SOLIDARITET & VELFÆRDSSAMFUND // KLUMME – Selvom han faktisk godt kunne have brugt de 200 kr. selv, og selvom det jo er velfærdssamfundets opgave at hjælpe, gav Gunnar Langemark alligevel sedlen til manden, der har mistet gejsten og sikkert også selvindsigt i, hvor galt det står til for ham. Heldigvis hjælper systemet folk i sådan en situation, tænker de fleste nok, men det er ikke hele sandheden, beretter skribenten.
Jeg havde egentlig besluttet mig for, at holde min kæft med det.
Men her kommer det alligevel, selvom det kan lyde som gloriepudsning: Jeg gav den lokale Hus Forbi-sælger 200 kroner i går.
Hvorfor helvede gjorde jeg det? Jeg er selv på pension og har ikke særlig meget råd. Det er jo ikke min opgave. Det er det offentlige, som skal holde ham kørende og ikke mig. Det er det, velfærdssamfundet og den der “solidaritet” handler om. Det er derfor vi har en offentlig sektor, som er større end i noget andet land. Det er fordi, ham, der er faldet igennem netmaskerne, skal kunne regne med at blive samlet op.
Han er også blevet samlet op. Han er blevet anbragt i en lejlighed, han slet ikke har råd til. Hans kone døde sidste år af indre blødninger (jo, man får historierne, hvis man lytter efter). Han selv prøver desperat at komme ud af sit alkoholmisbrug. Han var ædru i går og også de andre gange, jeg har mødt ham. Han har talrige skavanker og er også pensioneret. Han er slidt op. Men han magter ikke kampen. Kommunedamerne m/k har lukket kassen og efterladt ham med alt for store faste udgifter, og han kan ikke selv grave sig ud.
Men systemerne fungerer ikke optimalt (mildt sagt), og hvis man mister gejsten og giver op, så hjælper kommunen ikke
Der er ingen tvivl om, at “min” Hus Forbi-sælger er på røven. Der er ingen tvivl om, at han har givet op. Han efterlader et svagt og klynkende indtryk, som skal give én medfølelse. Han er som en hund, der har lagt sig ned på ryggen for at signalere overgivelse. Og dér lader vores berømmede “velfærdssystem” manden ligge. For vi “giver hjælp til selvhjælp”. Kan vi bilde os ind.
Så forsøger han at tjene en lille skilling for at få råd til at overleve. Det er sølle. Han kan ikke engang hente sine Hus Forbi-blade længere, fordi udleveringsstedet i Sorø er lukket, og han ikke kan komme til Holbæk efter dem. Han gik straks ind og gjorde fornuftige indkøb i REMA. Jeg skulle egentlig have brugt de 200 til noget andet. Men jeg har lige sparet ret mange penge til tøj, fordi jeg har fundet nærmest nyt tøj i Røde-Kors butikkerne i området, så jeg er blevet ekviperet for en slik.
Der er stadig mennesker, som har mange penge at bruge. Og så er der dem, der ikke har råd til mad. Og vi har et system, som giver os lov til at vende ryggen til, når nogen i den sidste kategori beder om hjælp.
En af de ting, jeg har lært af at “gå ned” i sin tid, var, at man faktisk ikke skal tro, at mennesker kan redde eller hjælpe sig selv, hvis de er helt smadret i gulvet. Og man skal faktisk heller ikke regne med, at de helt selv er i stand til at indse det eller pege på, hvor ødelagte de er. Især hvis man langsomt har vænnet sig til, at man ikke magter noget. Så siger man ikke noget om det, fordi det for det første er ens hverdag, og for det andet er pinligt. Og man vil nødig miste det sidste, man har: sin værdighed.
Når man selv har gode kræfter i behold, så kan det være svært at indse, at mennesker kan være så langt nede, at de ikke magter selv det mest fundamentale. Det kan være både depression og fysisk svækkelse. Og det er sådan set lige meget, hvor meget man “opmuntrer” og giver “incitamenter”.
For nogle er faktisk faldet så meget igennem, at de skal have hjælp igennem længere tid for at kunne rette bare lidt op på det. Det er en trist virkelighed, men det er sandheden. For mig er det slet ikke et spørgsmål om ‘rød’ eller ‘blå’. Der er ikke for fem flade øre socialisme eller liberalisme i det system. Det er totalitært, “middelklasseomklamrende” og systemtro. Det er alt.
Som så mange andre kan de ikke forstå, hvordan det fungerer, når det ikke fungerer. Halve løsninger og manglende forståelse af, hvad der er de svagestes udfordringer
Når man har at gøre med et menneske, som ikke rigtig kan klare sig selv – og som er “faldet igennem netmaskerne”, så gør man ikke megen gavn ved at anbringe ham i en nyrenoveret lejlighed med to-tre værelser i et socialt boligbyggeri og bare efterlade ham dér. Han vil ikke være i stand til at holde en hel lejlighed. Han vil ikke kunne tage sig af sig selv og sin personlige hygiejne, samtidig med at han skal holde en lejlighed. Kræfterne er der bare ikke. Overblikket er der ikke. Og evnen til selv at se, hvor galt det er – er der heller ikke.
Så derfor går han til grunde, selvom man “giver ham alle muligheder”. Disse mange muligheder kan endda være med til at stresse ham, når han mindst har brug for flere opgaver. Det er måske endda bedre for ham at leve i en skurvogn med et das eller campingtoilet i et skur udenfor. Det vil han bedre kunne overkomme.
Men “det kan man da ikke”, mener de virkelighedsforskrækkede “middelklassedamer” (af begge køn). Som så mange andre kan de ikke forstå, hvordan det fungerer, når det ikke fungerer. Halve løsninger og manglende forståelse af, hvad der er de svagestes udfordringer. Det er det, I betaler til.
I betaler det meste af, hvad I tjener ved jeres arbejde i skat – så I kan bilde jer ind, at når I ryger på røven, så står det offentlige parat til at hjælpe jer. Men systemerne fungerer ikke optimalt (mildt sagt), og hvis man mister gejsten og giver op, så hjælper kommunen ikke. Den lukker kassen og vender ryggen til. For sådan er reglerne. Sådan fungerer systemet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
