I tirsdags var de første ansøgere om dansk statsborgerskab til den nye indfødsretsprøve, der erstatter den tidligere statsborgerskabsprøve. Prøven består af 40 spørgsmål om dansk politik, kultur og historie. Spørgsmålene skal besvares inden for 45 minutter. 32 spørgsmål skal besvares korrekt, for at man kan bestå.
Men er det de rigtige spørgsmål, der stilles?
Her er 40 alternative spørgsmål til kommende danske statsborgere.
Jeg bestod faktisk den originale test, men var uenig med et antal upræcise og/eller elendigt formulerede spørgsmål. For selv om de nye borgere skal memorere oplysninger fra et kompendium, er det vel muligt at stille dem spørgsmål, der faktisk har relevans for deres liv i Danmark? Egentlig synes jeg jo, at opgavens fornemste formål må være at få borgerne til at tænke (sig om).
Hvad nu, hvis jeg havde fået til opgave at formulere mulige spørgsmål? Her er 40 forsøg. Et par af de originale spørgsmål har dannet grundlag for mine.
1
August Bournonville var 2. generations indvandrer i Danmark i 1800-tallet. Hvad blev han berømt som?
a. Ballet-koreograf
b. Politiker
c. Sportsmand
2
H. C. Andersen er den mest berømte danske forfatter. Hvad skrev han, og hvad er han kendt for i dag?
a. Eventyr
b. Faglitteratur
c. Filosofi
3
Tv-serien Matador er en dansk klassiker. Serien fortæller dansk historie fra 1929 til 1947 gennem en fiktiv provinsby og især byens ledende familier. Hvornår havde serien premiere?
a. 70’erne
b. 90’erne
c. 00’erne
4
Danmark fik i 2011 den første kvindelige statsminister. Hvad hed hun?
a. Helle Thorning-Schmidt
b. Pia Kjærsgaard
c. Margrethe Vestager
5
Hvornår fik danskere – uanset køn eller indtægt – stemmeret?
a. 1849
b. 1915
c. 1953
6
Danmark har gennem århundreder modtaget indvandring fra mange andre lande. Fra hvilke lande modtog Danmark ikke mange flygtninge i anden halvdel af 1900-tallet.
a. Vietnam
b. Polen
c. Argentina
7
Hvilken sportsgren gjorde Danmark til Europamester i 1992.
a. Fodbold for mænd
b. Fodbold for kvinder
c. Kapgang for mænd
8
Hvilken nyskabelse kan vi takke filosoffen, digteren og præsten N. F. S. Grundtvig for?
a. Folkehøjskolerne
b. VUC
c. Det rytmiske musikkonservatorium
9
Den danske filosof Søren Kierkegaard skrev i 1843 et hovedværk, som i 1900-tallet blev læst, beundret og brugt som grundlag for nye filosofiske skoler, bl.a. eksistentialismen. Hedder bogen
a. Enten-Eller
b. Den lille Prins
c. Kvalme
10
Den danske filmserie om Olsen-banden er en klassiker. Hvad handlede serien om?
a. Tre egentlig sympatiske amatørforbrydere
b. Tre journalister med samme efternavn
c. Tre korrupte politikere
11
Er det i Danmark muligt for mænd at gifte sig med mænd, og kvinder at gifte sig med kvinder, i kirken?
a. Ja, absolut
b. Ja, hvis den ene skifter køn
c. Nej, de kan kun opnå “registreret partnerskab”
12
Kan man som indvandret til Danmark blive dansk politibetjent?
a. Selvfølgelig
b. Nej, kun hvis man konverterer til kristendommen
c. Nej, man skal være født i landet
13
Hvad er jul i Danmark?
a. En hedensk fest for frugtbarhed
b. En kristen fest domineret af gudstjenester
c. En højtid udsprunget af kristendommen 24.-26. december med juletræ og familiefest
14
Hvilken begivenhed fejres med Frihedsstøtten i København?
a. Bøndernes fritagelse fra tvangsarbejde, ret til at flytte og ret til at undgå korporlig straf fra godsejerens side
b. Ret til at oprette kooperativer på landet
c. Ret til at smæde godsejerne
15
Danmark mistede i løbet af 1800-tallet store dele af sit magtområde. Hvilke lande?
a. Norge
b. Vestindien
c. Slesvig-Holsten og Norge
16
Omkring 1968 gennemlevede Danmark “ungdomsoprøret”. Hvad resulterede ungdomsoprøret i?
a. Fri hash indført
b. Ungdomsløn til alle under uddannels
c. Rockmusik, debat om kønnenes ligestilling og politisering af en række måder at leve på
17
“Den danske model” på arbejdsmarkedet fremhæves tit som en specialitet i Europa. Hvad går den ud på?
a. At overenskomster mellem arbejdstagere og arbejdsgivere indgås mellem parterne selv
b. At arbejdsgiverne når som helst kan fyre arbejderne uden grund
c. At arbejderne kan lukke arbejdspladsen når som helst og gå i strejke uden at skulle afgive deres løn
18
Hvilket kriterium skal ud over statsborgerskab opfyldes for at kunne stemme ved Folketinsvalg i Danmark?
a. 18 års alder
b. Formue på over 50.000 kr.
c. At man har en ren straffeattest
19
Hvis et gift par med børn lader sig skille, hvem kan så få forældremyndigheden?
a. Altid faderen
b. Altid moderen
c. Begge forældrene
20
Kan alle starte et nyt politisk parti, og hvad kræver det?
a. Ja, med godkendelse af partiprogrammet fra regeringens side
b. Ja, med formue på 1 million kr.
c. Ja, hvis man selv er valgbar og opnår et antal underskrifter på vælgererklæringer
21
I 1940 blev Danmark besat af en udenlandsk magt. Hvilken?
a. Sovjetunionen
b. Saudi-Arabien
c. Nazi-Tyskland
22
Fra ca. år 800 til 1000 sejlede vikingerne rundt i verden i hurtige skibe. Men hvem var vikingerne?
a. Danske bønder
b. Tyske købmænd
c. Engelske vævere
23
Christian den Fjerde er den bedst kendte danske konge. Hvorfor husker vi ham især i dag?
a. Fordi han lod opføre Rosenborg, Frederiksborg, Nyboder, Rundetårn
b. Fordi han vandt Trediveårskrigen
c. Fordi han abdicerede og flyttede til Bornholm og levede som privatmand
24
Hvordan danner man en regering i Danmark?
a. Man beder dronningen om at udpege en statsminister
b. Man tæller op, hvilken statsministerkandidat, der får flest stemmer fra partierne på Christiansborg, og anbefaler denne som statsminister, ved et møde hos dronningen
c. Man trækker lod i en sort hat
25
Johann Friedrich von Struensee var en tysk læge fra Halle, som kom til Danmark i 1700-tallet. Hvorfor husker vi ham i dag?
a. Fordi han indførte vidtgående moderne reformer – trykkefrihed, opsamling af uønskede børn, og afskaffelse af tortur
b. Fordi han opfandt fødselstangen
c. Fordi han indførte moderne havekunst
26
Den første danske demokratiske forfatning, grundloven, blev skrevet i 1849. Danmark blev et slags demokrati. Men hvem havde stemmeret?
a. Kun formuende mænd, “husherren”
b. Mænd og (enlige) kvinder med job ude for hjemmet
c. Mænd og kvinder med formue, eget job og eget hjem
27
Danmark blev medlem af EU efter en afstemning i 1972. Der er dog visse områder, hvor Danmark har sin helt egen status.
a. Vi har en række undtagelse fra visse områder herunder euro-samarbejde, som resultat af folkeafstemninger
b. Vi har indført told på alle varer, der handles inden for EU
c. Vi har forbudt import af cigaretter
28
Carl Nielsen er den eneste danske komponist, som er kendt overalt i verden. Men hvad kender danskerne ham især for?
a. En lang række populære sange, bl.a. “Jens Vejmand” og “Jeg ved en lærkerede”
b. Salmer med tekster af Oehlenschläger
c. Operaer bygget over Shakespeares dramaer
29
Danske sportsfolk udmærker sig ofte på cykel – og på og i vandet. Man taler endda om en dansk “guldfirer”, der ofte har vundet OL- og VM-medaljer. Hvilken sportsgren dækker uydtrykket over?
a. Roere
b. Cykelryttere
c. Stafethold i atletik
30
Flere danske sportsfolk er faktisk indvandrere eller børn af indvandrere. Hvilken af disse tre har gambianske rødder?
a. Tennisspilleren Caroline Wozniacki
b. Løberen Wilson Kipketer
c. Håndboldspilleren Josephine Touray
31
I 1917 solgte Danmark sine caribiske kolonier til USA. Hvad kalder vi disse øer?
a. Dansk Vestindien
b. Dansk Caribien
c. Slavernes Øer
32
Nationalmuseet er det danske samfunds ledende historiske museum. Men museet har også store samlinger med genstande fra andre lande. Hvad kaldes disse samlinger?
a. Etnografisk samling
b. Den Store Verden
c. Antropologisk samling
33
I 1920 blev en del af Jyllands sydligste område (Nordslesvig) igen dansk efter en afstemning om tilhørsforhold – landsdelen blev erobret af Tyskland i 1864. En stor by stemte tysk og forblev tysk, hvilken?
a. Flensborg
b. Sønderborg
c. Altona
34
Danmark har haft en del store filminstruktører. I 1943 skabte Carl Th. Dreyer en stor film om hekseforfølgelserne i 1600-tallet. Filmen kan ses som en kommentar til nazismens raceforfølgelser. Hvad hedder den?
a. Vredens Dag
b. Zappa
c. Idioterne
35
Jylland er landfast med Tyskland og det europæiske kontinent. Øst for Jylland ligger to store øer. De er forbundet af broer. Hvad hedder de?
a. Storebæltsbroen og Lillebæltsbroen
b. Kongebroen og Dronningebroen
c. Fynsbro og Den Sjællandske Bro
36
Et dansk rap-band med tre medlemmer, blandt dem Isam Bashiri, fik enorm succes med hits som “Aicha” og “Man binder os på mund og hånd.” Hvad hedder gruppen.
a. Shu-bi-dua
b. Shaka Loveless
c. Outlandish
37
En gruppe danskere sluttede sig i 2015 sammen for at byde flygtningene velkommen og hjælpe med arbejde, sprog, venskaber, oplevelser og fællesskab. Hvad kalder denne gruppe sig?
a. Venligboerne
b. Dansk Folkeparti
c. Danskernes Parti
38
Danske restauranter scorer mange Michelinstjerner. Men det er hverdagsmaden, vi lever af. Danmark har en række egnsretter. Men også en del mad, som alle er enige om hører til i det danske køkken. Hvilken af disse tre anses for danske specialiteter:
a. Pizza
b. Chop Suey
c. Smørrebrød
39
I 2003 gik Danmark med i koalitionen, der invaderede Irak. Danmark sendte væbnede styrker til Irak. Blandt de genstande, de danske styrker tog med til Irak, var:
a. Sneplove
b. Dvd-udgaver af irakiske film, så soldaterne kunne lære noget om landet
c. 10.000 læsebøger til de irakiske skolebørn
40
Danmark er kendt for opdræt af slagtesvin. Hvor mange svin fødes om året i Danmark – inklusive dem, som dør ved fødslen eller straks efter.
a. 1 million
b. 2 millioner
c, ca.39 millioner?
Bestod du? Så hjertelig velkommen i statsborgerskabet!
Topfoto: Wikipedia –Wikidanesju8.jpg
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her