Den prisbelønnede danske fotograf, Klaus Bo Christensen, har kastet sig ud i et projekt, hvor han vil skildre verden gennem dens kulturbårne døderitualer. Fortællingen om det, der går forud for en serie udvalgte fotos, som, i en endnu uvis fremtid, ender som en international fotoudstilling, får du i denne artikelserie. Dette er anden del. Den første kan du finde her.
Fotos: Klaus Bo Christensen
Klaus er I Haiti. Han vil forsøge at få adgang til de voodoo-ritualer, der stadig er udbredt som en naturlig optakt til en efterfølgende katolsk begravelse, men normalt ikke er tilgængelige for udefra kommende.
Der er gået to uger, siden han ankom til Port Au Prince, og sammen med sin fixer, Emmanuel, har han rendt byens lighuse og bedemænd på dørene i et forsøg på at få adgang til de ritualer, hvor ingen hvid mand normalt lukkes ind.
På kirkegården har han mødt en Houngan (mandlig voodoo-præst. red.), der – med hjælp fra ånderne – har fortalt ham, at hans projekt vil lykkes.
Men overalt møder han skepsis, og derfor er han så småt ved at blive rastløs.
– Jeg ved sgu godt at jeg er ude på en opgave, der kræver både tid og tålmodighed, og jeg har ikke ret mange penge, fordi jeg betaler det hele selv, så efterhånden som det svinder i pengepungen begynder utålmodigheden at stresse mig, erkender Klaus og tilføjer:
– Emmanuel skal jo også have sin løn, så mens dagene går, og min hjemrejse nærmer sig, taber jeg efterhånden troen på, at det vil lykkes.
Foto: Salgsbod på det lokale Voodoo-marked i Port Au Prince
I byen er man også begyndt at hviske i krogene.
– Emmanuel fortæller at folk i de lokale voodoo-kredse har mistro til hvad det egentlig er, jeg er ude på, og at nogen tror, jeg er her for at stjæle deres magi og bruge den imod dem, sukker han.
Denne aften sidder Klaus hjemme på sit værelse og fedter rundt i opgivende selvmedlidenhed, og ærgrelse, da hans mobil ringer.
Det er Emmanuel, og han er helt oppe og køre, mens han fortæller, at der skal afholdes et Veye ritual i et af byens templer. En højtstående Mambo (en kvindelig voodoo-præst) er død. Familien og de øvrige deltagere i ritualet har besluttet at Klaus kan deltage, og medbringe sit kamera.
Endelig kan han slippe sin uro.
Han pakker sit kamera – et lille Leica M9, der koster betydeligt mere end det fylder.
– Jo mindre gear jo mindre bemærker de mig, og desto mere arbejdsro får jeg også selv, når ingen af os føler, at jeg er i vejen, siger han.
Veye
Et af voodoo-ritualerne forud for begravelsen, kaldes Veye. Ifølge skikken varer sørgeperioden 9 dage, og i denne periode samles man for at lovprise den døde, og lade dennes ånd slippe fri.
Da Klaus træder ind i templet, er man allerede i gang med forberedelserne. I et kar med parfumeret vand lægger en flok hvidklædte kvinder en kalabas og forskellige urter.
De stiller den på gulvet i voodoo-templet, hvis vægge er prydet af katolske ikoner, og hermed illustreres den kulturelle sammenblanding af kulturbåren og tilført religion.
De hvidklædte kvinder kaldes Hounsier.
– Deres rang i voodoo-samfundet ligger lige under ypperstepræsterne – Hounganen og Mamboen, og de betragtes som deres assistenter, forklarer Klaus.
En af Hounsiernes vigtigste opgaver under Veye-ritualet er sang og messen, for at lokke ånderne til, og netop derfor er de også er langt mere udsatte for selv at blive besat af de løsslupne ånder.
– De fortæller Klaus, at kalabassen symboliserer den døde, og at de nu vil forsøge at lokke hendes ånd ind i kalabassen, og at det godt kan tage hele natten, før det lykkes.
Da karret med kalabassen er placeret på gulvet, sætter Hounsierne sig i en kreds omkring den. De tager stokke frem, og begynder at slå på kalabassen, mens de synger og messer.
Sprut sang og trommeslag
Den hjemmebrændte sprut går på gentagne omgange. Her er den ikke i flasker, men i store dunke.
Klaus tager høfligt imod, men må hver gang lægge kameraet fra sig, hvilket han ærgrer sig over. Lige nu handler det for ham om at få det maksimale ud af situationen og ind i linsen.
– Jeg kunne aldrig finde på at sige nej til at drikke eller spise med, når jeg ved, at min høflighed samtidig åbner en masse døre også, men det går fandeme også ud over koncentrationen, efterhånden som timerne går, så det er sgu lidt af et dilemma hver gang, griner han.
De potente promiller får efterhånden stemningen i rummet til at sige i takt med den konstante trommen og de messende stemmer. Klaus knipser som en besat, mens sveden hagler af ham.
Familiens ældste mandlige medlem, der er ansvarlig for at den døde kommer godt af sted, er også ved at være godt lakket til, men det hæver blot stemningen, da han kaster sig ud i malende lovprisninger af sin afdøde fælle, og alle stemmer i som bekræftelse på hans lovprisninger.
En Houngarn fra et andet tempel er også stødt til selskabet…. Også han lovpriser og synger, mens Hounsierne og det øvrige selskab svarer tilbage.
Den messende dialog er en fast liturgi under Veye.
Ånden er fanget
Stemningen er på kogepunktet. Luften i templet er nærmest tappet for ilt, og Klaus føler sig efterhånden som en integreret del af det opløftede selskab. Utallige gange har han måttet lægge sit kamera for at tage imod endnu en slurk hjemmebrændt, og utallige gange har han genvundet koncentrationen for at få sine billeder i kassen, inden det hele slutter.
Der er gået næsten 7 timer, siden han ankom. Det er svundet gevaldigt i dunkene med hjemmebryg, og Hounsiernes sang og trommen har bragt alle til et punkt mellem ekstase og udmattelse, da familiens overhoved rejser sig, op højtideligt proklamerer at den dødes ånd nu endelig er inde i kalabassen.
Hounsierne rejser sig og tænder medbragte vokslys.
Varmen fra lysene, sprutten og de mange mennesker i det lille rum er ulidelig, og Klaus har ikke tal på, hvor mange gange han har trykket på udløseren. Han er gennemblødt af sved, da en Hounsi løfter baljen med kalabassen op på sit hoved, og selskabet sætter i samlet bevægelse mod udgangen.
– Egentlig tænkte jeg kun på at komme ud i den friske luft, men samtidig vidste jeg, at jeg kunne få et virkelig fedt foto, hvis jeg kom i højden, så jeg kiggede mig panisk omkring i rummet, og fik øje på en stige henne i hjørnet af templet.
Klaus nåede det lige, inden selskabet nåede ud ad døren.
– Det er et af de billeder fra den aften, jeg er allermest glad for, siger han.
Ånden slippes fri
Klaus klatrer ned ad stigen og følger med det højrøstede selskab ud i den kølige natteluft. Han suger luften helt ned i lungerne, og får endelig lidt frisk ilt til hjernen, mens han sætter i løb, så han kan komme foran flokken, og følge den sidste del af aftenens ritual.
Nu er det tid at slippe den døde Mambos ånd fri.
I det nærmeste gadekryds hælder de hvidklædte kvinder indholdet fra baljen ud på jorden og tænder vokslys.
Herefter slår de kalabassen itu. Den dødes ånd er lukket ud, og kan nu fortsætte sin rejse over det, der i voodoo kaldes “dark waters”. En rejse, der tager 366 dage.
Det hemmelige ritual
Klaus er både træt og beruset, men han er også lykkelig og tilfreds, da han vender sig mod Emmanuel og smiler.
– Det ene øjeblik sidder man og synes det hele er håbløst, men det næste er man sgu helt oppe og ringe over, at man fik hvad man kom for, konstaterer han.
Og så alligevel ikke….
For mellem sprittåger og løsslupne ånder, hører Klaus nogen snakke om et endnu mere hemmeligt ritual….. og santidig et meget mere farligt ritual.
Og da han vågner næste morgen, har han, til trods for verdens ondeste tømmermænd, ikke glemt, hvad der blev hvisket om natten i forvejen.
Han ringer til Emmanuel…
Fortsættes …..
Vil du vide mere om Klaus, og hans projekt ”Dead & Alive”, er her et par links.
http://klausbo.com/stories.html
https://slate.adobe.com/cp/4tvwv/
https://www.facebook.com/deadandalivetheproject/?fref=nf
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
