AFGHANISTAN // KVINDEUNDERTRYKKELSE – Kampvogne patruljerer igen Kabuls gader, efter at Taliban-styret har forbudt kvindelige studerende ved universiteter i hele landet. Overalt reagerer studerende kraftigt på forbuddet, kan Globalnyt berette på baggrund af oplysninger fra Afghanistan. Af sikkerhedsgrunde oplyser vi ikke noget om vores kilder.
I slutningen af december prøvede kvindelige studerende forgæves at komme ind på universiteterne, og overalt i Kabuls gader hørtes gråd. I byen Jalalabad har en kvindelig studerende begået selvmord og selv filmet sin død. Flere mandlige studerende har forladt deres eksaminer i protest, og på Kabul universitet har professorer og undervisere sagt deres stillinger op.
Det sker som følge af, at Taliban-ministeren for videregående uddannelser den 20. december udstedte et nationalt dekret om at forbyde kvinder at blive optaget eller modtage undervisning på landets private samt offentlige universiteter.
Universitetsforbuddet opfattes som et frontalangreb på kvinders adgang til skoleinstitutionerne og har skabt så voldsomt røre i landet, at Taliban har indsat militæret omkring universiteterne for at forhindre en national opstand mod universitetsforbuddet. Adskillige demonstranter er efter sigende anholdt, og FN har skarpt fordømt forbuddet og opfordrer Taliban til straks at ophæve det.
Men blot en dag efter universitetsforbuddets virkning viste forbuddet sig at være meget mere omfattende, end det fremgik. Det er nærmest en total national fratagelse af kvindernes adgang til skoleinstitutionerne generelt. Piger bliver nu også holdt ude af skolerne.
Holdes væk og nede med magt
Militærkøretøjer, specialstyrker og efterretningsagenter har omringet indgangen til Kabuls universitet. Medierne bliver holdt væk, og journalister bliver anholdt, får smadret deres kameraudstyr eller bliver eskorteret væk af bevæbnede Taliban-krigere, når de forsøger at rapportere eller komme i tale med de kvindelige universitetsstuderende, som er blevet nægtet adgang til undervisningslokalerne.
På trods af forbuddet havde kvindelige universitetsstuderende alligevel valgt at møde op foran Kabuls universitet for at få deres planlagte undervisning, og nogle var endda lykkedes med at komme ind i undervisningslokalerne på trods af talibanernes militær foran alle indgange til universitetet. Men kvinderne blev hurtigt gennet ud af undervisningslokalerne af politi med løftede stave.
De afghanske kvinder opfatter skoleforbuddet som et dødsstød for håbet om kvinders ligestilling i landet. De føler sig svigtet af Vestens tilbagetrækning fra Afghanistan og efterfølgende politiske tilnærmelser til Taliban
I stedet begyndte de kvindelige universitetsstuderende at filme og dele den kaotiske situation på de sociale medier. Dette fik Taliban til at kalde på forstærkning, begrænse internetadgangen, lukke gaderne omkring universitetet og forbyde landets tv-stationer at dække eller tale om skoleforbuddet og situationen omkring universitetet.
”Vi vidste godt, det her ville ske, vi vidste, at et skoleforbud for pigerne ville medføre kritik af befolkningen og verden, det er den militære tilstedeværelse et symbol på,” siger en anonym talibankriger til en af Globalnyts kilder.
Ifølge talibankrigeren har talibanernes forskellige sikkerhedsorganer, siden de blev briefet om skoleforbuddet, forsøgt at argumentere imod forbuddet: ”Alle sikkerhedstjenesterne blev briefet om skoleforbuddet for to måneder siden, og siden har forskellige ministre, embedsfolk og sikkerhedspersonale forsøgt at argumentere for pigernes adgang til landets uddannelsesinstitutioner.”
At forbuddet alligevel er blevet en realitet, opfatter den anonyme talibankriger som et sammenstød mellem regimets politiske fløje: ”Skoleforbuddet illustrerer, at Talibans konservative fløj har vundet første slag på trods af interne protester, men kampen fortsætter,” siger han, inden han afbryder samtalen af frygt for at blive set eller hørt af andre.
”Død over europæiske og amerikanske politikere”
Globalnyts kilder har sat stort ind for at tale med afghanske kvinder og især kvindelige universitetsstuderende for at høre deres reaktion på skoleforbuddet. En gruppe af dem krammer og trøster hinanden.
21-årige Fatima siger grædende: ”Død over de europæiske og amerikanske politikere, der har frembragt denne smerte i os kvinder.”
De afghanske kvinder opfatter skoleforbuddet som et dødsstød for håbet om kvinders ligestilling i landet. De føler sig svigtet af Vestens tilbagetrækning fra Afghanistan og efterfølgende politiske tilnærmelser til Taliban.
”Jeg har lyst til at rive mit ansigt i stykker, jeg vil hellere have, at talibanerne giver os et direkte nakkeskud frem for at kvæle os langsomt. Talibanerne har ingen planer om at respektere vores rettigheder,” siger den 24-årige Sara, der leder efter sin lillesøster på den dag, hvor hun skulle have været til sin afslutningseksamen.
Totalforbud for kvindernes ret til skoleadgang
Det er dog ikke kun kvindelige universitetsstuderende, der ikke længere har mulighed for at vende tilbage til universitetslokalerne. For det viser sig, at stærkt bevæbnede talibankrigere har sendt folkeskolepiger mellem 1. og 7. klassetrin hjem med beskeden om, at de ikke længere må møde op på skolerne.
”Jeg var i færd med at undervise pigerne, da talibankrigere med AK47’ere over skulderen kom ind i klasseværelset, sendte pigerne hjem og fortalte mig, at skolen fremover var lukket for folkeskolepiger samt kvindelige undervisere. Og selvom jeg fortalte dem, at de nye restriktioner kun omfattede universiteterne, sagde krigerne, at det gjaldt alle former for skoleinstitutioner.” Sådan siger en anonym kvindelig folkeskoleunderviser til Globalnyt.
Denne artikel er oprindeligt bragt i Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten. Globalnyt er et uafhængigt medie, der beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål og forhold i verdens fattige lande.
Læs mere om Afghanistan i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her