ROBOTTEKNOLOGI // KOMMENTAR – “I Dansk Metal mener vi, at noget af det absolut vigtigste i disse år er at få hele Europa trygt med på den teknologiske og digitale omstilling. Vi skal nemlig ikke konkurrere med resten af verden på at have de laveste lønninger. I stedet skal vi konkurrere på at have den bedste teknologi og de klogeste hoveder og hænder,” skriver Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I løbet af sommeren har de fleste husejere nok bemærket, at græsplænen næsten skal klippes en gang om ugen. Mange danskere synes, det er bøvlet og tidskrævende med den gammeldags håndskubber. Derfor har hver syvende dansker nu en robotplæneklipper.
Uden robotter er Europa ilde stedt i den globale konkurrence
Brugerne siger, det giver bedre græsplæner, kræver mindre tid og er nemmere at styre. Men det er lidt af et paradoks. For lige så positive mange er omkring robotplæneklippere, lige så negative kan man opleve mange være i forhold til brug af robotter i produktionen.
Det gælder ikke mindst i visse europæiske lande uden for Danmark. Det er helt nødvendigt at ændre på. For uden robotter er Europa ilde stedt i den globale konkurrence.
Danmark ligger i toppen
I dag er Danmark faktisk i top-3 over de EU-lande, hvor befolkningen er mest positiv over for robotter. Det er rigtigt godt. Til gengæld frygter det store flertal i lande som Grækenland, Cypern og Kroatien altså stadig, at robotterne kommer og stjæler deres arbejdspladser og påvirker hverdagen negativt.
I Dansk Metal mener vi, at noget af det absolut vigtigste i disse år er at få hele Europa trygt med på den teknologiske og digitale omstilling. Vi skal nemlig ikke konkurrere med resten af verden på at have de laveste lønninger.
Trelleborg er en de virksomheder, der gennem investeringer i robotter på få år øgede omsætningen og dermed sikrede arbejdspladser til 50-100 nye medarbejdere
I stedet skal vi konkurrere på at have den bedste teknologi og de klogeste hoveder og hænder – og bruge tiden rigtigt. Så kan vi holde arbejdspladser på europæiske hænder, og vi kan mindske nedslidning og sikre tryggere arbejdspladser for alle europæere fra Silkeborg til Sevilla.
Trelleborg er en de virksomheder, der gennem investeringer i robotter på få år øgede omsætningen og dermed sikrede arbejdspladser til 50-100 nye medarbejdere. Nogle er bange for ny teknologi og frygter dens skyggesider. Vi andre frygter ikke så meget ny teknologi. Vi frygter derimod, at for gammel teknologi kan risikere at gøre Europa til et fortidsmuseum, mens resten af verden suser forbi os.
Europa halter efter Kina
Robotter i produktionen er altså win-win – som med robotplæneklipperne. Desværre er det ikke en naturlov, at Europa er førende på teknologi. I dag står en tredjedel af verdens robotter i Kina. De seneste tre år har væksten i nye robotter været mellem to og tre gange højere i Kina end i Europa.
Og ser vi på private investeringer i kunstig intelligens, så har en analyse fra Tænketanken Europa vist, at investeringerne i Europa kun ligger på en fjerdedel af kinesernes og under en tiendedel af amerikanernes investeringer. Populært sagt risikerer vi altså, at vi europæere kører med håndskubber ude på fabrikkerne, mens kineserne og amerikanerne sætter robotplæneklipperen i højeste gear.
Europa skal op i gear
Heldigvis har Europa-Kommissionen spillet ud med et par initiativer her i 2021, som peger i den rigtige retning. Men i Dansk Metal mener vi, at vi skal være langt mere ambitiøse i Europa. Vi har brug for at få en europæisk robotmålsætning, så vi bliver den verdensdel, som installerer flest robotter ude på fabrikkerne.
Vi skal øge målsætningen for den teknologiske forskning i Europa fra tre til fire procent af BNP, og teknologi og digitalisering skal fylde meget mere i EU’s budget, end det er tilfældet i dag. Sidst, men ikke mindst, bør danske politikere og organisationer tage vores kollegaer i resten af Europa i hånden og afmystificere teknologien.
For ligesom robotplæneklipperen faktisk er en bedre løsning end den gamle håndskubber, så er det også afgørende, at vi får flere robotter og mere teknologi ud på fabrikkerne, hvis fremtiden skal være ”Made in Europe”.
LÆS FLERE POV ARTIKLER OM ROBOTTEKNOLOGI HER
Topfoto: PxHere
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her