Israel og Palæstina i en mellemkrigstid

i Politik & Samfund/Internationalt af
MÅSKE ET VENDEPUNKT // ANALYSE – Der er intet nyt i, at Israel og Hamas tørner sammen på og omkring Gazastriben. Både israelere og palæstinensere har oplevet bombeangreb og raketbeskydning før. Men i denne omgang har konfrontationen måske lagt grunden til nytænkning.

TEL AVIV – Der lyder taktfaste råb i gaden. ’Svaret til højrefløjen er Israel og Palæstina!’ Det rimer på hebraisk og giver rytmisk genklang mellem husene. Der råbes på en tostatsløsning, med et Israel og et Palæstina side om side. Andre er mindre specifikke og kræver bare sameksistens og dialog på en eller anden måde, og på et par skilte står der ’Palestinian Lives Matter!’

Sagen fra Østjerusalem… er kommet til at stå som gnisten, der antændte det hele, men årsagerne stikker en hel del dybere, og det er nok det, der har fået både israelere og palæstinensere til at reagere

Demonstrationen finder sted i Tel Aviv. Det er den første lørdag aften efter våbenhvilen i konfrontationen mellem Israel og Hamas på Gazastriben, og atmosfæren er præget af lettelse. Budskaberne er mange, og alle er klar over, at det langt fra er alle israelere, som sympatiserer med initiativet. En mand ovre på den anden side giver sig til kende ved at råbe ’Død over araberne!’. Han bliver hurtigt ekspederet væk af resolutte politifolk.

For mange mennesker har den seneste konfrontation ført til en brat opvågnen. I selve Israel kom det som en følgevirkning, at landets arabiske mindretal gik til voldsomme protester. Det skyldes også en følelse af, at have været marginaliseret gennem mange år, og ikke mindst de næsten 12 år med premierminister Benyamin Netanyahu ved roret, men det var Gaza-situationen, der kaldt frustrationerne op til overfladen.

Sagen fra Østjerusalem, hvor en række palæstinensiske familier i kvarteret Sheikh Jarrah er blevet sat ud af deres hjem, er kommet til at stå som gnisten, der antændte det hele, men årsagerne stikker en hel del dybere, og det er nok det, der har fået både israelere og palæstinensere til at reagere.

Bidens 1973

Dette var bagtæppet, da den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, tirsdag kom på hurtig visit i Jerusalem og Ramallah. Udover premierminister Benyamin Netanyahu mødte han den israelske forsvarsminister, Benny Gantz, og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas – i nævnte rækkefølge – og overfor alle understregede han, at der er brug for dramatiske ændringer for at komme videre.

På det materielle plan lagde Blinken handling bag sine ord ved at love, at han vil bede Kongressen i Washington om 75 mio. dollar som udviklingsstøtte til palæstinenserne, og på mødet med Abbas stillede han yderligere 5,5 mio. dollar i udsigt som katastrofehjælp til Gazastriben, samt yderligere 32 mio. til UNRWA – FN-organisationen med ansvar for palæstinensiske flygtninge. Den har blandt andet ansvaret for halvdelen af Gazastribens befolkning, som er fødevareafhængige.

Israel Palæstina
Antony Blinken og Benyamin Netanyahu under et møde i Jerusalem ved en tidligere lejlighed. Foto: US State Department.

Thomas Friedman, som er mellemøstekspert og analytiker ved New York Times, skrev i sin avis at dette ligner Joe Bidens 1973. Det er en hentydning til krigen i oktober det år, der førte til store holdningsændringer i regionen og kan betragtes som en af hovedårsagerne til, at Egypten i 1979 sluttede fred med Israel.

Om vi virkelig befinder os ved et så afgørende vendepunkt, vil den kommende tid vise. For det hele kom tydeligvis bag på Biden, som har helt andre prioriteter. Han er midt i et stort oprydningsarbejde efter sin forgænger, Donald Trump, på det indenrigspolitiske plan, og udenrigspolitisk har han først og fremmest blikket rettet mod Kina, hvorpå følger Rusland og endelig Mellemøsten, som dog næsten udelukkende er Iran og oliestaterne i Den Persiske Golf. Blinkens besøg var derfor sat i værk med kort frist, og først og fremmest var det fremtvunget af situationen i Gaza efter de 11 dages væbnet konfrontation med Israel.

Blinkens understregning af, at Biden-administrationen arbejder på at få genåbnet det amerikanske konsulat i Østjerusalem, skal derfor også forstås i den rette sammenhæng. Det er endnu en opretning af skaderne efter Trump. Før denne i 2018 tog den kontroversielle beslutning at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, var der faktisk to konsulater i byen – et i det jødiske Vestjerusalem og et i det palæstinensiske Østjerusalem.

Essensen af besøget var derfor pengestøtten, Blinken gav lovning på. Det er ikke enorme summer, men budskabet er interessant

Det første blev omdannet til ambassade, og det andet blev lukket, hvilket naturligvis var en klar underkendelse af palæstinensernes krav om at få Jerusalem som hovedstad i en fremtidig stat. Blinkens udmelding var derfor kun at forvente, men den var så også temmelig uforpligtende, idet den begrænsede sig til, at man i Washington arbejder på sagen.

Essensen af besøget var derfor pengestøtten, Blinken gav lovning på. Det er ikke enorme summer, men budskabet er interessant. Det er nemlig en direkte støtte til præsident Abbas, der lige siden det seneste palæstinensiske valg i 2006 har ligget i åben strid med den islamiske Hamas-bevægelse.

Dengang fik Hamas rent faktisk flere stemmer end Fatah, som Abbas står i spidsen for, men dette resultat ønskede Abbas ikke, så han tog magten på Vestbredden, mens Hamas gjorde det samme på Gazastriben. Siden har de ikke været på talefod, hvilket også er en del af det aktuelle konfliktbillede.

Israel har gennem årene spillet en aktiv rolle i denne strid, blandt andet ved at lægge en stram blokade omkring Gazastriben i 2007, og gennem de senere år har den israelske leder, Benyamin Netanyahu, aktivt søgt at delegitimere Mahmoud Abbas. Gennem fire år foregik dette i tæt parløb med Trump – ambassadeflytningen er blot et af mange eksempler – og som en næsten naturlig følge styrkede dette Hamas.

Det er disse brikker, Biden nu har bedt Blinken om at flytte rundt på. Pengestøtten går til Mahmoud Abbas palæstinensiske selvstyre i Ramallah på Vestbredden, og midlerne til befolkningen på Gazastriben går klart uden om Hamas. Det er stadig småpenge, når man tænker på, at Qatar donerer et tilsvarende beløb hver måned og direkte til Hamas, men signalet fejler ingenting: Det skal ses som en støtte til Abbas, og dermed indeholder det også en utilsløret kritik af Netanyahu, hvis lidt for nære venskab med Trump bestemt ikke huer Joe Biden.

Det femte valg spøger

Da Blinken derfor onsdag formiddag rejste videre til Egypten, efterlod han sig ikke noget indtryk af at have skabt monumentale resultater. Men ikke desto mindre kan han have pirket til en udvikling, der alligevel kan få Friedmans tale om et 1973-øjeblik til at give mening.

Dette er de politiske efterdønninger i selve Israel efter den seneste Gaza-konfrontation. I visse dele af den israelske befolkning har de 11 dages konflikt styrket Netanyahu, idet han i den lejr viste sig som en handlekraftig leder. Men dette indtryk kan hurtigt falme, idet bombeangrebene ikke fratog Hamas evnen til at affyre flere raketter, hvilket er grunden til, at Netanyahu lige til det sidste insisterede på at fortsætte med krigshandlingerne.

At velmenende israelere demonstrerer i Tel Aviv og at Blinken efterlader en klat penge til øjeblikkelig nødhjælp, er der ikke de helt store perspektiver i, set fra Stribens tætbefolkede flygtningelejre

En anden sag er Israels langtrukne politiske krise, som i meget stor grad handler om Netanyahus politiske overlevelse. Den 23. marts var landet til valg for fjerde gang på godt to år, og efterfølgende var Netanyahus udsigter til at danne en ny regering spinklere end nogensinde. Faktisk var oppositionspartierne på nippet til at få en koalitionsaftale på plads, da de første raketter faldt den 10. maj.

Nu efter våbenhvilen har oppositionen genoptaget arbejdet, men det ser ikke ud til at lykkes inden deadline, som er den 2. juni. Bliver dette enden på historien, vil opgaven ifølge reglerne blive lagt ud i Knesset, det israelske parlament, hvor hver politiker eller hvert parti har muligheden for at samle et absolut flertal på 61 parlamentarikere indenfor tidsrammen, som er 21 dage. Dette virker stærkt usandsynligt, så derfor ser man allerede det femte valg spøge. Det bliver i oktober eller november, og konklusionen på dette er, at Gaza-konflikten har sikret Netanyahus politiske overlevelse en tid endnu.

Fred Nu på banen igen

Alt dette kan de to millioner palæstinensere på Gazastriben ikke være tjent med. At velmenende israelere demonstrerer i Tel Aviv og at Blinken efterlader en klat penge til øjeblikkelig nødhjælp, er der ikke de helt store perspektiver i, set fra Stribens tæt befolkede flygtningelejre. Hamas kom muligvis styrket ud af den seneste konfrontation med Israel, men nøden blandt de 2 millioner palæstinensere, der lever i en næsten hermetisk lukket enklave på størrelse med Langeland, er kun blevet større.

Lørdag aften i Tel Aviv. Foto: Hans Henrik Fafner

Det er denne fortvivlede situation, der måske kan være begyndelsen på en kursændring, og det er en af grundene til, at den amerikanske rolle og mulighed for at påvirke tingene i denne del af Mellemøsten kan opleves som perifer. Tilliden til de store udenlandske fredsprojekter har, både blandt palæstinensere og israelere, været for stærkt nedadgående, og der er ved at indfinde sig en forståelse for, at initiativet skal opstå på folkeligt niveau.

I dele af den israelske befolkning er mistilliden til Netanyahu kun vokset, og noget meget tilsvarende oplever man blandt palæstinensere på Vestbredden. Her er vreden over Mahmoud Abbas mærkbar. Han fremstår som korrupt og inkompetent, og hans beslutning om at aflyse det palæstinensiske parlamentsvalg, som skulle have fundet sted den 22. maj, gjorde kun ondt værre. På Gazastriben fejrede Hamas våbenhvilen som en stor sejr, men i et lidt større perspektiv er det også tydeligt, at befolkningen dér ønsker sig en anden ledelse; man er ikke specielt interesseret i et islamisk teokrati.

Der bliver talt i tydelige vendinger om, at de politiske ledere har fejlet, og om at man ikke længere bare vil vente på, at nogen fra udlandet kommer for at rage kastanjerne ud af ilden

Tilsyneladende befinder parterne sig nu i den sædvanlige situation efter en af de mange væbnede sammenstød på og omkring Gazastriben. Det ligger i luften, at man nu tager fat på at opruste igen og gøre sig klar til næste omgang. Man befinder sig igen i en slags mellemkrigstid.

Den store forskel, hvor Blinkens besøg som sagt også kan være en brik i spillet, ligger i, at en nytænkning kan være på vej. Besættelsen og uretfærdighederne bliver ikke glemt eller fejet ind under noget gulvtæppe, og der er uendeligt mange uafklarede spørgsmål. Ingen taler om nogen løsning, men der bliver talt i tydelige vendinger om, at de politiske ledere har fejlet, og om at man ikke længere bare vil vente på, at nogen fra udlandet kommer for at rage kastanjerne ud af ilden.

Det er i dette perspektiv, demonstrationen i Tel Aviv lørdag aften var værd at lægge mærke til, selv om det var meget langt fra, hvad man tidligere har set i Israel. I sensommeren 1982, altså tre måneder efter at Israel havde invaderet Libanon, protesterede en halv million israelere ved et kæmpe arrangement.

POV var til stede og kunne konstatere, at det ikke bare var det sædvanlige sammenrend at trofaste aktivister. Der var masser af almindelige borgere, der ikke udtrykker sig politisk til daglig, men som så en mulighed for at udtrykke et ønske om forandring

Initiativtagerne havde end ikke haft tanke på at give deres nye bevægelse et navn, så dagen efter tog den navn efter demonstrationens parole, Shalom Achshav – Fred Nu. Bevægelsen findes stadig, men har i mange år været en skygge af sig selv. Men forleden i Tel Aviv var den blandt initiativtagerne, og selv om tiderne er nogle helt andre, ser den ud til at kunne få en renæssance.

Det var helt tydeligt den israelske venstrefløj, som demonstrerede, men POV var til stede og kunne konstatere, at det ikke bare var det sædvanlige sammenrend at trofaste aktivister. Der var masser af almindelige borgere, der ikke udtrykker sig politisk til daglig, men som så en mulighed for at udtrykke et ønske om forandring.

Det er meget muligt, at Tom Friedman har ret. At dette er et 1973-øjeblik, hvor parterne er ved at indse, at der skal ske store forandringer for at komme videre.


LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ARTIKLER HER
LÆS MERE OM KONFLIKTEN MELLEM ISRAEL OG PALÆSTINA HER


Topillustration: ‘Palestinian Lives Matter’ under en demonstration i Tel Aviv. Det kan ses som indikation for at en holdningsændring er på vej. Foto: Hans Henrik Fafner

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.

Hans omfattende viden og indgående kendskab til regionens politik og kultur anvender han nu til foredrag, sit eget forfatterskab samt til oversættelser, sammen med sin kone, af israelsk skønlitteratur til en række forlag.

Mange kender også Hans Henrik Fafner som værdsat og vidende rejseleder ved kulturrejsebureauet Viktors Farmor.

Seneste artikler om Politik & Samfund

Netanyahu

Netanyahus hævntogt

ISRAEL // KOMMENTAR – Optimismen er på vej og israelere taler forsigtigt
genvundne land sydkorea

Det genvundne land

SYDKOREA // BAGGRUND – Lynetteholmen er nu endeligt vedtaget af Folketinget på