SPANIEN // EUROPÆISKE STEMMER #2 – Europæisering kan ses som en løsning på Spaniens mange problemer under Franco-diktaturet, mener ekspert, men på den lokale café er holdningen at en fælles europæisk identitet reelt ikke eksisterer.
PAMPLONA – Det er fredag eftermiddag, solen skinner og endnu en arbejdsuge rundes af med en kold øl eller et glas vin på torvet foran den lokale café. Snakken går lystigt om ungernes skoleår, som er ved at være slut, sommerens første hedebølge og ferien, der venter.
Vi befinder os på La Marquesa, en lokal café i en forstad til Pamplona i det nordlige Spanien. Men det kunne også have været Aarhus, Prag eller Paris. Trods de åbenlyse forskelle i en stadig større og bredere union, så er der tydeligvis nogle områder, hvor vi ikke adskiller os bemærkelsesværdigt fra hinanden.
Spændt europæisk situation
I de seneste måneder har krigen i Ukraine og den spændte situation i Europa fyldt meget i både pressen og spaniernes bevidsthed. For nylig markerede man 40 året for Spaniens indlemmelse i Nato, og blandt andet derfor var den spanske regering vært for det nylig afholdte topmøde mellem medlemslandene.
Dengang som nu gav det anledning til at vende argumenterne for og imod deltagelsen i det militære samarbejde. I dagene op til topmødet kunne man derfor blandet andet se regeringspartneren Podemos og det spanske kommunistparti gå forrest i demonstrationer imod Natosamarbejdet.
Men hvor deltagelsen i forsvarsalliancen fortsat diskuteres fra tid til anden, så har spanierne hidtil aldrig sat spørgsmålstegn ved deltagelsen i det europæiske integrationsprojekt. Professor i historie ved Universidad de Navarra, Pablo Pérez López forklarer, at en europæisering blev set som løsningen på en lang række af de interne problemer, som Spanien stod overfor under Francos diktatur, og efterfølgende i det spanske demokratis første år efter diktatorens død.
Parlamentarisk herskede der bred enighed fra det yderste højre til det yderste venstre, og forhandlingerne om en indtræden stod på i flere år og under skriftende regeringer. Kun arbejdsmarkedets parter – fagforeninger og arbejdsgivere – så ikke et medlemskab som en ubetinget fordel. Dermed adskilte EF sig også fra Nato, hvor både det spanske kommunistparti, som på daværende tidspunkt havde en betragtelig folkelig opbakning og Sovjetunionen pressede på for at Spanien forblev neutral.
Økonomiske saltvandsindsprøjtninger
Tilbage ved stambordet på La Marquesa har hverken Patxi eller Jesús indtrykket af at et medlemskab af det Europæiske Fællesskab reelt set har været til debat. Jesús, der har sin egen advokatpraksis, mener at vide hvorfor.
”Den gennemsnitlige borger kan ikke gennemskue hverken beslutningsprocesserne eller de politiske tiltag, der kommer fra Bruxelles. Men overordent har vi en klar fornemmelse af at medlemskabet tilgodeser spanske interesser,” siger han.
Medlemskabet har da også kastet konkrete resultater af sig, og han peger blandt andet på opgraderingen af den spanske infrastruktur. Gennem årene har man anlagt en masse nye motorveje prydede med store skilte, der forklarer at EUs strukturfonde har stået for finansieringen. Det første højhastighedstog blev indviet i fornbindelse med verdensudstillingen i Sevilla i 1992, og siden har de samme strukturfonde bidraget til en udvikling af jernbanenettet, og dermed forkortet rejsetiden mellem de største byer.
Patxi, der til daglig arbejder hos det regionale politi, medgiver at nyhederne fra EU fylder forsvindende lidt i pressen, og at han reelt ikke har den store indsigt i hvad der foregår i Bruxelles.
”Jeg kan reelt ikke komme i tanke om nogen i min omgangskreds, som på noget tidspunkt har stillet spørgsmålstegn ved det spanske medlemskab. De økonomiske fordele er ikke til at tage fejl af. Tag blot den seneste økonomiske pakke fra EU, som skal hjælpe os med at indhente det tabte efter Corona-krisen”.
Han henviser til unionens hjælpepakke Generation Next EU. Spanien var et af de hårdest ramte medlemslande, og har udsigt til en økonomisk indsprøjtning på ialt 140 milliarder euro (ca. 1.043 milliarder kroner), fordelt på 80 milliarder euro (knap 600 mia. kroner) i tilskud og den resterende del i form af lån.
”Havde det ikke været for EU, er jeg sikker på at Spanien udviklingsmæssigt ville have været et andet sted,” konstaterer Patxi.
Det kan godt være, at vi er stillet store økonomiske tilskud i udsigt, men det kan ikke ses på min pension
Manuela, som sidder ved nabo-bordet bryder ind.
”Jeg kan nu godt huske, da vi skulle omstille os fra pesetaen til euroen. Dengang en kop kaffe kostede 100 pesetas. Fra den ene dage til den anden skulle man lige pludselig betale en euro for den. Det kunne mærkes”.
Ifølge konverteringstabellerne vekslede man 166 pesetas til en euro, og dermed var kaffen altså steget med 66%. Rundt om bordet må man medgive at overgangen til euroen gav nogle voldsomme prisstigninger på en lang række dagligdagsprodukter.
Pensionisten Manuela har snakket sig varm og fortsætter:
”Det kan godt være, at vi er stillet store økonomiske tilskud i udsigt, men det kan ikke ses på min pension”.
Hun modtager en pension på ca. 700 euro om måneden, og med den galoperende inflation, er det sværere og sværere at få økonomien til at hænge sammen. Snakken går, og der er delte meninger om hvorvidt, det er krigen, regeringen i Madrid eller EU’s skyld, at priserne er løbet løbsk uden at lønninger og overførselsindkomster er fulgt med.
Europa uden grænser
Cafeens ejer, Oscar, kommer forbi med endnu en runde og snakken falder på mobiliteten som en af de ubetingede goder, som den europæiske integration har ført med sig.
Hverken Jesús eller Patxi har prøver kræfter med udlandet, men de erkender, at selv Pamplona er meget mere international idag end tidligere. Flere udenlandske virksomheder har etableret sig i Pamplona og emegn.
Manuela byder igen ind: ”For 30 år siden fik vi kun besøg af udlændinge til San Fermin-festen”.
Bordets danske islæt, Frank fra Aarhus, er spansk gift og efter flere kortere ophold i det spanske slog han og familien sig definitivt ned i Pamplona for godt 20 år siden. Han forklarer, at da han først kom til Spanien i slutningen af 1980´erne var adminstrative processer som opholds- og arbejdstilladelser komplicerede og møjsommelige. Men fra slutningen af 1990’erne og i takt med at unionstraktatens målsætninger og den fri bevægelighed mellem medlemslandene blev en realitet, har det været væsentligt nemmere at etablere sig på nogenlunde samme vilkår som spanierne.
Jesús pointerer at netop den fri bevægelighed ikke ubetinget har haft en positiv effekt på det spanske samfund. Han henviser til sin egen bror, som for snart tre år siden tog turen til den europæiske hovedstad.
”Han er udsendt som ekspert af den regionale regering, og sidder i et job, hvor han dels møder en masse spændende mennesker fra de øvrige medlemslande og dels har masser af muligheder for at udvikle sig. Jeg tror ikke, vi skal regne med at se ham i Pamplona igen foreløbigt,” siger han.
Et vanskeligt jobmarked i Spanien har gjort det uhyre svært for unge mennesker at finde stabilt arbejde til en anstændig løn. Det anslås at omkring 87.000 overvejende højtuddannede unge har søgt nye udfordringer i andre lande i løbet af de sidste 10 år. EU har skabt rammerne for den fri bevægelighed af arbejdskraft, hvilket har gjort det relativt nemt at slå sig ned i andre EU-lande.
Det brain drain som Spanien oplever, vil med tiden vil få konsekvenser for samfundets videre udvikling og vækst. Det konstateres nøgternt, at det vel ikke er EUs skyld, at udviklingen i det spanske samfund har fået de yngre generationer til at søge lykken uden for landets grænser, og igen bliver der skudt med skarpt efter de skiftende centralregeringer.
”Man er først og fremmest navarro, eller måske baskisk, og derfor vil det mest naturlige være at søge tilbage til sine rødder
Patxi mener, at der er tale om et midlertidigt fænomen:
”Dem, som er søgt udenlands vender tilbage, når muligheden byder sig”.
Han peger på at flere regionale regeringer i Spanien har iværksat forskellige initiativer i bestræbelserne på at trække folk hjem igen, og fortsætter: ”Man er først og fremmest navarro, eller måske baskisk, og derfor vil det mest naturlige være at søge tilbage til sine rødder”.
Dermed skubber han til identitetsspørgsmålet. De nationalistiske følelser i en række af Spaniens regioner stikker dybt, og hele vejen rundt om bordet hersker der bred enighed om at en europæisk identitet reelt set ikke eksisterer. Jesús påpeger, at selv om de økonomiske og politiske spilleregler for ham i Pamplona er de samme, som for hans europæiske medborgere i Åbo eller Athen, så er forskellene åbenlyse.
”Historisk og kulturelt har vi meget lidt til fælles. Vi taler heller ikke de samme sprog. Det er fint nok, at vi i alles interesse er enige om en politisk ramme for hvordan vi bedst kan fungere sammen, og fordelene ved et økonomisk samarbejde er åbenlyse for enhver. Men at forestille sig at vi alle skulle føle os som europæere i samme båd, ville være utopisk. En ydre fjende ville kunne teste os, men selv om der synes at være rimelig fælles fodslag i forhold til krigen mellem Rusland og Ukraine, så tror jeg heller ikke det er noget, der har fået os til at føle os mere europæiske”.
Manuela, der rejser og går hjem før børnebørene kommer, erklærer sig enig i den betragtning.
Professor Pérez López mener ikke at indlemmelsen i det europæiske samarbejde gennem årene har skubbet til spaniernes nationale følelser. Befolkningen er ligeså spansk, baskisk og catalansk, som den altid har været.
Han påpeger dog, at den europæiske integration har bidraget til at tæmme de regionale kræfter, som i flere dele af Spanien har arbejdet på uafhængighed af den spanske stat. Han mener at EU har haft en modererende effekt og været med til at dæmme op den nationalisme, som fra tid til anden viser sig i flere spanske regioner, ganske enkelt fordi en løsrivelse fra Spanien ville være ensbetydende med en ekskludering af EU for den pågældende region.
Spanien og EU – et gensidigt partnerskab
Inden eftermiddagen bliver til aften og resten af stambordets gæster skal videre, luftes spørgsmålet om perspektiverne for fremtidens EU.
Udfordringerne er store og generelt er der en fornemmelse af Unionen som et kompliceret politisk apparat, hvor det ikke er nemt at træffe beslutninger. Patxi indrømmer, at det er et indtryk han deler:
”Vi kan se, at der bliver flere og flere medlemslande, et parlament med næsten 1000 valgte politikere, Kommission, råd og nationale regeringer, og min mavefornemmelse siger mig, at jo større og mere kompleks EU bliver, jo sværere bliver det at træffe beslutninger”.
Rundt om bordet bliver der nikket anerkendende, men Jesús slår fast, at uanset omfanget af det europæiske bureaukrati, så kan Spanien ikke tillade sig at fravælge EU, sådan som englænderne gjorde det: ”Vi har ganske enkelt ikke råd,” synes de at sige med én stemme.
I flere af EU’s medlemslande trives EU-skeptikerne på de politiske yderfløje. Det er ikke tilfældet i Spanien. Et medlemskab er ganske enkelt ikke til debat.
Men hvad er der også at diskutere? EU har været en guldgrube for Spanien, og medlemskabet har været en politisk og økonomisk løftestang i et omfang, som kun de færreste kunne have drømt om.
For det europæiske integrationsprojekt er Spanien en klar solstrålehistorie: Trukket op af diktaturets dynd, udstyret med demokratiske institutioner, omstilling til en moderne markedsøknomi og voldsom økonomisk vækst til følge. Der er skyggesider, javist. Men det overordnede resultat taler sit tydelige sprog. Spanien og EU er udadskillige.
Denne sommer er POV taget på rundtur i Europa. Det er blevet til sommerserien EUROPÆISKE STEMMER, hvor vi lytter til europæere og dermed tegner et billede af det europæiske fællesskabs mange sider.
I oktober er det 50 år siden, Danmark stemte sig ind i EF og dermed også det senere EU, og derfor vil vi resten af året sætte fokus på EU og det fællesskab, Danmark er en del af. Under den fælles titel EUROPÆISK SAMARBEJDE I MIDTVEJSKRISE tager vi pulsen på fællesskabet – gennem en række forskellige artikler og spændende aktiviteter for læserne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her