#MeToo er patriarkatets sidste krampetrækninger – men hvad sker der så?

i LIGESTILLING/Politik & Samfund af
PATRIARKAT OG #METOO // DEBAT – Per Clausen håber, at den igangværende #MeToo bølge i Danmark vil få gjort kål på mandlige overgreb i fremtiden. Det er positivt, skriver han, men hvad sker der herefter – efter patriarkatets sidste krampetrækninger? Vil feministerne fortsætte med at fokusere på kvinders historiske lidelser og tilbageværende uligheder og negligere, at udviklingen i stigende grad favoriserer kvinder og diskriminerer mænd, som bliver det nye ‘svage køn’?

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens
rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I forbindelse med den seneste MeToo bølge er offentlighedens fokus rettet mod magt(fulde) mænds misbrug af deres positioner over for ofte underordnede kvinder inden for snart sagt alle sektorer på arbejdsmarkedet, og man kan af diskursen nemt få det indtryk, at det står skralt til med ligestillingen, og at patriarkatet stadig er dominerende.

Vi er mange mænd, der med en vis tilfredshed iagttager, at misdæderne bliver hængt til tørre i offentligheden

I en ny bog om kvindehad af Mikkel Thorup, Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder, hvor han, som titlen antyder, gennemfører en spændende analyse af den nyere antifeminisme, får man en tilsvarende opfattelse af, at kvindehad og undertrykkelse af kvinder kendetegner nutidens samfund.

Kvindehad #Metoo patriarkat

Overgrebene er dog kun begået af et mindretal af mændene, og vi er mange mænd, der med en vis tilfredshed iagttager, at misdæderne bliver hængt til tørre i offentligheden.

Selv om man kan have sine betænkeligheder over retssikkerhedsmæssige aspekter af den offentlige udhængning, kan effekten af to meget magtfulde mænds fald næppe overvurderes.

For sagerne, hvor der kommer ansigter på, må i modsætning til snak om abstrakte, diskriminerende eller endog misogyne strukturer, der gør det uklart, hvad der skal ændres, og som skaber en del usikkerhed om konsekvenser af overgreb, må have gjort det lysende klart for mænd, hvad konsekvenserne af overgreb vil blive i fremtiden.

Ligestillingsprocessen er gået forrygende hurtigt gennem de sidste 50 år

Man kan betragte den forhåbentlige eliminering af magtfulde mænds overgreb over for kvinder som den sidste rest af et patriarkalsk adfærdsmønster fra gammel tid.

Betragter vi forholdet mellem kønnene i et historisk perspektiv, kan man nemlig konstatere, at ligestillingsprocessen igennem de sidste 50 år er gået forrygende hurtigt.

Der er et bemærkelsesværdigt sammenfald i årsagerne til udviklingen af forholdet mellem kønnene op gennem historien i analyserne af Torben Iversen/Frances Rosenbluth i ”Women, Work, & Politics” og Ken Wilber i ”A Brief History of Everything”.

#metoo patriarkat kvindehad

Begge analyser tager udgangspunkt i produktionsmåderne og deres udvikling, og hvordan denne udvikling på makroniveau er slået ned på mikroniveau og har påvirket arbejdsdelingen og kønnenes forhandlingspositioner inden for familien. Da Iversen/Rosenbluths analyse er den mest differentierede, vil den blive lagt til grund i det følgende.

Kønnenes tidlige arbejdsdeling og forhandlingspositioner

I jæger/samler samfundene tilvejebragte kvinderne størstedelen af føden, hvorfor hun stod i en stærk forhandlingsposition over for manden. Hun var ikke økonomisk afhængig af ham og kunne forlade ham og søge en ny, uden at det truede hendes og hendes børns overlevelse. Det er også under denne produktionsmåde, vi har kvindelige guder.

Overgangen til agerbrugssamfund ændrede radikalt dette forhold, da pløjning af jorden krævede fysisk styrke og gav mændene en fordel i den interne magtfordeling.

Han kunne let tage sine kompetencer med sig til et nyt sted, mens dette ikke var en mulighed for kvinden, fordi hun var afhængig af mandens produktion og beskyttelse. Derfor opdrog hun også sine døtre til at underlægge sig mandens behov, da dette var nødvendigt for overlevelsen.

På den anden side skete der en institutionalisering af ægteskabet for at beskytte kvinden og børnene. Det er i denne produktionsmåde, at patriarkatet etableres og konsolideres.

Kvindernes nye muligheder på arbejdsmarkedet

Med industrialiseringen skete der i første omgang ingen ændring af magtforholdene inden for familierne i arbejderklassen, da industriarbejdet i vid udstrækning var fysisk krævende.

Men efterhånden som mekaniseringen skred frem, og der opstod flere jobmuligheder inden for servicesektoren, som kvinder kunne varetage, gav det kvinder mulighed for at forbedre deres forhandlingsposition inden for familien. Man lagde i stigende grad vægt på, at pigerne erhvervede sig kvalifikationer, der kunne omsættes på arbejdsmarkedet og ikke, at hun skulle stræbe efter at være underordnet en (ægte)mand.

Det var dog stadig sådan, at arbejdsgiverne var modvillige over for at investere i kvinders uddannelse og karrierer, da man kunne forvente afbræk i arbejdsmarkedstilknytningen som følge af graviditeter og forpligtelser i hjemmet. Derimod der blev investeret i specifikke kompetencer for mænd, der således stadig stod i den stærkeste forhandlingsposition internt i familien.

Og da mænd stadig var forsørgere, havde også kvinder et stærkt incitament til at støtte politikker – også faglige – der maksimerede mændenes indkomster og styrkede familien som institution, da hun i tilfælde af skilsmisse vanskeligt kunne forsørge sig selv og børnene.

Selvforsøgende kvinder og ambitiøse døtre

Fra 1960’erne kom kvinderne i stort tal ud på arbejdsmarkedet, samtidig med at der skete en begyndende overgang til en service/informationsøkonomi. I lande med høje mindstelønninger gav det nu kvinder muligheder for at være selvforsørgende og dermed ikke mere afhængige af (ægte)mænd. Sammen med nye præventionsmidler og seksuel frigørelse førte det til en eksplosion i antallet af skilsmisser, også muliggjort af en understøttende velfærdsstat.

Derfor ser vi i dag, at kvinderne stormer frem

Denne mulighed for at forlade manden (exit) ændrede radikalt styrkeforholdet inden for familien og førte til en grundlæggende ændring af kønsrollerne og en underminering af patriarkatet.

Da pigernes hovedopgave ikke mere var at finde sig en forsørger, skulle de kunne forsørge sig selv. Det blev vigtigt for forældrene, at pigerne skulle have uddannelse i lighed med drengene for at kunne klare sig på det fremtidige arbejdsmarked, hvilket førte til lighed i de kønsspecifikke socialisationsmønstre. Piger skulle ikke mere være underdanige og tilbageholdende, men assertive og ambitiøse i lighed med drengene.

Og med overgangen til service/informationsøkonomien forsvinder betydningen af fysisk styrke. Det er de kognitive og interpersonelle kompetencer, der efterspørges. Da der ikke er forskel på de kognitive evner mellem kønnene, mens de interpersonelle kompetencer er de egenskaber, man traditionelt har tilskrevet kvinder – fordi de sandsynligvis har været nødvendige evolutionshistorisk – som empati, samvittighedsfuldhed, fleksibilitet, osv., har kvinder en fordel på arbejdsmarkedet i den nuværende produktionsmåde.

Ændringen i de sociale strukturer fører til, at mange mænd, der hidtil har fået identitet og mening gennem fysisk arbejde og som forsørgere, kommer i krise

Derfor ser vi i dag, at kvinderne stormer frem inden for uddannelsessektoren, hvor der er en stor overvægt af piger i gymnasier og i stigende grad også inden for universitetsstudierne, selv inden for traditionelle maskuline bastioner som jura og medicin, og i stigende grad også som forskere og undervisere.

Patriarkat
“En del mænd har ikke internaliseret forbuddet mod seksuelle krænkelser af kvinder, men udnytter stadig deres magtpositioner.” Foto: EPW, India.

Ligestilling på alle områder?

Når feminister stadig taler om patriarkatet, skyldes det, at de fokuserer på fænomener som sexchikane og mangel på kvinder på samfundets magtpositioner inden for det private erhvervsliv, men herved overses den grundlæggende strukturelle udvikling, som begunstiger kvinderne og fører til ligestilling.

Man kunne spørge, om ikke overvægten af piger inden for uddannelsessystemet, der bliver stadig mere udtalt, skyldes strukturel diskrimination af drengene, hvorfor vi også her må indføre kvoter.

Ændringen i de sociale strukturer fører til, at mange mænd, der hidtil har fået identitet og mening gennem fysisk arbejde og som forsørgere, kommer i krise, fordi de ikke er i stand til at ændre personlighedsstruktur. Det er denne gruppe, ’tabermændene’, der i særlig grad oplever sociale problemer – også fordi deres værdi på parforholdsmarkedet er faldende.

Denne gruppe bliver imidlertid sjældent inddraget i diskussionen af feministerne, da den bryder med narrativen om maskuline privilegier. På dette område er der ingen krav om ’ligestilling’, ligesom feministerne stort set kun tematiserer de mandlige magtpositioner, hvilket afspejler en bestemt social klasses krav, nemlig den øvre, uddannede, kvindelige middelklasse.

Når man forlanger lighed forstået ligelig andel gennem kvoter, kræves dette ikke inden for fysisk hårde og farlige jobs, som kvinderne ikke efterstræber. Man kunne spørge, om ikke overvægten af piger inden for uddannelsessystemet, der bliver stadig mere udtalt, skyldes strukturel diskrimination af drengene, hvorfor vi også her må indføre kvoter.

Patriarkat
“Der er altså en diskrepans mellem kvinders forventninger, og hvor hurtigt forventningerne bliver opfyldt, men pointen er, som vi har set, at forandringerne under senmoderniteten ubønhørligt vil ske.” Demonstration, The Womens’ March, Washington D.C. – Foto: Flickr, Creative Commons.

Prioritering i familien og effekten på karriereforløb

For tyve år siden oplevede vi en anden kønsdiskussion med den såkaldte fem@il bevægelse. Yngre kvinder, der egentlig troede, de var ligestillede, oplevede, at de efter fødslen overtog hovedparten af de huslige opgaver og sakkede agterud i forhold til deres mænd, der fortsatte deres karrierer.

En alternativ prioritering med vægt på kvindens karriere ville betyde afkald på materielle goder, hvilket de fleste par i denne fase af deres liv ikke ønsker

For at forklare dette fænomen må vi inddrage biologien, idet piger kommer i puberteten og udvikles et par år før drengene, hvilket betyder, at pigerne søger partnere, der er et par år ældre end dem selv.

Hvis vi betragter det gennemsnitlige parforhold, er den mandlige part i gennemsnit nogle år ældre end kvinden. Dette betyder også, at han er længere fremme i sit karriereforløb og derfor sandsynligvis har den højeste indkomst. Sådan er situationen, når parret vælger at få børn, hvilket sætter kvinden tilbage i sit karriereforløb i forhold til manden.

patriarkat
Rollefordelingen og prioriteringen er et udtryk for en fælles beslutning, som parterne mener er til familiens bedste. Foto: Pixabay

I denne fase er parret i etableringsfasen og er som regel økonomisk presset. For familien er det økonomisk mest rationelt at satse på mandens karriere, da den giver det største økonomiske udbytte, og lade kvinden fortsætte med at have det primære ansvar for hjem og børn.

En alternativ prioritering med vægt på kvindens karriere ville betyde afkald på materielle goder, hvilket de fleste par i denne fase af deres liv ikke ønsker. Rollefordelingen og prioriteringen er altså ikke per se blot et resultat af mandlig undertrykkelse, men udtryk for en fælles beslutning, som parterne mener er til familiens bedste.

Fædrebarsel, fleksible arbejdstider og hjemmearbejde

En ny analyse af Henrik Kleven, Camille Landais og Jakob Egholt Søgaard, Children and Gender Ineguality: Evidence from Denmark viser, at fødslen af det første barn medfører, at kvinders indtjening falder med 20% i forhold til mænds, da de ofte vælger deltid, ikke mere avancerer så meget og måske søger over i den offentlige sektor, hvor arbejdsbetingelserne er mere familievenlige, og lønningerne er lavere.

patriarkat
Den strukturelle ulighed som følge af børnefødsler vil kunne udlignes, hvis en større del af barslen øremærkes til faderen, så han får op mod halvdelen. Foto: Pixabay

Den skandinaviske universelle velfærdsmodel med en stor offentlig sektor – hovedsagelig bemandet med kvinder – har nemlig på den ene side muliggjort en arbejdsmarkedstilknytning for kvinder næsten på niveau med mændene. På den anden side har den muliggjort en tilværelse, hvor kvinder ud over arbejdet også kan prioritere omsorgsfunktioner og samtidig bevare en høj levestandard, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis de valgte at gøre karriere på det private arbejdsmarked, da det ville indebære lange arbejdsdage.

Den strukturelle ulighed som følge af børnefødsler vil kunne udlignes, hvis en større del af barslen øremærkes til faderen, så han får op mod halvdelen. Men dette er der ironisk nok en stor andel af kvinderne – og formentlig en stor del af mændene – der ikke ønsker, da de ønsker at reservere størstedelen af barslen for sig selv.

Da især den private sektor ønsker at kunne udnytte alt det potentielle kvindelige talent, må man imidlertid imødese, at der vil skabes ordninger i form af fleksible arbejdstider og hjemmearbejde, således at barriererne for kvinders karrierer bliver fjernet, og således at biologien ikke mere er skæbnen.

Fra tabuisering af fysiske overgreb til ny norm

Når så mange kvinder synes, ligestillingen går for langsomt, skyldes det det fænomen, som tysk-syreren Alain Mafaalani har analyseret i Das Integrationsparadox. Her beskriver han, at når hidtil ikke-anerkendte grupper kommer til at sidde med ved bordet, så forventer og kræver de at blive behandlet som ligeværdige og -stillede parter og være med til at udforme normer og få andel i ressourcer, som dem, der hidtil har siddet for bordenden, og som besidder privilegier, ikke er til sinds at give i det tempo, som de nye deltagere, her kvinder, kræver.

En del mænd har ikke internaliseret forbuddet mod seksuelle krænkelser af kvinder, men udnytter stadig deres magtpositioner

Der er altså en diskrepans mellem kvinders forventninger, og hvor hurtigt forventningerne bliver opfyldt, men pointen er, som vi har set, at forandringerne under senmoderniteten ubønhørligt vil ske.

Patriarkatet
Burde kvinder ikke opdrage deres piger til at bryde de traditionelle kønsroller og personlighedsstrukturer, både så de kræver lighed inden for parforholdet i forhold til karrierepleje, og så de også bliver rustet til at sige fra overfor gramsende mænd? Foto: CodePink, Public Domain.

I forhold til mænds overgreb overfor kvinder kan vi inddrage Norbert Elias’ teori om civilisationsprocessen. I Über den Prozess der Zivilisation viser han, hvordan statsdannelsesprocessen siden senmiddelalderen, hvor staterne i stigende grad etablerede et voldsmonopol internt, formindskede voldsudøvelsen mellem individerne, idet drifterne gradvist blev inddæmmet og deres udøvelse kanaliseret ind i fredelige former. Dette kom især kvinder til gode.

Det er en af Elias’ pointer, at for hvert trin volden blev tabuiseret, så forbedredes kvindens stilling i samfundet. I dag er vi nået dertil, at fysiske overgreb er tabuiserede i samfundet – også over for børn – og det er den manglende realisering af denne norm, som kvinderne nu kræver gjort op med.

En del mænd har ikke internaliseret forbuddet mod seksuelle krænkelser af kvinder, men udnytter stadig deres magtpositioner.

Hvilke mekanismer ændrer strukturer?

Det har i forbindelse med diskussionen af MeToo bevægelsen i Danmark startende med Sofie Linde været forsøgt at holde fokus på strukturerne, der forårsager overgreb, og hvilke mekanismer, der skal ændres for at ændre strukturerne, dvs. hvordan man skal få mænd som individuelle aktører til at afholde sig fra overgreb.

Her er der foreslået etablering af forskellige klageinstanser, hvilket er meget godt, men formentlig er der som nævnt intet så effektivt, som at der kommer ansigter på overgrebsmænd, og at disse bliver straffet for deres overgreb. Dette sender en kraftigt signal til andre mænd.

Det er ikke af feminister blevet tematiseret, at pigers primære og sekundære socialisering foregår blandt kvinder. I familierne er det i de første år moderen, der står for størstedelen af samværet med børnene, daginstitutionerne er stort set mandefrit område, mens folkeskolerne i stigende grad bliver kvindedominerede. Samme tendens ses i gymnasiesektoren, så piger (og drenge) udsættes for en massiv påvirkning af kvinder.

Patriarkatets indlærte kønsstereotyper eller selvvalgte?

Da feminister i deres forklaringer på uligheder ofte lægger vægt på, at piger socialiseres til mere traditionelle ’feminine’ værdier og personlighedsegenskaber, mens drenge forventes at blive vildere, mere selvstændige og aggressive, rejser det spørgsmålet, om ikke kvinder selv bærer hovedansvaret for reproduktionen af ulighedsskabende og mandefavoriserende strukturer, ’patriarkatet’ – for så vidt som de stadig eksisterer?

Burde kvinder ikke gribe i egen barm og opdrage deres piger til at bryde de traditionelle kønsroller og personlighedsstrukturer, både så de kræver lighed inden for parforholdet i forhold til karrierepleje, og så de også bliver rustet til at sige fra over gramsende mænd?

Den strukturelle udvikling vil dog i stigende grad favorisere kvinder, mens mænd bliver det strukturelt diskriminerede køn

Det er yderligere et paradoks, at i verdens mest ligestillede samfund, nemlig de skandinaviske, vælger mænd og kvinder stadig i vid udstrækning forskellige uddannelser og dermed erhverv således, at mange mænd vælger erhverv, som har med ’ting’ at gøre, ofte i forbindelse med tekniske uddannelser, mens kvinder vælger erhverv, der har med relationer, dvs. ’mennesker’, at gøre.

Dette kunne forklare, hvorfor der er så få kvinder på direktørgangene og i bestyrelserne i det private erhvervsliv. Feminister vil hævde, at det skyldes socialt indlærte kønsstereotyper, men da de samtidig også er socialkonstruktivister, modsiger de sig selv, da (køns)identiteten ifølge socialkonstruktivismen er flydende og noget, vi frit kan vælge.

Paradokset kunne antyde, at kønnenes forskellige erhvervsvalg har evolutionspsykologiske rødder, da kønnene frit vælger så kønsspecifikt, idet der ikke mere er tvang i uddannelses- og erhvervsvalg.

Konklusionen bliver, at MeToo bevægelsen forhåbentlig udrydder en rest af mandlige overgreb på det fysiske område, men at feminister har set sig blinde på kvindekønnets historiske lidelseshistorie og tilbageværende uligheder – patriarkatets sidste krampetrækninger.

Den strukturelle udvikling vil dog i stigende grad favorisere kvinder, mens mænd bliver det strukturelt diskriminerede køn, hvilket udtrykker sig i ’mandens krise’ – manden bliver i stigende grad ’det svage køn’.

Man kan frygte, at dette som analyseret af Mikkel Thorup får mænd til at søge sammen i reaktionære fællesskaber for at opnå en identitet og følelse af værdighed, hvor toxic denne end måtte være.

Spørgsmålet er så, hvordan feminister forholder sig til en sådan udvikling, når det ikke er magtens mænd, men de sociale tabere, der er problemet. Hvordan skal de strukturelle problemer så defineres, og hvad skal der gøres ved dem?


LÆS MERE OM #METOO I POV HER


Topillustration: Patriarkatets sidste krampetrækninger er nær, mener Per Clausen. Kan kvinderne gøre mere for at skubbe på fra deres del af arbejdsdelingen. Foto: WikiMedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Per Clausen (f. 1955) er cand. mag. I samfundsfag, geografi og psykologi og er vildt interesseret i alt, hvad der sker i hele verden. Derfor er han også en globetrotter, der har rejst på alle kontinenter for at udforske mange forskellige kulturer, og han kan godt lide at være i verdens brændpunkter. Derfor ærgrer det ham også, at han pga. covid-19 ikke kan overvære valget i USA. Per er kritisk over for de skiftende intellektuelle modestrømninger og -ismer og kan godt lide i debatter at spille Djævelens Advokat. Han har i mange år ernæret sig som gymnasielærer, men er i dag en fri fugl. Der ud over elsker han at se film - i biografen, hvor de naturligvis skal ses.

Seneste artikler om LIGESTILLING