Paul Celan

Paul Celan: Digterens hårde afprøvning af forholdet mellem ord og verden

i Kultur/Bøger af
LITTERATUR // ESSAY – 20. april er det 50 år siden, Paul Celan gik i Seinen ved Pont Mirabeau. Han blev 49 år gammel. Brian Han Knudsen erindrer livet bag værket.

Paul Celans eftermæle er forbundet med hans forsøg på at beskrive det ubeskrivelige. Og det ubeskrivelige for Celan var følgerne af nazismens ondskabsfulde og selvoptagede ideologi.

Holocaust tilintetgjorde ikke kun millioner af uskyldige, men efterlod også de overlevende og eftertiden med et uopretteligt beskadiget sprog. Det måtte give fortabt overfor udryddelsernes ufattelige omfang, deres brutalt-effektive organisering og den tilgrundliggende menneskeforagt.

Celans digte skulle derfor være ”præcist lige så uforståelige som Holocaust”, som Celan-kenderen Peter Buhrmann skrev i Information 28.januar 2013.

Han skrev til en ven, at digtningens håndværk immervæk kun tilhører et menneske, ’et enestående, dødeligt sjælevæsen, der med sin stemme og sin stumhed søger en vej’

At tage livtag med det uforståelige fordrede en radikal digterisk strategi forankret i et absolut, sprogligt gehør. Celan måtte lytte intenst på hver eneste brokke i sprogets sammenstyrtede hus for at finde overlevende meningsfragmenter. I dette forehavende var han ubønhørlig, også over for sig selv.

Han skrev på tysk, og nægtede at lade bødlernes perfekte syntaks bestjæle ham for sit modersmåls skønhed og poesi. Kun på den måde kunne ofrenes skæbne ydes retfærdighed og glemslen undgås.

Omkring den 20. april er det 50 år siden Paul Celan gik i Seinen ved Pont Mirabeau. Han blev 49 år gammel.

Ingen heling

Man fandt Paul Celans døde krop 20 km oppe ad floden. På sit skrivebord havde han sammen med sit armbåndsur efterladt en åben bog med et indstreget citat:

’Det hænder, at ånden fordunkles og synker ned i sit hjertes bitre kilder.’

Forud var gået lange perioder med sygdom. I begyndelsen af 1970 havde han skrevet: ’Tingene har hobet sig op, og jeg kan ikke håndtere dem’. Så syg var han, at han sammenlagt tilbragte to af sine sidste ti leveår på klinikker. Han skrev med karakteristisk flertydighed om lægerne: ’Die haben mich zerheilt’ – de har helbredt mig.

Celan oversatte og digtede flittigt. Han gik altid på broen, oversættelsernes og de stumme stemmers bro. Det blev en måde at eksistere på, forstærket af hans livs og kulturs skæbne.

Verbet ’zerheilen’ findes ikke i ordbøger over det tyske sprog. Men meningen er ikke uklar: Der var ingen heling og ingen lykke i lægernes interventioner.

I den lange periode med hyppige indlæggelser forblev han alligevel yderst produktiv.

Digtene balancerede mellem det uforståelige og det forståelige. Det blev mere og mere deres væsen og deres eksistensberettigelse

Han beherskede flere sprog, og oversatte flittigt til tysk, mens han samtidig skrev sit eget. Den dag i dag regnes Celans arbejde af mange for én af den tysksprogede lyriks væsentligste bidrag til verdenslitteraturen. Han står som en kæmpe i den moderne tyske digtning, genstand for vedvarende læsning, tolkning og forskning.

Filosoffen Theodor W. Adorno havde i 1949 skrevet, at det ville være barbarisk at skrive et digt efter Auschwitz. Men for Celan stod digt og eksistens i ét på én gang stærkt og skrøbeligt forhold til hinanden. At digtning, som verden havde kendt den, for stedse var forandret, var sandt. Men at opgive den ville være at opgive ethvert håb.

Digtene udviklede sig i den sidste del af forfatterskabet hen imod ’en egensindig, tiltagende dissonant syntaks, præget af gennemarbejdet poetisk refleksivitet i sprogligt ekstremt krystalliserede tekster’.

Således skriver Theo Buck, der i sin bog Celan und Frankreich har biograferet Celan. Digtene balancerede mellem det uforståelige og det forståelige. Det blev mere og mere deres væsen og deres eksistensberettigelse.

Adorno, den moderne kulturkritiks mester, reviderede hen ad vejen sit synspunkt. Det var alligevel muligt at digte – og måske endda nødvendigt.

Bukarest, Wien, Paris

Celan var født i Czernowitz i 1920 i det daværende Rumænien, i et jødisk miljø, der orienterede sig mod den tysksprogede kultur, litteratur og kunst.

Paul Celan - pasfoto 1939
Paul Celan. Pasfoto fra 1938.

Men krigsudbruddet ændrede alt. Der fulgte hårde år, som ifølge Theo Buck er svagt belyst i den biografiske litteratur om Celan. Han blev indforskrevet til tvangsarbejde, hans forældre og mange af hans venner blev myrdet, mange forsvandt. Da krigen var slut stod Celan tilbage, 24 år gammel, med et liv foran sig og intet at vende tilbage til.

Bortset fra sproget.

I Bukarest genfinder han, der var døbt Antschel, umiddelbart efter krigen overlevende venner. Han publicerer for første gang under navnet ’Celan’. Han opmuntres, han er talentfuld, han vinder selvtillid. Men folkekommunismen og den stalinistiske censur gør et frit liv umuligt.

Wien følger derefter. Byen er for Celan de store ånders by: Hofmannsthal, Musil og Kraus for at nævne nogle. Men Østrig skal afnazificeres og det betyder, at alle vil glemme. Celan, derimod, føler en stærk trang og pligt til at erindre.

På den tid er der 170.000 ’displaced persons’ i Wien, og Paul Celan er én af dem.

I Paris er han derefter længe ensom, fremmed og fattig. Han befinder sig, som Theo Buck skriver, mellem digterisk kald og materiel usikkerhed.

I 1952, efter fire år i byen, som han med tiden kommer til at kende som sin egen bukselomme, gifter han sig med franske Giséle, men på trods af ægteskabet opnår han først i 1955 statsborgerskab. Paul Celan er nu franskmand.

I mellemtiden er han med oversættelser af franske digtere som Valéry og Rimbaud og mange andre på vej til at etablere sig i byens borgerligt-intellektuelle elite og det gode selskab.

Ord og verden

Som digter og som oversætter var Celan i særklasse. Men som eksileret tysksproget, rumænsk jøde er han i efterkrigstidens Paris også en fremmed. Han spøger med, hvor fint Giséles pigenavn passer: de Lestrange.

Allerede fra en ung alder er han fortrolig med fransk sprog og litteratur. Giséle Celan-de Lestrange finder med tiden, at Paul næsten er mere parisisk end pariserne. Hun er selv af adelig herkomst, og ved nok, hvad hun taler om. Men han oplever det ikke som hun.

’I er hjemme, i jeres sprog, jeres referencer, omgivet af de bøger, de værker, som I elsker. Jeg, derimod, er udenfor’, skriver han.

Han kommer stadig i Tyskland. Han finder et skyldbevidst folk, der genopbygger på ruinerne af de lamslåede lig, der aldrig fik et liv at folde ud eller at sige farvel til. Men også et folk, der vil glemme.

I Paris omgås han blandt mange andre forfatteren Günther Grass og andre kunstnere og intellektuelle. Men han forbliver på distancen. Grass mener, at Celan er en vanskelig, utilgængelig ven. Andre bekræfter: Han kunne være meget hjertelig, men straks efter indelukket og afvisende.

Giséle og han rammes af en tragedie, da deres førstefødte dør. Han sætter et mærke for sønnen med digtet Grabschrift für Francois – og fortsætter sit arbejde. Mindre end to år efter, i juni 1955, kommer Eric til verden.

Celan er nu far til et levende og et dødt barn.

Veninden Ingeborg Bachmann karakteriserer hans digte som en ’yderst hård afprøvning af forholdet mellem ord og verden’. Denne karakteristik lader ane, at Celans arbejde ikke eksklusivt er bundet til Holocaust. Det er ikke kun sprogets forhold til virkeligheden, det er også Paul Celans forhold til virkeligheden, der er på en til stadighed hård prøve.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår han erstatter det måske længselsfulde blik ned i floden med det kolde vands omfavnelse af kroppen

Celan bringer ægteskabet med Giséle i fare, da han har en affære med Bachmann. Giséle tilgiver ham, men, som hans sygdom tager til, bliver han periodevis uberegnelig og ubehagelig, ængstelig og mistænksom. I januar 1967 forsøger han at tage sit eget liv. Den lille familie kan ikke blive boende under samme tag længere.

Han flytter for sig selv, og da han går i Seinen, bor han på Avenue Emile Zola i en større lejlighed, han aldrig får færdigindrettet. Han er i hyppig kontakt med Giséle, men ikke den 19. og 20. april 1970.

Det er derfor, det ikke vides med sikkerhed, hvornår han erstatter det måske længselsfulde blik ned i floden med det kolde vands omfavnelse af kroppen.

Liv og digt

Celans digtning er ikke kun udtryk for et erindringsarbejde af stor kulturel betydning og udsøgt kunstnerisk kvalitet. Der er også eksistensbemestring på spil.

I selskab med Theo Bucks nøgterne skildring af Celans liv, hvor også analyser af nogle af Celans digte medtages, mærker man forfatterens saglige respekt for Celan. Buck forstår, at i et frit liv eksisterer ingen kausalitet, men har samtidig blik for de bærende og tyngende livstemaer hos digteren.

Et måske illustrativt eksempel: Enken efter Yvan Goll, en fransk digter som Celan havde oversat, beskylder ham grundløst for plagiat og manipulation i arbejdet med mandens digte. Det bliver til en offentlig affære, da enken har rundsendt sine beskyldninger til publicister og aviser.

Celan lader sig ikke mærke udadtil. Goll-affæren får plads i aviserne, men Celan modtager den prestigefyldte Büchner-pris uden at kommentere. Han redegør i stedet for sin poetologi.

Stemme og stumhed

Celan ville med sin afsøgning af et menneskeligt, digterisk ursprog forsvare mening og menneskelighed mod de ubegribelige følger af en ond og aggressiv ideologi. Derfor huskes han som Holocaustdigter.

Men han levede også med omverdenens glemsel, og med følelsen af at være en fremmed. Han levede i eksil, og som var han den sidste jøde i Europa, som han skrev til en ven. Og så skulle han også leve med Goll-enkens infame beskyldninger.

Digtningen var for ham menneskelig solidaritet og tilværelsesengagement. Man kan ikke beskylde ham for at svigte de idealer, heller ikke da en personrettet ondskab ramte ham.

Til Giséle havde han skrevet: ’At sige, at du har forladt mig, ville være meget uretfærdigt, men at jeg var forladt, og til tider forfærdeligt forladt, er sandt’.

Hans virkelighed blev splintret, og han insisterede på, at det var muligt at skabe en ny, sand orden af dens sproglige stumper. Hvad skulle han ellers?

Litaueren Emmanuel Lévinas, som også blev franskmand, var blandt dem, Celan kortvarigt mødte i Paris. Lévinas skrev om Celans digtning, at hans sprog var frembrydende, altid under tilblivelse, og at dets håb var at nå det andet menneske.

Digtene, Pauls Celans digte, var hjemløse, altid konfronteret med afstanden til den anden.

Måske er Lévinas’ ord også en smuk og retfærdig karakteristik af Celans liv. Hans virkelighed blev splintret, og han insisterede på, at det var muligt at skabe en ny, sand orden af dens sproglige stumper. Hvad skulle han ellers?

Han skrev til en ven, at digtningens håndværk immervæk kun tilhører et menneske, ’et enestående, dødeligt sjælevæsen, der med sin stemme og sin stumhed søger en vej.’ Deri havde han ret.


LÆS ALLE BRIAN HAN KNUDSENS TEKSTER PÅ POV HER.


Topillustration: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Brian Han Knudsen arbejder som lektor i pædagogik ved VIA UC, Læreruddannelsen i Skive. Cand.mag. i idéhistorie og tysk sprog, kultur og samfundsforhold med tillægsstudier i retorik og formidling og med særlige studieinteresser i modernitets-, oplysnings- og metafysikkritik. Engageret i fagene på det almendidaktiske og almenpædagogiske område i læreruddannelsen, herunder bachelorprojektet, med vægt på almen dannelse/kristendom/livsoplysning/medborgerskab. Har besiddet en række tillidsposter i kraft af interessen for faglig og pædagogisk dømmekraft og autonomi, medarbejderdemokrati, arbejdspladskultur og -miljø. De faglige interesser kredser aktuelt om bl.a. religionspsykologi og -sociologi, jødisk humanisme og erfarings- og kropsfænomenologi i pædagogisk-filosofisk og perspektiv. Forskningserfaringer med tilknytning til en række af de nævnte felter.