ESSAYSERIE // MURENS FALD – “Det som Churchill i sin berømte Fulton-tale i 1946 havde kaldt ‘et Jerntæppe, der havde sænket sig over Europa’ var endelig ved at blive løftet. Kort efter væltede tusinder af østtyske flygtninge ind over den nu åbne grænse mellem Ungarn og Østrig.” Da udenrigsreporter Ole Retsbo startede som grøn akademiker og yngstemand på TV2’s nyåbnede udenrigsredaktion i efteråret 1988, havde de erfarne journalister for længst delt verden op. Tilbage var blot Østeuropa, hvor alle vidste, at der absolut intet skete. I en essayserie i fem dele i POV fortæller Retsbo, der i dag er journalist på DR, historien om den unge journalist, der over et år, 1989, så verden forandre sig for altid. Dette er anden del.
IV
I virkeligheden begyndte 1989 med en beslutning i det sovjetiske kommunistpartis politbureau d. 11. marts 1985, som er den dag, hvor Mikhail Gorbatjov blev udnævnt til generalsekretær og dermed Sovjetunionens ubestridte leder.
De følgende år begyndte hele verden at tale om ”Glasnost” og ”Perestrojka”, de demokratiske og økonomiske reformer, som skulle bringe Sovjetunionen på omgangshøjde med de vestlige lande. Målet var ikke at bringe kommunismen til ophør, tværtimod håbede Gorbatjov, at reformerne ville styrke det kommunistiske system med kommunistpartiet i førersædet, som det havde været siden 1917.
I foråret 1989 begyndte østeuropæerne så småt at vejre morgenluft
I de første år skete reformerne langsomt og umærkeligt, men i 1988-89 begyndte udviklingen at accelerere.
Ved valgene til den nyoprettede Folkekongres i marts 1989 fik vælgerne mulighed for at vælge mellem flere kandidater og overraskende mange af dem afveg voldsomt fra den gammelkommunistiske partilinje. Bølgerne gik højt i en ophidset valgkamp, hvor der blev talt højrøstet og passioneret om alt fra Tjernobyl-katastrofen, Stalintidens rædsler og apparatchikkernes elendige forvaltning af landet. Samtidig begyndte de første nationalistiske grupper, der senere skulle splitte Sovjetunionen ad i 15 forskellige republikker, at røre på sig.
Indtil da havde Østeuropa ligget ligeså stendød hen i det sovjetiske jerngreb, som dengang jeg besøgte mine venner i Falkensee fire år tidligere, men i foråret 1989 begyndte østeuropæerne så småt at vejre morgenluft.
I marts måned besøgte jeg Ungarn, hvor den unge Harvard-uddannede ministerpræsident Miklos Nemeth diskret havde sat gang i økonomiske og demokratiske reformer, mens han hele tiden skævede til Sovjetunionen for ikke at risikere en gentagelse af invasionen i 1956.
De politikere – og embedsmænd, som jeg mødte, talte i vage vendinger om, at der med tiden skulle være mere demokrati og mere markedsøkonomi i Ungarn, men absolut ingen talte om snarlige revolutionære forandringer.
Alligevel var der noget i luften. Vi besøgte kirkegården, hvor Imre Nagy, den kommunistiske oprørsleder, der blev henrettet af russerne i 1956, lå begravet i en umærket grav. Midt i stilheden blev vi pludselig opsøgt af en stærkt ophidset dame, der med tårer i øjnene krævede hævn over Nagys mordere.
Et besøg i en landsby langt ude på landet i det østlige Ungarn gjorde også indtryk. Vi ankom for at lave et kort interview med borgmesteren og besigtige et kollektivlandbrug, men det endte med, at vi må måtte blive der det meste af dagen. Nyheden om at et TV-hold fra Vesten var på vej havde sat hele landsbyen på den anden ende, så da vi ankom var der sat langborde frem til stor folkefest med helstegte pattegrise på spyd og strømmevis af rødvin.
I september rejste jeg ind i selve dyrets hjerte, kommunismens sovjetiske moderland, for at dække ”Next Stop Sovjet”. 3000 unge danskere skulle deltage i myriader af græsrodsaktiviteter med unge russere, som nu for første gang nogensinde kom i kontakt med vesterlændinge udenom kommunistpartiets kontrol
Mange udtrykte håb og forventninger om, at de store kollektivlandbrug ville blive opløst, så landmændene igen ville få lov til at eje deres egen jord, og vi TV-folk blev betragtet som en slags budbringere for nye og bedre tider.
LÆS FØRSTE DEL AF OLE RETSBOS ESSAYSERIE OM 1989 HER
V
Da forår blev til sommer, begyndte begivenhederne for alvor at accelerere.
I juni blev der holdt delvis frie valg i Polen, som kommunistpartiet tabte med et brag. Selvom partiet forinden havde forhåndssikret sig 65% af pladserne i parlamentet, var valgnederlaget skriften på væggen for étparti-styret over hele Østeuropa.
Kun tre måneder efter mit besøg i Budapest blev Imre Nagy sensationelt flyttet fra sin umærkede grav og genbegravet ved en stor højtidelighed med deltagelse af over 100.000 mennesker.
Endnu mere spektakulær var Miklos Nemeths beslutning om at fjerne pigtrådshegnet mellem Ungarn og Østrig. Ved en nøje planlagt photo opportunity stod den ungarske udenrigsminister Gyula Horn og hans østrigske kollega Alois Mock side om side med hver deres boltsaks og klippede pigtråden mellem de to lande over, mens filmkameraerne snurrede.
Det som Churchill i sin berømte Fulton-tale i 1946 havde kaldt ”et Jerntæppe, der havde sænket sig over Europa” var endelig ved at blive løftet. Kort efter væltede tusinder af østtyske flygtninge ind over den nu åbne grænse mellem Ungarn og Østrig.
Hans reaktion var symptomatisk for året 1989: han anede ikke sine levende råd
Det var på det tidspunkt, at 1989 for mit vedkommende begyndte at udvikle sig til én lang stream of consciousness.
Knap havde jeg sat mig ned for at drikke en kop kaffe i TV2s kantine i Odense, før nyhedstelegrammerne om endnu en verdenshistorisk begivenhed tikkede ind på stationens funklende nye nyhedscomputere (på Danmarks Radio modtog man stadig nyhederne på telexmaskiner, en teknologi der i forskellige varianter havde været i brug i nyhedsbranchen siden 1914). Vigtige telegrammer blev ledsaget af en klokke for at vække småsovende journalister og redaktionssekretærer, og jeg husker stadig det konstante klokkespil fra ”URGENT” og telegrammerne som den gennemgående baggrundsmusik for året 1989.
VI
I september rejste jeg ind i selve dyrets hjerte, kommunismens sovjetiske moderland, for at dække ”Next Stop Sovjet”. 3000 unge danskere skulle deltage i myriader af græsrodsaktiviteter med unge russere, som nu for første gang nogensinde kom i kontakt med vesterlændinge udenom kommunistpartiets kontrol.
I månederne forinden havde Glasnost og Perestrojka skabt en ”Gorba-feber” i hele den vestlige verden, herunder selvfølgelig også Danmark. Alt hvad der kunne krybe og gå fra spejdere og bøsser til miljøforkæmpere og punkmusikere ville til Sovjetunionen.
Du kan se “Veje Er Som Floder”, en film om Next Stop Sovjet 1989 af Søren Maarbjerg og Carsten Andersen her:
Fra højeste sted i Politbureauet var der givet ordre om, at Next Stop skulle støttes ubetinget af myndighederne. Det var som om det lå i luften, at alt pludselig kunne lade sige gøre i det tidligere så stivnede sovjetdiktatur, så da jeg ankom til Sjeremetevo-lufthavnen i Moskva på vej til den ukrainske sovjetrepublik, tog jeg en rask beslutning.
Ingen vestlig journalist kunne på daværende tidspunkt rejse rundt i Sovjet på egen hånd. Man skulle altid være ledsaget af en medarbejder fra det sovjetiske nyhedsbureau APN Novosti, som var tæt sammenvævet med det hemmelige politi KGB. Officielt skulle vedkommende bistå med kontakter og oversættelse, men hovedformålet var at holde øje med de udenlandske journalister, så de ikke begyndte at opsøge systemkritikere eller på anden måde give et uønsket billede af Sovjetunionen.
De følgende 14 dage var en sovjetisk version af ”anarkiets korte sommer”. Næsten alt var muligt. På et tidspunkt spurgte jeg, om det kunne lade sig gøre at møde en censor på en af byens aviser. Intet problem
Jeg blev da også planmæssigt modtaget i lufthavnen af en APN-mand ved navn Barkov (han meddelte ikke sit fornavn), men i samme øjeblik jeg så den bistert udseende ældre mand af apparatchik-typen, besluttede jeg at gøre alt for at slippe for hans selskab de næste 14 dage. Grebet af ungdommeligt letsind og den løsslupne Next Stop-stemning fortalte jeg ham, at jeg egentlig syntes han bare skulle blive i Moskva, for jeg kunne sagtens klare mig alene med hjælp fra den lokale Next Stop-organisation i Ukraine.
Next Stop Sovjet har en Facebook-side, hvor man kan se billeder fra turen – her et fra koncerten i Rusland:
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10206157278069850&set=a.10206157276389808&type=3&theater
Hans reaktion var symptomatisk for året 1989: han anede ikke sine levende råd. Kun få måneder tidligere ville han blankt have afvist mit ønske, taget mig fast under armen og med eller mod min vilje trukket mig hen til flyet, der skulle føre os videre til Kiev, men nu forelå der jo en ordre ovenfra om, at alle officielle institutioner skulle give Next Stop Sovjet deres fulde opbakning.
Det endte med at han lod mig tage videre til Kiev uden chaperone, spruttende af raseri, men i de disse magiske måneder magtesløs.
Mens jeg skriver disse linjer har jeg svært ved at tro, at jeg virkelig kunne blæse højt og flot på en officiel aftale med en KGB-kontrolleret myndighed i Sovjetunionen, selv i 1989, men i mine gamle papirer finder jeg bekræftelsen: en (jo sådan set helt berettiget) klageskrivelse fra APN til TV2 , hvor de bl.a. skriver, at min foragt for indgåede aftaler ”ikke lover godt for det fremtidige samarbejde”.
Af de gamle papirer fremgår det i øvrigt også, at jeg havde en geigertæller med mig, da vi som nogle af de første vestlige besøgende skulle besigtige atomkraftværket i Tjernobyl, der var eksploderet 3 år tidligere.
VII
De følgende 14 dage var en sovjetisk version af ”anarkiets korte sommer”. Næsten alt var muligt. På et tidspunkt spurgte jeg, om det kunne lade sig gøre at møde en censor på en af byens aviser. Intet problem.
En tidligere Afghanistan-soldat, som nu havde tilsluttet sig Next Stop, og som kendte alt og alle i Kiev, førte os ind på avisen, vadede op ad trapperne med os i hælene og brasede ind på kontoret, hvor en censor sad præcis, som man i forvejen havde forestillet sig det: med hovedet bøjet over en af morgendagens artikler, hvor flere af sætningerne allerede var streget over med rødt.
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10206157985127526&set=p.10206157985127526&type=3&theater
Han nægtede at lade sig interviewe (”jeg kan ikke hjælpe jer”, var det eneste han sagde), men vi havde billederne, som senere blev sendt ud på Eurovisions daglige nyhedsudveksling EVN. Alle vidste selvfølgelig, at der altid havde været hård censur i Sovjetunionen, men ingen i Vesten havde nogensinde før set en censor i levende live.
Min tolk var en ung engelsk-studerende fra Kiev Universitet ved navn Vladimir. Han fortalte mig om alle de drømme han havde, men som han ikke troede nogensinde kunne realiseres i Sovjetunionen. ”Men nu er der jo Glasnost og Perestrojka,” indvendte jeg. ”I har pludselig fået muligheder, som I aldrig har haft før”.
”Yes, yes, of course, you are right,” udbrød han pludselig, mens han rakte armene i vejret som en fodboldspiller, der lige har scoret et afgørende mål. ”You are right, I am a free man! I’m free! I can do whatever I want!”
Endnu engang grebet af den eufori, som prægede året 1989, forærede jeg ham 100 dollars, så han kunne købe et visum og komme på besøg i København.
Jeg hørte aldrig fra ham siden.
Jeg kom uvægerligt til at tænke på den sovjetiske dissident-forfatter Alexander Zinovjevs beskrivelse af sine medborgere som en særlig menneskerace, ”Homo Sovjeticus”, som var evolutionens svar på 70 års kommunisme, og karakteriseret ved en komplet mangel på initiativ og virkelyst og dyb modvilje mod at tage individuelt ansvar
Det er værd at nævne, at alt dette selvfølgelig skete flere år før mobiltelefoner og internettet (men det var faktisk i 1989, at sir Tim Berners-Lee første gang fremlagde sin banebrydende vision for World Wide Web). I modsætning til dagens journalister var jeg og fotografen i stand til at rejse rundt i over en uge uden at TV2 anede, hvor vi var, endsige hvad vi lavede.
Efter bruddet med APN Novosti kunne jeg ikke benytte mig af Gosteleradio (sovjetisk TV) til at sende mine indslag hjem, men her trådte den tidligere Afghanistan-soldat igen til. En af hans venner, som var pilot i Aeroflot (tidligere i sin karriere havde han sikkert kastet bomber over mujahedinerne i Afghanistan) bragte båndkassetten til Moskva lufthavn, hvorfra den via en SAS-pilot havnede hos en forbløffet producer på TV2 i Odense.
En enkelt lille episode i Sovjetunionen gjorde det klart for mig, at nok var der revolution i luften, men det ville tage meget lang tid at få alle med.
I Moskva skulle jeg klippe et indslag sammen om Next Stop-bevægelsens afsluttende rockkoncert i hovedstaden. I klipperummet gav jeg den russiske klipper råbåndene og bad ham om at klippe et minuts penge sammen af de indledende forberedelser til koncerten, imens jeg skrev mit manus.
I nyhedsdækningen i Vesten var det normalt, at klipperen tog sig af indslagets visuelle udtryk og journalisten af manus, men ikke i Sovjetunionen. I stedet for at gå i gang sad han ubevægelig som en Lenin-statue i sin stol. ”Det er ikke sådan, vi gør,” sagde han.
Tanken om at han selv skulle tage initiativ og ansvar for at klippe et minuts billeder sammen på egen hånd var helt utænkelig. I stedet skulle jeg billede for billede udpege hvor mange sekunder af hver enkelt optagelse han skulle klippe ind i indslaget.
Det blev en lang eftermiddag i det dårligt ventilerede klipperum. Jeg kom uvægerligt til at tænke på den sovjetiske dissident-forfatter Alexander Zinovjevs beskrivelse af sine medborgere som en særlig menneskerace, ”Homo Sovjeticus”, som var evolutionens svar på 70 års kommunisme, og karakteriseret ved en komplet mangel på initiativ og virkelyst og dyb modvilje mod at tage individuelt ansvar.
Vil du gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
Topfoto: Lasse Persson.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
