Bag Mette Frederiksens røgslør fastholder hun Israel-venlig kurs

Bjarke Larsen 19.08.2025

ISRAEL // ANALYSE – Med sin fordømmelse af Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, forsøger statsministeren at komme en stigende frustration – også internt i sit eget parti – i møde, men reelt fastholder hun den meget pro-israelske kurs. Presset vil vokse frem mod kommunalvalget.

Det er meget usædvanligt og anses normalt for ganske upassende, at en regeringsleder blander sig i, hvem der bør stå i spidsen for et andet land. Den slags siger man normalt kun noget om i forhold til brutale diktaturer som Putins Rusland og Taliban i Afghanistan. Men i lørdags sagde Mette Frederiksen i et stort interview i Jyllands-Posten og i et opslag på Facebook, at ”Netanyahu er et problem i sig selv nu”. Og direkte adspurgt svarede hun ”ja” til, at Israel vil være bedre stillet med en anden person i spidsen for landet.

Ikke bare i Danmark, men i det meste af den vestlige verden, er der mange, der mener, at Israel med den nuværende stærkt højrenationale og ultrareligiøse regering og dens fremfærd i Gaza sagtens kan sammenlignes med de førnævnte styrer (sammenligninger med Nazi-Tyskland og holocaust flyder i en lind strøm på de sociale medier).

Det har skabt et øget pres på den danske regering i almindelighed og Mette Frederiksen i særdeleshed. Det gælder også internt i Socialdemokratiet, hvor ønsket om en skærpet kurs ifølge Weekendavisen er voksende.

Det er dem, Mette Frederiksen forsøger at komme i møde ved at lange ud efter Netanyahu og ønske ham og hans regering udskiftet. ”Man kan jo se med det blotte øje, at vi har meget, meget svært ved at påvirke, hvad der sker i Israel,” som hun siger.

En gratis omgang for Mette Frederiksen

Det lyder som en skærpelse af regeringens politik, men reelt er der tale om en gratis omgang.

Den Internationale Straffedomstol har udstedt en arrestordre på Netanyahu, der efterforskes for krigsforbrydelser, og selv blandt de mest pro-israelske stemmer herhjemme er det svært at finde nogen, der ikke anerkender de store problemer, det israelske militærs voldsomme fremfærd i Gaza skaber.

Statsministerens udtalelser er et røgslør, der skal give indtryk af, at hun har rykket sig, og samtidig skjule, at hun på alle andre punkter fastholder den hidtidige kurs:

Nej til at anerkende Palæstina som stat. Noget, Norge og Sverige har gjort, og som Frankrig og England truer med at gøre: ”… vi kan ikke gøre det på et tidspunkt, hvor Hamas reelt sidder og kontrollerer meget store dele. Vi skal også være sikre på, at der er en gensidig anerkendelse fra en palæstinensisk stat af Israel. Og jeg ønsker på ingen måde at gøre noget, der kan virke som en præmiering af Hamas.”
Nej til at bringe syge børn fra Gaza til behandling i Danmark: Det er symbolpolitik, og ”… der vil meget hurtigt kunne opstå et familiesammenføringsspørgsmål. Og konsekvenserne af den indvandring, vi har set tidligere fra de palæstinensiske områder, har været meget alvorlige i det danske samfund.”
Nej til at moderere nogle af sine tidligere udtalelser om Israel: ”Jeg står fuldstændig på mål for vores opbakning til Israel. Den kommer ikke til at ændre sig.”
Nej til at stoppe med at levere dele til F35-fly til Israel. Emnet blev ikke nævnt i interviewet, men Mette Frederiksen ville med garanti have nævnt det, hvis hun og regeringen havde skiftet holdning. Det ville være en stor nyhed, men i betragtning af, at Tyskland netop har besluttet, at man ikke længere vil eksportere våben og våbendele til Israel, hvis de kan blive brugt i Gaza. Tyskland har i nyere tid haft et endnu tættere forhold til Israel end Danmark.
Nej til at droppe støtten til at få Hamas elimineret: ”Hamas kunne have stoppet det her helvede for længst. De kunne lægge våbnene. Der er desværre sket en delvis legitimering af Hamas i den offentlige debat.”

Hun siger dog også, at hun vil arbejde på at øge sanktionerne mod Israel i EU-regi, hvor Danmark i dette halvår sidder for bordenden som formand.

Men, som hun lakonisk tilføjer: ”… vi har ikke kunnet få opbakning fra EU-kredsen endnu.”

Pres internt i partiet

Internt i Socialdemokratiet er der voksende frustration over det, der ses som regeringens henholdende kurs. Allerede for et år siden skrev 46 unge socialdemokrater, primært fra DSU, en kronik i Politiken, hvor de krævede mere handling. Og tidligere partiformand og udenrigsminister Mogens Lykketoft har længe opfordret til en boykot af Israel:

”Jeg har efterhånden haft mange møder med socialdemokratiske medlemmer, vælgerforeninger, fagforeninger, i øvrigt også kirkelige organisationer, om Palæstina. Og jeg har indtryk af, at der blandt fodfolket, også i Socialdemokratiet, er en meget stærk forståelse for, at vi burde gøre mere,” sagde han forleden til Politiken.

Det er dette voksende pres, Mette Frederiksen og partitoppen forsøger at imødekomme, og presset vil givet stige de knap 100 dage, der er til kommunalvalget den 18. november. For selv om kommunalpolitikerne ingen indflydelse har på udenrigspolitikken, vil stærke kræfter blandt propalæstinensiske aktivister og lokalpolitikere fra venstrefløjen bringe emnet op igen og igen i de lokale debatter. Og der står de socialdemokratiske kandidater svagt med regeringens nuværende kurs.

Det gælder selvfølgelig især i de kommuner på den københavnske vestegn, hvor der er rigtig mange vælgere med indvandrerbaggrund, som er dybt optagede af emnet. Derfor kan vi givet også forvente en del solomeldinger fra lokale politikere, der går imod partilinjen.

Det kan Mette Frederiksen formodentlig fint leve med, så længe der er tale om enkeltstående solomeldinger. Det gælder efter alt at dømme også, hvis emnet kommer til at fylde på Socialdemokratiets årsmøde den 13. september.

Frederiksens helhjertede opbakning til Israel er helt grundlæggende uændret. Uanset hvem der er regeringsleder i Jerusalem.

Læs mere af Bjarke Larsen her.

Jeg er forlægger og ejer nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk), som nu drives af Aarhus Folkeuniversitet. Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og markedsføring for diverse virksomheder, ngo’er og organisationer. Endnu tidligere skrev jeg om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden samt EU. Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som medlem af byråd- og amtsråd i en periode og som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet. I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.