LGBTQ // REPORTAGE – Israel er på godt og ondt en del af Mellemøsten, og det israelske samfund er præget af konservatisme og tradition. Tel Aviv er en del af den israelske virkelighed, byens borgere aftjener værnepligt som alle andre og er en del af konflikten, men ikke desto mindre har byen overskud til at være anderledes. Det er ikke uden grund, at mange israelere taler om Medinat Tel Aviv – Staten Tel Aviv. For på mange måder er byen en boble, hvor man lever sit helt eget liv, og det gælder ikke mindst byens indstilling til bøsser og lesbiske.
TEL AVIV – Nogle år tilbage var Sheinkin et af de mest hippe steder i Tel Aviv. I dag har de seneste trends flyttet sig andre steder hen i storbyen, men ånden fra dengang hænger stadig ved den lille sidegade. De fleste af fortovscafeerne ligger der fortsat, og det er et godt sted at sætte sig, hvis man vil betragte byens alternative pluralisme og subkulturer i alle afskygninger.
Det udbredte frisind, man finder i Tel Aviv er derfor heller ikke nogen ubetinget solstrålehistorie, men resultatet af en sej kamp, og en vilje blandt byens borgere til at handle på trods
Det interessante ved Sheinkin er, at netop dette kvarter også er hjem for en lille, men meget synlig befolkning af ultraortodokse jøder. Lige om hjørnet ligger der en hassidisk pigeskole og i selve Sheinkin finder man en stor synagoge. I den stridbare mellemøstlige kultur burde dette være oplagt konfliktstof, men netop Sheinkin har gennem årene stået som eksempel på en usædvanlig sameksistens. Der er eksempelvis en stiltiende aftale om, at cafeerne skruer ned for musikken i gudstjenestetiden, og til gengæld accepterer de ultraortodokse borgere det ugudelige liv omkring sig, og ingen tager sig tilsyneladende af, at der også hænger en del regnbueflag i gaden.
Pride er årets største event
Tel Aviv er på mange måder et paradoks. Det israelske samfund er konservativt efter normal vestlig målestok, og landet har kun med korte mellemrum oplevet at have en regering uden deltagelse af ortodokse partier. Det udbredte frisind, man finder i Tel Aviv er derfor heller ikke nogen ubetinget solstrålehistorie, men resultatet af en sej kamp, og en vilje blandt byens borgere til at handle på trods.
LGBTQ-rettigheder er nok et af de bedste eksempler på dette. Hver sommer afholdes Tel Aviv Pride, som uden sammenligning er årets største event i byen, og selv om det i år var underlagt begrænsninger og de mange udenlandske besøgende stort set manglede som følge af indrejserestriktioner og karantæneregler, var der til selve paraden godt på den anden side af 100.000 deltagere.
På normale år kommer der omkring tre gange så mange. På det kommunale turistbureau ligger der året rundt brochurer og pamfletter fremme om ”Pink Tel Aviv”, og på stedet bryster man sig af, at byen globalt set er et af de populæreste rejsemål for dette særlige turismesegment – samt en god indtægtskilde for byens hoteller og restauranter, når tiderne er normale.
Hele stemningen i byen har således gjort Tel Aviv til et fristed for LGBTQ. Det er en offentlig hemmelighed, at der i gaderne omkring Sheinkin lever en lille gruppe homoseksuelle palæstinensere, hvis tilstedeværelse bystyret holder hånden over
På landsplan har Tel Aviv i årevis været som en magnet for progressivitet og et sted, hvor det er både muligt og accepteret at bryde med normerne. På en helt anden led kan det illustreres ved at omkring 6 pct. af byens befolkning definerer sig selv som veganere, hvilket er den højeste andel for nogen storby i den vestlige verden. Når den israelske venstrefløj kalder til demonstration, forgår det som oftest i Tel Aviv, og helst foran rådhuset på Rabin-pladsen, som har navn efter premierminister, Yitzhak Rabin, der blev attentatmyrdet af en religiøs højreekstremist i november 1995 – efter en stor fredsdemonstration.
Hele stemningen i byen har således gjort Tel Aviv til et fristed for LGBTQ. Det er en offentlig hemmelighed, at der i gaderne omkring Sheinkin lever en lille gruppe homoseksuelle palæstinensere, hvis tilstedeværelse bystyret holder hånden over, fordi der er god grund til at tro, at deres liv er i fare på Vestbredden. Det hedder sig også, at Tel Aviv var den første by i verden, hvor der blev etableret et center med aids-klinik, rådgivning og sociale aktiviteter, som er hundrede procent finansieret af kommunen.
Borgerskabet i Tel Aviv
Men hvorfor al denne tilsyneladende progressivitet? Det hjælper på forståelsen, hvis man tager et historisk tilbageblik. Da Israel blev grundlagt i 1948 var landet præget af en karsk socialisme. Af de tre millioner jøder der fra 1880’erne og frem til 1948 udvandrede fra Europa, var det kun et par procent, der valgte at slå sig ned i Palæstina. Og af denne beskedne gruppe kunne en betragtelig del ikke klare mosten i det barske nybyggersamfund, så de fortsatte som det store flertal til Nordamerika.
De socialistiske jøder, der kom til landet i første del af det 20. århundrede, var sporet ind på at skabe en ny identitet. Det jødiske folk skulle have en arbejderklasse, på linje med andre folk, og dette skulle danne grundlaget for en ny national identitet. David Ben Gurion, der senere blev Israels første premierminister, var blandt de toneangivende ledere, og efter hans opfattelse var der ingen plads til individet. Alt drejede sig om den kollektive indsats og de fælles mål, og det levnede meget ringe plads til andre opfattelser.
Dog indtraf der en parallel udvikling. Op gennem 1930’erne flygtede et stort antal navnlig tyske jøder fra de nazistiske forfølgelser, og en stor del af disse mennesker tilhørte det veluddannede borgerskab. De var ikke socialister, og da de kom til Palæstina ønskede de mest af alt at genopbygge den intellektuelle kultur, som de kendte fra de europæiske storbyer. Det kom til at ske i Tel Aviv, som derfor fik cafeer og litterære saloner, hvor tidens kulturelle strømninger blev diskuteret til ud på de små timer.
”Dette var nok med til at lægge grunden for den åbenhed og internationale orientering, som stadig kendetegner Tel Aviv,” siger Michael Manekin, der er vokset op i et konservativt religiøst miljø i Jerusalem og nu befinder sig på Israels aktivistiske fredsfløj.
Hans bedsteforældre var blandt 1930’ernes flygtninge. De kom fra Frankfurt, og som hassidiske jøder havde de svært ved at falde ind i tidens socialistiske og stærkt sekulære omgivelser. Ad forskellige omveje fandt de imidlertid til rette i Tel Aviv, hvor pluralismen herskede.
POV har tidligere talt med Mike Hammer, som er født og opvokset i kvarteret omkring Sheinkin, og som har en lignende oplevelse af byen førhen.
”I vores familie var vi stærkt sekulære, og vores naboer var ultraortodokse, men vi levede i fred med hinanden,” lyder det fra Hammer. ”Selv da jeg i en tidlig alder blev bevidst om min egen homoseksualitet, blev det ikke betragtet som noget større problem.”
Messianismen
Året 1967 blev et dramatisk vendepunkt i Israels samfundsmæssige udvikling. I løbet af seks dages krig i juni det år, erobrede Israel blandt andet Vestbredden og Gazastriben. Ved den lejlighed blev Israel til en besættelsesmagt, men store dele af den israelske befolkning oplevede det som noget af et mirakel, at landet havde overlevet krigen.
I den nationalreligiøse del af befolkningen var krigens resultat dog ikke bare et mirakel, men et guddommeligt af slagsen. For Israel havde ikke bare overlevet – gennem krigen var Israel kommet i besiddelse af Judæa og Samaria, som Vestbredden også hedder, og ifølge den bibelske tradition er dette jødernes egentlige hjemland. I disse kredse kom krigen derfor til at stå som indgangen til messianske tider.
Jerusalem har 3000 års historie på bagen, og religion og tradition er en stor del af byens identitet. Overfor dette står Tel Aviv, som er ung (grundlagt i 1909) sekulær og dynamisk
”Krigen i 1967 førte Israel i to forskellige retninger,” fortæller Michael Manekin. ”En del af landet rykkede tættere på religionen, mens andre israelere benyttede det store økonomiske opsving efter krigen til at rejse ud og opleve verden. Den del af Israel åbnede sig for den moderne verden, kan man sige, og det førte til at sekulære værdier i vestlig forstand blev mere synlige.”
Her opstod en del af den splittelse, som har sat sig dybe spor i det israelske samfund. Lidt stereotypt ser mange denne splittelse aftegnet i forskellen mellem Jerusalem og Tel Aviv. I hvert fald har Jerusalem 3000 års historie på bagen, og religion og tradition er en stor del af byens identitet. Overfor dette står Tel Aviv, som er ung (grundlagt i 1909) sekulær og dynamisk. En anden kontrast består i at Jerusalem er landets fattigste kommune, mens Tel Aviv er den rigeste.
Progressiv af nødvendighed
”Denne forskel er kun blevet mere markant med årene, og den ses meget tydeligt, når det kommer til LGBTQ,” siger Vered, et fremtrædende medlem af Aguda, den israelske organisation for bøsser og lesbiske.
Hun ser også eksemplet fra Sheinkin som et godt eksempel på den accept og sameksistens, som eksisterer i Tel Aviv. Men samtidig advarer hun mod at generalisere, for Tel Aviv er forsat en del af resten af Israel, og i selve byen er det heller ikke usædvanligt at opleve homofobiske episoder. Hun peger på angrebet på Bar Noar, en ungdomsklub som Aguda driver i byen, hvor en stadig uidentificeret person i 2009 åbnede ild og dræbte en 17-årig kvinde og en 26-årig mand.
”Både på baggrund af dette angreb og den generelle holdning i landet vil jeg betragte Tel Avivs udbredte støtte til LGBTQ som en slags handling på trods,” tilføjer Vered.
Denne adfærd ser man faktisk på en lang række områder, og generelt set beskriver Vered det som en trang til at danne modvægt til den religiøse påvirkning, som Jerusalem står for. Ligesom det er et behov for at udleve en følelse af frihed, som det tit kan være svært at finde.
Det klassiske eksempel er byens forhold til lukkeloven. Sådan en har Israel på lige linje med andre lande, og det er bredt accepteret, at den eksisterer af hensyn til de butiksansatte. Men når det står i loven, at alle butikker om fredagen skal lukke senest tre timer før begyndelsen på sabbatten, den ugentlige jødiske helligdag, ser mange det som et diktat fra de ortodokse rabbinere.
Blot 60 kilometer borte synes Jerusalem således at befinde sig et helt andet sted. I byen afholdes også en årlig Pride Parade, men den er langt mindre og finder sted under massiv politibeskyttelse
Derfor er der i Tel Aviv stor opbakning bag døgnkioskkæden AM/PM, der bevidst bryder lukkeloven ved at holde åbent om lørdagen. ’At købe ind i Tel Aviv’ er en politisk handling, hører man ofte folk i byen sige, og det er en kendt sag at døgnkioskerne har halvdelen af den ugentlige omsætning om lørdagen – selv om folk sagtens kunne købe deres mælk og cigaretter på en almindelig onsdag.
”Højesteret har et par gange pålagt bystyret i Tel Aviv at sørge for at lukkeloven bliver overholdt, men bystyret trækker sagen i langdrag. Politikerne ved godt, at borgerne ønsker deres døgnkiosker, så der er ikke politisk vilje til at tage skridtet,” smiler Vered.
De ultraortodokse i opposition
Dette afspejler den kamp, byen således også står midt i. Blot 60 kilometer borte synes Jerusalem således at befinde sig et helt andet sted. I byen afholdes også en årlig Pride Parade, men den er langt mindre og finder sted under massiv politibeskyttelse. Men i 2005 trængte en ultraortodoks mand gennem afspærringerne, knivdræbte en 16-årig kvindelig deltager og sårede seks andre før han blev pågrebet.
Her ligger altså en anden del af den israelske virkelighed. Den handler om, at mens frisindet har bredt sig i Tel Aviv, er udviklingen nærmest gået den modsatte vej gennem mange går med nationalkonservative regeringer med ultraortodokse støttepartier. I 2018 gennemførte den daværende regering under premierminister Benjamin Netanyahu den såkaldte nationalstatslov, der definerer Israel som en jødisk stat og som blev kritiseret for at gøre landets ikke-jødiske indbyggere til en slags andenrangs borgere.
Men fordi denne lov vakte så stor opsigt, lagde de færreste mærke til, at regeringen samtidig fik gennemtrumfet en lov, der gjorde det umuligt for to mænd at stifte familie ved hjælp af rugemødre i udlandet. Og debatten om at indføre borgerlig vielse og dermed også mulighed for ægteskab mellem to personer af samme køn, har også stået i stampe.
Måske er der håb, og i mellemtiden har vi Tel Aviv som pejlemærke
Bag de politiske realiteter synes den folkelige vilje imidlertid at være til stede. Ifølge en undersøgelse, som Israel Democracy Institute gennemførte i forbindelse med den kontroversielle nationalstatslov, mener 60 pct. af israelerne at loven burde have indeholdt ordet ’ligestilling’. I forlængelse af dette viste undersøgelsen også, at 64 pct. af de adspurgte går ind for at indføre borgerlig vielse, mens 68 pct. af Israels jødiske befolkning mener at to personer af samme køn skal have samme rettigheder som heteroseksuelle par. Hele 69 pct. går ind for lige ret til at adoptere børn. Går man derimod til Israels arabiske mindretal, som udgør omkring 20 pct, af befolkningen, mener 80 pct. at adoptionsretten udelukkende skal gælde heteroseksuelle par.
Denne ømtålelige side af sagen blev sat på en spids op til Knesset valget den 23. marts i år. Det lykkedes Avigdor Maoz, der står i spidsen for det lille og åbent homofobiske parti Noam, at blive valgt som en del af den højreekstreme partikonstellation Religiøs Jødedom, og blandt hans mærkesager er indførelse af tvungen terapi for at kurere folk for homoseksualitet.
Da journalister spurgte det arabiske medlem af venstrefløjspartiet Meretz, Ghaida Rinawie Zoabi, hvordan hun ville stille sig, hvis denne sag blev fremsat som lovforslag, var svaret, at hun, af hensyn til sit konservative politiske bagland, nok ville afholde sig fra at stemme. Formanden for Meretz, sundhedsminister Nitzan Horowitz, er åben om sin egen homoseksualitet, og fremhæver LGBTQ som en af partiets absolutte mærkesager, var hurtig til at gribe ind, og Zoabi måtte hastigt trække sin udtalelse tilbage.
”Dette understreger kun, at vi ikke lever i Europa,” siger Vered fra Aguda. ”Jeg respekterer, at mange i dette land lever med en kultur og nogle traditioner, som det kan være vanskeligt at forene med min livsstil. Det kræver stor tilvænning, og det kan tage generationer at ændre på, men nu har vi fået en ny regering, de ultraortodokse jødiske partier sidder i opposition, og i selve regeringskoalitionen befinder der sig en progressiv rabbiner, som også støtter vores rettigheder. Så måske er der håb, og i mellemtiden har vi Tel Aviv som pejlemærke.”
LÆS MERE AF HANS HENRIK FAFNER HER
Topillustration: I forbindelse med protesterne mod den kontroversielle lovgivning i 2018, stillede bystyret sig solidarisk med aktivisterne ved at give rådhuset regnbuefarver. Foto: Hans Henrik Fafner
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og