Bolivia: Journalister har en unik rolle

af i Politik & Samfund/Syd- og Latinamerika

BOLIVIA // ANALYSE – Bolivia er splittet. Og det samme er vi i vores opfattelse af situationen. For var Evo Morales udsat for et kup, da militæret efter tre ugers uroligheder opfordrede ham til at udskrive nyt valg? Eller var det et nødvendigt forsøg på at følge forfatningen og opretholde demokratiet i Bolivia? Efter præsidentvalget den 20. oktober er situationen blevet framet meget entydigt af medierne verden over. Nuancerne bliver udeladt, og det giver et alt for skævvredet billede af situationen.

Som journalister har vi en helt unik rolle i samfundet. Vi skal oplyse borgerne om verdens begivenheder, og vi skal gøre det troværdigt ved at præsentere forskellige synspunkter. Derfor er det så uheldigt, at ellers neutrale medier har dækket valget i Bolivia så sort-hvidt. Enten bliver situationen set som et kup, hvor Morales blev tvunget fra magten af militæret. Eller også bliver det set som en demokratisk manøvre, der var nødvendig for at gøre Bolivia fri fra en korrupt præsident.

Kender man lidt til Latinamerikas historie, er det til at forstå, at det ofte er venstrefløjen, der kalder situationen for et militærkup, og at Morales’ skæbne derfor kan ses som én i rækken af latinamerikanske venstrefløjspopulister, der blev svigtet af de ”amerikanskstøttede reaktionære elementer”, som Washington Post skriver.

Det er vigtigt, at medierne forklarer de nuancer, der bliver udeladt i det her enten-eller-narrativ, hvor situationen kun kan forstås på én måde: som et ”militærkup” eller som en ”demokratisk manøvre”

Morales indtog præsidentembedet i Bolivia i 2006 under den lyserøde bølge i Latinamerika, hvor venstreorienterede partier siden slutningen af 1990’erne kom til magten i flere lande for at introducere mere progressive økonomiske politikker som et revolutionerende alternativ til den neoliberale politik og USA’s dominans i regionen.

Da den lyserøde bølge mistede sin kraft, vandt højrefløjspartierne frem til stor glæde for især USA. Derfor er det heller ikke overraskende, at præsident Donald Trump hurtigt delte sin begejstring over Morales’ afgang – ”Vi er nu et skridt tættere på en fuldstændig demokratisk, velstående og fri vestlig halvkugle” – og sammenligner Morales med den venezuelanske præsident, Nicolás Maduro, der er ved at køre sit land helt i sænk, idet befolkningen hverken har penge til mad eller medicin. Modsat Maduro har Morales formået at skabe omfordelende politik til fordel for Bolivias fattigste, så Bolivias økonomi nu er den hurtigst voksende i Latinamerika.

Det er dog ikke kun Trump, der glæder sig over Morales’ afgang. Mange er enige om, at militærets indblanding var helt nødvendigt for at opretholde demokratiet i Bolivia. Derfor var det ikke et kup, men en opfordring til en korrupt præsident, der skulle sikre ro i gaderne, der i ugerne efter valget blev indtaget af demonstrationer, der udviklede sig mere og mere dramatisk med sammenstød mellem MAS-tilhængere og -modstandere.

Folkeafstemning i 2016: ”Bolivia siger nej”

Det er vigtigt, at medierne forklarer de nuancer, der bliver udeladt i det her enten-eller-narrativ, hvor situationen kun kan forstås på én måde: som et ”militærkup” eller som en ”demokratisk manøvre”.

Skal vi forstå situationen i Bolivia, er det nødvendigt at spole tiden tilbage til februar 2016, hvor Morales sendte bolivianerne til stemmeurnerne for at afgøre, om han skulle have lov til at stille op som præsidentkandidat for fjerde gang her i 2019.

Jeg var selv i Bolivia under folkeafstemningen, og jeg så flest graffitibudskaber med ”Bolivia siger nej” – også i højlandet og i migrantbyen El Alto, hvor Morales ellers har nydt stor opbakning på grund af den store oprindelige befolkning. Og selvom det var med et snævert flertal, så sagde bolivianerne nej.

Mange havde fået nok af Morales, som dog havde svært ved at forene sig med ikke længere at være Bolivias præsident, og at han skulle overveje at bringe en anden kandidat i spil for sit parti, Moviemiento al Socialismo (MAS).

Det stod klart dengang, at Morales ikke accepterede nederlaget. Blandt andet hævdede han, at han egentlig gerne ville trække sig tilbage til livet som kokabonde i højlandet, men at det bolivianske folk havde brug for ham.

Derfor bragte han sagen til Højesteret og fik medhold i, at det er hans ”menneskeret” at stille op som præsidentkandidat. På den måde kom Morales altså til at være på stemmesedlerne på valget den 20. oktober.

Det var ikke første gang, Morales fik sin vilje. Inden han afsluttede sin anden periode, vedtog Bolivia en ny forfatning, og det blev derfor afgjort ved en forfatningsdomstol, at Morales’ første periode ikke talte med, og at den anden periode derfor ikke talte med i de to præsidentperioder, forfatningen tillader. På den måde stillede Morales op til præsidentvalget for tredje gang i 2014. Og vandt.

Morales’ sejr og eksil

I løbet af valgaftenen den 20. oktober så det meget tæt ud, og kandidaten for oppositionspartierne, Carlos Mesa, der også var præsident fra 2003-2005, så ud til at udgøre en reel konkurrent til Morales. Efter en mærkelig lang pause i stemmeoptællingen erklærede Morales sig som valgets vinder med et forspring på mere end de ti procentpoint, som forfatningen kræver for at undgå, at de to kandidater med flest stemmer skal ud i en anden runde.

Mistanken om valgsvindel spredte sig, og Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) fandt da også beviser på valgmanipulation efter en gennemgang af valgprocessen. Det fik Morales til at erklære, at han ville afholde et nyt valg.

Efter en mærkelig lang pause i stemmeoptællingen erklærede Morales sig som valgets vinder med et forspring på mere end de ti procentpoint, som forfatningen kræver for at undgå, at de to kandidater med flest stemmer, skal ud i en anden runde

Men det nåede Morales aldrig. Efter tre uger med demonstrationer og protester meddelte han i stedet, at han trak sig tilbage øjeblikkeligt på opfordring fra militæret. Dagen efter, den 11. november, fløj han til Mexico, hvor han sammen med vicepræsident Álvaro García Linera blev tilbudt asyl af den venstrefløjspopulistiske præsident, Andrés Manuel López Obrador.

Når situationen beskrives som et kup, er det altså militærets opfordring til Morales om at gå af, der er afgørende. Men er det et militærkup, når Morales tilbage i 2016 ignorerede folkeafstemningens flertal? Var det så ikke et ”kup af forfatningen” overhovedet at stille op som præsident?

Fra darling til diktator?

Morales er en fascinerende historie, og det har gjort ham til det internationale samfunds darling.

I 2006 blev han valgt som den første oprindelige præsident i Bolivias historie. I et land, hvor oprindelige folk blev undertrykt, indtog den karismatiske kokabonde præsidentembedet og kæmpede for især de oprindelige folks rettigheder.

Det gjorde Morales populær. Ikke bare nationalt, men også internationalt.

Under Morales blomstrede Bolivias økonomi, og det gav ham råderum til at indføre sociale programmer, der reducerede fattigdom og ulighed enormt.

I 2009 vedtog Bolivia en ny forfatning, som reformerede Bolivia til en inklusiv og ”Plurinational Stat”. Udover oprindelige folk, blev også kvinders rettigheder en prioritet, og i dag er Bolivia ét af de lande i verden med flest kvinder i parlamentet.

I 2010 blev Bolivia så det første land i verden, der tildelte naturen rettigheder og anerkendte, at Moder Jord skulle beskyttes fra megainfrastrukturer og udviklingsprojekter, der ville skade økobalancen og de lokale miljøer, hvor ofte oprindelige folk holder til.

Selvom Morales er en god historie, så kan vi altså ikke se bort fra, at han med tiden er blevet mere og mere autoritær

Men som så mange af Morales’ politikker har det vist sig at være symbolpolitik, og meget tyder på, at hensynet til miljøet alligevel ikke er så stærkt. Store dele af udviklingsprogrammerne er nemlig finansieret af udvindingsprojekter af de naturressourcer, Bolivia er så rig på, med lån fra Kina, som Bolivia – og så mange andre lande i regionen – gør flere og flere forretninger med.

Det skaber konflikt i Bolivia, og også af den grund er mange blevet trætte af Morales.

Og nå ja. Så er der også lige indvielserne af to af Morales’ prestigeprojekter.

I 2017 åbnede ”Museet for den demokratiske og kulturelle revolution” i Morales’ fødeby Orinoca, en fattig landsby i højlandet med blot 700 indbyggere i det sydvestlige Bolivia. Mange kalder projektet, der kostede tæt på 50 millioner kroner, ”Evos museum”, da udstillingen blandt andet fremviser gamle sko og fodboldtrøjer.

Året efter, da jeg sidst var i Bolivia, var jeg med til indvielsen af det andet prestigeprojekt: Det nye præsidentpalads ”Casa de Pueblo” (folkets hus, red.) i centrum af La Paz, som hurtigt fik øgenavnet ”Palacio del Evo” (Evos palads, red), da Morales flyttede ind i en penthouselejlighed på den 120 meter høje skyskrabers øverste etager med både træningsrum, jacuzzi og helikopterplads på taget.

Begge initiativer får kritik for at være spild af penge i landet, som stadig er et af Sydamerikas fattigste, for kunne pengene ikke være brugt bedre?

Selvom Morales er en god historie, så kan vi altså ikke se bort fra, at han med tiden er blevet mere og mere autoritær.

Imens vi diskuterer, hvilket narrativ vi skal give begivenhederne i Bolivia, så spidser situationen til, og Bolivia befinder sig i et politisk limbo. Landet er stærkt splittet over vejen frem. Mindst 23 mennesker har mistet livet, og mindst 700 er såret. Mange af dem er Morales-tilhængere, der bliver slået hårdt ned på af militæret.

Kristen-konservativ skubber Bolivia til højre

Imens har Jeanine Añez erklæret sig selv som midlertidig præsident. Hun er en ret ukendt figur i boliviansk politik, en kristen konservativ, som på kort tid har sat sit præg på boliviansk politik. Hun har bragt biblen tilbage til præsidentpaladset – ”i centrum af magten” – og hun har haft travlt med at udskifte militærfolk, ministre og statslige virksomhedsledere.

Hun udtaler sig racistisk om den oprindelige befolkning, og videoer viser, hvordan sikkerhedsstyrker har fjernet det farverige flag Wiphala, der anerkender Bolivias oprindelige befolkning, og som er ét af Bolivias to nationale flag, der altid flagrer ved siden af det trefarvede flag.

Også udenrigspolitikken har Añez fuldstændig omdirigeret: cubanske læger er blevet sendt tilbage til Cuba, og venezuelanske diplomater er sendt hjem.

Hvad der nu kommer til at ske, ved ingen. Bolivia er splittet, og det går bolivianerne på gaden for at vise hele omverdenen. Uanset hvad der sker, håber jeg virkelig ikke, at García Linera får ret: at Bolivia bryder sammen uden Evo

Derudover er der forlydender om, at journalister bliver truet, og at MAS-støtter forfølges.

Og det er virkelig bekymrende, advarer FN’s menneskerettighedschef, Michelle Bachelet om: ”Jeg er bekymret for, at situationen er ved at være ude af kontrol i Bolivia.

Så hvor er Bolivia på vej hen?

Añez har lovet, at hun vil udskrive et nyt valg inden for de tre måneder, som forfatningen forpligter hende til. Men det venter bolivianerne stadig på. Det er også uklart, om Morales og MAS ”får lov” til at stille op.

Hvis valget bliver udskrevet, og det bliver afholdt inden tre måneder, som forfatningen kræver, så er det ifølge Andres Oppenheimer i Miami Herald altså ikke et kup, men ”et forfatningsmæssigt greb til at ugylddiggøre Morales’ ulovlige magtgreb”. Forbliver Añez derimod ved magten, støttet af militæret, ja, så er det et militærkup.

Derfor må vi vente lidt endnu, før vi kan give det et bestemt narrativ.

I Mexico, hvor Morales sidder sammen med García Linera, erkender de, at de ikke gjorde nok for at bringe en ny generation frem, fordi ”alle troede, at uden Evo ville det hele bryde sammen”. Morales havde chancen for at træde tilbage i tide og sikre sig et ret fint eftermæle, men det gjorde han ikke.

Hvad der nu kommer til at ske, ved ingen. Bolivia er splittet, og det går bolivianerne på gaden for at vise hele omverdenen. Uanset hvad der sker, håber jeg virkelig ikke, at García Linera får ret: at Bolivia bryder sammen uden Evo.


 

Illustration: Flickr. 

Journalist med en kandidatgrad i Development and International Relations / Latin American Studies.

Jeg skriver mest om international udvikling, menneskerettigheder – især kvinders rettigheder - og klima. Gerne med fokus på Latinamerika, hvor jeg har rejst, boet og arbejdet siden 2012.

Seneste artikler om Politik & Samfund