Mei Oulund: Min pilgrimsfærd på Amagerstrand - der er lang vej endnu • POV International

Mei Oulund 19.03.2021

#METOO // KRONIK – For skuespilleren Mei Oulund er lange gåture ved vandet en nødvendighed. Men hun går altid mod gadelamper og trafik, når det bliver mørkt. En dag i 2017, da #MeToo-bevægelsen er på sit højeste, tænker hun dog pludselig: Hvad er det egentlig, jeg er bange for? Og så begynder hun at gå. Hun går for sin søn, for sin mand, for alle de mænd hun kender. “Fordi jeg tænker, at det ikke kan være rigtigt, at jeg lader mig begrænse i min frihed af en så diffus og generaliserende angst for dem, som køn.” Men så kommer panikken.

Det er efteråret 2017, #metoo-kampagnen er på sit allerhøjeste. Rigtig mange af de kvinder jeg kender, har delt #metoo på de sociale medier. Men ikke mig. Èn gang skriver jeg det i en opdatering, men fortryder, fordi jo mere jeg spekulerer over køn og sex og magt, jo mere komplekst forekommer det mig, og jeg beslutter mig for at tænke mere over det, inden jeg deltager i debatten.

Jeg har de sidste mange år gået en lang tur dagligt, og så vidt muligt altid nede omkring vandet ved Amager Strand, hvor jeg bor. Sommer og vinter går jeg, i regn og blæst og hedebølge – jeg tilpasser altid ruten efter vinden, som jeg aflæser på naboens vimpel på flagstangen.

Jeg er ellers overhovedet ikke noget naturmenneske. Jeg føler mig utilpas, hvis jeg er mere end 1 km fra en Seven-Eleven og indeholder ikke to gram spejder. Mine gåture er stille og roligt vokset frem over de sidste 5-6 år til alles overraskelse – ikke mindst min egen.

jeg har ikke engang tænkt over det. Indtil den sene eftermiddag i november 2017, hvor #metoo er på sit højeste. Den dag standser jeg pludselig og tænker: Hvorfor er det egentlig, at jeg ikke bare fortsætter?

Jeg har altid hadet at “spadsere” som min mor ynder at kalde det, og husker stadig tårevædede raserianfald, når jeg blev tvunget til at gå en tur “og se på byen”, når vi var på ferie som barn. Walk and talks på kurser har fået mig til at gå helt i baglås.

Men efter utallige løbeskader og tvungne træningspauser som følge, er jeg begyndt at gå – i begyndelsen med en kolossal modstand – som i dag mirakuløst har transformeret sig til en hjertebankende rastløshed de dage, hvor det ikke kan lade sig gøre.

Mine gåture får nervespidserne til at lægge sig på hudløse dage. Får løsnet blokeringerne, når jeg sidder fast i arbejdet, og blæser trætheden væk, når jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag. Selvom jeg næsten ikke kan holde øjnene åbne, eller stå på mine ben, så ved jeg nu, at det bedste jeg kan gøre for mig selv, er at skynde mig at få skoene på og komme ud af døren, inden jeg sætter mig ned – og efter et kvarter vender energien tilbage og “jeg falder på plads”.

Jeg bemærker, at jeg ikke møder andre kvinder

Sådan var det også den sene eftermiddag i 2017. Jeg var dødtræt og stresset, på vej hjem fra arbejde. Som jeg husker det, bad jeg min mand om at overtage rattet og sætte mig af, så snart vi kom af motorvejen, så kunne jeg nemlig lige nå at gå ved vandet, inden det blev alt for mørkt og jeg ville være nødt til at gå væk fra stranden og op på mere befærdede veje.

Han sætter mig af ved Kastrup havn og jeg begynder at gå. Jeg vinker, mens han kører væk, jeg har vinden i ryggen og vandet på min højre side, mens mørket hastigt falder på. Jeg bemærker, at jeg ikke møder andre kvinder, som jeg går der.

Der er ikke mange mennesker, men de der er, er mænd. Mange af dem går foroverbøjet med hætterne trukket godt op om ørerne. “Amatører” tænker jeg som altid, når jeg møder andre gående, der kommer mig i møde kæmpende mod stiv modvind. Jeg kunne ikke drømme om ikke at planlægge retningen, inden jeg går. Amatører.

Er det træerne, du er bange for? Hunde? Løver? Tigre? Elefanter? Andre kvinder? Nej. Jeg er bange for mænd

Da jeg når de høje træer ved Ti-øren, står det klart for mig, at nu når jeg ikke længere. Træerne kan stadig anes sorte mod den mørke himmel, men der er ikke mange minutter tilbage, før der vil være kulsort dernede. Og øde.

Så selvom jeg slet ikke har fået nok hav og blæst endnu, så drejer jeg af mod venstre og begynder at gå tilbage til Amagerstrandvej, for at fortsætte min tur op til Amagerbrogade. Der kan jeg gå op og få de sidste kilometer blandt butikker, busser, mennesker og biler, ligesom jeg plejer, når det er mørkt.

Hvad er det, jeg er bange for?

Jeg har aldrig stillet spørgsmål ved det – det har jeg altid bare gjort, som den naturligste ting i verden – jeg har ikke engang tænkt over det. Indtil den sene eftermiddag i november 2017, hvor #metoo er på sit højeste. Den dag standser jeg pludselig og tænker: Hvorfor er det egentlig, at jeg ikke bare fortsætter?

Vinden har lagt sig. Himmelen står skifergrå og dramatisk, vandet er smukt og jeg trænger, trænger, trænger til den ro, jeg får i hovedet af at mærke vandet i min nærhed. Jeg kigger på træerne, de ser mørke og truende ud. Kolossale skygger, der læner sig indover stien under dem.

så tager jeg beslutningen: Jeg begynder at gå. Jeg begynder at gå for min søn, som jeg elsker over alt på jorden og som aldrig kunne finde på at krumme et hår på nogens hoved

Hvad er det, jeg er bange for? tænker jeg, som jeg står der på den mørke parkeringsplads. Og jeg kender jo godt svaret, selvom det ligger dybt nede i min krop et sted og egentlig aldrig er formuleret, så kender jeg det jo godt.

Ingen andre dage og aftener og nætter i mit liv har jeg nogensinde stillet det spørgsmål. Men den aften spørger jeg mig selv: Ok, hvorfor fortsætter du ikke bare, når det er det, du har allermest lyst til?

Er det træerne, du er bange for? Hunde? Løver? Tigre? Elefanter? Andre kvinder? Nej. Jeg er bange for mænd.

Så enkelt, banalt og selvfølgeligt er det. Jeg er bange for mænd. Ikke bestemte mænd. Men mænd. Bare mænd. Hver eneste mand jeg vil møde på min vej, vil jeg være bange for. Og især dem jeg ikke når at se: De mænd som gemmer sig i skyggerne, som sniger sig ind på mig og snitter mig i struben, mishandler, voldtager og myrder mig. De mænd.

Mens jeg har stået og overvejet, er træerne nu næsten ikke til at se mere, og så tager jeg beslutningen: Jeg begynder at gå. Jeg begynder at gå for min søn, som jeg elsker over alt på jorden og som aldrig kunne finde på at krumme et hår på nogens hoved.

Jeg går for min mand, som jeg har levet sammen med i snart 30 år, som jeg har skændtes med og lagt arm med, arbejdet med og delt det meste med – vores forhold er 100% jævnbyrdigt. Jeg ved, at han anerkender mig som ligeværdig på de fleste punkter, som underlegen på andre punkter (fuldt berettiget – jeg er f.eks. aldeles uanvendelig som samler af IKEA-møbler). Men sandelig også som overlegen på de punkter, hvor han ved, at jeg er bedre end ham (som f.eks. engelsk grammatik).

Alt i mig råber, at jeg skal vende om, at jeg må være fuldstændig fra forstanden, hvad fanden er det, jeg har gang i?

Jeg begynder at gå for alle de mænd, som er mine venner. Mine fætre, som har haft en kæmpe betydning for, hvem jeg er, og sikkert grunden til at jeg er en “drengepige” og altid har identificeret mig mere med mænd end med kvinder.

For de drengevenner jeg havde i min gymnasietid, som lukkede mig ind i deres samtaler om livet, døden, kunsten og musikken – som ligeværdig samtalepartner. For alle de mænd jeg kender, elsker og holder af går jeg. Fordi jeg tænker, at det ikke kan være rigtigt, at jeg lader mig begrænse i min frihed af en så diffus og generaliserende angst for dem, som køn.

Jeg går for dem. Og jeg går for mig, og alle andre kvinder. Jeg går, fordi det er det, jeg har lyst til nu og det skal frygten ikke forhindre. Da jeg runder træerne, passerer jeg et kærestepar, der tæt omslyngede lufter deres hund. Først da vi er helt tæt på hinanden, kan vi se hinandens ansigter og kvinden kigger på mig med store øjne, jeg kan se, at hun er utryg, og jeg siger, idet vi passerer hinanden: Bare rolig! Jeg er ikke farlig.

Men så kommer panikken

Vi griner og hun siger lettet: Det er vi heller ikke. Hun er den sidste kvinde, jeg møder de næste 5 km. Og da de er et godt stykke bag mig, går jeg i panik. Jeg bliver rædselsslagen. Stranden ligger kulsort foran mig og er lige nu fuldstændig øde.

Alt i mig råber, at jeg skal vende om, at jeg må være fuldstændig fra forstanden, hvad fanden er det, jeg har gang i? Hvad er det, jeg vil bevise med det her fuldkommen idiotiske projekt, som ingen alligevel vil opdage. Men jeg vender ikke om, jeg bliver ved med at gå og nu tudbrøler jeg.

Jeg er så bange, at jeg ryster, men jeg bliver ved med at gå. For min søn, for min mand, for alle de mænd jeg kender og holder af. Og for mig selv. Og for alle kvinder. Jeg tænker, at hvis jeg slipper levende ud af det her, så må jeg skrive en kronik. Jeg må lave en facebookside der hedder: Tag stranden tilbage. Tag gaderne tilbage.

hvorfor ville jeg føle mig mere tryg, hvis jeg mødte andre kvinder?

En mørk skikkelse nærmer sig, jeg prøver at gå selvsikkert, og da vi passerer hinanden, ser jeg ham lige ind i øjnene. Han kigger væk. Nu er jeg igen helt alene, ikke et menneske foran mig og jeg er så bange, som jeg ikke har været før i mit liv.

Jeg tænker, at det er selvforstærkende, der er ingen kvinder, der går på mørke, øde steder, fordi der ikke er nogle kvinder, der går på mørke og øde steder, og hvorfor ville jeg føle mig mere tryg, hvis jeg mødte andre kvinder?

Fordi så ville jeg vide, at der ikke var noget at være bange for. Jeg er nu nået så langt, at der ikke er nogen vej tilbage. Det giver ikke mere nogen mening at vende om, og tårerne løber og angsten er så massiv, at jeg er nødt til at gøre noget. Jeg ringer til min mand. Han tager ikke telefonen. Så ringer jeg til min veninde, jeg ved, at hun vil kunne tale mig igennem det her.

Men jeg ved også, at der skal et mirakel til, at hun tager telefonen, fordi jeg kender hendes direktør-arbejdsliv og jeg ved, at hun har umenneskeligt travlt lige nu. Og ganske rigtigt hun svarer ikke. Så ringer jeg til min mor. Måske svarer hun.

Og det gør hun efter et stykke tid. Hun er på besøg hos nogle venner, de har spilleaften og humøret er højt, kan jeg høre. Det er ikke, fordi jeg har lyst til at ødelægge den gode stemning, men jeg har ikke noget valg, selvom tanken strejfer mig bare at sige, at jeg ringer igen en anden dag.

Men panikken er for stor, angsten for voldsom og jeg spørger hende grædende, om hun vil hjælpe mig. Og selvfølgelig vil hun det. “Hvad er der dog, skat?” siger hun, og jeg kan høre, at hun forlader selskabet og går hen et sted væk fra dem.

Det må starte i os selv

Stortudende og usammenhængende forsøger jeg at forklare hende, at jeg går alene i mørket nede på Amagerstrand. At det er en bevidst og målrettet beslutning, og hvorfor jeg gør det oven på #metoo, og alt det jeg har tænkt, og magtbalancen mellem kønnene, og at jeg går for mændenes skyld og for kvindernes skyld.

hvis jeg vil videre, hvis verden skal blive bedre, så må jeg starte med mig selv, og derfor har jeg besluttet at gå denne pilgrimstur, selvom jeg er så bange, at jeg næsten ikke kan være i min egen krop

For at vi skal kunne have den fulde frihed til at gå lige, hvor vi vil, når vi vil. Og mens jeg siger det, giver det mening for mig: Det må starte i os selv. Hvis jeg lader mig bremse af angsten for at blive overfaldet og slået i ihjel.

Hvis jeg bevidstløst går ud fra, at alle mænd i bund og grund er potentielle overfaldsmænd, rovdyrsslignende dræbere, der bare skal have en undskyldning for at kaste sig over mig – så fastholder jeg en dyb, dyb opfattelse af, at jeg altid skal være på vagt – og på den måde undertrykker jeg både mænd og først og fremmest mig selv og andre kvinder.

Og hvis jeg vil videre, hvis verden skal blive bedre, så må jeg starte med mig selv, og derfor har jeg besluttet at gå denne pilgrimstur, selvom jeg er så bange, at jeg næsten ikke kan være i min egen krop.

Jeg beder min mor om at blive i telefonen, om at være i mit øre indtil jeg er kommet over broen og op i lyset igen. Indtil jeg ikke mere har en grund til at være bange. Selvom der jo højst sandsynligt ikke er noget at være bange for.

Min mor prøver at trøste og berolige mig, hun lover at blive hos mig, indtil jeg er i sikkerhed og så siger hun så kærligt og opmuntrende, som kun min mor kan: Men lille skat, hvad tænker du da også på? Altså, hvis nu du bliver fundet dernede i morgen voldtaget og kvalt, så vil man jo nok også sige: Men hvad tænkte hun dog også på? Der er jo ikke nogen grund til at gå dernede.

Der er jo så mange andre steder, du kunne gå. Og hun taler og hun trøster, og hun opmuntrer mig, min søde, kloge mor som elsker mig.

Som var rødstrømpe i halvfjerdserne, som vitterligt har lært mig, at kvinder uden mænd er som fisk uden cykler. Som altid har troet på mig og bakket mig op, og beundret mig og opmuntret mig. Har lært mig, at jeg er stærk og intelligent, og på ingen måde ligger under for nogen – slet ikke mænd. Og hun har jo ret!

Jeg har bagefter foretaget en lille aldeles uvidenskabelig spørgeundersøgelse – og alle de mænd, jeg har spurgt, går ned til stranden, hvis de har lyst til det efter mørkets frembrud. Jeg har ikke mødt en kvinde endnu, der gør

Jeg kunne jo bare gå en anden vej. Der er masser af andre veje. Hvorfor skal jeg gå lige præcis der, når det er mørkt og øde – bare fordi jeg kan? Hvorfor kan jeg ikke bare leve med, at jeg få måneder af året må omlægge min rute? Herregud!

Jeg har bagefter foretaget en lille aldeles uvidenskabelig spørgeundersøgelse – og alle de mænd, jeg har spurgt, går ned til stranden, hvis de har lyst til det efter mørkets frembrud. Jeg har ikke mødt en kvinde endnu, der gør. Men de findes garanteret.

Jeg gik ned til stranden den sene eftermiddag i november 2017 – og jeg slap helskindet fra det. Og nu har jeg holdt løftet til mig selv og skrevet den kronik i håbet om, at vi bliver flere og flere, mens jeg samtidig konstaterer: Der er lang vej endnu.

LÆS MERE OM #METOO HER

Topfoto: Flikr
Indsat: Wikimedia Commons

Mei Oulund

Mei Oulund er skuespiller og dramatiker.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her