
KAMPEN MOD FAKE NEWS – Stemte briterne sig ud af EU på falske præmisser? Afgjorde fake news det amerikanske præsidentvalg i 2016? Vil russisk manipulation påvirke det næste danske valg? Vi lever i en tid, hvor det er svært at kende forskel på sandt og falsk, og hvor en vital debat om falske nyheder er blevet viklet ind i falske forestillinger og misforståelser. I bogen “Tilbage til virkeligheden” rejser journalist og forfatter Pierre Collignon i løgnens fodspor fra Brexit-afstemningen og Trumps USA til en stribe europæiske lande og den danske kampzone om fup eller fakta i udlændinge-debatten. Undervejs afslører han løgne, fabrikationer og myter – og viser en demokratisk vej ud af den postfaktuelle forvirring. Vi har fået lov at dele et uddrag med jer. God fornøjelse.
K A P I T E L 10
DEN ILLIBERALE FRISTELSE
Hvorfor vi skal tolerere sludder, vrøvl og (de fleste) løgne – og hvordan vi skal kæmpe for sandheden med demokratiske midler.
Bøjningen af sandhed i Ministeriet for Kærlighed
I George Orwells dystopiske roman 1984 gør en fuldmægtig i Ministeriet for Sandhed, Winston Smith, oprør mod et diktatur, som har sat sig for at bemægtige sig alle udtryksformer, begreber og forestillinger om verden for at opnå den totale kontrol med befolkningen. Mens Store Broder ser til fra allestedsnærværende teleskærme, bliver historien omskrevet, sproget tømt for negative udtryk, og fakta omformet efter de seneste signaler fra Partiet.
Winston tror, at han hjemme i sin dagligstue kan undslå sig teleskærmens overvågning ved at sidde klinet helt op mod væggen i en lille niche. Her begynder han at føre en dagbog, og hans forbudte tanker leder ham frem til en fin forståelse af Partiets filosofi. Partiet vil først og fremmest umuliggøre en selvstændig og rationel tilgang til verden.
I den ultimative totalitære stat er objektivitet umuliggjort. Det er kun magtens interesser, som tæller, og George Orwells litterære mesterværk kan igen læses som en højaktuel kommentar til samtiden
Partiet vil have ret til at definere Sandheden, og Winston tænker på et tidspunkt, at »det ville ende med, at Partiet bekendtgjorde, at to og to var fem, og man ville være nødt til at tro på det«. Det var den logiske følge. »Almindelig sund fornuft var det største af alle kætterier,« og så skriver Winston i sin dagbog: »Frihed er friheden til at sige, at to og to er fire. Derefter følger resten af sig selv.«
Den sætning koster senere Winston en grusom tortur i Ministeriet for Kærlighed, hvor han ender med at blive overbevist om, at hans bøddel viser ham fem fingre på sin hånd, selv om han i virkeligheden kun viser fire. Men virkeligheden betyder ikke noget længere. Winston lærer at elske Store Broder, og romanen ender med, at han sidder på en café og uden at tænke over det skriver med fingrene på et støvet bord:
2 + 2 = 5
I den ultimative totalitære stat er objektivitet umuliggjort. Det er kun magtens interesser, som tæller, og George Orwells litterære mesterværk kan igen læses som en højaktuel kommentar til samtiden. Orwell havde kommunistiske og nazistiske totalitærstater i tankerne, da han skrev 1984, men hans bog sætter fingeren på, at frihed og objektivitet hører uløseligt sammen. Der er ingen chance for at være objektiv, hvis et tankepoliti bestemmer, hvad vi må tænke, og der er ingen frihed, hvis vi ikke kan udfordre magten med rationelle argumenter.
Der, hvor den demokratiske debat i dag går fejl, er med en forestilling om, at vi skal forsvare objektiviteten ved lov. Nogle politikere er blevet så bange for, at befolkningen ikke kan håndtere det moderne mediebillede, at de ser behov for at filtrere eller slette farlige falske oplysninger. De vil gøre det strafbart at skrive, at to og to giver fem.
FN’s særlige rapportør om ytringsfrihed, David Kaye, pegede på samme risiko, da han sammen med tre andre rapportører om ytringsfrihed i marts 2017 advarede mod at lovgive om ytringers sandhedsværdi. Kaye udtalte i den forbindelse, at indgreb mod fake news kunne føre til »censur« og »undertrykkelsen af kritisk tænkning«.
Utallige er de videnskabelige teorier, som blev anset for at være falske, da de blev fremsat – for så at blive erklæret sande og senere atter modbevist, eller i hvert fald radikalt udfordret af nye påstande… Det skal være muligt at skyde forkert, når vi forsøger at forstå verden
Hermed pegede Kaye på, at man uden ytringsfrihed ikke alene sætter demokratiet ud af spil, men også den rationelle samtale. Frihed til at sige, hvad man vil, er en forudsætning for den åbne, uvildige undersøgelse af ting. Det er friheden, som giver kritikere mulighed for at udfordre dogmer og bestående forestillinger om verdens indretning, og vi risikerer at fastfryse den logiske argumentation, hvis domstole skal ind at afgøre, hvad der er sandt og falsk.
Derfor skal ytringsfriheden også kunne rumme ekstreme udfordringer af konsensus fra alternative synsvinkler. De alternative stemmer vil nogle gange tage så meget fejl, at man har svært ved at se værdien af dem. To og to kan aldrig give fem, men andre gange vil de alternative synsvinkler kaste lys over emner, hvor det ikke er så nemt at kende forskel på sandt og falsk.
Og selv når de ikke har ret, kan alternative stemmer hjælpe nye, vigtige erkendelser på vej. Vi kan ikke altid på forhånd vide, hvad der er hvad, men det er denne evige spørgen, som får videnskaben og den offentlige samtale til at rykke sig fremad.
Utallige er de videnskabelige teorier, som blev anset for at være falske, da de blev fremsat – for så at blive erklæret sande og senere atter modbevist, eller i hvert fald radikalt udfordret af nye påstande. Videnskabelige fremskridt bliver simpelthen umulige, hvis man kun må fremsætte »sande« udsagn. Det skal være muligt at skyde forkert, når vi forsøger at forstå verden.
Samfundsdebatten ville også blive irrationel, hvis vi gav os til at udradere falske politiske påstande. De mest ekstreme konspirationsteorier kan indeholde elementer af sandhed, og også den mest radikale samfundskritik kan være en vigtig øjenåbner for en forståelse af samfundet. Selv hvis kritikken i sig selv er faktuelt ukorrekt, kan den give indsigter om moral, social retfærdighed – og såmænd også om en sags faktuelle grundlag. En løgn eller fejltagelse kan få sandheden til at træde klarere frem.
Sådan hænger tingene sammen. Der er et rationelt argument for ytringsfrihed, som lyder: Uden ytringsfrihed vil objektiviteten sygne hen. Vi vil alle blive dummere, hvis vi ikke må sige noget usandt eller forkert
John Stuart Mill argumenterede for, at undertrykkelsen af påstande og holdninger, fordi de antages at være forkerte, må være den største antagelse om ufejlbarlighed, man kan tænke sig. Og en forbrydelse mod fremtidige generationer, fordi man frarøver dem adgang til udsagn, som de måske vil vurdere som sande. Mill opfordrede til ydmyghed i forhold til det faktum, at antagelser om, hvad der er sandt og falsk, ændrer sig over tid. Derfor er der alle mulige gode grunde til at lade folk fremsætte forkerte påstande.
Hvis det viser sig, at folk har ret, må vi ikke fratage os selv muligheden for at lære nyt. Og hvis udsagnet faktisk er falsk, »går man glip af et næsten lige så stort gode, nemlig at få en klarere opfattelse og en mere levende følelse af sandheden, som frembringes af dens sammenstød med vildfarelsen.«
Uden modstand og konstante efterprøvelser, også i form af usande påstande, vil selv de stærkeste overbevisninger om verden blive til »døde dogmer« frem for »levende sandheder,« skrev Mill. Hans argumentation er én lang advarsel mod det, vi kunne kalde den ontologiske fristelse. Det er ufejlbarlighedens dårskab, som går stik imod den objektive metodes ydmyge og åbne tilgang. Som jeg også understregede i min diskussion af kritisk objektivitet, er en grunderkendelse om egen fejlbarlighed en forudsætning for den rationelle metode.
Sådan hænger tingene sammen. Der er et rationelt argument for ytringsfrihed, som lyder: Uden ytringsfrihed vil objektiviteten sygne hen. Vi vil alle blive dummere, hvis vi ikke må sige noget usandt eller forkert.
Og der er et demokratisk argument for objektivitet: Uden objektivitet vil den stærkeste altid få ret.
Objektiviteten er et værn mod magtmisbrug – den kan bruges til at afsløre forsøg på at manipulere med virkeligheden.
En frygtelig succes
Når vi diskuterer tiltag mod misinformation og manipulation, skal vi afveje fordele mod ulemper. Det er forbundet med ulemper at rangordne medier på Facebook efter en troværdighedsmåling, men det er mindre indgribende end at forestille sig, at man forbød russisk stats-tv at sende i vestlige lande.
Det ville ikke være risikofrit at få computere til at spotte digital videosvindel, men det kunne godt gøres uden at sætte ytringsfriheden over styr. Til gengæld kan det føre til alvorlige indgreb i ytringsfriheden, hvis vi sætter maskiner til at vurdere kvaliteten af samfundsdebatten eller af ytringers ontologiske sandhedsværdi. Vi risikerer at nå derhen, hvor vi truer individets moralske ret til et selvstændigt udtryk.
Lige nu forskes der verden over i, hvordan maskiner kan lære at overvåge menneskelig kommunikation og automatisk reagere på mistanke om, at der bliver fremsagt racistiske eller falske påstande. Computere kan analysere store mængder tekst og spotte ord, vendinger og bestemte samstillinger af ord, som kan vække mistanke.
For nogle er drømmen at skabe automatiserede filtre, som hjælper brugerne med at blive opmærksomme på statistiske påstande, som muligvis er fejlagtige. For andre (som fx Facebook) gælder det om at opfange tilløb til racisme eller opfordringer til vold. Teknologierne er endnu i deres vorden, men det går stærkt fremad – især med sprog som engelsk og kinesisk.
I vores iver efter at slå ned på det usande kan vi ende med at stække fx kapitalismekritik, modstand mod muslimsk indvandring og berettigede spørgsmål om statens krigsførelse eller mistanke om korruption. Det er en stor demokratisk risiko at tage
En intensiveret indsats mod fake news kan på den måde blive en frygtelig succes, hvor indhold presses ud eller blokeres, fordi indlæg er blevet anmeldt af politiske modstandere i ren chikane, eller bare fordi algoritmerne synes, at indholdet ligner »fake news«. I yderste konsekvens ville en platform som Facebook blive ét stort, poleret ekkokammer, hvor kun mainstream-indhold måtte blive delt, og alt det ubehagelige og måske også usaglige indhold blev holdt ude.
Vi ved, at der er en nær sammenhæng mellem holdningsprægede medier og misinformation, og derfor kan fake news-filtre komme til at virke som politiske filtre. Det kommer til at gå ud over de kættere og dissidenter, som John Stuart Mill mindede os om, at vi skulle beskytte. Vi har mødt mange af dem i denne bog. Mennesker på både venstrefløjen og højrefløjen, som præsenterer en vigtig systemkritik med en blanding af holdningsbårne ytringer og faktuelle påstande, som nogle gange er sande – og ja, desværre nogle gange også forkerte.
I vores iver efter at slå ned på det usande kan vi ende med at stække fx kapitalismekritik, modstand mod muslimsk indvandring og berettigede spørgsmål om statens krigsførelse eller mistanke om korruption. Det er en stor demokratisk risiko at tage.
Den algoritmestyrede censur virker måske som en science fictionforestilling, men der er et stort pres på de private virksomheder, som ejer platformene, til at sætte ind med alle midler.
Der bliver truet med kæmpebøder, og herhjemme har fx Socialdemokratiet talt for at forpligte Facebook til at følge den samme medieansvarslov som danske aviser og tv-stationer. Det ville gøre Facebook lige så ansvarlig for det indhold, som danske medier deler på Facebook, som de enkelte medier selv er – og en så stor udvidelse af ansvar ville tvinge Facebook til at frasortere store mængder indhold for at minimere deres risiko.
Pendulet er svinget fra en reel ansvarsløshed, hvor de store teknologispillere var med til at skabe et perfekt forretningsmiljø for fake news og optrådte som Putins velvillige hjælpere, over til en risiko for overreaktion, hvor de piller opslag ned på den mindste mistanke og ødelægger noget af det møde borger til borger, som sociale medier faktisk kan skabe rammerne for.
Hvis vi bliver ved med at skrue op for filtre mod fake news, risikerer vi at ramme ytringer, som vi burde kunne tåle – samtidig med at vi i stedet for at anspore til individets kritiske sans vil foregøgle folk, at staten, algoritmer eller Facebook kan passe på os
Der er for øjeblikket et utal af meldinger om svært forståelige blokeringer på Facebook. Ofte kommer reprimanden, når folk har skrevet noget om indvandring eller integration – kontroversielle emner, som Facebook synes at blive stadig mere restriktiv i forhold til.
Vi kan allerede i dag tale om en privatisering af politisk censur efter nationale ønsker. I Rusland, Tyrkiet og Vietnam accepterer Facebook og andre teknologiplatforme vidtgående indgreb i informationsfriheden, og nu vil Frankrig så have fake news slettet under valgkampe, mens Spanien gerne vil holde catalanske debattører nede, fordi de måske, måske ikke, fremsætter urigtige påstande om spansk politis fremfærd i Barcelona.
Hvis vi bliver ved med at skrue op for filtre mod fake news, risikerer vi at ramme ytringer, som vi burde kunne tåle – samtidig med at vi i stedet for at anspore til individets kritiske sans vil foregøgle folk, at staten, algoritmer eller Facebook kan passe på os alle sammen og beskytte os mod farlige, forkerte historier. Det er en udemokratisk vej.
For mig at se udgør de mest vidtgående forslag om tiltag mod fake news et misforstået forsøg på at genrejse Gutenberg-parentesens vidensautoriteter med magt. Bag ønskerne om at fjerne de falske nyheder fra mediebilledet ligger en forestilling om, at befolkningen er offer for informationseksplosionen, som derfor skal bringes under kontrol med filtrering, advarselsflag og anmeldelser.
Magten ser sig selv som en beskytter af folket, men man kunne jo også anskue den digitale verden som en mulighed. Vi har med både internettet og de sociale medier fået uanede muligheder for at søge viden, og vi har også fået værktøjer, som kan give mere magt til individet end nogensinde. Den digitale revolution er altså også en demokratisk eksplosion, og tager man de briller på, får man ikke lyst til at udtænke forslag, som umyndiggør borgerne.
Så vil man snarere tænke på, hvordan vi kan give borgerne endnu mere magt ved at ruste dem til mødet med den digitale virkelighed.
Det er den demokratiske vej frem i en hyperforbundet verden. I stedet for at drømme om en altomfattende teknologisk løsning, der fjerner alle falske oplysninger, skal vi finde nye veje til at skabe autoritet om viden – og styrke befolkningens kognitive resiliens mod misinformation. Vi skal tro på den selvstændige kritiske tænkning.
Den demokratiske naturtilstand
Vi taler ofte om, at vores samfund er ramt af en »tillidskrise«, som forværres af den omsiggribende misinformation. Vi har set, at krisen ikke nødvendigvis er uafvendelig; fx ser tilliden til journalistiske medier ud til at være steget fra 2016 til 2017. Det er godt.
Vores demokratier kan ikke fungere uden et minimum af tillid til, at debatter føres på et nogenlunde faktuelt korrekt grundlag. Tillid er også nøglen til, at vi vil lade os repræsentere af folkevalgte, og at vi respekterer statens autoritet, men jeg vil advare mod at presse forventningerne om tillid alt for højt op. Tillid er ikke altid godt.
Det er måske en kættersk tanke i en tillidskultur som den danske, hvor vi dagligt nyder frugterne af tillid borgere imellem, og mellem borgere og stat. Vi elsker at citere teologen K. E. Løgstrups beskrivelse af tilliden som en naturtilstand, som hører til det at være menneske. Det ville være »livsfjendsk« ikke at møde sine medmennesker med tillid, skrev Løgstrup i Den etiske fordring i 1956:
»Vi kunne simpelthen ikke leve, vort liv ville visne, det ville blive forkrøblet, om vi på forhånd mødte hinanden med mistillid, tiltroende den anden at stjæle og lyve, forstille sig og føre os bag lyset.«
Vi skal passe på med at falde for en tillidsnostalgi, hvor vi bilder os ind, at der engang fandtes et samfund med en konfliktløs enighed om fakta og med tillid til alle politiske aktørers hensigter. Sådan et samfund har aldrig eksisteret
Sådan er det måske nok i mødet menneske til menneske i en togkupé, som Løgstrup beskrev det, men spørgsmålet i dag er, hvordan vi skaber tillid i komplekse, digitaliserede samfundsstrukturer? Hvordan opstår tillid i mødet mellem vildfremmede på sociale medier? Hvordan kan vi have tillid til informationer i en verden med en ustoppelig eksplosion af sande og falske informationer fra et uoverskueligt væld af kilder?
Det er ikke så ligestil, og vi skal passe på med at falde for en tillidsnostalgi, hvor vi bilder os ind, at der engang fandtes et samfund med en konfliktløs enighed om fakta og med tillid til alle politiske aktørers hensigter. Sådan et samfund har aldrig eksisteret, og drømmen om det tillidsfulde samfund kan føre os ned ad et udemokratisk tankespor, hvor vi underkender en folkelig mistillid som det suveræne udtryk, den er.
Det er ikke rationelt at stole på hvad som helst, og det er heller ikke sundt for et demokrati, hvis vi lægger op til, at borgerne bare skal lukke øjnene og regne med, at Facebooks algoritmer frasorterer alt det forkerte og uhensigtsmæssige.
Demokrati er fantastisk på den måde. En borger i et demokrati har både ret til at nære mistillid til andre og til selv at fremsætte usande påstande. Ytringsfriheden er grundreglen, som man kun fraviger, hvis det ved lov er bestemt, at en ytring er strafbar – som racisme, opfordringer til vold eller ærekrænkelser er. Men i sig selv er det ikke ulovligt at lyve.
Retstilstanden afspejler på den måde Mills skadesprincip. Det er ikke forbudt at lyve, men man kan blive straffet for at fremsætte løgne, som forvolder skade. Det skete fx i den sag, som jeg omtalte i kapitel 8, hvor ejeren af et dansk fake news-site blev dømt til at betale Johanne Schmidt Nielsen 75.000 kr. i tortgodtgørelse, fordi han havde bragt en falsk nyhed om, at hun var død.
Domstolene beskytter også folk mod usande påstande, som er injurierende – fx falske anklager om, at nogen har begået noget kriminelt. Den beskyttelse vil de fleste nok bakke op om, men vi skal være på vagt over for en udvidelse af det strafbare område for ytringer ud fra mere vage hensyn til saglighed og ordentlighed i den offentlige debat.
Fakta er så absolut at foretrække frem for usandheder, men skal et demokrati nødvendigvis være rationelt? Hvis vi alene vil tillade rationalitet som basis for samfundets beslutninger, vil den bedste styreform ikke være demokrati, men teknokrati
Jeg ser mistillid, sludder, vrøvl og løgn som en del af den demokratiske naturtilstand. Den naturtilstand er ikke altid køn, og den foruroliger ofte repræsentanter for institutioner, som er afhængige af at blive mødt med tillid – men husk det nu, medier og politikere: Tillid er ikke en gudsgiven ret. Vi lever i et samfund, hvor autoriteter hverken kan eller skal tage deres position for givet, og tillid er derfor noget, enhver må gøre sig fortjent til.
Den suveræne borger i et demokrati kan være et krævende bekendtskab. Som om det ikke var nok med urimelig brok, mistro og fremsættelsen af nonsens, risikerer man også, at den demokratiske borger træffer irrationelle beslutninger. Det er virkelig foruroligende!
I debatten om fake news og misinformation fylder den bekymring om muligt endnu mere end bekymringen over den mistede tillid. Hele forskrækkelsen over »det postfaktuelle samfund« bunder jo i et ideal om, at demokratiske beslutninger helst skal være baseret på et faktuelt grundlag – snarere end på følelser og fortællinger.
Fakta er så absolut at foretrække frem for usandheder, men skal et demokrati nødvendigvis være rationelt? Hvis vi alene vil tillade rationalitet som basis for samfundets beslutninger, vil den bedste styreform ikke være demokrati, men teknokrati.
Voltaire har så vidt vides aldrig selv udtalt den berømte sætning: »Jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem«. Citatet står ikke i nogen af hans efterladte skrifter. Det blev introduceret i 1906 af den engelske forfatter Evelyn Beatrice Hall, som i en biografi om den franske oplysningsfilosof sammenfattede hans synspunkter på den måde. Men fake citat eller ej: Meningen er god nok.
Med en parafrase over Voltaire kan man i en postfaktuel virkelighed sige: Vi skal bekæmpe irrationelle argumenter og falske påstande ved at udstille dem i den frie debat og kritisere dem med nådesløs objektivitet. Vi skal gøre alt for at vække den enkeltes kritiske sans.
Men vi bør forsvare retten til at fremsige falske påstande. Selv løgne kan vi tolerere; så længe de ikke klart og direkte forvolder alvorlig skade.
“Tilbage til virkeligheden” af Pierre Collignon, vejledende pris 299,95 kr. Gyldendal. Køb den bl.a. her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.