FOLKESKOLEREFORM // KRONIK – De børn, der begyndte i skole efter skolereformen i 2014, blev forsøgsårgangen for et system i opbrud. Nu afslutter årgang 2009 deres folkeskoleforløb – og det kalder ikke kun på fejring, men også på eftertanke. Forældre, lærere og politikere skylder dem ét ord mere end noget andet: Undskyld.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Endelig sker det. Efter de første erfaringer med terminsprøver og eksamen skal hele årgang 2009 forbi deres folkeskole for sidste gang. Hver og en får udleveret et eksamensbevis efter at have gennemført ti år i folkeskolen – og alene dén præstation fortjener et stort, rungende tillykke!
Inden vi når dertil, er der dog et andet ord, som er langt vigtigere. Et ord, som burde gå igen i enhver skoleleders tale til afgangseleverne. I år er det simpelthen ikke nok med en kopi af sidste års tale.
Mit vigtigste budskab til min datter – og hele hendes årgang – er dette ene ord:
Undskyld.
Vi lod det ske – og vendte ryggen til
Min egen datter og hendes kammerater fra årgang 2009 var fem år gamle, da skolereformen blev vedtaget. De blev dermed de første, der skulle opleve det nye regime i fuld skala. Min egen brøde starter allerede dér, mens lærerne blev lockoutet – og jeg var bedøvende ligeglad.
Medierne dækkede konflikten intensivt, men jeg stolede blindt på, at den danske folkeskole var så stærk en institution, at en reform ikke kunne rokke ved den. Jeg havde travlt med karrieren og tre små børn – og så væltede prioriteringen.
Undskyld, kære årgang 2009, for at vi ikke gik på gaden og kæmpede for jer. Det kunne have været godt for jer alle, hvis vi som voksne havde stået sammen mod bureaukratiets hjerneblødninger
Mit fokus var kortsigtet – og prisen betalte min datter og hendes kammerater. Det er spinkelt og forsinket, men jeg siger det alligevel højt nu:
Undskyld, kære årgang 2009, for at jeg ikke satte mig ind i tingene dengang.
Undskyld for min blinde tillid til, at andre ville tage hånd om den folkeskole, I snart skulle begynde i.
Undskyld, at jeg lod de lærere i stikken, som faktisk prøvede at råbe os allesammen op.
Årgangens første skoledag lå i begyndelsen af maj, så kommunerne kunne spare et par måneders børnehave – både økonomisk og for at frigøre pladser. Nogle af jer var måske skoleklar, men skolen var ikke klar til jer. Lærerne havde travlt med andre elever, så I blev sat på pause i ”mini-SFO”, ”nulte-nulte” og ”sommerfuglegrupper”. Initiativer, der mest handlede om at få jer ud af børnehaven og op i systemet.
Undskyld, kære årgang 2009, fordi jeg ikke krævede bedre normeringer i tide. Hvis I ikke var blevet deponeret på tre måneders tomgang, kunne jeres skolestart måske have været bedre.
Et eksperiment med jeres barndom som indsats
Min datter kom faktisk godt i gang. En af de gamle lærere var der endnu og fik 0.A godt gennem det første år. Men da de blev overleveret til 1. klasse, gik det hurtigt ned ad bakke. Lærerne var rådvilde, frustrerede og ufokuserede midt i alt det nye. Ingen vidste helt, hvordan reformen skulle føres ud i livet, men alle vidste, at netop denne årgang var den første, hvor alt skulle rulles ud på én gang.
Det betød heldagsskole, læringsmålstyring, fjernelse af understøttende undervisning og obligatorisk lektiecafé – elementer, som blev lanceret uden klarhed, ressourcer eller tilpasning.
Undskyld til jer alle – elever såvel som lærere – for at vi lod det ske: dette massive eksperiment med uendelige skoledage, lektiecaféer, der aldrig blev til noget, inklusion uden rammer og ”fokusuger” uden klart formål.
Det er en gåde, hvordan I skal præstere fagligt, når I ikke har lært helt basale færdigheder som at læse, regne eller skrive i hånden
Undervejs blev Aula også fuldt implementeret – det udskældte værktøj, hvor al kommunikation blev lagt, når det altså virkede, og man kunne finde de vigtige beskeder mellem de mange ligegyldige. Jeg gjorde mit bedste, men var lettet, da min datter selv overtog tøjlerne.
I unge blev kaldt digitalt indfødte, og al undervisning blev henlagt til Chromebooks – udleveret allerede på første skoledag – uden at det dog lykkedes at få meget reel læring ud af de mange timer foran skærmen.
Undskyld, kære årgang 2009, fordi jeg ikke sagde det højt. Fordi jeg – selvom jeg var uenig i den digitale kurs – lod frustrationerne blive herhjemme, hvor jeg måske burde have råbt op. Måske burde jeg være gået ind i politik. Men tiden – bildte jeg mig ind – var der ikke.
Mistrivsel, mobning og lærermangel
Mobning blev en fast del af hverdagen for årgang 2009. Ganske vist fik I ”Mary-kufferten”, men det blev mest ved snakken – måske især fordi vi forældre var de første til at bagtale og kritisere alt omkring skolen. Nogle gange med god grund – men stadig ukonstruktivt.
Vi forældre kappes om at nedgøre de voksne i institutionen. Det havde konsekvenser: Små ører hørte med, og vores frustrationer blev til spydigheder i madpakker og frikvarterer. Lærermobning blev en disciplin i sig selv.
Tak fordi I græd og led så meget, at ingen længere kunne være i tvivl om, at danske børns trivsel var blevet ofret på skolereformens alter
Kritikken af lærere som symboler på strukturelle problemer førte til det forudsigelige: flugt fra professionen. Flere og flere timer blev varetaget af nyudklækkede studenter, der – selvom de var søde – sjældent kunne mere end at trykke ”play” på dagens film.
Undskyld, kære årgang 2009, for at vi ikke gik på gaden og kæmpede for jer. Det kunne have været godt for jer alle, hvis vi som voksne havde stået sammen mod bureaukratiets hjerneblødninger – og vist jer, hvad fællesskab og mod betyder.
Foråret 2025 har været en sidste krampetrækning for at få jer igennem. Det er en gåde, hvordan I skal præstere fagligt, når I ikke har lært helt basale færdigheder som at læse, regne eller skrive i hånden. Gruppearbejde til eksamen virker absurd, når de mest grundlæggende spilleregler for kammeratskab aldrig er blevet lært.
En årgang, der tvang systemet til at vågne
Men færdige – det bliver I. Og selvom folkeskolen har været mere kaotisk for jer end for både dem før og efter, så er det, at I kom igennem, en kæmpe præstation.
Og dertil skal lægges: I var de første forsøgsdyr i en reform, der førte til så massiv mistrivsel, at systemet omkring jer til sidst vågnede. Måske bliver det lidt lettere for dem, der kommer efter.
Undskyld, kære årgang 2009. Ikke kun på egne, men også på andre forældres og især skoleledelsens vegne.
Og tak. Tak fordi I med jeres barndom og folkeskoleliv som indsats banede vejen for jeres små søskende og kommende elever. Tak fordi I græd og led så meget, at ingen længere kunne være i tvivl om, at danske børns trivsel var blevet ofret på skolereformens alter.
Og som en lille note inden eksamensbeviserne bliver printet:
Tak til de lærere, der fortsatte kampen. Jer, der blev, lyttede og talte. Jer, der lagde interessetimer og hjerteblod i arbejdet, selvom motivationen svigtede, da vi forældre smed med mudder i stedet for at sætte os ind i, hvad reformen reelt betød. Og tak til jer nye lærere, der valgte at begynde i et fag i modvind – og nu er i gang med at bygge folkeskolen op igen.
Tillykke. Tak. Og undskyld.
Jeg håber, at I, årgang 2009, får en bedre oplevelse med resten af jeres liv i velfærdsstaten Danmark.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og