POLITIK // ANALYSE – Dan Jørgensen (S) bliver som ventet dansk EU-kommissær og forlader posten som klima-, energi- og forsyningsminister. Der bliver ikke indstillet en kvinde, som kommissionsformand Ursula von der Leyen ellers havde ønsket. Der oprettes tre nye ministerier, og det er stadig lykkedes regeringen at holde navnene på de nye ministre hemmelige indtil i morgen.
Det bliver en beredskabsminister, en europaminister og en minister, der skal tage sig af den grønne trepart. Venstre får sandsynligvis Beredskabsministeriet. Socialdemokratiet får den grønne, mens Moderaterne ventes at få Europaministeriet.
Rokaden vil dog næppe skabe nyt liv i regeringen, der kan skabe fremgang i meningsmålingerne. Regeringen er fortsat i dyb krise, og det ændrer rokaden ikke på.
Hvad der er lige så vigtigt, er, at regeringen er uenige om, hvornår vi skal på pension i fremtiden, og hvornår vi skal diskutere det.
Uenige regeringsparter
”Det her er en mærkelig regering. Vi er tre forskellige partier, og vi er uenige om mange ting. Det holder vi ikke skjult,” siger statsminister Mette Frederiksen (S). Hun tilføjer, at hun ”elsker arnepensionen”, ligesom hun i øvrigt også elsker Arne.
Lars Løkke (M) supplerer:
”Og jeg elsker seniorpensionen,” siger han.
”Vil du på den?” lyder det friskt fra Mette Frederiksen.
Debatten blev startet af Mette Frederiksen, da hun i Berlingske åbnede for at genbesøge velfærdsforliget fra 2006, som blandt andet betyder, at danskernes pensionsalder stiger i takt med levealderen.
Men det er meget kostbart, og det er langtfra en nem diskussion i regeringen. Og det anerkender både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen på dagens pressemøde.
Vil sikre økonomi og holdbarhed
Socialdemokratiet og regeringen er i krise og ramt af massiv vælgerflugt. Det kunne man ikke mærke på de tre partiledere, men Mette Frederiksens pensionsudmelding som start på sæsonen er faktisk en dødsannonce for SVM-regeringen.
De er blevet enige om, at de fremover kæmper for deres egne vælgere og for at optimere tilslutningen til deres partier.
”Det er jo velkendt, at der er en uenighed blandt de tre regeringspartier. Det er ikke sådan, at vi skjuler det,” siger V-formand Troels Lund Poulsen og hæfter sig ved, at regeringen er enig om, at dansk økonomi skal være ”stærk” og sikre ”holdbarhed på lang sigt”.
”Det er måske meget godt at få revet det plaster af,” siger Mette Frederiksen.
Hun afslutter pressemødet med en kvik bemærkning:
”Tak fordi I lyttede med, nu går vi ind og spiller skak.”
Det er en reference til M–formand Lars Løkke Rasmussen, der flere gange har sagt, at ”rørt brik skal flyttes”. Et klassisk skakudtryk, men her brugt i overført betydning om Socialdemokratiets pensionsmelding, som Løkke mener, at der skal handles på – nu. Ikke efter et valg, sådan som Socialdemokratiet ellers lægger op til.
For få børn i Danmark
Statsministeren fastslog i øvrigt, at vi får for få børn i Danmark.
”Vi vil ikke blande os i, hvordan familierne tilrettelægger deres liv, men vi vil gerne hjælpe til med at vende udviklingen,” siger hun.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fortæller, at Danmark og Europa står til at blive meget forandret, hvis vi ikke får vendt de faldende børnetal.
Løkke ønsker at få belyst, hvorfor danskerne får færre og færre børn.
Der skal gives 2,5 milliarder kroner til at vende tendensen. Pengene vil fordeles, når det vides, hvor de kan bruges bedst.
Dan Jørgensen lykønskes
Med Dan Jørgensen som kommissær må Danmark indstille sig på at få en mindre post i EU-Kommissionen. Det vurderer direktør for Tænketanken Europa Lykke Friis.
”Det eneste, man kan sige med meget stor sikkerhed, er, at Danmark får en post, der ikke er oppe i den liga, som Margrethe Vestager havde,” siger Lykke Friis til Berlingske.
Hun mener, at der fortsat er for mange ubekendte i kabalen til at udpege et muligt område for den kommende danske EU-kommissær.
Dan Jørgensens kolleger på Christiansborg lykønsker ham med indstillingen som dansk EU-kommissær.
Det gør de særligt på X, hvor Konservatives formand, Mona Juul, skriver: ”Stort tillykke med indstillingen som ny EU-kommissær @DanJoergensen”
Partifællen Ida Auken (S) skriver: ”Kæmpe tillykke til min kollega @DanJoergensen. Han bliver en fremragende kommissær og repræsentant for Danmark.”
Fra Moderaternes Monica Rubin lyder det: ”Tillykke med kommissærposten @DanJoergensen – jeg er sikker på du kommer til at varetage Europas interesser på en god måde!”
Og fra ligestillingsordfører Rosa Eriksen (M): ”Tillykke til min fynske kollega @DanJoergensen med kommissærposten!”
Læs også Andreas Karkers analyse “Mette Frederiksen drukner i bureaukrati: Stigning på 11 mia. kr.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her