“Kære Trille
Hvil i fred. Hvis der er nogen retfærdighed til – og det må vi jo tro på – så sidder du nu ved siden af øjet i det høje og bliver feteret for den skønne og generøse sanger, du var.
Jeg vil bare sige, at du har lært mig mere om ligestilling end nogen anden kunstner, for jeg hørte dig som barn og forsøgte at synge andenstemme med barnlige vrøvletekster. Du var et af ikonerne. Ikke en kvindelig mønsterbryder eller udvalgt feminin frontfigur. Jeg husker dig som Trille:
Hende, med den høje, klare stemme, der sang sine sange, så en lille dreng kunne synge med. Og du fyldte det samme for mig som Poul Kjøller og de andre. Havde præcis samme troværdighed og tyngde. Du var en autoritet for den 5-6-7-8 årige med din musik, fordi du var dig. Du stod frem med din skønne stemme, der stadig med et genhør kan rykke mig tilbage til barndomslandet og være soundtracket til Lego og alt for sjældne læskedrikke.
Når du kunne være der i radioen eller endda fjernsynet og på plade, så var det fordi det skulle være sådan. Ikke fordi du brød mønstre, men fordi du brød dig om os.
Som en lille dreng uden blik for kønsroller var du ikke speciel, fordi du var kvinde. Du var unik for at være Trille.
Der kommer aldrig en anden som dig, og du kom ikke frem på at være et køn eller have en kønhed. Du gav os nogle sange, som stadig kun kan synges med din stemme i baghovedet. Tusind tak. Der kommer ikke andre som dig, men bare en der minder om dig, ville være voldsomt værdsat.
Din stemme er her stadig”.
Topfoto: Exlibris. Pladecover. ‘Altid har jeg længsel.’
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
