i dag er endt med at Dansk Folkeparti har monopoliseret kritikken i første omgang og i årevis har kunnet se resten af partierne halse uskønt bagefter og give den fuld skrue.

Radikal islam og venstrefløjen

En tredje tabersag for den samlede venstrefløj og endnu en pind til genvælgelsesprojektets ligkiste er venstrefløjens anden lammelse i 1990’erne og starten af dette årtusinde, når det gælder afstandtagen til den radikaliserede del af islam, der har gjort, at borgerlige røster ofte fører an i debatten når det gælder historisk venstreorienterede mærkesager: som forsvaret for homoseksuelles rettigheder, kampen mod æresdrab og beskyttelsen af udsatte indvandrerkvinder. Dette er for mig næsten ikke til at bære.

Kampen mod islamismen burde være en af den venstreorienterede feminismes mærkesager.

Parallellen til ligestillingsdebatten er for mig at se klar: Hvis man nægter at se en del af virkeligheden i øjnene, taber man diskussionen. Og vi har forsømt magtkritikken i de feministiske miljøer.

For ligestilling handler ikke udelukkende om kvinder. Men om at sørge for at alle mennesker har lige muligheder og lige borgerrettigheder.

Som forfatter, journalist og feminist Pia Friis Laneth udmærket har formuleret det, har der gennem historien været tre forskellige argumenter for kvinders deltagelse i samfundslivet, nemlig et ’retfærdighedsargument’ der centrerer sig om kravet om ens rettigheder for loven, som borger i et samfund.

Et andet, der handler om at kvinder har andre – og bedre – værdier end mænd og besidder særlige, kvindelige kvalifikationer. Eller at vi for det tredje har særlige interesser, fordi vi er kvinder. Pia Fris Laneth har brugt eksemplet om, at kvinder har en bedre forståelse for deres køns særinteresser og for eksempel prioriterer daginstitutioner højere end nye motorveje.

De stærke kvinder – de svage mænd

Jeg er som nævnt lige som hun på det første hold. Jeg abonnerer ikke på, at vi fra naturens hånd er mere renfærdige mennesker end mændene. Men nok at vi kvinder typisk benytter os af andre metoder end fysisk vold, når vi udøver magt. Det er der gode grunde til. Dels i form af forskelle i fysisk styrke, dels grundet opdragelse, normer og kultur.

Derfor er det for eksempel heller ikke forkert – selv om hun er persona non grata i danske feministkredse – når en debattør som Agnete Selsing, der slår sine oftest meget højtråbende folder i Berlingske, peger på, at danske kvinder på flere parametre står bedre rustet i dagens danske samfund

Derfor er det for eksempel heller ikke forkert – selv om hun er persona non grata i danske feministkredse – når en debattør som Agnete Selsing, der slår sine oftest meget højtråbende folder i Berlingske, peger på, at danske kvinder på flere parametre står bedre rustet i dagens danske samfund.

Vi er gennemsnitligt ”bedre uddannet, stærkere til at passe på vort helbred og ikke lige så socialt udsatte. Mens nutidsmanden kommer dårligere gennem uddannelsessystemet, lever kortere og har en langt højere risiko for eksempelvis at ende som hjemløs,” som hun skrev i Berlingske i november.

En pointe som forkvinden for Dansk Kvindesamfund, Lisa Holmfjord, i øvrigt også pegede på da hun i december 2104 skrev en fin opfordring i samme avis om, at de danske kvindesagsorganisationer i året for kvindernes valgret, burde se nærmere på de områder i samfundet, hvor mændene står svagest.

Klassekamp er ikke altid kvindekamp

Den debat skal vi ikke være bange for at tage som feminister. Og her er der ikke blot køn men også klasse på spil. Hvem siger, at det ofte fremførte krav om bestyrelsesposter til ressourcestærke kvinder deles som prioritet af kvinder på bunden af samfundet? Eller at mænd på den samme bund ikke er en svagere gruppe end kvinder med en længerevarende uddannelse og et godt job.

Bemærk her venligst, at den nuancering eller påpegning ikke gør kravet om ligestilling i bestyrelser – som jeg selv går varmt ind for – forkert.

Vi skal indse, at feminismen af nogle mænd vil blive set som en lang traven rundt i veluddannede, venstreorienterede, storbykvinder med hel – og halvlange uddannelser, som har travlt med at se ned på dårligere uddannede og lettere primitive ”tabermænd”

Eller at vi der går op i den sag, ikke skal blive ved med at pege på den. Men det betyder, at vi skal være åbne for en diskussion af, at andre kvinder måske vil prioritere andre krav højere. Eller at mænd i et klasseperspektiv godt kan være ”mere undertrykte” om man vil.

Og vi skal endelig indse, at feminismen af nogle mænd vil blive set som en lang traven rundt i veluddannede, venstreorienterede, storbykvinder med hel – og halvlange uddannelser, som har travlt med at se ned på dårligere uddannede og lettere primitive ”tabermænd.”

Det bør vi også tage alvorligt og ikke bare afvise som fordomme og plat misogyni.

Tabermændene

Et sidste tabu er social eksklusion af mænd – f.eks. i personlige tragedier om forældremyndighed, hvor ingen af kønnene har noget at lade det andet at høre, når først kampen kører af sporet.

Kvinder er ofte – og igen er der både opdragelse, kultur og normer på spil – bedre til at sige noget mindre pænt men på en måde, så man ikke kommer i karambolage med den offentlige.

Også her kan man henvise til Selsing (hvis egen brutale stil i øvrigt nok får mange til ikke at ønske at gå i dialog med hende) der i den førnævnte artikel kalder de danske ”dameblogs” for ”en mudderpøl af parfumerede perfiditeter, hvor tilsviningerne er subtile og kvindagtige uanset om målet er mænd eller kvinder, der ikke lever op til feministernes venstrefløjsnormer.”

Selv har jeg haft svært ved at finde frem til disse hadfyldte amazoner – det er efter min mening noget nemmere at finde had på blogs som Uriasposten og 180Grader, når snakken falder på køn – men derved siger jeg ikke, at Selsing ikke kan have en pointe.

Hun mener netop, at det er nemt at finde de frådende, brutale kvindehadere på nettet, men jeg kunne nu alligevel godt have tænkt mig nogle eksempler på de subtilt perfide akademikertyper fra venstrefløjen, som hun taler om. Der var ikke nogen af dem i kronikken i Berlingske.

Hvad har vi andre at være bange for? Ingenting. Og vi har ikke råd til at forsømme magtkritikken. Vi skal være de første til at pege på, at der ikke er en ”rigtig” måde at lære på, og at begge køn skal have gode muligheder i folkeskolen

Men som sagt; pointen finder jeg ikke desto mindre valid og i hvert fald værdig til diskussion frem for rungende tavshed (der er det, der altid bliver hende og andre i samme liga til del) og det ærgrer mig, at det skal være en erklæret anti-feminist fra den mørkeblå fløj, der får lov at monopolisere denne del af kønskritikken.

For hvad har vi andre at være bange for? Ingenting. Og vi har ikke råd til at forsømme magtkritikken. Vi skal være de første til at pege på, at der ikke er en ”rigtig” måde at lære på, og at begge køn skal have gode muligheder i folkeskolen. Jeg tror i øvrigt ikke på, at den mærkværdige danske debat, der udspillede sig i 2015 om det uretfærdige i at ”de stille, artige piger” har sat sig på gymnasieskolen er dækkende. Men det er ikke en, jeg har set danske feminister tage op.

Lad være med at skælde ud på hjemmegående

For det fjerde har jeg også været træt af at min generation af feminister – os der er i 40’rne og 50’erne – i 1990’erne var så hurtigt ude med riven i kritikken af de udskældte ”husmødre” og mødre i det hele taget.

Vi glemte, synes jeg, på bedste selvoptagede (og typisk ungdommelige) vis at forstå, at vi ikke var de første kvinder i verden, der ”jonglerede mange bolde på en gang” men at vi selv stod på skuldrene af de tidligere generationers kampe og erfaringer. Som en af mine amerikanske yndlingsforfattere, den Pulitzer-vindende Anna Quindlen siger i sin bog, Lots of Candles, Plenty of Cake:

”I takt med lovprisningerne af de naturlige fødsler og opdragelse uden fysisk vold, seksualundervisning og ligestilling fik vi antydet, at vore egne mødre var håbløst bagud. Vi plantede os i deres stuer og holdt foredrag om, at ’bryst er bedst’, at Lamazes åndedrætsteknikker virkede og hvorfor det kunne betale sig at læse historier for ufødte babyer. Hvor var vi heldige, at vore mødre, bedstemødre og tanter ikke svarede ’piger, stig nu lidt ned fra hesten’ …. vi fik lov til at føle os udvalgte og specielle. Den første generation i verden, der havde regnet det hele ud.”

Kagen skal altid skæres anderledes af nye generationer. Sådan må det være

Og videre: ”Samtidig foragtede min generation af veluddannede kvinder ofte de jobs, som vore medsøstre havde beklædt i generationer. Sundhedsvidenskab handlede om at blive læge, ikke sygeplejerske. En uddannelse skulle lede til en universitetsstilling, ikke til at blive folkeskolelærer. Vi var interesserede i at have vores egen sekretær, ikke at ende som en.”

Det kan lyde som om Quindlen bare er ude på at skælde ud på sine samtidige medsøstre, men det er hun ikke. Hun er ude på at fortælle, hvordan kagen altid skæres anderledes af nye generationer. Og at det må være sådan.

At vælge sine kampe med omhu

Sluttelig er der også andre kønsdiskussioner, som fylder godt op i det danske, som jeg gerne vil nævne. F.eks. hverdagssexisme, amning og kvinde/krop-billeder i reklamer.  Personligt vil jeg forsvare retten til at amme over alt til min dødsdag Og jeg har intet at udsige mod mine med-feminister, som føler sig stødt af reklamer på busser med bare bryster eller går ind i debatten om tilråb på gaden.

Men man kan ikke alt. Man må prioritere sine kampe og jeg står et andet sted. Så med hensyn til reklamer vil jeg hellere have flere nøgne mænd på plakaten end forbud mod bare damekroppe.

Lige som jeg heller ikke blev fornærmet over den frække rumforskers kiksede skjorte da kometen landede sidst i 2014, men i stedet skyndte mig at bestille en skjorte til mig selv med halvnøgne, veltrænede brandmænd hjem over nettet fra Hawaii.

Der er – som en af mine tidligere kvindelige avischefer skrev på sin Facebook-side – mere magt over ”det traditionelle jakkesæt”, som hun hellere ville kritisere, end over en skjorte med bikinier og bryster.

Piften og flirt på gaden mener jeg faktisk øger såvel shoppe- som gå-i-byen-kvaliteten. Mens sexchikane og ubehagelige overgreb hører hjemme hos politiet. Og gerningsmændene i fængsel

Jeg glæder mig til at tage min mandeskjorte med halvt påklædte muskelmænd på ved lejlighed når jeg næste gang skal deltage i et arrangement om politik. Og hvad angår tilråb ville jeg sætte pris på nogle flere, ærligt talt, af de velmenende altså. Piften og flirt på gaden mener jeg faktisk øger såvel shoppe- som gå-i-byen-kvaliteten. Mens sexchikane og ubehagelige overgreb hører hjemme hos politiet. Og gerningsmændene i fængsel.

Mit fromme håb er, at 2015 ikke bare bliver et jubilæumsår, der fejrer fremskridt for kvinderne, men også bliver det år, hvor vi i Danmark for alvor kommer ud af de trættende, kønnede skyttegrave og mere frit bliver i stand til at forholde os til magt og afmagt, hvor det end udøves og uanset, hvilket køn, der benytter sig af fine eller mindre fine metoder.

Artiklen er en opdateret og ganske let tilrettet version af mit bidrag til Dansk Kvindesamfunds jubilæumsbog om 100-året for grundlovsændringen i 1915, der bl.a. gav kvinder stemmeret ved nationale valg. Bogen med titlen ”Stemmer – et samtidsblik på køn og feminisme, kan bl.a. købes her.

Dansk Kvindesamfunds jubilæumsbog om 100-året for grundlovsændringen i 1915, der bl.a. gav kvinder stemmeret ved nationale valg: ”Stemmer - et samtidsblik på køn og feminisme
Dansk Kvindesamfunds jubilæumsbog ”Stemmer – et samtidsblik på køn og feminisme

 

Topfoto: Screenshot – Femølejr – officiel plakat 1977

 Holder du af det jeg skriver? POV betaler ikke sine skribenter, men du kan give et tilskud til mig på min Mobile Pay. Donér, hvad du selv synes, er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Mit Mobile Pay nummer er: 93 85 05 85

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Danmark

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er