POVCAST // MIKA VANDBORG – Siden han hørte Jimi Hendrix som niårig har guitarist og iværksætter Mika Vandborg vidst, at han skulle være guitarist. Fire årtier senere kan han se tilbage på et CV med fast arbejde i Gnags, Love Shop, hos Sanne Salomonsen, Claus Hemplers liveband, sit eget band Electric Guitars, hos salig Princes-bassist Ida Nielsen, der bringer ham verden rundt fra Kina over Afrika til USA. I denne podcast fortæller han om sin karriere og om sit nye solo-album, der rummer alt fra en ‘naiv’ hyldest til Danmark og en kras branchekritik.
Guitarist Mika Vandborg er næsten uafbrudt på turne i 2022. Først med Sanne Salomonsen sammen med makkeren fra Electric Guitars, Søren Andersen, derefter alene med Electric Guitars – og senere alene som solist.
Men selvom hans datter en gang mente, at han sang som ”en doven, død fisk”, er der absolut ingen sløvhed over Mika Vandborg, der også har fundet tid til at udsende albummet ”Den danske”.
Om det nye album og karrieren, der begyndte, da niårige Mika hørte Jimi Hendrix i radioen og fik en åbenbaring, taler den uhyre veloplagte guitarist om i denne podcast.
Solen skinnede, og jeg blev simpelthen bare så glad for at bo i Danmark. Jeg fik sådan en, “hold kæft, hvor jeg elsker Danmark” … Det er en naiv kærlighed: Hvor er der fedt her. Nogle gange glemmer vi, at vi bor i verdens fedeste land
Det handler om årene som lærling hos ”den gamle rystefanden”, Peter A.G. Nielsen – “han har lært mig alt” – parallelt med guitarlir i Electric Guitars frem mod det nye album, der bl.a. blev anmeldt i Gaffa med fem stjerner og overskriften “Vandborgs voksenunivers er (ve)modigt og umanerligt godt skruet sammen”.
Sammen med Electric Guitars har Vandborg bl.a. udgivet det nu ikoniske helte-hyldestnummer ”Hero of Mine” med medvirken af guitarister som Franz Beckerlee, Jacob Binzer, Billy Cross, Aske Jacoby, Jens Runge, Poul Halberg og Tim Christensen.
Hør i podcasten, hvilken af de ti solister, Mika Vandborg synes, er den fedeste – og fortæl det i øvrigt ikke til de andre ni.
Mika Vandborg i en tåge af vin og gin
Han afslører også sin værste og bedste udenlandske koncertoplevelse. Den ene foregik i en tåge af gin og vin, den anden i Jim Morrisons fodspor.
På sit nye album høres Mika Vandborg i et lidt mere afdæmpet udtryk, end man kender ham fra Electric Guitars bl.a. med en uforbeholden hyldestsang til Danmark inspireret af en løbetur ved Århus Å.
“Solen skinnede, og jeg blev simpelthen bare så glad for at bo i Danmark. Jeg fik sådan en, “hold kæft, hvor jeg elsker Danmark” … Der er en naiv kærlighed: Hvor er der fedt her. Nogle gange glemmer vi, at vi bor i verdens fedeste land. Om nogen har jeg som musiker og som så mange andre lidt under Corona. Men prøv at tænke på mine kolleger i USA og Australien, der intet har i dag.”
Men det er ikke bare lun luft og lysegrøn himmel på albummet: Det indeholder også en protestsang, “Booker Blues”, der som noget usædvanligt er rettet mod Vandborgs egen branche.
”Vi er en flok hippier, der løber rundt i det mest ultraliberalistiske erhverv i verden. Sangen er opstået ud af mange år i en branche, hvor jeg f.eks. har stået i WigWam (koncertturné, der krakkede og trak et hav af musikere med i faldet) med en mand, som kostede Gnags flere millioner, og som i retssagen sagde, “jeg er færdig, jeg kommer aldrig tilbage”. Og flere år senere står han med Lukas Graham og er tilbage, og vi andre har tabt årslønningerne.”
“På den anden side elsker jeg jo mit job og kunne ikke tænke mig at lave andet.”
Hør meget mere i denne podcast:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her