POLITIK // ANALYSE – Socialdemokratiet har fyret de fire blå partier fra finanslovsforhandlingerne, og statsminister Mette Frederiksen gik hårdt til angreb på dem i spørgetimen. Det er uværdigt af statsministeren, lyder det fra Mona Juul (K), og en kritiker sammenligner statsministerens stil med Donald Trumps.
Den konservative leder Mona Juul gik direkte hen til statsminister Mette Frederiksen i Folketingssalen efter spørgetimen i tirsdags.
”Jeg sagde, at hendes opførsel ikke var i orden. Jeg synes, den var uværdig,” fortalte Mona Juul, da Altinget talte med hende kort efter spørgetimen.
”Det er en statsminister i meget stort underskud, der ikke vil svare på spørgsmål. Ovenikøbet angriber hun og bliver personlig, og det har jeg ikke set før,” lød det fra Mona Juul, der tilføjede:
”Det er en aggressiv og underskudsagtig statsminister, vi ser i dag.”
Mona Juul vil ikke svare på, hvad Mette Frederiksen svarede:
”Men det var ikke sådan, at statsministeren lagde sig ned og undskyldte eller noget som helst, skal jeg hilse og sige.”
Frederiksen og Wammen: De blå er useriøse
Mette Frederiksen var tydeligt irriteret over, at de fire blå partier, LA, Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, har indgået en aftale om at komme og gå til finanslovsforhandlingerne samlet.
Og dagen efter fyrede finansminister Nicolai Wammen (S) dem alle fra forhandlingerne efter 10 minutter.
”De har lavet en musketer-ed med hinanden, hvor de holder hinanden i takt, og det har vist sig, at det var fire forkølede musketerer, der ikke kunne hverken fortælle, hvordan man skulle prioritere sine ønsker eller finde pengene i virkeligheden,” siger Nicolai Wammen til Ritzau.
Regeringens ambitiøse trepartsaftale, der skulle føre Danmark ind i en grønnere fremtid, vakler under pres
Finansministeren siger, at partierne havde krav for over 10 milliarder kroner med i forhandlingerne, hvor der var afsat 500 millioner kroner.
”Dermed kan man ikke have en forhandling, der foregår på fornuftig vis,” siger Nicolai Wammen.
Blåt modspil
De fire blå partier har længe været kritiseret for at have for forskellig politik til at samarbejde for alvor. Men de har på ugentlige møder forsøgt at nærme sig hinanden. Aftalen om at komme og gå fra finanslovsforhandlingerne sammen var en del af dette forsøg.
Ifølge POV’s kilder arbejder de fire partier på flere fælles politik-projekter, som vil se dagens lys i den kommende tid.
Forslaget fra Liberal Alliance om, at personer, der vil have dansk statsborgerskab, skal leve op til ”de rigtige værdier” og bakke op om ”grundlæggende frihedsrettigheder og demokrati”, var kun det første i en række.
”Jeg synes, det er enormt naturligt, at det – når man tildeles statsborgerskab – er et krav, at du tror på Grundloven. Og at du mener, at alle dine medborgere har ret til de samme frihedsrettigheder, som du har. Og man kan ikke have holdninger, som at jøder skal udryddes, eller at der ikke skal være plads til homoseksuelle” siger Alex Vanopslagh til Berlingske.
Frederiksen håner Liberal Alliance
Dramatikken i spørgetimen startede for alvor, da Mette Frederiksen af LA-lederen blev bedt om at forholde sig til Lars Løkke Rasmussens udtalelser i Berlingske om, at ”gassen” er gået ”lidt” af regeringens ballon.
Vanopslagh påpegede også, at statsministeren og udenrigsministeren desuden var uenige om både den stigende pensionsalder og Danmarks Kina-politik.
Statsministeren bad Vanopslagh om at ”lægge den ironiske distance og underholdningsværdi en smule til side”. Hun fortsatte:
”Så er vi der, hvor man kan stå og være sådan lidt friskfyr-agtig og tale om, at der ikke er kriser, og at der er nogle partier, der har dårlige meningsmålinger? Det er jo ligegyldigt.”
”Altså, Vorherre til hest eller bevares, eller hvad man nu må sige i Folketingssalen. Liberal Alliance har været i regering én gang i danmarkshistorien, og I kørte det fuldstændig i hegnet. I kunne ikke engang finde ud af at blive enige med hinanden om en finanslovsaftale.”
Mona Juuls spørgsmål udløser svada
Efterfølgende brugte Mona Juul (K) sin taletid på at fremme et konservativt forslag om at afsætte 1,5 millioner kroner til, at alle forældre, der mister et barn, skal have ret til 26 ugers sorgorlov.
Mette Frederiksen svarede dertil, at Konservative bør bringe emnet på banen i de verserende finanslovsforhandlinger, hvor de blå partier har gjort fælles front.
”Som jeg forstår det, er Mona Juul på vej væk fra de forhandlinger. Hun er mere optaget af et eller andet blåt samspil eller modspil … Jeg ved ikke, hvad I har gang i i blå blok. Det er sikkert et eller andet parlamentarisk dril af regeringen,” sagde Mette Frederiksen og fortsatte:
”Selvom fru Mona Juul ynder at fortælle historien om, at hun er helt ny i politik, og at hun ikke er underlagt de samme restriktioner og regler som os andre, og at hun – må jeg forstå – i øvrigt er så rig, at hun kan forlade politik med det samme, så ved hun godt, at det er i finansloven, at vi tilrettelægger vores økonomiske politik.”
Under alle omstændigheder er der lagt op til valg inden sommerferien
Ifølge Mona Juul var Mette Frederiksens kritik ”helt ubegribelig”.
”Det er uværdigt af en statsminister at komme med sådan nogle kommentarer. Hun skal svare på de spørgsmål, der kommer. Og så kan det godt være, at hun synes, det er drillerier. Men jeg kan bare hilse og sige, at der ikke var noget drilleri i mit spørgsmål. Det er et simpelt, lille forslag, der betyder alverden for nogle få mennesker,” siger hun til Altinget.
”Hvor var statsministeren arrogant, bedrevidende og underskudspræget i Folketinget i dag. Vi er vant til en del fra den kant, men i dag blev der sat ny (bund)rekord. Tjek for eksempel hendes tredje svar til @JuulMona på et helt fair spørgsmål. Trump-stil med tredobbelt skrue,” skriver B.T.’s politiske kommentator Henrik Qvortrup på X.
Krisen trykker i regeringen
Alex Vanopslagh har ret i, at Lars Løkke og Mette Frederiksen er uenige om en række større politiske emner.
Regeringen er begyndt at synge på sidste vers. Den mangler at færdiggøre prestigeprojektet den grønne trepart, som blev lanceret i juni af regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening. Herudover deltager Concito i treparten som en særskilt videnspart.
Treparten, der ligefrem blev udstyret med sin egen minister i sidste rokade, blev udråbt som en historisk grøn milepæl, men risikerer nu at ende som en politisk katastrofe. Regeringens ambitiøse trepartsaftale, der skulle føre Danmark ind i en grønnere fremtid, vakler under pres fra både støttepartnere og kritikere, som politisk redaktør Frank Korsholm skrev i sidste uge i POV.
Det kan få regeringen til at bryde sammen, hvis det mislykkes at omdanne trepartsaftalen til lovgivning. Men selv hvis det lykkes, vil regeringen stå tilbage med en række uenigheder, som gør det vanskeligt at fortsætte.
Under alle omstændigheder er der lagt op til valg inden sommerferien.
De ringe meningsmålinger har hidtil været et rødt lys for et valg, men Socialdemokratiet har erkendt, at flertallet ikke kommer tilbage.
Partiet vil stige under en valgkamp, og Socialdemokratiet kan inddrage det store SF i en regering efter valget, lyder den sandsynlige analyse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her