KINA // ANALYSE – Kinas propagandakværn er gået op i gear med massemobilisering af patriotisme og lanceringen af en eventyrlig musical, der skal overbevise os alle om, hvor skønt og harmonisk folk – oprindelige uighurer og kasakker såvel som tilflyttede han-kinesere – lever i Xinjiang. Hvirvlende patriotisme på kinesiske medier går i rette med vestlig fordømmelse, mens musicalen på positiv vis skal modbevise Vestens voksende fordømmelse af den kinesiske centralmagts forvaltning af den ellers formelt autonome region. Spagfærdig hjemlig kritik har magthaverne udmærket styr på.
Kina imødegår rutineret anklagerne om internering, indoktrinering og tvangsarbejde i Xinjiang, dels med at en hård kurs er nødvendig i kampen mod terrorisme, dels at uighurerne har brug for omskoling og patriotisk uddannelse, så de er bedre rustet til arbejdsmarkedet.
Kinas kommunistparti har altid dygtigt brugt propaganda til at forme den hjemlige opinion, og magthaverne synes stærkt irriterede over, at den internationale opinion ikke er nær så føjelig – for tiden især den stadigt skarpere kritik af forholdene i Xinjiang.
Kraftfuld fremme af positiv energi
Musicalen, 歌声的翅膀, Sangenes Vinger er et fornemt eksempel på den positive påvirkning, Kinas altdominerende leder, partichef og præsident Xi Jinping, efterlyste i en tale i 2015 om ’kraftfuldt at fremme positiv energi’ for derved at skabe positiv stemning i og omkring Kina.
Hvis ikke det var så uhyrligt, ville det være sjovt. Musicalen kom i april og handler om tre unge musikere fra tre forskellige folkeslag, drejet over en kulørt og lystig blanding af La La Land, Sound of Music og hesteopera. En velfriseret og tætbarberet uighur, én af filmens bærende roller, skåler muntert i øl. Kvinderne danser frimodigt med udslået hår. Måske musicalens skønmaleri kan overbevise kinesere, men umiddelbart virker den næppe overbevisende på vestlige tilskuere. I Kina kan magthaverne diktere, hvad kinesiske biografer skal vise, men den går ikke i Vesten, så det er tvivlsomt, om den overhovedet bliver set i vor del af verden.
Filmen har været undervejs i et par år og udkom samtidig med, at kendte kinesere pludseligt og som med én stemme istemte skarp kritik og fordømmelser af vestlige firmaer, der i efteråret besluttede ikke længere at købe bomuld, fremstillet i Xinjiang i det nordvestlige Kina.
Virusbekæmpelse i Xinjiang
Kina har gennem fire år nu med egne ord ’bekæmpet ideologiske vira’ – læs islam – i Xinjiang, bl.a. ved tvungen internering af – ifølge bl.a. FN – op imod en million muslimske uighurer og kasakker i ombyggede fabrikker, skoler, hospitaler mm. Her lever de tæt og uden privatliv. De skal synge hyldestsange til Det nye Kinas grundlægger, Mao Zedong, og Xi Jinping. De skal blive gode kinesere og opgive deres muslimske skikke, det være sig udseende, beklædning, religion eller spisevaner. Kina kalder tvangsophold i disse fængselslignende lejre ’uddannelse’.
Folk, der kun er let ramt af ideologisk virus, slipper for ’uddannelse’ i interneringslejr. I stedet plantes en tvangskineser – typisk en han-kinesisk embedsmand – i uighurhjem op til en uge for at sikre, at der bliver spist gris, drukket øl, set kinesisk fjernsyn og sunget patriotiske kinesiske sange. Tvangskineseren har bl.a. til opgave at indynde sig hos familiernes børn og afhøre dem om familiens hverdag.
Apropos virus gik restriktionerne omkring coronavirus hårdt ud over de muslimske folkeslag i Xinjiang i fjor. Uighurerne er Xinjiangs oprindelige beboere, og med 11 mio. udgør de godt 43 pct. af befolkningen i dag. Han-kineserne udgør 40 pct., mens resten er kasakker, hui m.fl. Ved det nye Kinas grundlæggelse i 1949 var 76 pct. af befolkningen i Xinjiang uighurer, mens han-kineserne blot udgjorde seks pct.
EN KVINDE, DER MENEST AF VÆRE EMBEDSKVINDE, UDPØRGER – OG UDSKAMMER – EN STRIBE UIGHURER OG EN ENKELT HANKINESER, DER HAR BRUDT UDGANGSFORBUDDET OG LEDT EFTER MAD. HUN AFKRÆVER DEM BOPÆL, DERES BRØDE OG HVORVIDT DE VIL GENTAGE DEN. NOGLE AF DEM SKAL SVARE PÅ, HVORFOR DE GJORDE DET OG OM DE HAR SPIST. DE ANKLAGES ALLE FOR AT HAVE FORLADT DERES HJEM UDEN TILLADELSE. DE LOVER IKKE AT GØRE DET IGEN. NOGLE AF DEM HAR IKKE FORLADT DERES HJEM I 4-5 DAGE OG ER LØBET TØR FOR MAD, SÅ DERES FAMILIER ER SULTNE. © The Art and Life oc Chinese Central Asia
Adskillige internationale rapporter har i de senere år dokumenteret undertrykkelsen i Xinjiang.
Amnesty International, Human Rights Watch og FN bl.a. kritiserer i skarpe vendinger vilkårlige fængslinger, overgreb mod uighurer, seksuel vold, tvangsarbejde, stærkt indskrænkede borger- og politiske rettigheder, kulturel udslettelse. USA, Storbritannien og Nederlandene taler om folkemord.
Tvangsarbejde i bomuldsmarkerne
Kina er verdens næststørste bomuldsproducent, efter Indien og foran USA. 22 pct. af verdens bomuld kommer fra Kina, og 84 pct. af den er fra Xinjiang, som er kendt for en særligt fin bomuldssort. Sommeren 2020 udkom de første troværdige rapporter om, at bomulden blev fremstillet ved tvangsarbejde.
På den baggrund indledte sammenslutningen til fremme af bæredygtig bomuldsproduktion, Better Cotton Initiative (BCI), i efteråret boykot mod bomuld fremstillet i Xinjiang, ikke mod kinesisk bomuld generelt, kun den fra Xinjiang. BCI har 2000 medlemmer i 27 lande. Detailhandelens organisation i USA, RILA, fordømte ligeledes tvangsarbejdet.
En række vestlige virksomheder som H&M, Nike, Burberry, Adidas og Hugo Boss bekendtgjorde i forlængelse af erklæringen fra BCI, at de ikke længere ville bruge bomuld fra Xinjiang. Ved årets udgang kom endnu en vægtig rapport om tvangsarbejdet.
21. marts indførte bl.a. EU, USA, Storbritannien og Canada sanktioner så som indrejseforbud mod navngive kinesiske embedsmænd, der anses for at være blandt de ansvarlige for den brutale behandling af uighurerne i Xinjiang.
Modetøj i mølkugler
Dét blev for meget for centralmagten i Kina, der med sædvanlig tæft mobiliserede en massiv hjemlig fordømmelse af en række modefirmaer. Et opslag på Kinas pendant til twitter, Sina Weibo, fra Kommunistpartiets Ungdomsliga 24. marts fordømte de kritiske udenlandske tøjproducenter såvel som sanktionerne mod Kina og udløste den massive støttekampagne for Xinjiang-bomuld. I løbet af tre dage spredte kampagnen sig til andre digitale platforme over nationalt tv til de trykte medier. Perfekt timing i forhold til premieren på Sangenes Vinger 28. marts.
Fra dag til anden blev H&M slettet fra Alibabas e-handelsplatform, Taobao. En række kendte sportsfolk og skuespillere opsagde deres lukrative aftaler med bl.a. H&M, Nike og Burberry. Så man må formode, at stakkevis af modetøj nu ligger pænt sammenfoldet i mølkugler i bunden af klædeskabet – sammen med den lige så net foldede Sun Yat-sen dragt (også kendt som Mao-tøj), som bliver pakket ud igen, når de politiske strømninger fordrer eller – for modetøjets vedkommende – tillader det.
BRÆNDENDE NIKESKO. ‘DET KINESISKE MARKED BRYDER SIG IKKE OM ONDSKABSFULDE BAGHOLDSANGREB’
H&M og andre af de bomuldsboykottende virksomheder forsvandt fra de lokale gps- og kørselstjenester, så man ikke kunne finde vej til dem. Og deres butikker stod gabende tomme.
Wang Yibo, kendt skuespiller med 38 mio. følgere på weibo, som har været reklamesøjle for Nike, afbrød kontrakten. Ligeså gjorde Tang Songyun, mens Zhou Dongyu ikke længere er ambassadør for Burberry. Mindst 30 berømte kinesere har ifølge den partitro kinesiske avis Global Times sløjfet deres kontrakter som ambassadører for diverse vestlige mærkevarer.
[trending] Li Yifeng, Zhu Zhengting, & Xiao Gui end contracts with Hugo Boss after Boss was found to have taken a different stance overseas on the Xinjiang cotton issue vs on Weibo, where they had posted they would continue to use Xinjiang cotton & stated belief in its quality pic.twitter.com/cLIuLcSFDA
— cdrama tweets (@dramapotatoe) March 27, 2021
Tyske Hugo Boss kom særligt i fedtefadet, eftersom modefirmaet skal have talt med to tunger: bekendtgjort på weibo, at Hugo Boss ’fortsat vil købe og støtte Xinjiang bomuld’, mens det på virksomhedens engelsksprogede hjemmeside hed: ’Ind til videre har HUGO BOSS ikke erhvervet nogen form for varer fra direkte leverandører i Xinjiang.’ Virksomheden erklærede efterfølgende, at weibo-opslaget var ’uautoriseret’ og slettede det.
En sprække i propagandaen
Det massive hjemlige fokus på Xinjiangs bomuldsplukning, beskyldningerne om tvangsarbejde og koncentrationslejre mm medfører naturligvis også eftertænksomhed på de sociale medier. Men den slettes prompte af censuren.
En kort stund foregik overraskende en åben og ucensureret diskussion i Kina om forholdene i Xinjiang på Clubhouse, en iPhone-app med samtaler i separate rum. EN kineser, bosat i USA, dannede et rum med overskriften ’Findes der en koncentrationslejr i Xinjiang?’ Den fik tusindvis af deltagere i Kina, som deltog i eller lyttede til den fri og ofte stærkt bevægede samtale mellem folkeslagene. Der gik 16 timer, før censuren opdagede den og fluks lukkede den. To dage senere blev hele Clubhouse nedlagt i Kina.
Darren Byler, der er forsker ved University of Colorado i Boulder og redigerer hjemmesiden The Art of Life in Chinese Central Asia, fulgte samtalen på Clubhouse og påpeger, at flere af moderatorerne var uighurer, og at tonen var åben og forekommende; alt sammen helt atypisk i Kina.
På et tidspunkt var der 4000 deltagere. Én hæftede sig lettet ved, at der i modsætning til alle andre samtaler om Xinjiang på kinesisk, det være sig på chatfora, digitale, trykte eller elektroniske medier, ikke var ’han-splaining’ – samtaler, hvor udgangspunktet er den privilegerede del af befolkningen, han-kinesernes perspektiv. Uighurer er vant til ikke at blive troet, de bliver hånet, overfuset, chikaneret af staten og dét, der er værre. Her var samtalen hverken ideologisk eller politisk. Uighurer og kasakker fortalte deres smertelige historier, han-kinesere lyttede og hørte dem til ende.
Jeg vil gerne sige, at Xinjiang faktisk er en gigantisk koncentrationslejr, og så bare med mange mindre koncentrationslejre
Én efter én præsenterede talerne sig og kom med deres vidnesbyrd. De øvrige deltagere var uighurer, han-kinesere fra Xinjiang og det øvrige Kina, andre folkeslag, fx hui og koreanere. Mange hankinesere var overraskede og kritiske over for myndighedernes brutale linje over for uighurer.
En han-kineser, som Byler kalder Xinjiang Han 1, fortæller bl.a., ”Jeg vil gerne sige, at Xinjiang faktisk er en gigantisk koncentrationslejr, og så bare med mange mindre koncentrationslejre. Vi han-folk er også bange for disse lejre. Miljøet er lufttæt. Der kommer næsten intet ind eller ud. Dertil kommer, at vore (Xinjiangs) medieorganisationer ikke har rigtige reportere, så der er ingen regulære nyheder. (…) Det er svært for os at tale om, hvad vi ser omkring os. Og når vi har konkrete beviser, er man bange for at dele dem.”
Xinjiang Han 2: ”Myndighederne dømmer de indespærrede uden beviser. Ting og handlinger, der ikke tidligere har været forbudt, er nu kriminaliseret. De venter, til uighurerne i Xinjiang gør et eller andet, som de så forbyder ved lov. (…) De bruger så mange påskud.”
Xinjiang Han 4, der er opvokset i Xinjiang, beretter, hvordan han i fjor læste en rapport på BBC om interneringslejrene i Xinjiang, som rystede ham dybt, så han omtalte den på WeChat Moments (som at dele nyheder på facebook). Samme nat bankede politiet på hans forældres dør i Xinjiang og bad moren slette sønnens opslag. Faren ringede til sønnen og sagde, politiet var ved at føre moren bort. Da Xinjiang Han 4 ringede til sine forældre næste dag, og de følgende dage, var der intet svar.
Mange han-kinesere, der lyttede med, var rystede og sagde, at de ikke anede, hvor galt det var fat i Xinjiang. Hvor skulle de også vide det fra, når oplysning er så undertrykt i Kina, især fra og om Xinjiang (og Tibet og Indre Mongoli). Vist er 16 timer ikke lang tid og 4000 ikke mange blandt 1,4 mia. mennesker, men at denne samtale overhovedet fandt sted og er dokumenteret betyder noget. Og som i alle lande med streng censur finder oplysninger dog vej under radaren alligevel.
Boykottens bagside
Kina fik slukket for debatten og fjernet Clubhouse, inden samtalen for alvor fik luft under vingerne. Ét er, hvad udlandet siger og gør, noget andet hvad der sker internt. Det har taget mange år for Vesten at få øjnene op for undertrykkelsen i Xinjiang, som til gengæld har taget dramatisk til de seneste fire år. Xi Jinping tåler ikke intern kritik, sådan set heller ikke ekstern, men den har han mindre indflydelse på.
I Kina kan en tsunami af skinger kritik på sociale og andre medier mod konkrete virksomheder iværksættes med et fingerknips. Det oplevede Jyllands-Posten en snert af i fjor, da en tegner kom for skade at illustrere en historie om covid19, som jo opstod i Hunan, med det kinesiske flag, hvor de fem gule stjerner var erstattet af fem gule virusbolde med de efterhånden kendte pigge. Det udløste en øjeblikkelig proteststorm på sociale medier i Kina, hvor tegningen blev udlagt som stats- og folkefornærmelse fra JP’s side.
Magthaverne kan mobilisere som Mao Zedong kunne i sin tid. Og det virker. Det kinesiske marked er enormt, og mange kinesere er – trods politisk og ideologisk modvilje mod Vesten – vilde med vestlige mærkevarer. H&M Group har 520 butikker i Kina, der er virksomhedens femtestørste marked. Kineserne brugte 7,75 mia. kr. på H&M produkter i 2019, så en kinesisk boykot er dyr.
Så mon ikke det statsautoriserede kinesiske raseri har en blonde lige dér, hvor prisen bliver arbejdspladser og udenlandske investeringer?
Omvendt ejer eller samarbejder H&M Group med over 1000 fabrikker i Kina, hvor en betragtelig del af tøjproduktionen finder sted. Dermed beskæftiger H&M også mange kinesere og bruger kinesiske råvarer i produktionen. Det samme gælder virksomheder som Nike og Adidas, hvor salget i Kina udgør en større andel, end det gør for H&M. Så mon ikke det statsautoriserede kinesiske raseri har en blonde lige dér, hvor prisen bliver arbejdspladser og udenlandske investeringer?
Det mener da også Luke Patey fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, som fremgår af en artikel, han har skrevet til World Politics Review.
Boykotten kan også blive et problem for velstående kineseres toldfri shoppingparadis med verdens største koncentration af verdens største flagship stores på det vældige lands sydligste spids, øen Hainan, kaldet ’Kinas Hawaii’.
Her under coronapandemien, hvor der har været begrænsninger på internationale rejser, er grænsen for, hvor meget kineserne må købe for til eget brug hævet fra 30 000 rmb (renminbi, valutaen i Folkerepublikken Kina, red.) til 100 000 (95 000 kr.) hvert halve år, og købelystne og -dygtige kinesere er valfartet dertil. Alene i fjor købte de for 30 mia. kr.
Ifølge officielle kinesiske tal spenderede de i januar gennemsnitligt 180 mio. rmb (godt 170 mio. kr.) om dagen i toldfri indkøbscentre på Hainan-øen. Hvis de mest populære vestlige varer forsvinder fra hylderne i de megastore butikker, indskrænkes vareudbuddet betydeligt, ligesom toldfriheden formentlig er mindre tillokkende på lokale produkter. Dér går måske også en lille blonde.
Hvis du vil høre mere om de 16 times frie debat om vilkårene i Xinjiang på Club) house, kan jeg varmt anbefale denne podcast fra Supchina med bl.a. ham, der startede samtalen ‘Findes der en koncentrationslejr i Xinjiang?’, og én af uighurerne, der også deltog. Det er en interessant samtale om etnicitet, censur og forholdet mellem stat og individ i Kina.
LÆS ALLE METTE HOLMS ARTIKLER HER
Topfoto: Screendump fra traileren.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
