ANIMATIONSFILM – VOID er en festival for animationsfilm for voksne, noget ret nyt her i Danmark, hvor vi er flasket op med Disneys fortryllende verden for børn og senere har stiftet bekendtskab med Pixars opfindsomme og sjove børnefilm, skriver Karen Hammer i denne gennemgang af festivalens højdepunkter. Mange af dem var gensyn med klassikere.
Jannik Hastrup brændte sig for et par år siden økonomisk hårdt på sin spillefilm om H.C. Andersen, Skyggen. Den var for avanceret for børn, dvs. ”kedelig”. Den var beregnet for et voksenpublikum, men man var ikke parat til dette nye eksperiment. Måske burde man have været forberedt, for netop Jannik Hastrup var berygtet for gennem årene at have produceret mange politiske kortfilm – uegnede for børn. Et andet eksempel er DR’s afvisning af Romana Burianova Svensons fine dukkefilm Et Herreportræt.
For to år siden kom den første VOID-filmfestival til Danmark; den blev en gevaldig succes med adskillige inviterede filminstruktører og gratis øl – en donation fra Hasle bryggeri – og vin fra taknemmelige ambassader. Den viste 20 nye animationsfilm i spillefilmslængde fra 14 forskellige lande.
Det er selvfølgelig fantastisk at får chance for at gense disse klassikere, men er det ikke normalt nye film, man viser ved filmfestivaler?
Nu i 2018 er vi så kommet til den tredje VOID-filmfestival. Umiddelbart ser det ud til, at der er slået et meget større brød op end sidst: Udover de 15 animationsfeaturefilm viser festivalen mere end 90 kortfilm, men de 15 spillefilm kommer fra kun otte forskellige lande – hele seks er fra Japan – og mange af disse er klassiske berømte gamle mesterværker som den spøjse Cleopatra fra 1970, den rystende uhyggelige Barefoot Gen fra 1983 og den flotte fremtidsfilm Akira fra 1988. Det er selvfølgelig fantastisk at får chance for at gense disse klassikere, men er det ikke normalt nye film, man viser ved filmfestivaler?
Højdepunkter på festivalen
I de sidste par år har animationsstudiet Cartoon Saloon i Irland ført sig flot frem. De vandt en Oscar med Book of Kelts i 2009, blev Oscarnomineret for Song of the Sea i 2014 og åbner nu VOID med deres nyeste film, The Breadwinner fra 2017. Instruktøren Nora Twomey var med bag de to førstnævnte og står nu alene som instruktør af den betagende fortælling om pigen Parwani, der må klæde sig ud som dreng for at kunne forsørge sin familie i Afghanistan under Taliban-regimet.
Sådan en film kan åbne op for en bedre forståelse af problemerne ude i verden og burde hjemtages til det danske publikum med store døtre, ligesom den fransk-afrikanske Adama fra 2016 af Simon Rouby burde blive det. Den foregår i Senegal, Mali og Verdun. Instruktøren havde ladet sig inspirere af et interview med en af de allersidste ancien combattant, afrikanske soldater fra første verdenskrig, og håbede, at filmen ville kunne bøde lidt på de mange problemer, som stadigvæk findes efter kolonitiden.
Vi ved, at USA snart vil kaste bomben over Hiroshima og sidder derfor med livet i hænderne
Den japanske In This Corner of the World af Sunao Katabuchi er en stille og smuk film om livet i Japan i de sidste ti år, før bomben falder over Hiroshima. Filmen er tegnet i samme stil som Miyazaki, og fortæller med historiske akuratesse om livet i 30’erne og 40’erne, hvor den tegnebegavede Suzy bliver bortgiftet fra sit hjem i landsbyen Eba til havnebyen Kure kun 22 kilometer fra Hiroshima. Den fortæller om, hvordan madrationering, paranoia, tvangsudskrivning af mændene til hæren og hyppige luftangreb lidt efter lidt ændrer kvindernes hverdag. Vi ved, at USA snart vil kaste bomben over Hiroshima og sidder derfor med livet i hænderne og håber, at Suzy vil beslutte at rejse hjem til forældrene i Eba i tide. Filmen vandt juryens pris ved Annecy-filmfestivalen 2016.
Osamu Tezuka, der anses for The God of Manga og tidligere havde instrueret Cleopatra og TV-serien om Astro Boy fra 1964, skabte i 1949 en manga inspireret af Fritz Langs klassiske film Metropolis. I 2001 instruerede freelanceinstruktøren Rintaro i manuskript-samarbejde med Akiras instruktør Katsuhiro Otomo så endnu en version af Metropolis. Den er ekstremt flot og meget berømt og prisvindende. Der var helt udsolgt i Gloria-biografen, som der også havde været der i Cinemateketkets Carl-bio til Akira; man burde have kunnet køre disse film flere gange. En trøst i disse dage er, at Akira kører i Cinemateket som ønskefilm d. 9. marts.
Inspirationen fra Raymond Briggs
Kan I huske Raymond Briggs tegneserie Snemanden, som vi hver eneste jul har glæden af at se i DR TV? Den er filmatiseret i 1982 af bl.a. Jimmy T. Murakami. I 1986 instruerede han, atter inspireret af Briggs, den fine og noget deprimerende When the Wind Blows. Filmen fortæller om Jim og Hilda, et ældre engelsk ægtepar langt ude på landet, der forsøger at følge regeringens vejledning med henblik på overlevelse ved en eventuel atomkrig. De er noget forvirrede og glemsomme; bomben falder et eller andet sted i nærheden. De forsøger at opretholde en facade af normalitet, håber på hjælp og sygner langsomt hen af strålesyge. Roger Waters and The Bleeding Heart Band skrev musikken, og David Bowie leverede temasangen.
Mange år senere i 2016 debuterede Roger Mainwood, der havde været animator på When the Wind Blows med den meget smukke spillefilm Ethel & Ernest; en fortælling der atter kommer fra Raymond Briggs. Vi følger den unge mælkemand Ernest, der i 20’erne gør kur til stuepigen Ethel. Hun forlader lidt bekymret sine aldrende arbejdsgivere; kan de mon klare sig uden hende? Ægteparret lever stille og beskedent, de får en søn, og da hun er for gammel til flere børn pylrer hun voldsomt om ham. Krigen kommer, og verden går næsten under, da drengen som alle Londons børn sendes ud til fremmede på landet. Drengen er lykkelig derude, og når vel at forstå lidt mere af hverdagen i England, end han kunnet hjemme.
Ernest er flink og en god forsørger. Ethel er konservativ og rystet, da sønnen forlader det fine gymnasium for at gå på art school! Det er en sød og fin hverdagshistorie uden nogen store problemer, en animeret Mike Leigh-film kan man sige. Den er et lille mesterværk og burde komme op i Danmark.
Udover disse to smukke film står United Kingdom også bag produktionen af den polske malede spillefilm Loving Vincent fra 1917 af Dorota Kobiela. Hun er uddannet ved The Academy of Fine Arts i Warsawa og startede oprindeligt projektet med at lave en malet kortfilm over Vincent van Goghs liv. Fordi den prisvindende engelske filminstruktør Hugh Werlchman forelskede sig i hende og i Loving Vincent-projektet blev de et par. Sammen skrev de et udvidet manuskript og sammen instruerede de denne mærkelige film –verdens første malede spillefilm. Filmen kommer op i Vester Vov Vov til marts, så jeg venter til da med en yderligere kommentar.
Iran, Korea, Frankrig
Fra Iran deltog Ali Noori Oskouie med filmen Release from Heaven, som i 2017 vandt Animation That Matters-prisen i Cannes – og blev forbudt i Iran. Instruktøren, der også er animator, har tidligere lavet adskillige animerede kortfilm som White Chalk (1999) og Yellow Nightingale (2000), og begyndte at lave spillefilm i 2011 med Flower of Light. Hans nyeste spillefilm er håndtegnet og i visse sekvenser fantastisk flot. Den fortæller om en kostskolelærerinde i et krigshærget land, der, medens hun forsøger at hjælpe sine pigeelever gennem krigens problemer, beretter om en af fortidens store helte. Da skolen bombes søger de beskyttelse i en stor grotte ude på landet, fuldstændigt, som helten engang gjorde det. Linjerne mellem virkelighed og fortælling opløses, og det bliver lidt vanskeligt at følge med.
Louise By the Shore, som Cinemateket også spiller i den frankofone filmuge 13- 28. marts, er en smuk og fascinerende robinsonade
Jeg var ret skuffet over den primitivt tegnede koreanske film I’ll Just Live in Bando, og tænkte tilbage på VOID 2016 og filmen On the White Planet af Hur Burn-Wook. Den billedskønne og meget voldelige film fortalte om en lille dreng, der er født brun af hvide forældre på en planet, hvor farver er forbudt. En lille strålende blågrøn blomst tværes ud under en barnesko; nu kan den lille hvide pige gå hjem og få ros af sin mor. Medens den lille brune dreng forstødt af familien dagligt må kæmpe for sit liv i et benhårdt apartheidsamfund. Det var en uforglemmelig voksenfilm!
Louise By the Shore, som Cinemateket også spiller i den frankofone filmuge 13- 28. marts, er en smuk og fascinerende robinsonade. Den ældre Louise kommer for sent til det sidste tog fra badebyen ved havet. Det bliver stormvejr, tidevandet stiger, elektriciteten kappes, byen er mennesketom, og ingen af hendes pårørende kommer for at hente hende. Louise tager frygtløst kampen op mod vinteren og vejret. Hun bygger sig et skur på stranden; hun fisker og bager sit eget brød. Hun får selskab af en strejfende hund, som bliver en god samtalepartner. Hun planter kål og grøntsager oppe på kirkegården og mindes fortiden. Året går, turisterne kommer tilbage og springer halvnøgne og legende omkring på stranden – og hun hører pludselig til. Instruktøren Jean-Francois Laguione blev interesseret i animation, da han traf Paul Grimault, og lagde sit liv om. Han forlod sin metier ved teateret og blev animator, senere filminstruktør og animationsproducer. Han har tidligere vundet en Cesar for sit animationsarbejde.
De danske film
Jeg nåede at se 14 af de 15 spillefilm men ingen af de mange kortfilmsprogrammer. Her deltog adskillige danske animationskortfilm som fx Sara Koppels sprælske og noget pornografiske 1st Day & Next Minute, den utroligt smukke og barske Ragnarok af Johan Oettinger og den besynderligt uforklarlige Nothing Happens af Michelle og Urit Kranot. Begge de sidstnævnte har jeg omtalt i min rapport fra Odensefilmfestivalen i sommer. VOID spillede også alle de syv prisvindende Børge Ring-film fra Odense-filmfestivalerne gennem årene. Børge Ring var en af de første animatorer i Danmark, og den første der fik en Oscar, i 1985 for den dejlige animationsfilm Anna & Bella. Han bor i dag i Holland og er oppe i 90’erne. De 90 deltagende kortfilm var udvalgt mellem 700 tilsendte film fra hele verden, herunder Kina.
Animationsfilm kan bruges til meget andet end reklamefilm, hvor det jo først slog an. Vi har i Danmark en lang række fremragende animationskunstnere, som laver alt andet en søde børnefilm, og i denne sammenhæng er det vist på tide at mindes Bent og Birte Barfod. I deres studie i Hellerup lavede de poetiske og morsomme film om skibsmotorer og film om de gamle nordiske guder – og havde elever som Jannik Hastrup og Cykelmyggens fader Quist Møller. De lavede voksenfilm allerede i 50’erne.
Hovedfoto: The Breadwinner/VOID.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
