#METOO & RETFÆRDIGHED // DEBAT – Er vores retssamfunds princip om “hellere lade ti skyldige gå fri frem for at lade en uskyldig blive dømt” i folkedomstolen blevet til “ti uskyldige dømt ude, mens ti andre går fri”? For at undgå uretfærdighed må vi interessere os for alle perspektiver og løsninger, for der er brug for at sikre en fremtidig tryghed og retfærdighedsfølelse i forhold til sexchikane og magtmisbrug. Vi må have en fælles anerkendt retsinstans, som vi tør stole på, siger Le Lyby og efterlyser bud på strukturelle løsninger.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Retsprincippet om “hellere lade ti skyldige gå fri frem for at lade én uskyldig blive dømt” i en straffesag ligger indgroet i hele vores samfundskontrakt. De færreste vil acceptere den uendelige uretfærdighed, der ligger i at uskyldige dømmes og straffes.
Derudover involverer straffesager mennesker, og de er typisk komplekse, idet sagerne og afgørelserne også indeholder aspekter af medmenneskelighed, psykologi, politik og noget helt grundlæggende filosofisk om straffens formål.
Sådan er det i straffesager i det etablerede retssystem, men der når de allerfærreste #MeToo-sager hen – og hører for resten sjældent til. Og udenfor strafferetssystemet gælder der nogle andre regler. Hvilke er ukendte for de fleste og i øvrigt er under omlæggelse.
Ofrene ejer definitionsretten i #MeToo
Ifølge Ligebehandlingsloven og Ligestillingsloven defineres seksuel chikane som:
”Enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima”.
Fordi det er offeret, der ejer defintionsretten over en given situation, kan det være både stort og småt, og det kan være svært at identificere, hvornår eller om der er tale om seksuel chikane. Det centrale er, at nogen udsætter andre for uønskede handlinger af seksuel karakter, som vedkommende opfatter som krænkende.
Fordi menneskers værdier, perspektiver og erfaringer er forskellige, hersker der debat og usikkerhed om, hvad vi overhovedet kan regne for krænkelser
Det må siges at være temmelig diffust, og fordi menneskers værdier, perspektiver og erfaringer er forskellige, hersker der stor debat og usikkerhed om, hvad vi overhovedet kan regne for krænkelser. Både uenighed og usikkerhed gør det svært at sikre en generel tryghed og retfærdighedsfølelse i forhold til sexchikane som en del af en fælles samfundskontrakt.
Kalejdoskopisk retfærdighed
Derfor fremstår #MeToo lige nu nærmest som en tøjvask, hvor tøjet er smidt usorteret ind, og det eneste, der binder det sammen, er farven fra den røde sok. Det indeholder mange forskellige unikke elementer, der repræsenterer både stort og småt, godt og ondt, magt og afmagt og foragt, køn og kultur samt både gamle og nye virkeligheder.
Derfor er det også svært at blive enige om retfærdigheden, der opfattes som igennem et kalejdoskop, hvor folk ser forskellige mønstre, afhængigt af hvem det er, der kigger. For hvem skal retfærdigheden gælde for? Hvordan sikrer man den? Hvem skal i det hele taget dømme, på hvilke grundlag, og hvad er bedømmernes legitimitet? Kan vi overhovedet stole på, at der kan findes en acceptabel og almen anerkendt retfærdighed på dette område?
Hvem skal dømme, på hvilket grundlag, og kan vi overhovedet stole på, at der kan findes en acceptabel og almen anerkendt “retfærdighed” på dette område?
Samtidig har der i mange år været både folkelige og politiske krav om højere straffe til forbrydere i retssystemet, og det ser ud til, at tidligere tiders humanistiske tilgang er på retur efter mange års kritik og vidneberetninger om f.eks. voldsforbrydere, der blev sendt på resocialiseringslejrture, imens deres ofre gik for lud og koldt vand. Og det ser ud til at gå den vej.
Én skyldig fri – ti uskyldige ødelagt
Vi reagerer på uretfærdigheden i retssystemet, når vi ser onde kræfter få lov at fortsætte og derigennem ødelægge andre. For nogle gange ser det nærmere ud som om, det er én skyldig, der går fri, imens ti andre uskyldige ofre dømmes til at betale en høj pris for de ædle retsprincipper, hvor der tages mere hensyn til dem, der overskrider samfundsnormerne og skader andre – end til deres ofre. Den slags uretfærdighed er mange ikke længere parate til moralsk at acceptere, og det reagerer vi som mennesker på.
Det synes som om, vi er blevet mere fokuserede på og kortluntede overfor “ondskab“. Der tales i dag om psykopati, sociopati og narcissisme med samme naturlighed, som var det rugbrød med sild, makrel og laks over frokostbordet.
I Danmark, hvor vi generelt har en antiautoritær tilgang, er magt et element, som mange gerne ser udenom i #MeToo-sagerne
Hvor det tidligere blev accepteret, at man også måtte se forbryderne som en del af vores samlede fællesskab, deles mennesker i dag mere op i os og dem på grundlag af handlinger: Vi, de gode vs. dem, de onde. Nu handler det mere om at straffe for at få retfærdighed end om at forstå og tilgive.
Tålmodigheden er slut, tingene skal fikses – undtagen hvis det er nogle, vi kender. Så bliver vi måske mere interesserede i deres perspektiv på retfærdigheden, og så er det de andre, der defineres som de onde.
Et er magten at forstå, et andet er at begå sig med den
I arbejdslivet fortælles det som en almen sandhed, at det ofte er (de onde) “psykopater”, der tager magten og stikker til tops. Dermed bliver tilgangen til magten dobbelt, fordi man som ansat både kan have afsmag for og samtidig være afhængig af sin organisations magtfulde mænd. Kan en person påvirke din karriere og i værste fald hindre dig i at tjene til dit brød, er han M/K magtfuld – uanset om vedkommende selv føler sig magtfuld eller ej.
I Danmark, hvor vi generelt har en antiautoritær tilgang, og magt nærmest synes at være et fy-ord, er magt et element, som mange gerne ser udenom i #MeToo-sagerne.
Men når man selv står som offer for magtmisbrug, er man ikke i tvivl om, at det kan koste at sige fra. På arbejdspladserne tales der dog helst ikke højt om den slags. Problemer bliver tysset ned, folk holder kæft, vogter på hinanden og finder på undskyldninger eller veje udenom. Det kan nemlig koste en høj pris og i sidste ende true dem på jobbet, hvis de løfter hovedet og kæmper forgæves imod et magtfuldt menneske på arbejdspladsen.
Er det de allermest magtfulde, der er krænkerne, vil der ofte stå en rand af folk omkring dem til at afbøde de problemer, den slags skaber
Vi har læst om, hvordan adskillige overgrebssager hos Danmark Radio er blevet håndteret på en, kan man vist roligt sige, yderst tilbagelænet måde, hvor cheferne har lyttet og derefter ud fra egne principper, instinkter, og/eller interesser har besluttet, at der ikke var noget større problem. Den slags chefer var årsagen til, at bl.a. en grov overgrebsmand som Mads Aagaard igennem flere år kunne få lov til at fortsætte sin chikane imod svagere positionerede.
Og samme type var årsag til, at han kun fire måneder efter sin fyring for grov chikane fik tilbudt et nyt job. De magtfulde chefer anerkendte hverken Mads Aagaards magt eller hans ofre. Og de har helt sikkert også set på sagen fra hans side i forhold til at dømme retfærdigt.
Magten til at gøre noget imod mennesker i lavere positioner
Lad os lige slå fast, at ondskabsfuld opførsel og magtmisbrug ikke altid indbefatter sexchikane og heller ikke er forbeholdt mænd. Kvinder kan også sagtens være nogle skadelige magtrøvhuller.
Jeg har bl.a. set en arbejdsplads, hvor en kvindelig chef efterlod sig en strøm af sårede medarbejdere, der pludselig forsvandt fra organisationen. Det var som om, hun næredes af at udøve sin magt: Hun chikanerede laverestående, og hun vandt! Og samtidig sagde ingen noget, fordi ingen ville have noget klinket, og det meste blev alligevel holdt hemmeligt. Det er jo sådan, den slags virker. Ting foregår i krogene, i mørket og imellem linjerne. Men det gør ikke ofrene for magtovergrebene til mindre ofre.
Ofte kan organisationerne godt se, at der er problemer i en afdeling eller omkring en særlig person, men hvis problemskaberen er chef, bliver han/hun ofte selv, eller kolleger og samarbejdspartnere, pennefører på dommen over, hvad der er sandt og retfærdigt. Og er det de allermest magtfulde, der er krænkerne, vil der ofte stå en rand af folk omkring dem til at afbøde de problemer, den slags skaber.
Det var en landvinding for ofre for sexchikane, da statsminister Frederiksen offentligt afgav dommen: at ofrene for Frank Jensens slikkerier ikke alene havde været udsat for flirt, men for faktiske overgreb
Samtidig kan ofrene med god grund være bange for deres job og renommé. Bliver de arbejdsløse, hvad vil andre sige om dem? Hvordan bliver deres fremtidige muligheder påvirket? Derfor ser man medarbejdere, der er blevet chikaneret ud af organisationen, vælge ingenting at sige, men bare smile venligt. Eller medarbejdere, der bliver stress-syge, eller som bare kravler hjem og lægger sig i fosterstilling i halve til hele år osv.
Kæmp, flygt eller frys er standardreaktionerne, når vi føler, at nogen fratager os magten over vores krop og karriere. Ikke desto mindre kan det måske være svært for andre at forstå og anerkende, at en sekretær har følt sådan, da overborgmesteren slikkede hende i øret til en julefrokost. Derfor er det også en landvinding, at Frank Jensens organisatoriske chef, Mette Frederiksen, med udgangspunkt i en rapport gik ud i denne uge med sin offentlige bedømmelse af, at ofrene for Jensens slikkeri ikke alene havde været udsat for flirt, men for faktiske overgreb.
Mennesker vs. overgrebskulturer og dysfunktionelle organisationer
At fryse eller flygte fra sådan et arbejdsmiljø er selvbeskyttelse og formentlig det mest almindelige, når man som ansat uden formel magt har indset, at man ikke kan gøre noget ved et enten personligt eller dybt organisationsforankret problem og i øvrigt har brug for at finde tilbage til sig selv og pleje sine sår.
Men så fortsætter det jo med nye ofre. Selv hvis nogen er modig nok til at fortælle en dysfunktionel organisation, at en given chef eller medarbejder opfører sig respektløst, grænseoverskridende og uempatisk og i øvrigt er uegnet til at arbejde med mennesker. I sådanne tilfælde kunne man tro, at cheferne ville reagere, men det sker ofte ikke.
De, der har magten til at gøre noget, dømmer ud fra mere eller mindre hemmeligholdte informationer og retningslinjer, og de berørte får meget sjældent begrundelser, eftersom personalesager er fortrolige. Det styrker hverken trygheden eller retfærdighedsfølelsen, men det er med til at beskytte overgrebsmænd M/K.
Hvem dømmer, og kan vi stole på dem?
Og så er vi tilbage ved tankerne om, hvem der dømmer, når nogen kommer og føler sig krænket? Og på hvilke grundlag, med hvilke kompetencer og hvilken legitimitet? Lige nu løftes sløret for organisationernes inkompetence, og chefers personlige sympatier og interesser udstilles.
Det blev tydeligt illustreret i den nylige, nærmest live-streamede #MeToo-sag i Radikale Venstre. Her kom netop relationer og manglende retningslinjer til at betyde, at man ikke reagerede rettidigt på blinkende faresignaler, og den politiske leder endte med at gå af som konsekvens af netop dårlig dømmekraft. Herefter dømte halvdelen af folkedomstolen tilsyneladende Morten Østergaard hårdt, imens den anden halvdel dømte de kvinder hårdt, som havde formastet sig til at fortælle om, hvad de havde oplevet. En sag kan altid ses fra flere sider og bliver det.
I både TV2 og Socialdemokratiet ser dommene efter advokatundersøgelserne ud til at være konsekvente i forhold til det nye paradigme
I ansættelsesretlige sager tages udgangspunkt i bestemmelserne i arbejdsmiljøloven eller ligestillingsloven, og det anses ikke for nødvendigt at bevise sagerne på samme metodiske måde som ved en straffelovsovertrædelse. I de to mest kendte #MeToo-advokatundersøgelser indtil videre, fra TV2 og fra Socialdemokratiet, fremstår det umiddelbart som om, at præsentationen af legitimiteten har været tillagt større vigtighed end selve bevisarbejdet i sagerne.
For TV2 og Socialdemokratiet har det handlet om organisationernes kultur og omdømme, og det har haft betydning for bedømmelserne af de relevante sager. Og disse bedømmelser er legitimeret af advokater og truffet af chefer ud fra organisationshensyn – ikke af dommere ud fra retslig bevisførelse, hvor man hellere lader ti skyldige gå fri frem for at dømme én uskyldig.
I begge organisationer har dommene været konsekvente ud fra det nye paradigme: Organisationerne har dømt til fordel for ofrene, og både Frank Jensen, Jens Gaardbo og Jes Dorph Petersen har betalt høje priser i forhold til deres omdømme og karriere for ikke at have forholdt sig ansvarligt til deres magt igennem årene.
Vil det i fremtiden være muligt for syndere at komme videre i deres liv, efter at de har modtaget deres straf?
D’herrer er ikke dømt strafferetligt og har ikke mistet deres frihed, men til gengæld har de mistet deres job og fået skadet deres renommé og selvforståelse. Ingen mennesker har krav på at have magtfulde og prestigiøse jobs, især ikke hvis de har vist sig inkompetente til at forvalte deres magt, så det er svært for dem at kæmpe imod deres detronisering.
Men det rejser spørgsmål om, hvorvidt det i fremtiden vil være muligt for syndere at slippe ud af sådanne sager og komme videre i deres liv, når de – modstræbende, og i offentlighed – har modtaget straffen for deres magtfuldkomne uansvarlighed?
Landsbygadekær og rygtebørser
Princippet plejer at være, at når en mand har udstået sin straf, er han fri til at genopbygge sit liv igen. Men det er svært at se, hvordan disse foreløbigt “dømte” danske #MeToo-koryfæer nogensinde vil kunne komme helskindet tilbage.
Rygter og sladder og negativ omtale fortsætter, og internettet glemmer aldrig i lille Danmark, hvor Facebook og Twitter virker som et gammeldags landsbygadekær. Det er vel også derfor, at Jes Dorph Petersen igangsatte en modkampagne i selvsamme medier; det er en kamp for hele hans karriere, omdømme og retfærdighedsfølelse.
På de sociale medier diskuteres alt, presseetiske regler gælder ikke, og der ses nærmest ingen regler eller stopklodser brugt i forhold til rygter og fordømmelser
Og rygtebørserne ér et problem, for det er ikke kun i kendte sager som disse, at internettet kan bære véd til menneskers fald på grundlag af meget mindre dokumenterede rygter. Medierne jagter altid sensationelle historier, og på de sociale medier gælder presseetiske regler ikke, og der findes ingen regler eller stopklodser i forhold til rygter og moralske fordømmelser.
Det er også skidt, hvis vi kompenserer for én fejltilstand ved at indføre en anden. Vi mennesker lever i høj grad som en del af gruppen i kraft af anerkendelse og vores omdømme, og hvis vi udskammes og dømmes moralsk som ’onde’ i folkedomstolen, kan det ramme os resten af vores liv. Og det uanset om rygterne er sande eller ej. Det sker endda samtidig med, at ægte skyldige kan gå fri, fordi alle er for bange for dem til at sige noget højt. Det er ikke retfærdigt.
Vi kan godt lade, som om det ikke er sådan – men heksejagter findes
Jeg har selv prøvet at stå som rådgiveren, der råbte: ‘I Danmark er man uskyldig, indtil man er dømt’. Det kunne f.eks. være, hvis der har været diskuteret en personsag, som en chef har fundet ressource- og omdømmemæssigt risikabel og derfor har overvejet at undlade at forsvare en ansat i en svær sag – hvilket ville føre til dennes fyring og mistænkeliggørelse. Og hvor det efterfølgende er blevet bevist, at vedkommende var uskyldig og derfor ikke havde fortjent at blive smidt under bussen – men hvor en sensationshungrende presse har banket på og smidt madding ud for selv at være dem, der skabte de gode historier. Og organisationen har været uvillig til at risikere eget omdømme for at forsvare en måske-skyldig.
Vi kan godt lade som om, det ikke er sådan, men den slags pressens jagthunde og folkedomstolen på sociale medier indgår jo også som en del af det, der skaber vores virkelighed. Og ofrene kan både være mistænkte, påståede overgrebsmænd M/K eller ofrene for de selvsamme. På den måde bliver alle tabere, og vi risikerer, at det nærmere bliver ti uskyldige, der dømmes af folkedomstolen, frem for én skyldig, der går fri.
Der er brug for en slags fælles anerkendt retsinstans, hvor vi tør stole på, at hvem som helst ikke kan blive dømt helt socialt ude helt uden beviser
Og selv, hvis nogle er skyldige, må vi som samfund være parate til at kunne tilgive dem efter soning og give de mennesker en chance for at komme tilbage til et almindeligt liv.
Samtidig er det et dilemma, at vi øjensynlig ikke kan formå at afsløre de værste magtmisbrugere uden at kunne tale højt om sagerne – altså sladre, i medierne og på sociale medier. Og det kan godt være, at der også kastes falske anklager ud – men ud fra statistikker inden for andre typer overgreb, føler jeg mig overbevist om, at antallet af falske anklager ligger langt, langt under antallet af uberettigede chikanesager, som aldrig kommer frem i lyset – simpelthen fordi prisen for at stå frem som offer for sexchikanetypisk er ekstremt høj.
Hvad gør vi nu?
Der skal en slags fælles anerkendt retsinstans til, hvor vi tør stole på, at hvem som helst ikke kan blive dømt socialt ude helt uden beviser, også i forhold til sexchikane. Men wtf gør vi for at sikre fremtidig tryghed og retfærdighed i forhold til sexchikane/magtmisbrug, når vi ikke engang kan blive enige om, hvad forbrydelserne faktuelt består i?
Giv meget gerne dine bud på strukturelle løsninger i kommentarfeltet, tak.
LÆS MERE I POV AF LE LYBY HER
Topillustration: pixel2013 på Pixnio
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
