Det er uhørt dramatiske dage i tysk politik. Sent torsdag blev regeringskoalitionen omsider enig om en ny asyllovgivning, som i hvert fald på et enkelt punkt svarer ret meget til den danske: Den er symbolpolitik. Samtidig vokser yderfløjene i tysk politik til et niveau vi ikke har set i efterkrigstiden.
Efterhånden som migrantkrisen er løbet mere og mere ud af kontrol, er partiet AfD – Alternative für Deutschland – gået frem og frem i meningsmålingerne, og blev der valg nu, ville der kun kunne regeres med en ”stor” koalition mellem højre og venstre – en undtagelsessituation som i sig selv kan presse endnu flere vælgere ud på fløjene. Migrantkrisen er altså ved at lamme Tysklands parlamentariske liv.
Men selvfølgelig; der er halvandet år til næste valg. Merkel kan jo håbe på at noget vil vise sig. Men det bliver ikke den nye asylaftale, som redder hende.
“Asylpaket II”, som aftalen hedder, fik en hård fødsel. Man var sådan set blevet enige – mellem CDU, CSU og SPD – allerede i efteråret, men så var man alligevel ikke helt enige om, hvad det betød i praksis, det man havde aftalt. Siden har CSU mere og mere højlydt krævet særlige modtagelseszoner ved grænsen, hvor asylansøgere med “åbenlyst grundløse” ansøgninger kunne blive spærret inde– hvilket SPD overhovedet ikke ville være med til.
Det endte med et kompromis, hvor man har udvekslet bittesmå indrømmelser og lavet nogle stramninger, der reelt ikke vil betyde det store, men som ser skræmmende ud på papiret. Det lyder jo velkendt for en dansker.
Her er så kompromisets to vigtigste punkter:
Der bliver oprette tre til fem “særlige modtagelsesfaciliteter” til de åbenlyst grundløse, men de bliver ikke placeret ved grænsen. Samtidig bliver det gjort administrativt lettere at sende folk hjem igen. I forvejen havde man aftalt at Marokko, Tunesien og Algeriet fremover regnes som sikre lande at sende folk tilbage til.
Flygtninge med ”subsidiær beskyttelse” – folk der får asyl uden at være individuelt forfulgte – vil fremover først kunne få familiesammenføring efter to år. Og det kommer også til at gælde en del syrere; hver femte syrer som i dag får asyl i Tyskland, får kun ”subsidiær beskyttelse” og ikke asylstatus efter Flygtningekonventionen eller den tyske Grundlov. Så nogle af syrerne bliver altså ramt, og det ligner jo ret meget situationen i Danmark efter den nyeste stramning.
De to punkter ligner også den danske situation derved, at de mest er symbolpolitik. Det bliver ikke meget lettere at sende de åbenlyst grundløse hjem bare fordi man samler dem i særlige centre. Og den udskudte ret til familiesammenføring mister lidt sin betydning, når man tænker på at det i forvejen kan tage år og dag for bureaukratiet at behandle en ansøgning om familiesammenføring. Med andre ord: Asylpaket II vil ikke i sig selv give væsentligt færre asylsøgere.
Så hvad nu? 13. marts skal der være landdagsvalg i tre delstater – Baden-Württemberg, Sachsen-Anhalt og Rheinland-Pfalz. Især det sidstnævnte valg kan blive interessant, for CDUs spidskandidat her er en af favoritterne til en dag at efterfølge Merkel. Julia Klöckner hedder hun, og hun har tidligere markeret sig som asyl-strammer; det var hende som sidste efterår begyndte at tale om “integrationspligt”, og det er nu siden blevet lov.
Hvis landdagsvalgene går skidt for CDU, vil presset på Merkel vokse i partiet. Jeg tror det er meget vigtigt for hende at få vist i god tid inden 13. marts, at hun har styr på situationen. Hvordan kan hun så vise det? Tja, der er jo EU’s ordinære topmøde 18-19. februar. Det må være dér at Merkel har sin sidste chance for at vise tyskerne, at der er styr på situationen.
Og hvis det nu ikke lykkes?
Følger vælgerne mønstret fra eurokrisen, vil tilslutningen til CDU gå endnu mere tilbage. Under eurokrisen kom kritikken især SPD, og det var SPD som kunne samle vælgerne op. Denne gang kommer kritikken fra højre, nemlig fra AfD.
Partiet blev grundlagt for et par år siden som et samlingssted for borgerlige euro-modstandere, men i dag er det migrant-modstanden som definerer AfD. Partiets leder, Frauke Petry, sagde forleden dag at politiet om nødvendigt måtte have lov at bruge skydevåben mod migranter ved grænsen, hvilket fik SPDs leder, Sigmar Gabriel, til at sige at AfD er antidemokratisk og bør overvåges af efterretningsvæsenet.
Lige nu står AfD i alle meningsmålinger til at få 10-11 procent af stemmerne. Det er dermed Tysklands tredjestørste parti (hvis man regner CDU/CSU som ét parti), en anelse større end die Linke. Det vil så også sige, at hver femte tysker vil stemme på et ekstremparti – og at Tyskland kun vil kunne regeres af en ny stor koalition. Det er ikke et sundhedstegn, og det vil ikke være sundt for demokratiet.
Men hvad er dramaet?, vil du måske spørge; der sker jo ingenting. Men det er dét, som er dramaet: Tiden løber fra Europa, tiden løber fra Merkel – og hun sidder helt fast og kan ingen vegne komme.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
