EUROPAS NYE FLYGTNINGEKRISE #2 // REPORTAGE – Under et topmøde 28. juni nåede EU-landene til enighed om, at Europas tiltagende flygtningekrise kræver handling. De er nu parate til at sende 900 millioner euro mod Tunesien og satser på at styrke samarbejdet med de nordafrikanske lande for at gøre det mindre attraktivt for migranterne at tage rejsen til Europa. Viktor Walentin er på stedet og følger forhandlingerne og flygtningestrømmen i denne artikelserie.
PORTO EMPEDOCLE, SICILIEN – Middelhavet viser sig i dag fra sin blide side. I horisonten, efter fire timers sejlads fra flygtningelejren på øen Lampedusa, rejser byen Porto Empedocle sig. Den første by, migranterne ser på Europas fastland. Båden skyder igennem vandet som et projektil og skærer sig fri fra vandoverfladen med sin sylespidse front. Lige fremme viser havnen sig. Lige der er Europa.
Porto Empedocle er en lille by med en larmende stilhed. Byens samlingspunkt er den Esso-tankstation, der på trods af to bronze-rustne s’er i logoet stadig troner mellem kold beton og hullede veje. På havnen er der kilometerstore, tomme asfalterede områder, og det eneste liv, der er at spore, er de migranter, der i få glimt kan anes inde i de beige-hvide telte. De er gemt væk fra omverdenen. Hegn, gitter og vagtposter sørger for, at ingen får indblik i den verden, der for mange europæere kun kan ses i nyhederne.
Faldefærdige industribygninger vidner om det liv, der engang var på havnen. Nu høres kun fodskridtene, når mødet mellem sål og småsten kaster et ekko fra sig i de hule haller. Industriens forfald fungerer imidlertid som et skjul, der dækker lejrens nordlige og vestlige vinkler og gør den uigennemtrængelig for uvedkommende. I lange perioder af dagen står teltene helt tomme, men i korte intervaller kommer næste hold af migranter, der som det første viser vagterne deres laminerede numre, de bærer om halsen. Det, der lige nu fungerer som deres navn. Deres europæiske identifikation.
Lejren er et transitsted, og en lokal fisker fortæller mig, at migranterne typisk er her i 20 minutter for derfra at tage videre til enten Palermo eller Catania, Siciliens to største byer, som lige nu bruges som en trædepude til at komme tættere på de nordiske lande. En indvandring, der ifølge Italiens premierminister Giorgia Meloni og resten af EU skal stoppes i Nordafrika.
EU’s nye samarbejdspartnere
Tidligere på måneden indgik Giorgia Meloni og forperson for EU-Kommissionen, Ursula Von der Leyen, sammen med resten af EU en aftale med Tunesien om at være parate til at sende 900 millioner euro deres vej som led i at bekæmpe den tiltagende flygtningekrise. Pengene skal blandt andet bruges på at styrke landets økonomi og opruste deres grænsekontrol, da Tunesien sammen med Egypten og Libyen er de lande, hvorfra størstedelen af migranterne krydser Middelhavet.
På den måde flytter vi problemet væk fra de europæiske grænser, hvilket også er det, man har set i den socialdemokratiske regering i Danmark
Alberte Bové, forsker i demokratiforståelser med særligt fokus på Italien
Alberte Bové forsker i demokratiforståelser med særligt fokus på Italien, og hun mener, at strategien om at styrke samarbejdet med de Nordafrikanske lande falder i god jord hos den socialdemokratiske del af regeringen:
”På den måde flytter vi problemet væk fra de europæiske grænser, hvilket også er det, man har set i den socialdemokratiske regering i Danmark. Det er noget, som vi i EU i stigende grad har fået øjnene op for. Netop dét er noget, Meloni har dyrket længe, også længere end man har talt om.”
De nytilkomne migranter kan i få glimt kan anes inde i Porte Empedocles transitlejr, hvis man krydser hegn og sniger sig forbi vagtposter. Imens forklarer Bové, at der lige nu er et stort skel mellem EU-landenes politiske ansvar for at påvirke situationen. Grundet retsforbeholdet kan Danmark nemlig indtage en tilbagelænet position og lade situationen gå sin gang.
”Vi har en ret gunstig position, fordi vi i realiteten kan forholde os passive. Virkeligheden skriger ikke til os, som den gør i Italien og andre EU-lande, men der findes en fælles interesse i at behandle problemet uden for EU. Og det er derfor, at vi gerne ser samarbejdet og de store pengebeløb, der bliver sendt til nordafrikanske lande,” siger Bové.
Forinden aftalen om at sende 900 millioner euro til Tunesien indgik EU-landene en aftale, der skal sikre en mere strømlinet, fælles asylpolitik, der ifølge Alberte Bové vidner om, at EU-landene erkender den optrappende flygtningekrise:
”Indholdet og resultaterne af aftalen synes jeg beskriver en konsensus om, at der er et problem, og at landene bliver nødt til at forholde sig til problemet. Og alene at komme så langt og fokusere på migrantproblemet som et samlet EU. Det har vi ikke set før. Og nu virker det til, at man fra europæisk side har en interesse i at fastholde og øge samarbejdet med et land som Tunesien.”
For få dage siden, under et topmøde i Bruxelles, var retningen for fremtidens asylpolitik i EU igen på forhandlingsbordet. Her deltog statsminister Mette Frederiksen, hvor hun ville have svar på ét spørgsmål: Kan der findes nye, innovative løsninger, som kan være med til at forhindre folk fra eksempelvis Afrika i overhovedet at rejse mod Europa for at slå sig ned der?
Med sig havde hun et forslag, der for mange kan lyde som en gammel kending. Hun foreslog nemlig at oprette modtagecentre for asylansøgere uden for EU’s grænser, men det blev på forhånd afvist af en række af de deltagende lande. Alligevel sagde hun inden topmødet:
”For mig er det ikke afgørende, hvad det er for en løsning, men at vi får den løst. Vi kan ikke blive ved med at modtage så mange mennesker udefra. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Og vi kan heller ikke være det bekendt over for alle de mennesker, der sætter livet på spil,” sagde statsministeren til DR.
Den tyske kansler, Olaf Scholz, understregede også, da han ankom til mødet, at der er brug for at lave partnerskaber med nordafrikanske lande, men sagde også, at EU-landene ikke kan lukke døren helt i for migranterne, da der ifølge ham er mangel på arbejdskraft rundt omkring på kontinentet.
Fra Nordafrika til Europa
En, der netop har fået arbejde i Europa, og som har taget rejsen fra EU’s nye tunesiske samarbejdspartner til Italien, er Kojo Bedyako. Han forlod sit land, Ghana, da han var blot 19 år. Det tog ham tre år at bevæge sig gennem Afrika, hvor han arbejdede og sled sig igennem kontinentet.
Han røg i fængsel i Tunesien, inden han omsider tog til Italien – først til Lampedusa, dernæst Porto Empedocle og videre til Pozzalo. Han vil ikke tale om sin tid i fængsel, men et venstre øje, der ikke kan åbne helt, og et dybt ar på hans venstre kind fortæller alligevel hans historie. Jeg når at tale med ham inden hans færgeafgang til Lampedusa, hvor han arbejder for en organisation, der hjælper Europas nytilkomne migranter med at finde fodfæste i det forjættede land.
“Jeg ved, hvad de går igennem – og jeg ved, hvad det kræver at komme hertil i en gummibåd,” fortæller han med en dyb, hæs stemme. ”Ingen kender dig, og du får udleveret en halskæde med et nummer, så de kan identificere dig. De kalder dig ikke ved dit navn, heller ikke dit efternavn. For dem er du bare et nummer.”
Mens vi dykker ned i hans fortid som flygtning, sidder vi i hans grå Fiat Marea. Den bil, der for nogle få år siden var hans midlertidige hjem. Kojo har inden interviewet fortalt mig, at hans fortid i fængsel helst ikke skal berøres. Alligevel spørger jeg en sidste gang ind til det dirrende øje og det anseelige ar. Han indvilger og fortæller om, hvordan de indhegnede flygtningelejre, eller welcome centers, med de militaristiske hegn, minder mange af migranterne om fortidens rædsler:
Folk tager stadigvæk til Europa, så hvorfor ikke støtte det sted, hvor de rent faktisk tager hen? For mig giver det ingen mening. Migranter tager afsted, fordi tingene ikke fungerer i deres eget land
Kojo Bedyako
”Mange af os har været i fængsel i Tunesien og Libyen, hvor der sker mange slemme ting, og så kommer man her til Italien og bliver spærret inde igen. Det kan forårsage en masse traumer på grund af de høje hegn og alle vagterne inde i og uden for lejrene.”
”Da jeg selv kom til Italien, blev jeg som det første sendt til en flygtningelejr, hvor jeg var i halvanden måned. Forestil dig det lige: Du er et sted, hvor du kun har et sæt tøj, og du kan ikke gå ud. Der er vagter med våben, der overvåger dig og fortæller dig, hvad du skal gøre, og hvornår du skal gøre det. Det er som et fængsel.”
Han fortsætter:
”Næsten hver dag spurgte jeg, ”hvorfor er jeg her stadig?” Men de forsikrede mig om, at der ikke var noget galt. Jeg ofrede alt og brugte tre år af mit liv på at komme hertil – og hver dag i lejren frygtede jeg for at blive sendt tilbage.”
Man ser det over det hele, både i Tunesien, Libyen og så videre, at der sker mange slemme ting. Så ved at støtte dem, så støtter man også slemme mennesker
Kojo Bedyako
Kojo kender ikke til de aktuelle forhandlinger, men da jeg forklarer ham om EU, hvor Giorgia Meloni har stået i spidsen for at opruste samarbejdet med de nordafrikanske lande, stiller han sig uforstående over for samarbejdet:
”Folk tager stadigvæk til Europa, så hvorfor ikke støtte det sted, hvor de rent faktisk tager hen? For mig giver det ingen mening. Migranter tager afsted, fordi tingene ikke fungerer i deres eget land, og de har drømme for fremtiden.”
”Jeg var selv i Tunesien i halvandet år, inden at jeg kunne komme videre til Italien. Det er ikke et rart sted at være, og man ser det over det hele, både i Tunesien, Libyen og så videre, at der sker mange slemme ting. Så ved at støtte dem, så støtter man også slemme mennesker.”
Med et løst, afslappet håndtryk skiller vores veje. Jeg ser Kojos færge sejle afsted fra den mennesketomme havn. Mens den forsvinder ud i horisonten, tager jeg selv videre til Palermo og Rom for at følge migranternes fodspor gennem Europa.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
