EUROPAS NYE FLYGTNINGEKRISE #1 // REPORTAGE – Lige nu sidder EU-landene ved forhandlingsbordet for at finde retningen for fremtidens fælles asylpolitik. En ny flygtningekrise er ikke længere blot en skræmmekampagne ført af politiske kræfter og medier – den er virkelighed. Viktor Walentin er på stedet og følger i en artikelserie den nye flygtningestrøm.
LAMPEDUSA, ITALIEN – I det fjerne tordner en redningshelikopter og bryder det, der før var et lydbillede i stilstand. Sirenerne fra en strøm af politibiler blander sig, og med ét ændres stemningen på øen. Pludselig bliver folk opmærksomme. Der er kun få veje på Lampedusa, så karavanen af Røde Kors-busser og politibiler må manøvrere på den snævre plads, de har at gøre godt med, mens hornene trykkes i bund. Hjælpen er på vej.
Øen Lampedusa var før et eftertragtet turistmål, men er nu forvandlet til et sted, hvor skæbner afgøres. Klippeøen er nemlig første stop for størstedelen af de migranter, der trodser Middelhavets dødbringende kløer. Dét her er første stop på deres rejse gennem Europa.
En gummibåd fyldt til randen med migranter, der betaler 2-3.000 euro for en plads ombord, er netop kæntret på åbent hav. I dette tilfælde kun få hundrede meter fra kysten, hvor nødhjælpsorganisationer, Guardia Costiera og det italienske politi holder et vågent øje med den sejlrute, der transporterer migranterne fra Tunesien til Europa.
Og for de fleste ender en kæntret gummibåd også med druknedøden. Det estimeres, at flere end 40.000 migranter har mistet livet på Middelhavet siden 2013, men det danske Røde Kors fastslår, at det ikke er alle dødsfald, der bliver registreret. Men for disse migranter sejrer livet.
Dråberne fra shortsene trækker et langt spor efter sig oppe på land. De overlevende bliver overfladisk tilset, indsvøbt i et gyldent hypotermitæppe og bedt om at stille sig i kø bag de andre migranter, der har hobet sig op på Lampedusas havn, Nuovo Porto. De venter alle tålmodigt på at være en af de heldige, der får et stempel i papirerne og en opadvendt tommelfinger, der giver adgang til øens flygtningelejr – eller welcome center, som det kaldes.
”Rapidement, rapidement,” skynd jer, lyder det fra Giorgina, der på ottende år er tilknyttet IFRC, Røde Kors’ italienske afdeling. Hun er en del af limen, der med nød og næppe holder sammen på det pressede italienske migrationssystem – og på denne dag er hun med til at redde liv.
”Det er ret normalt. Heldigvis skete der dem ikke noget,” forklarer hun, da jeg spørger ind til de scener, som hele øen for få øjeblikke siden var vidne til.
”Det er det, der sker, når gummibådene fyldes op med flere, end der burde være i dem. Mange af dem sidder på kanterne, og så får båden overbalance eller punkterer. Der er folk i Tunesien og Libyen, der tjener mange penge på det, og de er ligeglade med, hvem der kommer i land, og hvem der ikke gør. For dem handler det kun om penge.”
Med to undskyldende strakte hænder afbryder hun vores samtale. Arbejdet kalder, mens køen af ventende migranter på havnen vokser sig større. Hun fører tre migranter ad gangen – fem er maksimum – ind i en hvid container, der er blevet ombygget til et kontor, hvor dokumenter og helbred tjekkes. Hvor menneskeskæbner afgøres.
EU’s nuværende forhandlinger
Mens migranter enten sendes tilbage, dør eller overlever, er EU-landene lige nu i gang med at diskutere retningen for fremtidens asylpolitik. Nogle af brikkerne er allerede faldet på plads, da landene nåede til enighed under et topmøde i Luxembourg den 8. juni 2023.
Tankegangen om Fort-Europa lever i bedste velgående
Gert Sørensen, lektor emeritus og forsker i politisk tænkning i Italien
Her dannede to forordninger ramme om resultaterne: Den første af de to forordninger – asylprocedureforordningen – handler om en hurtigere, mere strømlinet asylprocedure og skal bruges til at kunne afvise asylansøgerne af bestemt nationalitet ved Europas grænser. Den anden forordning er en solidaritetsmekanisme, der kan iværksættes, når et land som Italien er under pres fra migration. I så fald er de resterende lande forpligtede til at hjælpe.
Gert Sørensen, lektor emeritus og forsker i politisk tænkning i Italien, forklarer, at de nuværende forhandlinger vidner om et Europa, hvor en strammere flygtningepolitik kan blive rettesnoren for kontinentets fremtidige politik:
”Tankegangen om Fort-Europa lever i bedste velgående. De aftaler, vi er nået frem til, vidner om, at EU har flyttet sig, og ifølge hvad jeg ser, er de blevet mere imødekommende over for en strammere flygtningepolitik.”
”Derudover er solidaritetsmekanismen af flydende dimensioner, for hvem skal egentlig tage den største del af læsset, og hvordan skal vi i Danmark forholde os til vores retsforbehold? Vi har jo ikke juridisk pligt til at hjælpe nogen som helst.”
Det første stop af mange
Nogle af de menneskeliv, der lige nu diskuteres om i EU, befinder sig imidlertid på Lampedusas welcome center, Contrada Imbriacola. Lejren ligger i en bjergdal få minutters kørsel fra Nuovo Porto på Lampedusas østkyst og er placeret midt mellem to bjerge, der rejser sig fra begge sider. På bjergtoppene har militæret opsat skanser på de rødbrune sten, der i sin uendelighed kvæler al fauna i det golde landskab. Hér eksisterer kun sten, støv og drømmen om et bedre liv.
Højt oppe på bjergene har soldaterne overblikket. Med begge hænder på maskingeværerne går de med tunge skridt, mens falkeøjnene aldrig slipper migranterne, der befinder sig nede i lejren. Foran mig står den bombastiske stålport, der med sit gitter skiller to verdner ad. ”No Entrado!” råber et skilt.
Politiet og militæret er massivt til stede – på begge sider af hegnet, og uden for flygtningelejren hersker et kaos af pressefolk og militær. Ulig den tilsyneladende ro, der er inde i den indhegnede by. En af migranterne står tilbagelænet, smilende og taler i sin telefon med den ene øresnegl i øret – den anden dinglede langs kroppen. Han er den første i køen på vej mod Sicilien. På vej mod næste stop i den individuelle plan, de hver især har. Mange søger til Frankrig, da de taler sproget i de tidligere franske kolonier – andre vil prøve lykken længere nordpå.
Mens telefonsamtalen afvikles inde i lejren, falder jeg i snak med Francesca Basile, der er Head of Migration Unit i det italienske Røde Kors. Hun overdøves i konsekvente tidsintervaller af skingre lyde fra lastbiler, der bakker, mens hjulene skyder grus ud til alle sider. Med ihærdig røst fortæller hun:
”Det første, vi sørger for, når migranterne ankommer til lejren her, er, at de får strøm på deres telefoner. Det lyder banalt, men det er en af de hyppigste forespørgsler, vi hører fra dem. De vil i kontakt med deres familie for at fortælle dem, at de har det godt.”
På den anden side af hegnet står en lille pige mellem sin mors ben. De er lige akkurat lange nok til, at pigen kan stå oprejst mellem dem. Hun smiler, mens højre hånd omklamrer morens lår. Måske skyldes det forsigtige smil, at hun for første gang i lang tid føler sig passet på – måske fordi at det snart bliver hendes tur til at komme væk fra Middelhavet.
”Vores vigtigste opgave er, at de føler sig trygge. Vi har psykologer og læger tilknyttet i lejrene, og vi kan mærke, at migranterne – efter omstændighederne – har det godt. Det er også derfor, at der er så meget militær. Vi bruger også meget tid på at informere dem om deres location, da mange faktisk ikke ved, hvor de er, når de først ankommer til Lamepdusa,” forsætter Francesca Basile.
Ude foran den indhegnede indgang, samme sted som Francesca Basile taler med mig, patruljerer tre pansrede politibiler. De italienske politimænd og -kvinder stiger ud, fjerner et par pressefolk, råber og gestikulerer. De er i gang med at koordinere flytningen af den kø, der venter på at blive transporteret ud af lejren – et skridt tættere på Europas fastland i Syditalien.
Migranterne har hver fået udleveret en skrig-orange rygsæk med fornødenheder til rejsen, og en gruppe på omkring 50 migranter træder ind i en stor Røde Kors-bus. Fra lejren eskorteres bussen af politibiler til øens nordlige punkt, hvor et gråt militært flådefartøj med skriften Guardia di Finanza på siden venter. Kursen er sat direkte mod Sicilien og Europa. Jeg følger trop.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
