Sannes blues: Stadig sitrende af energi og med vilje til at søge bag klicheerne

i Kultur/Musik af

MUSIK // ANMELDELSE – Efter den omfattende Anne-Sanne-Lis-turne i 2019 er Sanne Salomonsen igen på turne under titlen Akustisk live. POV’s musikredaktør Jan Eriksen så Sanne og hendes tre mand/kvinde store band, da turneen nåede til Det kongelige Teater, hvor der med sangerindens egne ord “var udsolgt på alle hylder”.

”Vi mødte Sanne, som jeg foretrækker hende. Stadig sitrende af energi, stadig lydende som Salomonsen, men også med respekt for sine sanges glød, og først og fremmest vilje til at søge bag om klichéerne. Med respekt for det, jeg vil kalde Sannes blues,” skriver Eriksen.

Når man går ind i et rum med Sanne Salomonsen på scenen, har man visse forventninger med i lommen. Som at udtryk som ’power’ og ’fed’ – i den positive betydning – vil lyde et antal gange i løbet af aftenen. Flueben ved dét.

Man forventer en aften i godt selskab. Ikke nødvendigvis mere. Bestemt ikke mindre. Også flueben ved dét.

For et år siden var Sanne Salomonsen, guitaristerne Mads Løkkegaard og Victor Ray Salomonsen og keybordspiller Annika Askman på en semiakustisk turné inden Sannes sommer tete-a-tete med Lis Sørensen og Anne Linnet.

Samme hold er nu igen på en mere eller mindre akustisk turné. Da jeg ikke så Sanne i vinteren 2019, ved jeg ikke, om sætlisten er den samme. I Det kongelige Teater forleden var der fokus på en stribe mindre kendte numre fra det store Salomonsen-katalog. Kun ganske få store hit.

Efter sigende kan der siges en del ufordelagtigt om at blive ældre. Omvendt er det er et uvurderligt alderens privilegie at kunne sige: nu gør jeg, hvad der er bedst for mig. Eventuelt godt hjulpet økonomisk på vej af en kapitalpension eller en re-union koncertturne med et par gamle samarbejdspartnere.

Sanne entrerede den minimalistiske scene og satte sig i, hvad min ledsager meget muntert kaldte en Werthers Echte-stol.

Få på den danske rockscene kan indtage et rum med så stor selvfølge og starpower som Sanne, uanset om hun står, hopper – eller i tråd med denne turnés low key set-up placerer numsen i en mormorstol. Hun lagde ud med at tale om sine mange hit og mange solgte plader. Fortalte at denne turné er noget, hun gør for sin egen skyld. At hun derfor kun spiller få crowdpleasere.

Egentlig ganske forfriskende at høre den 64-årige sangerinde formulere det: Jeg har haft succes. Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg gør, hvad jeg vil.

Efter sigende kan der siges en del ufordelagtigt om at blive ældre. Omvendt er det et uvurderligt alderens privilegie at kunne sige: nu gør jeg, hvad der er bedst for mig. Eventuelt godt hjulpet økonomisk på vej af en kapitalpension eller en re-union koncertturné med et par gamle samarbejdspartnere.

Et værdigt eksempel

Med sin positive, kærlige udstråling af evig Sannesque er fru Salomonsen et af de bedste eksempler på ”alder er bare et tal” på den danske musikscene. Et værdigt eksempel.

Hun nævnte, at det havde været en barsk oplevelse at falde om med en blodprop med hele Danmark som tilskuere. Men historien om Sanne, der møjsommeligt kæmpede sig tilbage, og nu sidder der og gør krav på sine fans opmærksomhed gør bare gensidigheden mellem hende og os i salen stærkere. Alle de historier, vi deler med musikken som soundtrack.

I hvert fald når hun som for øjeblikket sidder ned omgivet af to indfølte guitarister og den faste akkompagnatør. Selvom festens midtpunkt ikke lagde skjul på, at hun havde ”myrer i bukserne”. Men i stedet for at drøne rundt, bankede hun løs på en lille elektronisk tromme med den højre hånd, der stadig virker optimalt.

De lagde ud med Haven’t I Been Good to You fra Language of the Heart fra 1994.

Sannes vokal er ikke, hvad den var en gang. Det er der udover denne anmelders skatteprocent i øvrigt ikke ret meget, der er. Det virker, som om Sanne har taget konsekvensen og holder sig respektfuldt indenfor sin lavere range med støtte fra især Annika Askman på kor. Lyden af Sanne kan hverken tidens tand, sygdom eller andet tage fra hende. Det klæder Sanne at udøve denne begrænsningens kunst. Ingen grund til at lege “er du klar over, hvem jeg var”, når man nu stadig er.

”Helt ærligt: det var jo de samme numre med forskellige covers fra gang til gang. I købte dem alligevel, og vi elskede jer for det.” Der brød fru Salomonsen for alvor ud gennem den fjerde væg, der ellers siden 1748 har sikret en vis distance mellem publikum og alt fra Shakespeare til reality awards i det gamle teater.

Sanne i 2020 lyder stadig som Sanne – med en rustik klang af levet liv, udlevet rock’n’roll i al slags røg og damp. Som da hun i en inderlig levering af Chaka Khans og Bruce Hornsbys Love Me Still fra Chris Minh Doky-albummet In a New York Minute (1999) stadig formåede at forløse den smertelige fortælling om den feterede rockstjernes kamp for at skjule og fastholde sin inderste private kerne og finde den rette at dele den med.

Som hun også gjorde i Uden dig, hvor pop og ægte følelse stadig går hånd i hånd. Den stammer fra det ekstremt godt sælgende Sanne (1989). ’Meryl Streep-albummet’ kalder Sanne det i øvrigt – fordi hun ser så sur ud på coveret.

Nedbrød den fjerde væg

Vi mødte en som altid humoristisk Sanne Salomonsen. Som da hun introducerede en sang, der var skrevet som bonussang til en af den tsunami af Absolute (nothing new) Hits og opsamlingsplader, der skyllede ud over tv-reklameblokke og pladeforretninger i 90erne.

”Helt ærligt: det var jo de samme numre med forskellige covers fra gang til gang. I købte dem alligevel, og vi elskede jer for det.” Der brød fru Salomonsen for alvor ud gennem den fjerde væg, der ellers siden 1748 har sikret en vis distance mellem publikum og alt fra Shakespeare til reality awards i det gamle teater.

Nogenlunde midtvejs spillede Sanne og band en flot version af Dobie Grays Drift Away, som den gode veninde, salig Marie Frederiksson havde stor succes med i Sverige. Efter min smag kom den danske sangerinde lovlig hurtigt henover sin konstatering af, “at det er, hvad det er. Vi er her, vi dør.” Et lidt hårdt lydende sammenkog af de østerlandske filosofier, der inspirerer Salomonsen.

Se Sanne Salomonsen synge Drift Away sammen med Marie Frederiksson:

Sanne og hendes band gav den af mig skammeligt oversete Det er hvad det var fra Unico fra 2009, skrevet af Thomas Helmig. Allerede fra de første arketypiske Risskov-Aarhus-akkorder blev den sang krænget ud af den lovlig klinisk stramme produktion på Unico. Umuligt ikke at smile. Og absolut et af de højdepunkter, hvor kunstner, udtryk og modtager finder sammen i en fælles fejring af det, som musikken gør.

Det var stort. Totalt cool øjeblik med en sangerinde, der muligvis stadig har mange nye plader i sig, men er nået et sted i livet, hvor man godt kan tillade sig at koge ny suppe på laurbærrene.

Nej, jeg har endnu ikke brugt udtrykket Rock-Mama – før nu. Jo, band og sangerinde leverede rimelig kåde versioner af rockstandarder som for eksempels C.V. Jørgensens Mens vi venter på i morgen (fra Sneakers’ Katbeat).

Men vi mødte først og fremmest en meget mensch Sanne, som jeg foretrækker hende. I et minimalt bluesy udtryk med tre dygtige, indforståede musikere. Sanne sitrer stadig af energi, hun lyder som Salomonsen, men også med respekt for sine sanges glød og først og fremmest viljen til at søge bag om klichéerne. Uden manerer. Med respekt for det, jeg vil kalde Sannes blues.

Jeg vælger at se det som Sannes anerkendelse af et andet af alderens privilegier: Erkendelsen af, at fortællingen og følelsen ikke nødvendigvis ligger i det, man siger eller måden, man får sagt farvel – men i lyden af det, der ikke bliver sagt. Eller skrålet.


Sanne Salomonsen. Live akustisk i Det kongelige Teater 20.02.20.


Foto: PR.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur