MEDIEKOMMENTAR – En ny dansk dokumentar fortæller historien om, hvordan en russisk ’troldefabrik’ i Skt. Petersborg producerer og spreder løgne via sociale medier. De unge journalister, der bekæmper ’fake news’ er soldater i en skyttegravskrig, der først lige er begyndt, skriver Annegrethe Rasmussen, som slår et slag for åbne, frie og uafhængige medier, der ikke viger tilbage for kampe, konflikter og debat. Og som altid står på det frie ords og det åbne demokratis side. Det er især vigtigt i dag, hvor en omfattende tillidskrise har grebet store dele af den vestlige verden. Her hjælper det ikke demokratiet en disse, hvis medierne forskanser sig i lukkede ekkokamre og tilmed forsøger at belære brugerne om, hvad “det gode liv” er for en størrelse.
I denne uge kunne man torsdag aften på DR2 se danske Jakob Gottschaus nye film – ’Løgnefabrikken’. I filmen fik man, som der står i materialet om filmen, ”et usædvanligt indblik i produktionen af ’fake news’, som de bliver til i særlige ‘troldefabrikker’ i Rusland, ligesom man følger en ung russiske journalist, der har gjort det til sit speciale at bekæmpe den falske propaganda. Min POV-kollega Steen Blendstrup har anmeldt filmen andetsteds i dag.
Termen ”fake news” er ikke ny og det er heller ikke nyt, at der findes løgnehistorier i medierne. Eller at medierne for den sags skyld selv i årtier, ja faktisk altid, fra tid til anden aktivt har medvirket til at sende forkerte eller stærkt farvede historier i omløb. Enten fordi et eller flere medier er blevet snydt af deres kilder eller af offentlige myndigheder, fordi historierne ikke holdt vand, da de blev konfronteret med realiteten eller – sjældent men dog med jævne mellemrum – fordi en journalist har opfundet historier, som ikke er sande.
Men at 126 millioner amerikanere var i direkte kontakt med målrettet, falsk propaganda, der mestendels blev fabrikeret i Rusland – det er ny viden. Og ud over at det muligvis influerede valgresultatet i det amerikanske – det kan vi reelt ikke vide – så fik det, som de fleste er klar over, i hvert fald konsekvenser for såvel Facebook som andre sociale medier. For det var der, løgnene først og fremmest blev spredt og kom i kontakt med flest mennesker.
Det er selvindlysende, at såvel forkæmpere for som modstandere af demokratiet kan benytte sig af den nemme kommunikation, som internettet repræsenterer. Men det er langt fra indlysende, hvad ”gode medier” og ”god journalistik” egentlig er
Senere lukkede Facebook over 500 falske russiske profiler, som alle blandede sig under det amerikanske valg, ligesom den særlige undersøger af russisk indblanding i den amerikanske valgkamp, Robert Mueller, har anklaget indtil videre 13 navngivne russere for at undergrave det politiske system i USA.
Der har været lignende – men langt færre – historier under andre nylige valg i Europa.
Den aktuelle film om ‘Løgnefabrikken’ vil ifølge producenten gerne give sit budskab på om internettet er ”et redskab for kontrol eller for frigørelse, for demokrati eller for magtudøvelse”.
Vi befinder os i en tillidskrise, hvor mange borgere ikke stoler på hverken medierne, eksperterne, institutionerne (herunder også f.eks. de finansielle) eller politikerne. Og det betyder i sidste ende også, at opbakningen til demokratiet som styreform er faldende
Spørgsmålet kan næppe besvares entydigt.
Det er selvindlysende, at såvel forkæmpere for som modstandere af demokratiet kan benytte sig af den nemme kommunikation, som internettet repræsenterer.
Men det er langt fra indlysende, hvad ”gode medier” og ”god journalistik” egentlig er
Udover at det man skriver skal være sandfærdigt og retfærdigt (hvilket vi for nemhed skyld kan sætte lige med reglerne for god presseskik, som de i Danmark defineres så udmærket af Pressenævnet) så er der efter min mening også en række andre krav til, hvad ”et godt medie” er og skal kunne, der er blevet ekstra vigtige i disse år, hvor populismen fejrer triumfer, men som ikke er formuleret kort og klart mange steder.
Nye tider og tillidskrise kræver nye medier
For tag ikke fejl – vi befinder os i en tillidskrise, hvor mange borgere ikke stoler på hverken medierne, eksperterne, institutionerne (ikke bare de offentlige men også mange private som f.eks. de finansielle) eller politikerne. Hvilket igen også betyder, at opbakningen til demokratiet som styreform er faldende.
Den ”stærke mand” er ikke helt så illegitim i Vesten længere, som figuren var i efterkrigsårene, hvilket man tydeligt kan se med valget af og opbakningen til en politiker som Donald Trump og i øvrigt også ved flere andre valg i Europa.
Men hvis vi går ud fra, at stærke, sandfærdige medier er en af forudsætningerne for et levende folkestyre, hvad er så karakteristisk for dem?
For det første skal journalistikken ikke – med Pierre Collignons vise ord bedrive aktivistisk journalistik efter egne moralske forestillinger om, hvad der er bedst. Heller ikke selvom man kalder det konstruktiv journalistik: ”Den konstruktive skole er født med den bias, at konstruktiv journalistik er løsningen på pressens problemer”, skriver Collignon i sin nye, fremragende bog. ”Tilbage til virkeligheden”.
Vi har som læsere/lyttere/seere ikke brug for medier, der serverer os et konfliktfrit, pastelfarvet bud på virkeligeden, hvor de ”rigtige”, selvretfærdige meninger leder os ind i paradiset
Hermed siger jeg ikke omvendt, at ”sandheden findes” og at journalistens opgave blot er at finde frem til den. Men jeg er enig med den tidligere chefredaktør (for Jyllands-Posten) og nuværende debatredaktør (ved Berlingske) i, at den enkelte reporter skal gå til opgaven bevæbnet med, hvad Collignon i sin bog kalder for ”kritisk objektivitet”.
Hvad betyder det?
Helt enkelt, at medierne skal bygge på en journalistik, der ikke er bundet i holdninger men, som Mandag Morgens chefredaktør Lisbeth Knudsen skrev i en fremragende anmeldelse af Collignons bog:
”At journalistikken skal være retvisende, aktiv undersøgende – vurderende på basis af fakta og logik og ikke på basis af holdninger – uafhængig, upartisk, selvkritisk, reflekterende og bevidst om sin egen fejlbarlighed. Hvis den kritisk objektive journalist ikke skal risikere at blive afkoblet fra samfundet i sin jagt på sandheden, så skal objektiviteten kombineres med en journalistisk empati, som gør journalistikken relevant for de samfundsborgere, man betjener, mener forfatteren. En interessant kombination. Empati skal her ikke forveksles med sympati. Journalister skal ikke please nogen, men de skal forstå at identificere sig med borgerne.”
Og netop det sidste – at journalisterne og dermed også faget – journalistikken – skal forstå og være solidarisk med folket – eller stå på borgernes side om man vil – skyldes at det er dem, og intet andet, medierne eksisterer for.
Som borgere har vi brug for medier, der kan hjælpe os med at navigere i et konfliktfyldt og på mange måder ret kompleks samfund. Og det sker ikke ved at ”filtrere” virkeligheden for brugerne
Medierne findes, fordi de borgere, der lever i demokratiet, har brug for dem som kontrol af magten, men medierne skal også være en uafhængig og troværdig kilde til oplysninger, underholdning og debat.
Guide til det gode liv – nej ellers tak
Eller sagt på en anden måde: Som borgere har vi brug for medier, der kan hjælpe os med at navigere i et konfliktfyldt og på mange måder ret kompleks samfund. Og det sker ikke ved at ”filtrere” virkeligheden for brugerne.
Vi har som læsere/lyttere/seere ikke brug for medier, der serverer os et konfliktfrit, pastelfarvet bud på virkeligheden, hvor de ”rigtige”, selvretfærdige meninger leder os ind i paradiset.
Det vil mange kunne indse, hvis det drejer sig om rene holdningsbårne medier som f.eks. en partidrevet avis (hvilket vi ikke længere har i Danmark), men ja, det gælder også, selvom dette paradis skulle præsentere sig selv mere bredt som ‘bare’ inklusivt, grønt, bæredygtigt, lighedssøgende og ikke-diskriminerende – fortsæt selv listen med plus-ord.
Det gode medie i min optik (og nej, jeg siger ikke, at POV har opfundet den dybe tallerken. Vi forsøger og gør vores bedste men er jo blot et lille startup medie, der forhåbentlig en dag bliver større og stærkere) skal derfor efter min mening opfylde de kriterier, som jeg beskriver i listen nedenfor.
Så mange var ordene herfra – kom og diskuter fremtidens medier med POV på Folkemødet den 15. juni 2018 fra 13:30 – 14:30 på Kæmpestranden i Askovfondens telt. Jeg glæder mig til at møde en masse læsere.
Guide til det gode medie – ja tak
- Det skal være åbent (tilgængeligt for alle). Det kan ikke være meningen, at god journalistik skal være forbeholdt en velpolstret elite, der har råd til at betale tusindvis af kroner for at diskutere med sig selv bag en betalingsmur. Det gælder selvklart i særlig grad, hvis skatteyderne er med til at finansiere mediet.
- I konsekvens heraf er det gode medie derfor heller ikke et ”silomedie” hvor abonnenter med bestemte meninger klapper hinanden på ryggen. Og det er vigtigt at understrege, at det er ligegyldigt om det er erhvervslivets jakkesæt M/K, der diskuterer på lyserøde sider, kulturradikale folkeskolelærere iklædt Ilse Jacobsen, departmentschefer med kogende vand i hanerne, overlæger eller sortklædte selvudråbte søjlehelgener i særlig fine intellektuelle ugeaviser. Pointen er, at alle disse grupper skal tale sammen – i stedet for at bekræfte hinandens fordomme om ’de andre’.
- Derfor er det gode, nye medie et ægte forsamlings- eller medborgerhus – der skal ske noget. Det skal i virkeligheden være en kulturel kampplads. Det må gerne være en modstandsavis i ordets egentlige forstand, samtidig med at det gerne må stå i mere direkte kontakt med brugerne. Og det er ikke nogen nem opgave, for som den opmærksomme læser vil bide mærke i, er der en lille indbygget modsætning her.
- Men det succesrige medie skal også være sjovt og byde på nydelse; jo det skal det; ingen gider i længden hverken at blive belært af eller lytte til dommedagsbasuner fra morgen til aften, det ligger ikke i menneskets natur. Hvis det hele bliver for ensidigt – uanset om det er tabloidt skrigeri eller endeløse longreads – svigter det brede publikum og vi ender igen i det smalle klubmedie eller det hellige menighedsblad.
Derfor har det gode medie også højt til loftet, plads til fejltagelser og store armbevægelser.
Der skal være liv og glade dage; og det betyder lys luft og larm, ikke fade forbrugertests af ugens bedste grillpølse (det kan man lade forbrugermagasinerne om). - Endelig skal man tone ned for meningerne. Konkret: Drop lederne men skriv gerne holdningsklummer med klar afsender på. Tanken om, at en avis (eller hvilket som helst medie) skal mene noget, er håbløst forældet og fra før internettets dage.
Danskerne er bedøvende ligeglade med hvilken regering, Politiken/Berlingske/Børsen/Jyllands-Posten/Information anbefaler.
Vælgerne kan godt selv finde ud af at sætte krydset. Det er mediernes opgave at oplyse om partierne og at tjekke dem i forhold til, hvad de siger, de mener. Krydsforhør gerne de folkevalgte, lav analyser og lad dem også tale via det gode, lange portrætinterview. Men lad selv borgerne vælge til slut.
Dine brugere er smartere end du tror og mere tålmodige end du drømmer om. Og som medie skal man ikke tale ned til sine brugere eller fortælle dem om, hvad, man synes, det gode liv er. Det ved de godt selv. Og hvis de ikke gør, kan de tale med deres venner eller købe en selvhjælpsbog.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
