Debatopgør i New Hampshire: Rubio fik tæv

Morten Bay 07.02.2016

Da aftenens republikanske debat gik i gang, var der ingen tvivl om, at de potentielle kandidater vidste, hvem der skulle ned med nakken: Marco Rubio.

Indtil nu har Donald Trump været ham, man skulle uden om, hvis man gjorde sig forhåbninger om at blive valgt til kandidat ved republikanernes konvent til juli. Men siden Marco Rubio blev nummer tre ved Iowa-primærvalget mandag, var der endnu en person, hvis kometvækst skulle stoppes.

Det var i hvert fald den strategi, som New Jerseys guvernør, Chris Christie, gik ind på scenen med. De to gik i nærkamp med en temmelig aggressiv tone, hvor Christie angreb Rubios manglende erfaring og Rubio angreb Christie for ikke at ville afbryde sin valgkampagne og tage tilbage New Jersey for at hjælpe med den snestorm, der ramte staten for to uger siden.

Desværre for Rubio ramte han kanvassen i den politiske boksering lige fra starten. Først forsøgte han sig med det klassiske debattrick, som amerikanerne kalder en ’pivot’, han skiftede emnet over til noget andet, noget alle på scenen kunne blive enige om: At Barack Obama er en forfærdelig præsident.

Problemet med Rubios strategi var, at han fyrede et nyt ’talking point’ af, der ikke virkede. Hans nye narrativ er, at Obama ikke – som de fleste andre kandidater, med Trump i førerpositionen mener – er uduelig. Tværtimod, sagde Rubio, Obama ved præcis, hvad han laver: ”Han er i gang med at lave USA om til et land, der minder mere om resten af verden”.

Find fire fejl

Og derefter afslørede han sin manglende erfaring fra højprofilerede valgkampe ved at begå den samme fejl hele fire gange i alt, samtidig med at han også fejlvurderede republikanernes forkærlighed for det begreb, der hedder ’American Exceptionalism’ – altså at USA er et helt særligt og udvalgt land på kloden, som alle ikke bare skal se op til, men også rette sig ind efter. Unge republikanere er nok konservative, men de er vokset op i en post-globaliseret verden, og det store flertaler er udmærket klar over, at USA ikke er nogen ø i verdenssamfundet. Dertil kommer, at dele af det yngre segment hælder mod Rand Pauls libertære variant af konservatismen, hvor man simpelt hen ikke ønsker at være verdens poitibetjent nummer et.

Men den største fejltagelse var retorisk. Det var alt for tydeligt, at Rubios smøre var tillært til lejligheden. Christie greb den med det samme. ”Se, folkens, det er sådan, Washington-politikere fungerer. De svarer ikke på kritikken og lirer i stedet en 25-sekunders smøre af”, lød det spydigt fra den sædvanligvis hårdtslående og veltalende – ofte råbende – guvernør.

Rubio var tæt på knockout. Men i stedet for at glemme alt om sin strategi og gå videre ned ad en ny vej, holdt han fast i den, og gentog nærmest den samme remse én gang til. Senere gjorde han det så igen med nogle andre ord. Og da han endelig gjorde det fjerde gang, begyndte salen at buuhe, ganske uopfordret.

Og så var han i gulvet.

En anden buh-situation, som ofret for buh-råbene ikke klarede så fint, som han plejer, fandt sted, da Donald Trump var i infight med Jeb Bush. De to har sloges i stort set alle debatterne, men denne gang var det faktisk Bush, der løb af med sejren. Det lykkedes for ham da han henviste til dengang Trump angiveligt havde forsøgt at fjerne en gammel dame fra hendes hjem i Atlantic City, fordi han ville bygge et hotel, hvor hun boede. Trump kunne pege på, at han aldrig rent faktisk gennemførte sit projekt, men det blev druknet i buh-råb, og var formentlig tidspunktet, hvor byggematadoren mistede muligheden for at være aftenens vinder.

Boblere: Kasich og Christie

Senere, da talen faldt på sikkerhedspolitik, var Rubio mere i sit es. Han sidder i to senatsudvalg, hvor han henter sin indsigt i amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik, nemlig U.S. Senate Committee on Foreign Relations og Select Committee on Intelligence. Så her var han klart stærkere end de øvrige kandidater, men ikke nok til at udslette billedet af ham med et stort blåt øje i ringhjørnet.

Når det gælder vindere, skete der noget interessant i aftenens debat. John Kasich, den moderate republikaner, som har stor appel til de midtervælgere, der rent faktisk kan flyttes over midten, blev klart en af aftenens vindere. Det skyldes primært, at feltet nu er snævret ind. De røg tre republikanere ud af feltet i sidste uge, og Carly Fiorina blev nægtet adgang til aftenens debat. Med færre deltagere i debatten fik Kasich langt mere taletid, og fik præsenteret sine holdninger og planer meget bedre end tidligere.

Chris Christie fortsatte sin strategi med at kigge direkte ind i kameraet og tale direkte til vælgerne, men ud over at slå Rubio i gulvet gjorde han ikke meget for at ændre folks syn på ham. Det var stort set den samme Christie, vi har set i alle debatterne.

Men aftenens ubestridte vinder var Ted Cruz. Det eneste, han skulle gøre, var ikke at træde ved siden af. Og han gjorde mere end det. Han lykkedes med at tale mere velovervejet om udenrigs- og sikkerhedspolitik end tidligere. Og så var der det øjeblik, hvor han kunne fortælle om sin halvsøster, der døde af en overdosis, og hvordan han var involveret i familiens forsøg på at få hende ud af misbruget.

I New Hampshire er heroinmisbrugs-epidemien nummer ét på primærvælgernes liste, og her ramte Cruz plet. Han viste også ægte følelser i et øjeblik, hvilket ellers ikke har været en del af hans glatte politiker-image.

Om Rubios voksende popularitet nu er blevet stoppet, eller om hans charme og de sidste bifald han alligevel nåede at få holder den i gang, vil vise sig. Men Cruz kan have lavet sin nuværende tredjeplads om til en andenplads i meningsmålingerne. Nummer ét er formentlig Donald Trump. Det politiske nørdewebsite FiveThirtyEight registrerede Trump som havende mere end 60% af opbakningen blandt primærvælgerne på debataftenen.

Morten Bay

Morten Bay er en prisvindende forfatter, journalist og teknologiforsker. Han er kommende Ph.D. i informationsvidenskab fra UCLA i Los Angeles, hvor han har boet siden 2008. Han forsker primært i national cybersikkerhedspolitik og Internet-historie, senest i et to-årigt projekt for DARPA sammen med en af Internets fædre, Dr. Leonard Kleinrock. Ud over studierne arbejder han som journalist for en række medier, primært Politiken og Rec.dk, hvor han skriver om digital livsstil og tech-økonomien. Han er forfatter til fem bøger, hvoraf tre handler om mødet mellem mennesker og teknologi og livet i netværkssamfundet: ’Generation Netværk’ (2006), ’Homo Conexus’ (2009) og ’Velkommen til Computopia’ (2014). Før han emigrerede til USA, arbejdede Morten Bay som rådgiver for en række digitale medievirksomheder og startups, herunder Aller Media, hvor han var med til at lede en relancering af hele forlagets digitale magasinportefølje. Han har også selv været involveret i startups, og var i den forbindelse først i den vestlige verden med at skabe en mobil musikdownload-tjeneste i 2004 og lancerede også Danmarks første, egentlige recommendation engine med Findengave.dk i 2005. Han har været redaktør eller redigerende på en lang række magasiner (hvoraf de fleste – formentlig urelateret, men man kan aldrig vide – gik ned, efter han forlod dem): GEAR, T3, Alt om DATA, Tidens Mand, Mix, Privat Computer m.fl. Han har en fortid i både organisations- og partipolitik og rådgav i en årrække folketingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre, hvor han også selv var folketingskandidat. Derudover har han også en musikkarriere bag sig med pladeudgivelser på Sony Music og EMI/Noiz, der kan udgraves fra de store streamingtjenester, hvis man orker. Han spiller stadig guitar og keyboards i Los Angeles’ musikmiljø, men kun for sjov. Morten Bay fik Fremtidsprisen fra Akademiet for Fremtidsforsknings i 2008 og Ravn-Joensen-prisen fra DPA i 2004.