METALLICA // ANMELDELSE – Som et af de første medier anmelder POV Metallicas med spænding imødesete nye album, 72 Seasons. Steffen Jungersen har visse indvendinger, men det overordnede indtryk er positivt. “72 Seasons har måske nok sine fejl, men det er fejl, man i store træk kan ignorere, fordi det simpelthen er en fryd at være vidne til den entusiasme og spilleglæde, som emmer fra bandet hér,” skriver Jungersen.
At hævde at der er ”visse forventninger” – ikke mindst pisket op af bandet selv – når Metallica skal til at barsle med et nyt album, svarer sådan nogenlunde til stille at konstatere, at de dér Beatles i sin tid da gjorde det ”okay omstændighederne taget i betragtning”.
Næ, når verdens største heavy metal-band kyler nyt på markedet, er det en begivenhed, fact freaks. Simpelthen fordi Metallica – hér næsten 40 år og ti yderligere album efter bandet debuterede med Kill ’em All – har taget så mange stilistiske slag med den sømbeslåede hale i hård rock, at bandets millioner af fans er hårdt opdelt i fraktioner, som langtfra altid ønsker sig det samme fra San Francisco-kvartetten.
Der er dem, for hvem old school stadig er real cool, og som stadig sværger til Metallicas første fire album fra 1980’erne (Kill ’em All ’83, Ride The Lightning ’84, Master Of Puppets ’86 og … And Justice For All ’88.).
Så er der dem, der ligger i bedeposition på ryatæppet til den lettere tilgængelige Metallica (aka ”The Black Album”) fra 1991 og havde det fint med den og de mere motorcykel-rock orienterede Load og Re-load fra hhv. ’96 og ’97.
Så kunne dem fra den første kategori kalde det ”Metallicas kakkelbordsperiode” så tosset, de ville, inden begge fraktioner med skræk malet i ansigterne havde mere end svært ved at tage imod den nådes- og kompromisløse St. Anger i 2003.
Så de af os, som er evighedsstudenter i førnævnte old school kan såmænd tage det ganske roligt. 72 Seasons er i dén grad et heavy metal-album
Inden bandet så med Death Magnetic i 2008 vendte hjem til heavy metal(lica) og siden cementerede de intentioner med Hardwired. . . To Self-Destruct for næsten præcis seks-et-halvt år siden.
Hvilket bringer os frem til 2023 og Metallicas 11. album 72 Seasons, som, hvis den ikke er andet (det vender jeg tilbage til), er en ren fest derhen, at de fem kvarter lange spilleminutter mestendels nærmest flyder over af klassiske guitarriffs, som igen og igen bringer velkomne minder om Metallicas rødder og forbilleder som Diamond Head og Black Sabbath samt den engelske NWOBHM (New Wave Of British Heavy Metal, red.) bølge fra de tidlige firsere (Iron Maiden, Saxon, Angel Witch m.fl.).
Når Metallica altså ikke genbesøger deres egen fjerne fortid som thrash metal bannerførere med fx ”Lux Æterna”, som sagtens kunne have været fra førnævnte Kill ’Em All. Det samme gælder det fremragende titelnummer og den endnu bedre ”Screaming Suicide” – kom lige hér og fortæl mig, at sidstnævnte ikke er en variation over Diamond Heads ”Helpless”, som Metallica så i øvrigt jævnligt har spillet live i mange år.
Metallica med luftig og analog lyd
Så de af os, som er evighedsstudenter i førnævnte old school kan såmænd tage det ganske roligt. 72 Seasons er i dén grad et heavy metal-album og et band, som selv efter alle disse år tydeligvis har haft en fest med at indspille det hér. Producer Greg Fidelman har ligesom på Hardwired… skabt en befriende luftig og analog lyd med masser af plads til den enkelte musiker.
Ved de første gennemlytninger kan 72 Seasons godt i perioder måske nok virke en anelse ensformig, men gentagne lyt betaler sig (som det i øvrigt gør på alle gode plader), og netop som man fx har set sig godt og grundigt gnaven på en sang som ”Room Of Mirrors”, smider Metallica fire minutter inde i sangen et læs forrygende guitarharmonier ind, som efterlader én med noget, som redefinerer begrebet ”fjollet grin”, og det samme sker, da man er ved at synes, ”Chasing Light” er en lige lovlig letkøbt stiløvelse over gamle NWOBHM-riffs, og Metallica så pludselig diverterer med et brillant C-stykke, der så redder hele det så ofte omtalte fækale udslip – så at sige.
Så bare skru’ op og sving med det hår eller skæg, du måtte have tilbage – så går den så rigeligt én gang til. Det er jo bare Metallica, som – som tidligere nævnt – gør det, de er bedst til
Fejlfrit er albummet dog ikke. Der er virkelig ingen grund til at smide to sange på, som er i så tæt familie med gamle træffere, som ”You Must Burn” og ”Crown Of Barbed Wire” er det med bandets egen klassiker ”Sad But True” – også selv om førstnævnte lejlighedsvis har nogle fine vink til klassisk Alice In Chains.
Nu jeg så har rost producer Fidelman for lyden, så er det heller ikke denne gang lykkedes ham at stå op mod mægtige Metallica og undervise d’herrer i én af de kunster, de snart ikke har mestret i mange år: nemlig begrænsningens kunst!
Der er vitterlig ingen grund til, at mange af numrene hér varer på den pæne side af fem og seks minutter. Det får udelukkende til følge, at førnævnte ensformighed af og til truer med sin påtrængenhed. Det er altså ærgerligt på en plade, som ellers udelukkende signalerer, hvor gode Metallica er til at være Metallica. Men dét ellers så beundringsværdige ved et band, at man er plankehamrende ligeglad med, hvad andre mener, og blot gør det, man har lyst til, bør ikke betyde, at man er for stor til at tage imod velmente råd.
Tro mig: Lidt hårdhændet redigering hér havde gjort en rigtig god plade til en fremragende én af slagsen!
En ny klassiker er født
Og hvad ved jeg så i øvrigt om noget som helst, for så dukker albummets sidste og godt elleve minutter lange nummer, ”Inamorata”, op og viser sig med sine formidable skift, himmelske harmonier og kakofoni af klassiske riffs og viser sig som det bedste nummer her. Specielt det lange, Tony Iommi (Black Sabbath) tilbedende udløb på dén sang er sgu’ næsten hele albummets fem kvarter lange spilletid værd.
Med ”Inamorata” er om ikke just en frelser så i hvert fald en ny Metallica klassiker født. Det er sgu ganske godt gået 40 år inde i karrieren.
”That was the best one,” som produceren gør opmærksom på ved nummerets slutning.
72 Seasons har måske nok sine fejl. Men det er fejl, man i store træk kan ignorere, fordi det simpelthen er en fryd at være vidne til den entusiasme og spilleglæde, som emmer fra bandet hér. Og det til trods for at albummets glimrende tekster som store træk kredser om sanger James Hetfields kamp mod de dæmoner, han pådrog sig i sin barndom og sine unge år.
Jeg er glad for at have endnu et fornemt Metallica album i samlingen – et album jeg inden denne anmeldelse har hørt fem-seks gange, og jeg er slet ikke sikker på, at flere fine nuancer og andet godt ikke dukker op, når jeg har hørt den tyve gange.
Så bare skru’ op og sving med det hår eller skæg, du måtte have tilbage – så går den så rigeligt én gang til. Det er jo bare Metallica, som – som tidligere nævnt – gør det, de er bedst til: at være det Metallica, som stadig i dén grad mener det, når de går til stålet!
Eller som der stod bag på coveret til Kill ’Em All for fyrre år siden:
Bang that head that doesn’t bang!
Lyt evt. til denne POVcast, hvor Steffen Jungersen og Jan Eriksen taler om Metallica albummene Kill ’Em All og Ride the Lightning.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
