PARFORHOLD & PSYKOLOGI // KRONIK – Mental load er et nyt begreb, der beskriver en del af kvinders usynlige arbejde i hjemmet. Til forskel fra den synlige indsats som at vaske bil eller tøj, støvsuge eller lave mad betegner begrebet det indre mentale arbejde med at huske, om der fx er mere mælk i køleskabet, hvornår man sidst skiftede sengetøj, hvornår ens børn har gymnastik, og hvad deres venner hedder. Psykolog Vibeke Møller perspektiverer begrebet, der går sin sejrsgang i den vestlige verden p.t. i tre kronikker. Dette er del 1. Læs del 2 her og del 3 her.
Begrebet, the mental load, er et bidrag til den aktuelle kønsdebat og tilbyder et perspektiv på de statistikker, der beskriver skævheden i karrieremuligheder, barsel, løn og fordelingen af arbejdet i hjemmet.
Mentalt overload kan skabe konflikter i parforholdet, når kvinden føler sig udbrændt af at skulle holde styr på ikke bare sit eget liv (kalender, tøj, ting, relationer) men også på børnenes – og i nogle tilfælde også mandens.
Par har altid indgået en ubevidst ”aftale” om fordelingen af opgaver og domæner i dannelsen af deres relation. Hvis man spørger dem, vil de ofte synes, at det er den anden part, der ‘bestemmer’
Det er meget for ét menneske mentalt at bære rundt på 3-4 liv, med alt, hvad de indebærer i 2023- udgaven. Som parterapeut vil et bud på en løsning være at lave oversigter over alle de opgaver, der er, ydre som indre. Det kan være hjælpsomt for mange både at få en konkret visuel indsigt i, hvad vi egentligt går og gør hver især, og en mulighed for at fordele det mere lige som partnere.
Mental load – årsager og løsninger
Men det kan være produktivt at lede efter dybere årsager, hypoteser om og løsninger på, hvad der (også) foregår.
En ofte hørt indvending er, at manden traditionelt også har sine opgaver fx med bil, maskinpark og økonomi. Forskellen på de to typer opgaver er dog, at disse opgaver ofte er sporadiske og ikke daglige pligter. Mandens oplevelse er ikke desto mindre, at han da “tager sin del”.
Her kan der være en tale om en kønsrollebaseret privilegieblindhed, der måske skal rettes op på. Men det kan også være en reel oplevelse – mænd bliver selvsagt også stressede og overbelastede. Et bud på blivende belastninger kunne være økonomi- og boligbekymringer.
Det er min erfaring fra parterapien, at parret altid har indgået en ubevidst ”aftale” om fordelingen af opgaver og domæner i dannelsen af deres relation. Hvis man spørger dem, vil de ofte synes, at det er den anden part, der ‘bestemmer’.
Så står man pludselig og råber at det ”fandme altid er mig der… indsæt selv. Grænsen for at skulle yde er overskredet
Realiteten er, at begge dominerer og bliver (lader sig) dominere(t) – bare indenfor forskellige arenaer.
Fordelingen af opgaver er baseret på præferencer. Og faktisk er det ikke kun driftsopgaver i hjemmet, der bliver fordelt, men også hvem der får/tager rollen som sparsommelig/generøs, social/privat, lystdrevet/pligtbetonet, planlæggende/spontan.
Hvilke roller, parterne tager og får, kommer selvfølgelig ikke ud af det blå. Der er personlighedstræk og historiske årsager (bundet i fortiden), som man kan blive klogere af at undersøge og forstå.
Men på lang sigt og måske flere børn senere, kan forhold nemt ende i overbelastning og nedbrydning, fordi de ensidige – og ofte over tid – radikaliserede roller, betyder slitage, der viser sig som udbrændthed, frustration og et øget konfliktniveau.
Så søger nogle par parterapi, fordi der er en følelse af manglende forståelse fra den anden, som ofte ender i gensidige beskyldninger og bebrejdelser, og opleves som vanskeligheder med at kommunikere, manglende anerkendelse, og en følelse af hele tiden at skulle forsvare sig mod kritik.
Når liv bliver komplekse, begynder mange at “opgaveoptimere”
Når kompleksitetsgraden i vores liv stiger med øget jobansvar for fx. gamle forældre og børn, vi har ansvar for samtidig, sker der en ubevidst opgaveoptimering for at klare presset. Det kunne se sådan ud: Hvis jeg køber ind, henter du børn, hvis jeg leger med dem, laver du mad osv.
Det er smart og praktisk, men desværre er det en direkte fortsættelse af den optimerede, lean arbejdsdag, med samme tidspres, og oplevelsen kan være en voksende belastningsfølelse og ensomhed.
I takt med at konflikterne vokser, radikaliseres rollerne. Man kan ende i en konstellation som ”mandebabyen”, der passivt og udeltagende obstruerer fra sofaen overfor den “diktatoriske overkontrollerende mor” med uendelige krav, der dyrker martyriet og hvor tingene aldrig er gode nok
Så står man pludselig og råber at det ”fandme altid er mig der… indsæt selv. Grænsen for at skulle yde er overskredet: “Jeg føler mig alene om det hele. Min partner gør aldrig…., jeg gør altid… og livet føles som en uendelig mængde af uretfærdige krav og opgaver – og ikke som – liv”.
I takt med at konflikterne vokser, radikaliseres rollerne ofte. Man kan fx ende i en konstellation som ”mandebabyen”, der passivt og udeltagende obstruerer fra sofaen overfor den “diktatoriske overkontrollerende mor” med uendelige krav, der dyrker martyriet og hvor tingene aldrig er gode nok.
Der findes selvsagt parforhold, hvor der er en tydelig skævhed i opgavefordelingen, men hvor parterne fungerer helt fint og fredeligt – og de søger så ikke i parterapi.
Der er også parforhold, hvor dynamikken er ekstra udfordret, hvis den ene fx har ADHD og besvær med initiativ, eksekvering, organisering og afslutning. Her er det vigtigt at finde ud af at afklare og afstemme forventninger til, hvad der rent faktisk er muligt at ændre – og hvad der ikke er, fordi der også er biologi på spil.
Men i de tilfælde hvor parforholdet er reduceret til parallelliv, hvor man i større og større grad får frustrationen, udmattelsen og bebrejdelsen vendt mod hinanden, er der behov for at kigge indad og se på, hvordan man selv bidrager til den usunde dynamik.
Terapi virker, hvis begge parter vil afgive magt og erkender, hvor de dominerer
Det er min påstand at ovennævnte opgavelister hos parterapeuten kun virker, hvis begge parter erkender, at de både dominerer et domæne, hvor de skal afgive magt – og skal i gang med at aflaste og påtage sig partnerens opgaver, de kan føle sig usikre på og/eller utilpasse ved.
Kvinden skal også tage bilen på værksted, se på boliglånet og ringe til bankrådgiveren, og manden skal også tjekke aula og stå for legegruppen næste gang
Helt banalt skal kvinden også tage bilen på værksted, se på boliglånet og ringe til bankrådgiveren, og manden skal også tjekke aula og stå for legegruppen næste gang.
Det kan også være kvinden skal tage den ledige position på sofaen midt i ulvetimen, og vende selvomsorgen indad og slippe middagsplanlægning og droneoverflyvningen af familien. Jeg skal hilse og sige, at det er der mange kvinder, der har svært ved at rumme tanken om – endsige gøre. Men det er spændende at opdage, at det også er en opgave at slippe pligterne og hvile på sofaen.
For tænk, at dovenskab (hvile) er noget, man kan delegere til andre (sin partner) – hvis man selv har problemer med at tillade sig at slappe af.
Løsningen på passivitet er at at tage sofapladsen – ikke at råbe ad sin partner
Løsningen på passivitet hos partneren er ikke at stå og råbe, at han skal komme i omdrejninger – det er at tage pladsen på sofaen, før han gør.
Men hvis det er skamfuldt at være doven – og her skal man ofte gå på jagt i fortidens værdier/oplevelser i sit barndomshjem – og man derfor ikke kan give sig selv lov til det, uden at få dårlig samvittighed, så er løsningen jo at finde en partner, der er god til at varetage det behov, som kan udføre den opgave for en. Og så kan man endda indtræde i sit martyrium, og bitche over det.
Det er kampen mellem pligt og lyst/behov, som kan udspille sig i parforholdet og i arbejdsgrupper, og som er alle menneskers opgave at finde en blanding af i sig selv: Balancen mellem egenomsorg og ansvar for andre. Der har mange kvinder en opgave, de skal arbejde med, ift. at kunne hvile og slippe ansvaret ind imellem uden skam eller skyld – og i øvrigt på den måde blive gode rollemodeller for deres børn.
Når man afgiver opgaver, skal man kunne holde ud, at den anden løser tingene på sin måde
Når man begynder på en snak om opgaveudveksling, afslører samtalen ofte, at der ligger et stort (skjult) behov for kontrol, og det behov driver dynamikken.
Når man afgiver opgaver, skal man nemlig også kunne holde ud, at den anden løser tingene på sin måde. Og det kan være svært: Huskede du at sige til bankrådgiveren at? … Tjekkede du aula i dag..?
Når vi skal begynde at tage nye opgaver på os i domæner, hvor vi ikke føler os tilpas eller er usikre, kan vi selvfølgelig ikke gøre det særlig godt, før vi har fået lov til at øve os. Så der er to store udfordringer: Den ene er at huske at påtage sig opgaven – det er let at glemme, hvis man ikke har lyst/ikke synes det er så vigtigt. Den anden er ikke at tjekke og/eller kommentere nedladende, når den anden har løst en af de opgaver, man selv plejer at klare – godt eller bedre.
Det er svært at afgive kontrol, og det er svært at forandre sig
Begge ting er svære, fordi vi er ambivalente overfor forandringen, og fordi manges reflekser er at kritisere og skyde udad. Vi vil jo allerhelst bare ændre den anden, og bevare kontrollen.
Men det går ikke. Her skal vi konfrontere vores sårbare sider, ændre på os selv og afgive kontrollen over vores domæne.
Så hvad er gevinsten?
Hvis man kommer igennem øvelsen, er der en udvidelse/fordobling af det handle- og værensrum, som før var fordelt i domæner, for begge parter. Man kan ende med en ny gensidig forståelse af, at alle domæner og opgaver er krævende, og at begge parter kan tage alle opgaver – og at disse kan deles.
Man kan også få en indsigt i og erkendelse af egen sårbarhed, der gjorde, at “jeg delegerede områder og pligter til den anden, som jeg faktisk var bange for og usikker på selv at gøre”.
Det er uansvarligt og umodent at tørre det, vi ikke selv tør/kan/har lært af på andre, og mange parforholdskonflikter handler basalt set om, at få den anden til at gøre det, jeg ikke selv magter
Det er ikke så funky som voksen at indrømme, at jeg ikke tør at gå til forældremøde, og at jeg føler mig dum og kejtet, fordi jeg ikke kan smalltalke; eller at være bange for, om jeg forstår mekanikeren eller bankrådgiveren.
Men det er uansvarligt og umodent at tørre det, vi ikke selv tør/kan/har lært af på andre, og mange parforholdskonflikter handler basalt set om, at få den anden til at gøre det, jeg ikke selv magter, men med det tvist, at jeg inderst inde godt ved, at jeg burde lære/gøre det, og selv tage ansvar for det.
Når konflikterne går i ring, og udspiller sig på samme måde bare med forskelligt indhold, handler det om, at vi kæmper som vilde for at slå fast, at fejl og mangler ligger hos partneren, så vi ikke ser og afslører vores eget behov for udvikling.
Hvis vi råber højt nok og klager over den anden, forbliver det skjult, hvad min egen sårbarhed, angst og begrænsning er. Det kaldes projektion. Og det forhindrer udvikling.
Vi vil både gerne ud af den position, vi er havnet i, fordi vi er overbelastede både af rollen og af at være i kamp med hinanden – og vi vil også gerne holde fast i de gamle vaner. For vi ved ikke, hvad forandringen vil indebære – og vi har ikke lyst til at give slip på de privilegier, vi har. For kvinden er det kontrol (men hun har ingen frihed/pause og er i overload) – for manden kan det være frihed (kan ligge på sofaen). Til gengæld må han afgive al kontrol – og finde sig i at blive umyndiggjort og kritiseret .
Omfordelingen af opgaver handler således om angst for kontrol/privilegietab og afgivelse af domæner – og at give sig i kast med at tage ansvar for opgaver og sårbarheder, man hidtil har undveget i sit liv.
Hvis processen lykkes, kommer man på next level 2.0. Hvis den ikke gør, lever man videre i et kritisk, spydigt eller distant parforhold
Det kaldes i psykologtermer at “tage sine projektioner hjem”. Det er et psykologisk arbejde, alle mennesker burde gøre, og parforholdet er det mest almindelige sted at blive konfronteret med behovet for den udviklingsproces.
Hvis processen lykkes, kommer man på next level 2.0. Hvis den ikke gør, lever man videre i et kritisk, spydigt eller distant parforhold.
Ellers bliver man skilt. Og enten starter man hurtigt på level one igen med en ny partner, eller også kan man med skilsmissens frigørelse fra dynamikken og rollefordelingen, pludselig tage vare på og ansvar for alle opgaverne – også dem, man var bange for. For der er ligesom ikke andre til det! Der foregår en art tvangsmodning i kriseforløbet, og man er – forhåbentlig – bedre rustet og mere moden i et senere nyt parforhold.
De to senere artikler i denne serie blev bragt i POV hhv. 23. og 26. marts 2023 og kan læses her:
The Mental Load #2: I stedet for at tage hver sin opgave skal man måske klare den sammen
The Mental Load #3: Hvad nu, hvis man er forælder til et sårbart barn?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
