Garbi Schmidt: Barndommens land – midtlivets savn

i Liv & Mennesker/Essays af
SAVN // KLUMME – ” Vi giver slip. Vi ser tilbage og savner. Vi ser nyt vokse frem. Vi ser børn vokse og gentage. Vi ser dem blive sig selv. Vi træder tilbage, til barndommens land. Gentager minderne. Prøver at forstå. Og bygger de liv, som kan bygges, i skyggen og lyset af det erkendte.”

I dag kørte jeg igennem barndommens land. Kornmarker og landsbyer. Forbi bondegårde, røde, hvide, gule. Køerne lå i græsset, sammen med deres kalve. De store, brune øjne. De mørke, våde snuder. Over dem den blå himmel, som har stået så hel, sjældent mærket af flyenes hvide arspor, igennem de sidste måneder. Jeg stod ud af bilen. Gik med min kæreste igennem vikingeland.

En skilsmisse er de voksnes valg. Børnene bærer nogle af valgets konsekvenser. At skulle bære kufferter frem og tilbage hver anden uge. At tilpasse sig to steders rytme, måder at gøre ting på

Vejkanterne var fulde af høje græsstrå, toppene dansede dovent. Jeg førte min håndflade over
dem, min håndryg, mens jeg gik fremad. ”Sådan gjorde jeg også altid, da jeg var barn.” sagde han, hans stemme og krop bag mig. Og græsset og bevægelsen og ordene førte mig tilbage.

Til somre, for længe siden. Til vandreture i spejderuniform, hvor vi sang ”åh Buster” for fuld hals. Dén sommers hit. Til somre, hvor min mor, som døde for seks år siden, ikke engang var så gammel, som jeg er nu.

Dette forår har været savnets. Corona har siddet med sin tunge krone på os alle, på vores kroppe og berøringer. Dem, som jeg har savnet mest, er mine børn. Jeg ser dem, hver anden uge. En skilsmisse er de voksnes valg. Børnene bærer nogle af valgets konsekvenser. At skulle bære kufferter frem og tilbage hver anden uge. At tilpasse sig to steders rytme, måder at gøre ting på.

Jeg tænker ofte på, hvor dygtige de er. Hvor tålmodige de er. Jeg gør tingene på min måde. Jeg har lagt skeer og knive, spækbrædder og bordskånere, som jeg nu fandt det logisk, i mit køkkens skuffer. Hos deres far ligger tingene anderledes.

Børnene lægger altid tingene rigtigt. De finder altid vej.

Jeg besøgte min far i dag. På væggen i hans køkken hænger fotografier af hans børnebørn på en tavle. Ikke få, men mange. Børnebørn, der sidder i sandkasser og i badekar. Børnebørn, som sidder på skødet af deres forældre. Jeg er en af forældrene. En mor, der sidder med en treårig og læser i en bog. En mor, som står i en sommerhave med en baby på armen.

Dette forår, dette savnets forår, har jeg ordnet fotografier. Jeg er gået igennem mine gamle mobiltelefoner, har downloaded fotos fra dem alle, også de ældste.

Som alt andet i livet har livet lært mig, at tiden aldrig er nok. Jeg er dér, hvor de siger, at man skal give slip. Jeg giver slip hver eneste dag, fordi det er det rigtige

Jeg er gået tilbage i harddrives, på computere, jeg for længst har kasseret og har fundet alt, hvad jeg overhoved kunne. Fotos fra dengang de var små og lidt større. Mine børn. Ferier og hverdage. Aftenprofiler. Jeg har fanget deres kroppe og minder igen og igen. År efter år. Uden dengang at forstå, hvad den slags minder er.

Jeg ser to stærke væsner, der nu er på vej ud i ungdommens land. Jeg er begyndt – nok også et resultat af Corona – at føre dagbog, for at holde deres skridt fast. I min verden. Dagene falder. Som guldstøv. Jeg prøver at gribe hvert enkelt lille fnug.

På flere af fotografierne, fra computerne og telefonerne, ser jeg mig sidde så tæt på dem. Kroppene næsten sammenvævede. En mor, som værner, men måske af alt, det erkender jeg nu, blev værnet. Var jeg lykkelig? Lykken er et stort ord.

Men jeg mærker endnu, hver eneste gang de er i nærheden, den ro, som de kan give mig. Børnene. En mening, helt uden ord. Formuleret, fra den dag, de forlod min krop, fedtede og blodige lå på min mave. Og jeg troede, at tiden var langstrakt, og dette var for næsten altid. Som alt andet i livet har livet lært mig, at tiden aldrig er nok. Jeg er dér, hvor de siger, at man skal give slip.

Jeg giver slip hver eneste dag, fordi det er det rigtige at gøre. Træder tilbage, træder væk, bliver noget, som de kan vende tilbage til, når de har brug for mig. Hvis de har brug for mig.

Nu tænker jeg på, hvordan min mor kunne være så stærk, at hun aldrig lod sig mærke. Jeg tænker over, at sådanne stilheder er dele af den rytme, vi giver videre, generation til generation

Jeg trak mig selv i den alder, så eftertrykkeligt, at jeg nu tænker på, hvordan min mor kunne være så stærk, at hun aldrig lod sig mærke. Jeg tænker over, at sådanne stilheder er dele af den rytme, vi giver videre, generation til generation. Vi giver slip. Vi ser tilbage og savner. Vi ser nyt vokse frem. Vi ser børn vokse og gentage. Vi ser dem blive sig selv.

Vi træder tilbage, til barndommens land. Gentager minderne. Prøver at forstå. Og bygger de liv, som kan bygges, i skyggen og lyset af det erkendte.

LÆS FLERE TEKSTER AF GARBI SCHMIDT I POV HER


Topillustration: Livets glaskugle er skrøbelig og stærk på en og samme tid. Som det savn, der kan gribe en midt i livet. Foto: Uihere.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Garbi Schmidt er professor i Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet. Hun har skrevet doktordisputats om Nørrebros Indvandringshistorie, og ph.d. afhandling om muslimske indvandrere i Chicago. Derudover er hun skønlitterær forfatter på forlaget Gyldendal, hvor hun debuterede i januar 2017 med den historiske roman Ebba. Skulle du have lyst til at donere til Garbis skriverier, er nummeret til MobilePay +45 27 24 38 09.

Leave a Reply

Seneste artikler om Liv & Mennesker

USA

Paranoide lorteland

SYDSTATSLIV // KLUMME – Lige nu er der overvældende mange grunde til